_{Af Jes Fabricius Møller}

Egnen omkring Kalundborg, Ars Herred, er kendt som et af arnestederne for grundtvigianismens udbredelse. Jeg er selv vokset op i Værslev sogn i den lille flække Asmindrup (udtales Asminderup uden stød og med stumt d), hvor der engang var både andelsmejeri og andelsfrysehus. Hvis en gård havde blodbøge plantet i prydhaven, var det tegn på, at ejeren eller en af hans forgængere havde været på højskole. Nærmeste landsby er Ubberup, der har både højskole og valgmenighedskirke, hvor jeg er konfirmeret. I Tømmerup, nogle få kilometer tættere på Kalundborg, er der fri- og efterskole, hvor jeg gik fra 2. til 10. klasse fra 1974 til 1983.

I Tømmerup finder man også landets ældst fungerende brugsforening. Lige ved butikkens udgang var der en væg af småbitte postkasser, en for hver husstand, der var medlem. Man lagde sin bon i sin egen postkasse, og en gang om året blev de talt op, når der skulle udbetales dividende. Forbavsende lidt er forandret siden min barndom i 1970erne. Landbrugene er væsentlig færre og større, men de er typisk stadig i den samme families eje. Næsten ingen har malkekvæg længere. De findes alle sammen i Jylland nu.

Friskolen, højskolen, valgmenigheden og brugsen findes stadig. Dividenden regnes i dag blot ud elektronisk som medlemspoint. Princippet er det samme, bortset fra at medlemsskabet er personligt og ikke længere baseret på husstanden. At tilhøre dette grundtvigske magnetfelt forekom mig naturligt. Vi sang morgensang i skolen fra Højskolesangbogens sekstende udgave, hvor Den signede dag også var nr. 1. Vi hørte om historien, grødetiden efter 1864, da indadtil skulle vindes, hvad udadtil var tabt.

Det dybe engagement i samfundslivet, den kristelige vækkelse og den rationelle landbrugsproduktion optræder samtidig hos de centrale personligheder, uafhængigt af om de var grundtvigske eller missionske.

Jes Fabricius Møller

Men naturligvis er intet selvfølgeligt. Denne åndelige og kommercielle organisering af landbefolkningen i anden halvdel af 1800-tallet er ganske påfaldende og ikke helt let at forklare, selv om omstændighederne er relativt velkendte.

Heller ikke dengang kunne Danmark undfly den europæiske nødvendighed, som man kaldte den. I sikkerhedspolitikken var vi klemt inde mellem Tyskland, Rusland og Storbritannien og samtidig økonomisk afhængige af en tilpasning til den industrielle udvikling. Danmark blev industrialiseret, men det skete i høj grad som en industrialisering af landbruget. Fra og med slutningen af 1860erne var markedet for korn globaliseret, og dermed blev en af de væsentligste danske eksportprodukter udsat for et stærkt konkurrencepres.

Danske bønder lagde om til animalsk produktion og fra midten af 1880erne organiserede bønderne forarbejdning og distribution og eksport af deres produkter i andelsselskaber. Dermed kunne man forene en produktionsform baseret på selv meget små familiebrug med en effektiv forarbejdning og afsætning til et verdensmarked.

Bro mellem tradition og industrialisering

Danmark blev koblet på den europæiske industrialisering som leverandør af fødevarer til tyske og britiske industricentre. Tilsvarende kunne landboungdommen, typisk men slet ikke udelukkende gårdmandsbørn, tage på højskole og dér gennem den historisk-poetiske undervisning få deres egen tilværelse knyttet til både fædrelandets og Verdens historie. På højskolen kunne de også lære om husdyrenes røgt og pleje, at føre regnskab og blive uddannet til kontrolassistenter eller delingsførere.

Højskolen var ikke fjernet fra landbolivets økonomiske virkelighed. Den byggede bro mellem historien og den traditionsbundne identitet på den ene side og industrialiseringen af landbruget på den anden. Den gjorde moderniteten beboelig.

Når man skal beskrive denne udvikling, komme man ikke uden om, at de økonomiske vilkår i sig selv ikke udgør en tilstrækkelig forklaring. Eftersom markedet for landbrugsprodukter var internationaliseret, må man inddrage andre faktorer for at forklare, hvorfor dansk landbrug undergik en særlig udvikling.

I den forbindelse nævnes Grundtvig ofte. Han er ganske rigtig uomgængelig, endskønt Grundtvig selv ikke var praktiker. Men mange af de centrale aktører i andels- og højskolebevægelsen bekendte sig til hans tanker. Indre Mission nævnes derimod ikke så ofte. Det skyldes ikke mindst, at mange har den opfattelse, at de missionske ikke var optagede dennesidig velstand og fremgang i modsætning til grundtvigianerne, der lagde vægt på værdien af menneskelivet som sådan.

Der knytter sig til grundtvigianismen en vis historisk optimisme på menneskehedens vegne. Heroverfor står Indre Mission, hvis eneste krav til det dennesidige liv er omvendelse, for hvilken den troende belønnes med lyksalighed i det hinsidige. Af samme grund har man troet, at Indre Mission trivedes bedst hos de fattige, mens grundtvigianerne var de drivende kræfter bag andels- og højskolebevægelsen. Ser man efter på f.eks. Vestsjælland er billedet væsentlig mere sammensat.

Grundtvigianeren Ernst Trier kom til egnen kort tid efter 1864. Han afsøgte flere muligheder for at grundlægge en højskole, inden han i 1865 besluttede sig for Vallekilde. Men der var andre før ham. Det var kapellan (hjælpepræst) V.J. Hoff (1832-1907), der trak Trier til Vallekilde.

Holsteneren Otto Lawaetz (1829-1914) var kommet til egnen som mejeriforpagter på Birkendegård i 1858. Han var en af dem, der blev vakt af Beck. Lawaetz købte i 1866 Refsnæsgaard og siden Kalundborg Slots Ladegaard (Kaalund Kloster). Han opdyrkede overdrev, udvidede sin bedrift og blev en af sin tids største og mest respekterede kvægbrugere. Han var aktiv i Indre Mission og var også virksom i Refsnæs Sogn ved oprettelse af landboforening og sygekasse (1868), Ulstrup brugsforening (1871) og sparekasse (1877).

Da Lawaetz i 1860 fik mejeriforpagtning på Ladegaarden, overtog hans svoger, Adolf Burchardi (1829-1891), mejeriforpagtningen på Birkendegård. Han knyttede sig til den unge præst Vilhelm Beck (1829-1901), der var kommet til Ubby ved Kalundborg som kapellan, altså hjælpepræst, for sin far i 1856. Beck blev en meget populær præst, der holdt store vækkelsesmøder i fri luft også uden for sit eget sogn, og han blev siden en ledende skikkelse i Indre Mission.

I 1862 købte københavneren Villiam Holm (1837-1922) Ubberupgård. Holm var blevet konfirmeret af Grundtvig uden at det dog påvirkede ham i religiøs retning. Efter at han kom til Kalundborgegnen blev han stærkt påvirket af Vilhelm Becks prædikener.

Holm engagerede sig det lokale liv som medstifter af Tømmerup Brugsforening (1869) og Ubberup Valgmenighed (1872) sammen med bl.a. Burchardi. Til den nye valgmenighedskirke i Ubberup headhuntede man kapellan Hoff fra Vallekilde. Hoff var i øvrigt som både Burchardi og Lawaetz fra hertugdømmerne. I 1882 åbnede valgmenigheden i Vallekilde som et anneks af Ubberup.

Samtidig åbnedes på egnen en gudsvelsignelse af friskoler, hvoraf bl.a. Tømmerup som nævnt findes endnu. Der var også andelsmejerier. Foruden det i Asmindrup (1888) også et i Spangsbro (1886), men herregårdsmejerierne dominerede i mange år, fordi de byggede på holstensk know-how ikke mindst i skikkelse af Lawaetz og Burchardi, vel at mærke Burchardis kone Anna, der var fra Holsten og den egentlige ekspert på mejeridrift.

Vækkelsesfænomener

Hvad man kan se af Ars Herreds eksempel er, at det ikke kan lade sig gøre at se opkomsten af brugsforeninger, sparekasser og den slags som entydigt grundtvigske fænomener. Man kan snarere tale om vækkelsesfænomener. Der var endnu omkring 1850 flydende grænser mellem de forskellige vækkelsesbevægelser, herunder grundtvigianerne. Først efter 1860 blev grænserne mere faste. Men hvordan forklarer man så denne tydelige forbindelse mellem åndens vækkelse og lysten til at drive landbrug og være virksom i civilsamfundet?

Det er et vanskeligt spørgsmål, på hvilket der ikke findes noget entydigt svar. Man kan ikke stille en formel op, der angiver den præcise årsagssammenhæng mellem Grundtvigs eller Vilhelm Becks prædikener på den ene side og eksporten af animalske produkter på den anden. Men det er interessant, at det dybe engagement i samfundslivet, den kristelige vækkelse og den rationelle landbrugsproduktion optræder samtidig hos de centrale personligheder, uafhængigt af om de var grundtvigske eller missionske.

Og hvad med højskolen i Ubberup? Den kom faktisk til sent, og den havde i udgangspunktet ingen lokal forankring. Den blev stiftet i 1899 af cand. theol. Axel Jørgensen (1871-1950), der som Holm på Ubberupgård var søn af en københavnsk forretningsmand. Jørgensen var desuden nevø til storkapitalisten og grundtvigianeren C.F. Tietgen. Han forlod imidlertid hurtigt projektet, tog navneforandring til Axel Jarl og gjorde en slags karriere som boheme. Ubberup Højskoles egentlige skaber var cand.theol. Jannik Lindbæk (1862-1909).

Højskolen blev indrettet i Værslev Sogns forhenværende fattiggård, kun få hundrede meter fra Ubberup Valgmenighedskirke, og efterhånden voksede højskolen ind i den sammenhæng, som var etableret, og som da havde fået et mere entydigt grundtvigsk præg. Glemt blev efterhånden tiden omkring 1860, da den missionske Vilhelm Beck var egnens åndelige dynamo.

Blå bog

Jes Fabricius Møller (F. 1966)

Cand.mag. i historie og filosofi afsluttet med Københavns Universitets guldmedalje 1995. Ph.d.-stipendiat samme sted 1999-2002. Nu lektor i historie ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Tillige Professor MSO ved Grundtvig Centeret. Fabricius Møller var desuden højskolelærer ved Ryslinge Højskole og Grundtvigs Højskole. Han har i en årrække fungeret som anmelder af historisk litteratur ved forskellige danske dagblade og har tidligere skrevet bl.a. Hal Koch – en biografi (2009). Sidder i bestyrelsen for Grundtvigs Højskole.