En lovesong for en sangbog

Publiceret 02-06-2016

NEDSLAG Om hvorledes tre gamle studiekammerater skabte fundamentet for en sangbog, hvis seneste udgave har solgt knap 400.000 eksemplarer. Og om hvordan denne sangbog skaber overskud i tilværelsen

Af Jørgen Carlsen

Lige så længe der har været højskoler, har der været højskolesang. Ja faktisk går skikken med at kombinere foredrag og fællessang forud for oprettelsen af den første højskole i 1844. I 1838 holdt Grundtvig en række foredrag under titlen ”Mands minde”.

Grundtvigs 'Mands minde' foredrag grundlægger traditionen

Her beskrev han malende de sidste halvtreds års Danmarkshistorie. Den 17. oktober 1838 var han nået til Englandskrigene, hvor han fremhævede søhelten Peter Willemoes’ heroiske indsats. Nogle havde medbragt teksten til Grundtvigs hyldestdigt til Willemoes ”Kommer hid, I piger små”, som året før var sat i musik af komponisten Weyse (HS 486). Snart blev forsamlingen forenet i fælles sang. Hermed var grunden lagt til den nære forbindelse mellem folkeoplysning og fællessang, som siden blev højskolernes varemærke.

I højskolernes første tid verserede der forskellige sangbøger, men der skulle gå 50 år, før højskolerne samlede sig om en fælles sangbog for alle skoler. Anledningen var, at højskolerne i 1891 havde dannet ”Foreningen for folkehøjskoler og landbrugsskoler” (i dag Folkehøjskolernes Forening i Danmark). For at markere fællesskabet udgav foreningen i 1894 Højskolesangbogen, eller Folkehøjskolens Sangbog.

Sammensplejsning af tre eksisterende sangbøger

Man begyndte dog ikke på bar bund. Den første udgave af Højskolesangbogen bestod i en sammensplejsning af tre eksisterende sangbøger, som gik under betegnelsen Askovbogen, Vallekildebogen og Testrupbogen. Forstanderne og lærerne på Askov, Vallekilde og Testrup Højskole var gamle studiekammerater fra Københavns Universitet og holdt forbindelsen vedlige, blandt andet i form af et samarbejde omkring sangbøgerne.

De besluttede at lave en arbejdsdeling, så de tre skolers sangbøger kunne supplere hinanden. Askov tog sig af de historiske sange, Vallekilde tog sig af de kristelige sange og salmer, og Testrup tog sig af modersmålssangene og de nordiske sange.

Tradition men fornyelse

Ser man tilbage på Højskolesangbogens første tid, forbløffes man over hvor kort tid, der er mellem de første udgaver. Vi har vænnet os til, at nutiden byder på et accelererende udviklingstempo med hurtige sceneskift, men ser vi på Højskolesangbogen forholder det sig faktisk stik modsat. 1. udgaven kom som sagt i 1894, 2. udgaven kom i 1896, 3. udgaven i 1899 og 4. udgaven i 1902. Det må siges at være temmelig gesvindt.

Men jo mere vi bevæger os op mod nutiden, jo langsommere er udgivelsesfrekvensen. 14, udgave kom i 1951, 15. udgave i 1964, 16. udgave i 1974, 17. udgave i 1989, og den seneste 18. udgave i 2006. Indtil 1951 udkom der hele 14 udgaver. Siden da er der kun udkommet 4. Noget kunne tyde på, at højskolesangbogen med tiden er kommet til at repræsentere en sindig modvægt mod den moderne rastløshed. I forhold til tidens forjagede stakåndethed rummer den et dybere åndedrag – både historisk og eksistentielt.

Højskolesangbogen er med tiden er kommet til at repræsentere en sindig modvægt mod den moderne rastløshed. I forhold til tidens forjagede stakåndethed rummer den et dybere åndedrag – både historisk og eksistentielt.

Jørgen Carlsen

Udtryk for en lyslevende og vågen kultur

Selvfølgelig er det nødvendigt, at Højskolesangbogen med jævne mellemrum udkommer i nye, reviderede udgaver for at ”følge med tiden”. For lige så lidt som højskolen skal Højskolesangbogen figurere som et åndeligt frilandsmuseum, der minder os om et stykke betydningsfuld 1800-tals kultur. Hverken højskolen eller Højskolesangbogen skal være tumleplads for en kulturkonservativ nostalgi. Begge dele skal og må være udtryk for en lyslevende og vågen kultur.

Det er værd at bemærke, at højskolen ved sin fremkomst repræsenterede noget af det mest hypermoderne, man kunne forestille sig inden for kultur og undervisning. Det hele var funklende nyt. Der var ikke nogen tradition af falde tilbage på. De første højskolefolk måtte eksperimentere sig frem uden forbilleder eller skræddersyede modeller. På samme måde var en lang række digtere og komponister til sangene i Højskolesangbogen en levende del af samtidens kulturliv. De kunne i princippet sidde i foredragssalen og synge med på deres egne sange.

Det er først i eftertiden, at højskolen og Højskolesangbogen bliver forbundet med kulturarv og tradition. Sådan var det ikke i højskolens pionertid. Da blev højskolen og højskolesangen set som en aktuel og betydningsfuld kulturudfoldelse til gavn og glæde for både den enkelte og samfundet. Det skal højskolen og højskolesangen selvfølgelig stadig være. Derfor er det nødvendigt at opdatere indholdet med sange, som reflekterer det liv, der tilnærmelsesvist leves i dages samfund og som udspiller sig under andre kulturelle horisonter.

Den nødvendige udskiftning

Dette betyder ikke, at de gamle sange er udlevede og skal kasseres fra en ende af. Men det betyder, at de sange, der ikke længere kan tale ind i en nutid, bør vige pladsen for nye og mere vedkommende. Højskolesangbogen skal ikke ses som et kulturbevaringsprojekt. Det ville være at indtræde i en kustodeagtig holdning til kulturen og nærmest lægge den i respirator. Sagen er vel kort og godt den, at kulturelle udtryk går til grunde, hvis ikke de bliver praktiseret af hjertens lyst. Men det betyder omvendt ikke, at man skal undgå de gamle sange. Mange af dem er rent ud sagt vidunderlige og betagende.

Jeg kan illustrere det med et aktuelt eksempel fra Testrup Højskole. En af de sange, som eleverne på højskolens lange kurser holder allermest af, er B.S. Ingemanns ”Tit er jeg glad, men vil dog gerne græde” (HS 85). Teksten går mere end 200 år tilbage (1812), og Carl Nielsens melodi er fra 1917. Noget er altså ikke nødvendigvis dårligt, fordi det er gammelt.

Akkurat ligesom noget ikke nødvendigvis er godt, fordi det er nyt. Der findes godt og dårligt gammelt, og godt og dårligt nyt. Når man redigerer Højskolesangbogen er kunststykket at kombinere det gode gamle med det gode nye. Det er vigtigt at dyrke de gode sange – gamle eller nye. Ikke for kulturarvens skyld, men for livets skyld. Det er en berigelse at stifte bekendtskab med dem og synge dem.

Balladen om valget

Hver gang der kommer en ny udgave af Højskolesangbogen, er der ballade i luften. Dels er der folk, der højlydt protesterer over tabet af sange, som ikke længere er med. Dels er der nogen – og ikke sjældent de samme – som ryster på hovedet over nogle af de nye sange, som er kommet med. På selve udgivelsesdagen for den seneste udgave af Højskolesangbogen i 2006 var en af hovedhistorierne i P1’s morgennyheder, at sangen ”Det haver så nyligen regnet” var udgået.

Det vakte kortvarigt furore i vide kredse – især blandt de dansksindede i Sønderjylland, som i generationer har brugt den som slagsang og stadig gør det. Det hele viste sig dog at være en storm i et glas vand. Den sønderjyske sang var der skam stadig (HS 497). Til gengæld var en folkevise med samme titel udgået. Den blev nemlig stort set aldrig nogen sinde brugt.

Hvorom alting er, så tyder al dette postyr på, at mange mennesker har et nært og inderligt forhold til sangene i Højskolesangbogen. Det vidner også oplægstallene om. 17. udgave af højskolesangbogen udkom i over 600.000 eksemplarer. Den nuværende 18. udgave er foreløbigt solgt i næsten 400.000 eksemplarer. Og så skal man tænke på, at Højskolesangbogen er en helt speciel udgivelse. Det er ikke bare en digtsamling, man kan have stående i reolen.

Det er det selvfølgelig også. Men det er meget mere end det. Det er en brugsbog, som tages i anvendelse i en lang række sociale sammenhænge – ikke bare på højskolerne, men også ved foredragsarrangementer i forsamlingshuse og sognegårde, ved møder i diverse foreninger, ved familiefester eller ved sammenkomster, hvor man bare har lyst til at synge sammen.

I mange år har man forskellige steder med jævne mellemrum afholdt arrangementer med højskolesang. Det er, som om højskolesangen i de seneste årtier har oplevet en renæssance. Det hele begyndte i 1989 i Musikhuset i Aarhus og har nu bredt sig ud over hele landet, blandt andet til Rigshospitalet, som året igennem afholder nogle velbesøgte arrangementer med højskolesang.

I Vartov, som er den grundtvigske højborg i Danmark tæt på Rådhuspladsen i København, har man i en årrække afholdt maraton-sang på årets korteste dag. Her synger man sig standhaftigt igennem Højskolesangbogen fra morgen til aften. Denne skik har siden bredt sig til flere steder rundt omkring i landet.

Tættere på livet

Men hvorfor er højskole og Højskolesang så tæt forbundne størrelser? Fordi de begge trækker på samme hammel. De er to sider af samme sag. Højskolens fornemste opgave er ifølge Grundtvig ”livsoplysning”, dvs. at kaste lys over det liv, vi lever med os selv og hinanden. Meningen er, at man ved at gå på opdagelse i livets betydningsfuldhed, bliver opmærksom på, at livet rummer en merbetydning, som man ofte er tilbøjelig til at overse.

At synge højskolesange er at komme tættere på livet. Det er Grundtvigs opfattelse, at livsoplysningen skaber mennesker med overskud. Og har man overskud, er man i stand til at stille noget op med sig selv og den verden, man lever i. Her spiller højskolesangene en vigtig rolle. Mange af dem er dybest set lovsange til livet og verden. Der er så meget, der kalder på forundringen, begejstringen og kærligheden.

En typisk højskolesang er en lovsang i ordets egentlige betydning. En lovsang handler netop om kærlighed. Det bliver især tydeligt, når vi går til det engelske ord love-song, som har rod i det oldnordiske lofsongr. Læg mærke til, hvor ofte ordet elsker optræder i sangene: Jeg elsker de grønne lunde (HS 367) Jeg elsker den brogede verden (HS 97) Du danske sommer, jeg elsker dig (HS 321) Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland! (HS 356) Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør (HS 376) … osv.

Sangene skaber et opmærksomhedsrum, hvor man mindes om, hvor meget der er at holde af. Og den eksistentielle gevinst ligger lige for: jo mere, man holder af, jo rigere et liv lever man. De bedste af højskolesangene bringer os i kontakt med livsglæden ved at minde os om, at der er noget ved livet, man ikke finder andre steder. De skaber livsnærhed. Eller sagt på moderne dansk: højskolesang er en reality booster!

 

Blå bog

Jørgen Carlsen (F. 1949)

Forstander for Testrup Højskole siden 1986 og medlem af Det Etiske Råd siden 2011. Carlsen blev student fra Sønderborg Statsskole i 1968 og mag. art. i idéhistorie fra Aarhus Universitet i 1977. Derefter var han ansat på Aarhus Universitet og Danmarks Lærerhøjskole. Carlsen er censorformand for faget idéhistorie og klummeskribent i Kristeligt Dagblad. Han var medredaktør af den 18. udgave af Højskolesangbogen (2006).

Læs mere om Højskolesangbogens historie.