_{Af Thor West Nielsen}

Forstanderen løfter blikket og ser, om alle er kommet. Så læner han sig tilbage i stolen, fører armen bagud, og trykker på den lille knap på væggen. Straks åbnes lugerne i enden af spisesalen, og de rustfrie fade og skåle står klar med frikadeller, kartofler, sovs og rødbeder. Bordformændene rejser sig og henter maden til hvert bord. De fleste er lærere, men også nogle er elever, da der er for mange borde. Og når alle har lagt kniv og gaffel, lyder det fra forstanderen: ”Skal vi samle”.

Det var det almindeligt, at alle fastansatte lærere boede på højskolen. Enten i et af lærerhusene eller for de yngre ugifte lærere ofte for enden af en elevgang. De fleste i lærerhusene var lærerpar, for det er sin sag ikke at være ansat, når de fleste måltider spises på skolen, og der fortløbende er aktiviteter, der griber ind i familielivet. Herunder jævnlige både organiserede og uorganiserede elevbesøg i lærerhjemmene. Samtidig med at børn og forældre siver ud og ind.

Vi lever ikke længere i industrikulturens entydige opdeling mellem arbejde og fritid og med arbejdet som noget, der skal overstås for at få til livets opretholdelse. I dag betragtes arbejdet som identitetsskabende, og der er forventninger om personlig involvering. 

Thor West Nielsen

Vi er tilbage i 70’erne. Oplevelsen er fra Vallekilde Højskole, men kunne være fra mange andre skoler på den tid. Det er også ungdomsoprørets tid, så billedet er ikke længere så skarpt, som det Thomas Rørdam tegner af lærervilkår i 50’erne i bogen Folkehøjskolen fra 1966. Familierne måtte være indstillet på det, og især én gruppe måtte lærerhjemmene altid være åbne over for, gamle elever. (Værdien af tidligere elevers tilknytning til en skole har altid været højt værdsat).

Som lærer var man en del af et højskolekollektiv, der flere steder godt kunne have et patriarkalsk islæt, med forstanderen som både åndelig og praktisk overhoved, (og hvor eleverne i skolens kiosk kunne købe postkort med lærerne afbildet). Et samfund i samfundet der af gode grunde ofte lukkede sig lidt om sig selv, og hvor man som lærer havde alle muligheder for at få dækket både sociale og andre behov inden for matriklen. At være højskolelærer havde langt hen ad vejen en egen identitet og blev oftest betragtet som en livstidsstilling.

For eleven stod og faldt det med, hvor vidt man ud over at lære noget om emner, man var interesseret i, blev mødt som den, man var, i et ligeværdigt samvær, eller man som elev var statist i et højskolepatriarkalsk spil. 

Når man har været lærer i 25 år på en traditionsrig højskole, så har man også deltaget i et væld af jubilarmøder. Møder for tidligere elever, hvor man inviterer 10-, 20-, 30-, 40- og 50-års jubilarer til at mødes på skolen.

”Det er det bedste, der er sket i mit liv. Min højskolevinter(-sommer) er det, der har betydet mest for mig.”

Sådan har det ofte lydt, når man har siddet og snakket med nogle af jubilarerne. Men hvad lærte du? Har jeg så ofte spurgt. Jamen forstanderens foredrag var så vidunderlige. Hvad var det om? Ja, lærernes undervisning gik da også an. Hvad var det om? Ja, og maden ku’ da spises. Og vel at mærke uden at blikkets betydningsfuldhed forsvandt.

Betydningen lå ikke i det enkelte emne eller fag, men i det møde og det nærvær, de havde oplevet. Den måde, de var blevet mødt på, og det fællesskab, de havde været en del af. At være en del af noget, der er større end den enkelte, hvor den enkelte ikke blot er nødvendig, men også er vigtig i kraft af at være den person, man er. Tydeligt noget, der både kunne løfte én og pege fremad.

Men rammesætningen for lærervilkårene var også, at samtiden var præget af en social og ikke mindst eksperimenterende tilgang, og i mange tilfælde et tilsvarende ledelsesmæssigt frisind.

Brugsuddelernes A-kasse

Bølgerne gik højt på bestyrelsesmødet. Punktet handler om etablering af vindmølle og økologisk havebrug som undervisningsprojekter på højskolen. De to unge lærere kæmper for deres sag og henviser til eleverne, der i tidens ånd har givet udtryk for, at man ikke bare skal snakke om tingene. Bestyrelsen består mest af lokale landmænd og så den lokale sparekassedirektør som formand. Her i 1980, hvilket i dag ikke er umorsomt, er vedvarende energi og økologi næsten identisk med kommunisme. Er det nu en god idé? Modstanden er stor; og de to lærere er næsten ved at opgive, da næstformanden, storbonden fra Bukkerup tager ordet: ”Jeg tror vi begår en fejl her. Vi vurderer forslaget ud fra, om vi bryder os om de her tiltag. Det er forkert. Der handler om noget andet. Det er tydeligt, at man som lærer mener, man kan drive god højskole her ud fra. Og det skal vi give dem lov til”. Og sådan blev det.

Der blev eksperimenteret meget. Undervisningen havde brede rammer, og når først den årlige undervisningsplan var godkendt af ministeriet, så var friheden sikret og et statsligt tilsyn en sjælden begivenhed. 

Den ansættelsesfaglige bevidsthed på højskolerne har generelt været lav. Den traditionelle faglige kamp har ikke matchet skoleformen. Kampen højskolefolk imellem handlede mere om, hvad der var rigtig højskole. Det kunne til gengæld gå højt på foreningens årsmøder. Den højt markerede forskel skolerne imellem handlede mere om en åndelig end en faglig forskellighed. Det være sig religiøst, mytologisk, socialistisk osv., eller almene skoler over for linjeskoler.

Det fastlagte lektionstal som eneste tidsnorm bliver ofte overskredet af lærerne for at de kan lave den skole, de i fællesskab ønsker. Bor og lever man på skolen, kan det også være yderst vanskeligt at afgøre, hvornår man er på arbejde. Man lever i det, og først når ens børn sætter én stolen for døren, registrerer man, at grænsen er overskredet. Størst fokus er der på, at der er en rimelig fordeling de ansatte imellem. De mange lørdagsfester er nu også sjovest, når der er mange kolleger med. Og en fagforening på området blev først en realitet, da det eneste sted, højskolelærere kunne gå hen for at blive medlem af en arbejdsløshedskasse, viste sig at være brugsuddelernes a-kasse.

Langt de fleste nyansatte højskolelærere har som jeg været fascineret af lærerens utrolige frihed til at lave den optimale undervisning – uden eksamens- eller curriculumkrav (ikke et eneste obligatorisk fag) – og dermed også forpligtelsen til og nødvendigheden af som menneske at stå inde for sin undervisning. Er man som underviser oplyser? Er det, man har sammen med eleverne, så vigtigt, at man er parat til at lytte til dem. Ja, ikke nok med det. Finder det, de siger og mener, afgørende.  Når man åbner sig for den anden i det fælles anliggende, så opstår det møde, der kan vare langt frem i tiden. Det er her, man som højskolemenneske har sine stjernestunder.

Selv om tiden er en anden i dag, så er det fortsat et afgørende grundvilkår. Det er knap så afgørende, om man rent geografisk bor på skolen, som det at være nærværende, når man er der. ’Kald’ og ’gerning’ er blot tidsbestemte begreber. Det afgørende er virkelighedens indhold.

Vi lever ikke længere i industrikulturens entydige opdeling mellem arbejde og fritid og med arbejdet som noget, der skal overstås for at få til livets opretholdelse. I dag betragtes arbejdet som identitetsskabende, og der er forventninger om personlig involvering.

I denne kontekst er højskolelærerjobbet ikke så markant anderledes. Når samtidig den geografiske bevægelighed er blevet markant større, så kan det heller ikke undre, at langt færre lærere i dag vælger at bo på højskolen. (Retfærdigvis skal det også siges, at mange skoler i de senere økonomisk pressede år har valgt at frasælge lærerboliger, og dermed delvist fjerne muligheden). 

En aktuel undersøgelse viser, at blot en femtedel af højskolelærerne bor sammen med familien på højskolen. Ligeledes at den gennemsnitlige læreranciennitet er på ca. seks år. Det almindelige er ikke længere, at man som højskolelærer bor på skolen, men altså heller ikke, at det at være højskolelærer er en livstidsstilling. Men det er en udvikling, der svarer til den generelle udvikling på arbejdsmarkedet.

  Højskolens styrke og succes som ikke-formel kompetencegivende oplysningsinstitution har hele tiden været betinget af evnen til at kunne bevare kernen, det centrale i en konstant foranderlig tid. De ydre rammer er her ikke uden betydning, men det altafgørende for at ’lave god højskole’ er fortsat de ansattes tilgang til mødet, samværet og fællesskabet med eleverne. Nærværet, engagementet - ja nogle benævner det også i dag et kald.

Blå bog

Thor West Nielsen (F. 1948)

Var ansat som lærer på Ubberup Højskole fra 1971, og fra 1976 til 2001 på Vallekilde Højskole. Har undervist i række forskellige fag: Matematik, fysik, psykologi, medier og diverse samfundsmæssige emner, herunder vedvarende energi. Var med i Folkehøjskolernes Forenings bestyrelse fra 1989 til 2000 og blev i 2001 ansat som chefkonsulent og senere som souschef i Folkehøjskolernes Forening.