_{Af Gunhild Skovmand}

Dagen for indvielsen af Dr. Ma. Central Gonobidyalaya (Gono = folk, bidyalaya = skole) den 23. januar 1995 var nu endelig kommet. Forud var gået et langt og til tider besværligt arbejde med at få skolen bygget. Der var både store forsinkelser og et byggebudget, der var pænt overskredet, men nu stod skolen endelig færdig. Arkitektonisk et smukt byggeri af røde mursten og placeret lige ved siden af en stor sø, som der er så mange af i Bangladesh.

Charge-d'affairs, Mr. Knud Kjær Nielsen fra Den danske Ambassade i Dhaka var kommet, og det samme var Mogens Hemmingsen, der var formand for Folkehøjskolernes Forening (FFD), for at deltage i indvielsen og også for at få større viden om det store daghøjskoleprojekt, som FFD gennem penge fra Danida støttede i Bangladesh. Repræsentanterne fra FFD’s samarbejdspartner, Bangladesh Association for Community Education (BACE,) både bestyrelse, ansatte og elever på Central GB, stod sammen med Mogens’ kone Dorte og undertegnede og var parat til at modtage den sidste officielle gæst, en viceminister.

Intet skete, og der opstod tydelig nervøsitet hos BACE, for hvordan skulle man forholde sig til de to ventende højtstående gæster, der allerede var kommet, Knud Kjær Nielsen og Mogens Hemmingsen. De to satte sig dog på forstanderens kontor og havde en livlig samtale. Vi andre ventede. Pludselig kunne vi alle se en kortege af biler på vejen, og alle åndede lettet op.

Til alles overraskelse kørte kortegen videre, og vi kikkede forundret på hinanden. Hurtigt rygtedes det, at bilerne med viceministeren var kørt hen til det lokale medlem af parlamentet, og så gik det op for BACE, at de havde overtrådt protokollen ved at glemme at invitere det lokale parlamentsmedlem. Efter en rum tids venten erkendte BACE, at viceministeren nok ikke kom, og det officielle program for indvielsen gik i gang.

Men indviet blev Central Gonobidyalaya, (GB) og den og de andre 4 GB’er placeret i hvert sit hjørne af Bangladesh har været med til at ændre livet for mange fattige unge mennesker i lokalområderne. Historierne om, hvad et sådant otte måneders ophold på en daghøjskole, nu ændret til seks måneder, har betydet er mange, både i forhold til den enkelte elevs personlige, sociale og økonomiske udvikling og også i forhold til den indflydelse og respekt, mange af eleverne har opnået i lokalområdet.

Højskolerne kigger mod øst

Det internationale arbejde i FFD udviklede sig kraftigt i 80’erne. Her fik jeg gennem mit arbejde i FFD’s bestyrelse mulighed for at blive en del af et internationalt udvalg, hvor Øivind Arnfred, Svend Slipsager og Arne Andresén var de andre medlemmer.

En højskole kan udvikle sig alle steder, også i et muslimsk samfund. Når blot man tager hensyn til de lokale traditioner og den lokale kultur.

Gunhild Skovmand

Festligholdelsen af Grundvigs 200-års-dag i 1983 bestod bl.a. af en konference for indbudte gæster fra hele verden, der diskuterede Grundtvigs tanker om uddannelse og folkeoplysning og muligheden for at bruge højskoletanken til at skabe større ligeværd og samfundssind. Det var med til at sætte det internationale arbejde mere på dagsordenen i FFD.

Gonobidyalaya-projektet startede i 1981 med direkte støtte fra den danske Ambassade i Bangladesh. En evaluering foretaget i 1987, som Uffe Gertsen, tidligere højskolelærer på Askov og Kolding Højskoler, stod i spidsen for sammen med et hold af forskere fra Bangladesh, konkluderede, at det indholdsmæssige af uddannelsen på GB’erne havde brug for at blive styrket.

På den baggrund henvendte Danida sig til FFD og anmodede FFD om at påtage sig ansvaret for samarbejdet med BACE. På vegne af FFD besøgte Øivind Arnfred og jeg selv Bangladesh i april 1988, og på baggrund af det positive indtryk, vi havde af arbejdet på daghøjskolerne, besluttede FFD’s bestyrelse at sige ja til den opfordring.

For Øivind og jeg var besøget en øjenåbner. En højskole kan udvikle sig i alle steder, også i et muslimsk samfund. Når blot man tager hensyn til de lokale traditioner og den lokale kultur. De unge drenge og piger mellem 15 og 18 år sad på hver sin bænk i hver sin side af undervisningslokalet, men sammen fik de mulighed for at lære nyt og få kendskab til hinandens liv og dermed en større forståelse for de udfordringer. Det store pres på mændene, som blev betragtet som en fiasko af sig selv og alle andre, hvis ikke de kunne forsørge familien, og for pigerne, som i mange bengalske familier kun regnes som en byrde, bl.a. på grund af den medgift, det forventes/forlanges betalt ved bryllup.

Foruden den almene undervisning på GBerne, som udgjorde omkring halvdelen af undervisningen, blev den resterende del brugt til at undervise i korte håndværksmæssige fag, for at give både pigerne og drengene nogle færdigheder inden for et bestemt håndværk. Det kunne de bruge som en start til at etablere et eget lille værksted eller få arbejde hos andre.

I undervisningen på GB’erne har der altid været fokus på at styrke et socialt og samfundsmæssigt engagement hos eleverne, og det selv om det vigtigste for de fattigste elever var muligheden for at tjene nogle penge, og i det mindste få to simple måltider mad om dagen og kunne købe medicin, når de blev syge.

For nogle tidligere elever, der var interesserede i at være med til at påvirke ændringer i lokalsamfundet, tilbød Central Gonobidyalaya dem et højskolekursus på 4 uger, hvor der blev fokuseret på lederuddannelse samtidig med de også fik mulighede for at få styrket deres håndværksmæssige kompetencer. Det viste sig dog i årenes løb, at det var svært for tidligere elever at afse tid til at tage på disse kurser, når de først havde fået etableret sig med eget lille værksted, så kurserne blev efterhånden afviklet.

På Central GB stod man nu med en kostafdeling til 30 personer, som ikke blev udnyttet. I stedet begyndte skolen at udleje disse faciliteter til andre kursusarrangører, og dette har betydet, at der nu gennem denne indtjening blev skabt et overskud, som sammen med egen-indtjening på de enkelte GB’er inden for bl.a. landbrugs- og planteskolevirksomhed har været med til at sikre, at GB’er stadig her i 2016 er i gang med kurser for en fattig gruppe af unge i de områder, hvor skolerne ligger, på trods af at Danida i 2008 ophørte med at yde bidrag til Gonobidyalayaerne i Bangladesh.

FFD er ikke længere direkte involveret i et samarbejde med BACE. Men gennem Foreningen Bandhab, (Bangla for venskab), som blev oprettet i 2006 af personer i Danmark, hvoraf mange har haft et personligt kendskab til Gonobidyalaya, er der i FFD stadig et godt kendskab til, hvordan det går på Gonobidyalayerne.

At sikre bæredygtighed på Gonobidyalayerne og lignede udviklingsprojekter, der har fokus på almen uddannelse, empowerment og faglig træning, er en stor udfordring, da målgruppen for uddannelsesprojekter i udviklingslandene er de fattigste og mest udsatte, der selvsagt ikke har råd til selv at betale for udgifterne.

Nigeria, Indien og Nepal

I 1990erne blev FFD også involveret i et udviklingsprojekt i Nigeria under navnet Grundtvig Institute. Også i Indien, i provinsen Kerala, i samarbejde med Mitraniketans Peoples College Desuden kom der et nyt daghøjskoleprojekt til i byen Comilla i Bangladesh. I alle uddannelsesprojekter lægger man, foruden faglig uddannelse, også megen vægt på den almene uddannelse og betydningen af det at være aktive medborgere og dermed være med til at påvirke primært familien og lokalsamfundet.

Risikoen for at sådanne uddannelsesprojekter ikke bliver bæredygtige, når den lokale partner skal tage over, er stor. Men heldigvis er det lykkedes alle fire samarbejdsformer at skabe muligheder for, at fortsætte aktiviteterne for den oprindelige målgruppe. På Grundtvig Institute valgte man, da Danida støtten i 1996 var ophørt, at etablere en Secondary School, en kostskole med navnet Grundtvig Institute Secondary School (GISS) for den mere velstillede del af Nigerias befolkning. Overskuddet fra GISS bliver brugt til at støtte Grundtvig Institute, så den oprindelige målgruppe blandt fattige elever stadig kan få en uddannelse på Grundtvig Institute.

På Mitraniketan People’s College i Kerala, Indien, har højskolekurserne kunnet fortsætte ved hjælp af andre nationale og statslige uddannelsesprojekter, men udfordringerne er lige nu store. For tiden har man på Mitraniketan valgt kun at drive daghøjskole, da økonomien ikke gør det muligt at ansætte så mange medarbejdede, at man kan etablere et givende kostskoleliv.

I Comilla i Bangladesh har man valgt at fokusere på indtjening i form af renter fra et micro-lån-program, som gør det muligt at forsætte med at støtte forskellige typer undervisning og kulturelle aktiviteter for de fattigste.

FFD har sammen med CARE og Dansk Skovdyrkerforening også været med til at udvikle et projekt i Nepal om folkeoplysning og miljø, men personligt har jeg ikke været direkte involveret i projektet og kender derfor ikke meget til det, og hvordan situationen er i dag.  

Jeg mener, at der er grund til at være stolt over, at det er lykkedes for FFD’s samarbejdspartnere at sikre, at undervisningsaktiviteterne fortsætter for den oprindelige målgruppe, som over årene med den økonomiske udvikling i de tre lande har ændret sig.

Desuden er der også sket det positive, at der for alle tre projekter er oprettet Venskabsforeninger, som gennem fortsat kontakt og mindre projekter er med til at bevare en tæt kontakt til de organisationer og folk, som FFD gennem sit konkrete engagement i u-landsprojekter, har været med til at støtte.

Gunhild Skovmand (F. 1944)

Læreruddannet fra Aalborg seminarium. Ansat som efterskolelærer på Egå Efterskole i 1968 og fortsatte som lærer på Egå Ungdomshøjskole fra 1970–1977. Medlem af bestyrelsen for Egå Ungdoms-Højskole 1979–1996, heraf de fleste år som formand. Medlem af FFD’s bestyrelse fra 1983–1990. I 1990 ansat i FFD som ansvarlig for administrationen af de Danida-støttede projekter. Gik på efterløn i 2004, men blev i 2010 på deltid igen ansat til at varetage administrationen af projektet i Comilla frem til Danida-støtten ophørte i ved udgangen af 2013.