_{Af Helga Kolby Kristiansen}

Forventningerne var store, da Højskoleudvalget, nedsat af undervisningsminister Ulla Tørnæs i 2003 barslede med en større rapport. Et bredt sammensat udvalg, inklusive undertegnede, pegede i rapporten på en række initiativer og lovændringer, der skulle sætte en stopper for såvel faldet i antal højskoleelever som i antal højskoler. Der blev lagt op til en nyfortolkning af højskolens rolle og opgaver i et samfund med et stadigt stærkere fokus på uddannelse.

Udvalgets anbefalinger endte i 2006 desværre med en så beskeden lovændring, at ingen næppe længere kan huske, hvad det gik ud på. På højskolerne havde man håbet på en større lovreform og var parate til at blive aktive medspillere, når det gjaldt bl.a. nedbringelse af antallet af unge uden ungdomsuddannelse, fokus på realkompetencer, studie- og erhvervsvejledning, at åbne højskolerne for brede samarbejder med civilsamfundet osv.

Højskolerne er en del af det danske arvesølv, og det sælger man ikke sådan ud af. Derfor er det også svært at finde en politiker, som ikke taler pænt om højskolerne, men denne venlighed strækker sig ikke nødvendigvis længere end – til venlighed.  

Helga Kolby Kristiansen

Højskolefolket gav selvfølgelig højlydt udtryk for utilfredshed med denne ”ingen-løsning” og stillede undervisningsminister, som nu hed Bertel Haarder, det meget relevante spørgsmål: Mente regeringen, at højskolerne stod i vejen for den herskende uddannelsestænkning om hurtigt igennem det formelle uddannelsessystem?

Var det baggrunden for det meget snævre lovforslag? Denne protest gjorde ministeren rasende, og han både skrev og udtalte, at nu skulle højskolefolket holde op med at klynke.

I forlængelse heraf havde Folkehøjskolernes Forenings bestyrelse et møde med Bertel Haarder, hvor han kom ind i ministeriets mødelokale som en tordensky, og jeg fik en vaskeægte skideballe, som jeg ikke havde inkasseret, siden jeg gik i 4. klasse.

Stående bag sin stol opfordrede han mig i meget hurtige vendinger til at få styr på forstandere og lærere. Jeg blev ganske paf og anede ikke, hvad jeg skulle svare, men skideballen havde en længde, som gav mig tid til at tænke, at der vist ikke var noget at svare, så jeg foreslog blot, at vi tog fat på den dagsorden, som vi havde fremsendt.

Herefter satte Bertel Haarder sig ned med et ”nåh ja”, og vi fik et særdeles godt møde, som blev starten på et meget fint samarbejde. Vi fik lovning på, at ministeren ville understøtte højskolerne alt det, han kunne, uden at skulle til finansministeren, og det løfte blev holdt.

Han åbnede bl.a. dørene til vejledningssystemet og banede vejen for en permanent mentorordning, og ikke uvæsentligt gik han i spidsen for - hvor det sig faldt - at anbefale unge at tage på højskole. Fjumreårssnakken blev lagt død.

Forløbet fra rapport til lovgivning lærte os to ting, som blev styrende for de kommende års politiske arbejde.

Højskolerne fylder meget lidt i den politiske bevidsthed

For det første lærte vi, at det er en selvovervurdering, hvis vi tror, at højskolerne fylder meget i den herskende politiske bevidsthed, og at højskolernes overlevelse først og fremmest afhænger af velvilje fra Christiansborg. Smækker politikere, eller for den sags skyld smækker vi selv døren i, kommer vi også selv til at åbne den igen. Samarbejdet med minister og ministerium fordrer fra højskolernes side en klar, men ikke-konfrontatorisk politisk kurs.

Højskolerne er en del af det danske arvesølv, og det sælger man ikke sådan ud af. Derfor er det også svært at finde en politiker, som ikke taler pænt om højskolerne, men denne venlighed strækker sig ikke nødvendigvis længere end – til venlighed.  Det sås tydeligt, da regeringen gennemførte sin Genopretningspakke i 2010.

Her blev højskolerne af oppositionen alene brugt til politiske drillerier om, at oppositionen bestemt ville have undtaget højskolerne for de voldsomme besparelse – et løfte som forsvandt i samme nu, som oppositionen selv dannede regering. Det blev mildt sagt ikke en oplevelse, der bidrog til politiker-tillid.

Genopretningspakken blev også et lærestykke i, hvordan en ministers lidt tilfældige ageren pludselig kan få alvorlige konsekvenser for en hel skoleform. Daværende undervisningsminister Tina Nedergaards udspil til besparelser på vores område kunne ikke opfattes som andet end et personligt angreb på højskolernes korte kurser, idet der ud over en særdeles kraftig generalbesparelse blev lagt op til at overflytte penge fra de korte til de lange kurser.

Denne politiske prioritering, der intet havde med besparelser at gøre, gav os den lektie, at højskolernes ambition om via de korte kurser at nå brede dele af den danske befolkning med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse ikke nødvendigvis har politisk opbakning. Ved ihærdigt arbejde i bestyrelsen og fra højskolerne lykkedes det at lande et forslag, der gnavede hårdt på de korte kurser, men det udslettede dem ikke.

I denne proces må jeg nævne en politiker som Britta Schall Holberg, som bidrog til en hæderlig løsning ved ufortrødent at gå i kamp med sine egne, fordi højskolerne for hende var vigtigere end partidisciplin.

Den folkelige opbakning er det afgørende

Det andet vi lærte efter ”den tabte reform”, var, at nok var det politiske spil tabt, men højskolerne havde i øvrigt ikke tænkt at lade sig slå ud af den grund. Højskolerne byttede ærgrelsen ud med en bevidsthed om, at det, der for alvor afgør højskolernes eksistens, er, om det danske samfund ønsker højskoler. Den folkelige opbakning går forud for den politiske anerkendelse.

Flere undersøgelser har vist, at højskolerne har en endog meget stor tillid og opbakning i det danske samfund, og så længe der stadig er et bredt ønske om en skoleform, der giver tid og plads til at tænke i helheder, i fællesskaber og i demokratiske handlemuligheder, vil der være højskoler i Danmark. Højskolerne vil naturligt nok altid møde politikere, der stiller spørgsmålet, om højskolerne er statskronerne værd, og i en tid, hvor den økonomiske politik er overherre, kan højskolerne hurtigt komme i søgelyset for nogle millioners besparelse.

Naturligvis skal der kæmpes for at undgå økonomiske grønthøstere, men den væsentligste kamp vindes, hvor højskolerne med sit hovedsigte i ryggen evner at møde samfundsmæssige udfordringer og opfylde folkelige behov. Vel bragte 2006–loven ikke meget med sig, men set tilbage over år bidrog den indirekte ganske væsentlig til den udvikling, som fulgte for højskolerne. Loven gav os nemlig et nyt hovedsigte om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og dette nye hovedsigte kom til at stå meget centralt i udformningen af foreningens strategiske mål og i debatten om højskolernes rolle i det danske samfund.

En interessant samarbejdspartner

I dag må man smile af, at med dette hovedsigte gav de samme politikere, som ind imellem gerne vil styre højskolerne efter almindelige markedskræfter og konkurrencestatstermer, højskolerne det bedste argument for, at højskolerne skal fastholde deres egenart. Politikerne gav os det store kørekort til at fastholde skoleformen som en fri almen skole, der i sit eget læringsrum bidrager til det danske samfund ved at ”uddanne” selvberoende, selvtænkende og medformulerende mennesker. Her ligger højskolernes fornemste opgave – og legitimitet.

Jeg ser en lige linje fra dette nye hovedsigte til de efterfølgende års indsatsområder, hvor højskolerne og foreningen satte fokus på ”højskolens kerne”, ”højskolens stemme”, ”samværsprojektet” m.v. Med dette som ballast og udgangspunkt er det i stigende grad lykkedes at placere højskolerne som en interessant samarbejdspartner, når det gælder uddannelsessamarbejde, mentorordning, etniske minoriteter på højskole, flygtning mm., netop fordi højskolerne lægger noget ”anderledes” til og ikke blot serverer den samme ret, som kan fås så mange andre steder.

Det har i forhold til det politiske arbejde givet højskolerne en bevidsthed om, at de ikke skal forandre sig for at opnå politisk gunst, men den politiske støtte og pengene skal gives til en højskole, der bidrager til livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Staten har via loven forpligtet sig på dette hovedsigte.

Nu ville det være udtryk for naivitet at tro, at finansministeren - uanset hvad hun måtte hedde - vil spørge til, hvad der tjener bedst til at fastholde højskolen som en skoleform med et idealistisk sigte og en stor frihedsgrad. Kun værdier, der kan omsættes i værdipapirer er relevante for en finansminister.

Derfor er højskolerne til stadighed selv de absolut bedste vogtere af en skoleform med stor frihed og et unikt læringsrum. Denne frihed kan nemlig kun trives inden for en beskyttende lov, der på trods af sin detaljerigdom kridter op, på hvilken bane højskolerne kan udfolde sig. Denne klare lovgivningsmæssige ramme er både en hindring for, at højskoler ikke ender i det rene ligegyldighed samt en garant for, at højskoler tildeles statskroner.

Ved den sidste lovændring i 2014 fik højskolerne et nyt mandat, som må betragtes som en tillidserklæring til højskolerne, når det gælder folkeoplysning.

Kulturminister Marianne Jelved havde ved flere lejligheder givet udtryk for, at højskolerne havde potentialet til at bidrage til at styrke civilsamfundet og den demokratiske samtale, og med ekstra puljemidler fik højskolerne en mulighed for at være med til at sætte en dagsorden uden for højskolernes mure med nye samarbejdspartnere.

Igen erfaredes det, at en minister med sans for højskoler og folkeoplysning kan åbne nye døre. Marianne Jelved er i dag en af de få politikere med sans for, at i et velfærdssamfund forudsætter økonomi, demokrati og kultur hinanden. Hun giver ikke førertrøjen alene til økonomien.

Derfor gav hun også tilsagn om at støtte Højskolepædagogisk Udviklingsprojekt. Projektet bidrager til at styrke højskolernes egen praksis, og samtidig har det medvirket til at pege på højskolerne som en vigtig aktør over for den øvrige pædagogiske verden.

For højskolerne er der aldrig noget, der hedder ”for evigt”, men det er også det, der holder højskolen levende. Højskolerne vil altid skulle finde sin vej igennem politiske knaster og gribe muligheder, men højskolerne har som kompas en stærk og levende tradition, som er det idemæssige grundlag for at være et salt i det danske samfund.

Blå bog

Helga Kolby Kristiansen (Født 1948)

Formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark i perioden 2005-2014. Cand.phil. i religion og tysk fra Aarhus Universitet. Har fra 1986 til 2015 sammen med sin mand, Carsten Kolby Kristiansen været forstander for Silkeborg Højskole. Hun har haft en lang række opgaver som frivillig i forskellige kommissioner og udvalg. Eksempelvis var hun gennem 16 år formand for FDF samt været medlem af Salmebogskommissionen, Børnerådet, Højskoleudvalget og Folkeoplysningsudvalget.