_{Af Ole Vind}

Den daværende borgerlige regering udsendte i 2006 en kulturkanon og i 2008 en demokratikanon. Som den eneste var Grundtvig med i dem begge. Samme regering fik med en særbevilling på finansloven åbnet et Grundtvig Center under Aarhus Universitet, der siden 2009 har været i gang med at digitalisere Grundtvigs samlede forfatterskab.

Senest har kulturminister Bertel Haarder taget initiativ til en ’danmarkskanon’, der skal udpege kulturelle og historiske traditioner og værdier for at ”skabe bedre selvforståelse, dannelse, sammenhold og grobund for integration af nye danske borgere”. Grundtvig og ’højskolekulturen’ er selvskrevne.   

Det er åbenbart, at det er de ’fremmede’ i Danmark, der er baggrunden for denne kanonisering af Grundtvig. Og det er ikke første gang, at han påkaldes som en anden Holger Danske, når fædrelandet er i fare. Fra at være en ophøjet, men også temmelig fjern national koryfæ, er han hentet frem for at støves af og pudses op i en national kamp.

Bedre selvforståelse og dannelse kræver en historisk oplysning med et både kritisk og kærligt lys over fortiden, med sans for historiens tvetydigheder – herunder nationalfølelse og nationalisme på godt og ondt – og respekt for hvad vores forfædre, herunder Grundtvig, har overladt os af håb og inspiration – fx til kamp mod dødbideriet og historieløsheden.

Ole Vind

Det skete således i 1940 efter den tyske besættelse af Danmark, da professor Hal Koch med sine forelæsninger på Københavns Universitet mobiliserede Grundtvig til folkeligt og demokratisk forsvar for danskheden mod den nazistiske trussel.

Grundtvigs antityske, nationalistiske retorik med danskerne som Guds eget hjertefolk – ”dine fjender til lands, er og fjenderne hans” – hørte til højskolekulturens arvesølv. Men Hal Koch var hverken grundtvigianer eller højskolemand, og han mobiliserede ikke Grundtvig som nationalist, men derimod hans syn på mennesket som et åndeligt væsen, bundet til historie og sprog, og dermed til sit folk – aldrig som abstrakt menneske, men konkret, i Danmark som dansker.

Efter befrielsen i 1945 omsatte Hal Koch dette folkelige forsvar i Grundtvigs navn i sit forsøg på at modernisere og demokratisere højskolekulturen med oprettelsen af Krogerup Højskole. Det blev hans livs nederlag, da højskolekulturen endnu var for bundet til den traditionelle, patriarkalske og nationalkristelige landbokultur.

Grundtvig og modstanden mod EF

Først med 1968, ungdoms- og studenteroprøret, blev højskolekulturen forvandlet i takt med landbokulturens undergang og byungdommens indtog. Men ganske overraskende, så blev Grundtvig igen vakt af sin dvale. Det hænger sammen med den nye udfordring for nationalstaten med debatten om Danmarks tilslutning til det europæiske fællesskab, EF.

I højskolen havde der længe været modstand mod det overnationale EF – alene ordene Romtraktaten og Romunionen mindede om Grundtvigs had til ’romerånden’ med al dens uvæsen som modstykket til den fribårne nordiske folkeånd. Med 1968 vandt venstrefløjen og socialismen indpas på højskolerne, og her motiveredes modstanden mod EF af kampen mod kapitalismen og Fort Europa. Dermed blev højskolerne efter 1968 stærke bastioner i kampen mod EF og med Grundtvig som frontsoldat.

Den skikkelse, der frem for nogen personificerer denne tids opbrud er Ebbe Kløvedal Reich. Han havde som højskolelærer i Askov i 1967 mødt Grundtvig – men kun som ”et fjernt og tåget ikon for den konventionelle grundtvigianisme” – eller som han mere bramfrit kunne skrive: ”en som man suttede på til desserten og pissede på til dagligt”.

Men kampen mod EF fik ham til at fordybe sig i Grundtvig, der jo var ”den dansker der vidste mest om hvad danskhed overhovedet er for noget”. Det førte til udgivelsen kort før folkeafstemningen 2. oktober 1972 af Frederik. En folkebog om N. F. S. Grundtvigs tid og liv. Den skildrer Grundtvig som frontkæmper mod ”fællesmarkedet og hele den nordvestlige kapitalistsammensværgelse”, men også for den nye kvindebevægelse med front mod ”de kønsforskrækkede, bogstavtro, fornuftshovmodige, bjergsomme og ualvorlige mandfolk, som havde tiltvunget sig magten over folkets følelsesliv”.   

Grundtvigs maniske perioder blev tolket som i pagt med de psykedeliske stoffers både religiøse og revolutionære potentiale. Bogen om Frederik med sex, sindssyge og salmevers mobiliserede Grundtvig som folkelig frihedskæmper, feminist og psykedelisk profet. Det er den mest originale bog om Grundtvig, der er skrevet og det mest særprægede udtryk for ånden fra 68 på dansk.

Bogen mødte megen, også berettiget, kritik, men Frederik kunne én ting, som ingen af kritikerne formåede: at gøre Grundtvig levende. Hertil bidrog også Ebbe Kløvedal og Ejvind Larsens Grundtvig-spil fra 1973 med indlagte sange og salmer, Til kamp mod dødbideriet. En teatertrup rejste rundt til højskoler i hele landet med forestillingen, hvor Grundtvig selv trådte frem på scenen og publikum sang med på sange og salmer med nye melodier af Leif Varmark.

I 1974 udkom Ejvind Larsens bog, ”Grundtvig - og noget om Marx”, der mobiliserede Grundtvig som medkæmper i tidens socialistiske kamp for det store fremtidsmål, hvad enten det med Marx kaldes det kommunistiske samfund eller med Grundtvig folkelighedens gyldenår.

Kampen for nationalstaten

Også fra en helt anden fløj mobiliseredes Grundtvig i kampen mod EF. Det gælder Søren Krarup, der ligesom Hal Koch afviste den sværmeriske grundtvigianisme men fremhævede synet på mennesket som et åndeligt væsen, bundet til historie og sprog, og dermed til sit folk, hvis selvstændighed måtte forsvares mod alle idealistiske, overnationale overgreb.

Fra 1990’erne voksede så en ny debat frem om nationalitet og nationalisme, udløst af krigene i det tidligere Jugoslavien og af det voksende antal flygtninge og migranter. Man fik øje for, hvordan de nationale identiteter var blevet konstrueret i 1800-tallets Europa, ofte ledsaget af en skæbnesvanger nationalisme. Og hos Grundtvig fandt man en ”nationalfølelse grænsende til chauvinisme” med historikeren Uffe Østergårds ord.  

I kampen for nationalstaten blev Grundtvig nu overladt til Dansk Folkeparti med det ærkegrundtvigske navn, med Grundtvigportræt i gruppeværelset på Christiansborg og fra 2001-2011 med Søren Krarup som folketingsmedlem. Partiet fik voksende tilslutning – dog ikke på højskolerne, som med en ny generation blev mere og mere EU-venlige, og hvor Grundtvig igen fortonede sig som et ”fjernt og tåget ikon”.

Sådan vil han nok også optræde i Bertel Haarders danmarkskanon, hvor højskolekulturen er selvskreven til formålet om at skabe bedre selvforståelse og dannelse. Kampen om Grundtvig er afblæst, hvad der bekræftes af Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling fra 2012 om Grundtvigs frihedssyn. Her illustrerer udvalgte citater fra politikere, hvordan han i dag tages til indtægt fra alle partier for at legitimere egne holdninger.

Højskolekulturen var fra begyndelsen præget af Grundtvigs antityske nationalisme. Gennem højskolens historie kan man følge variationer over det nationale tema i takt med tidens udfordringer: tabet af Sønderjylland, de totalitære toner fra syd og den tyske besættelse, derefter EF og EU og senest flygtninge og ”integration af nye danske borgere”.

Denne højskolehistorie er jo flettet ind i den større europæiske og nu globale historie. Bedre selvforståelse og dannelse kræver en historisk oplysning med et både kritisk og kærligt lys over fortiden, med sans for historiens tvetydigheder – herunder nationalfølelse og nationalisme på godt og ondt – og respekt for hvad vores forfædre, herunder Grundtvig, har overladt os af håb og inspiration – fx til kamp mod dødbideriet og historieløsheden.

Blå bog

Ole Vind (F. 1944)

Cand. scient. i matematik og fysik samt dr. phil. i idéhistorie med en disputats om Grundtvig. Lærer på Grundtvigs Højskole fra 1976 til 2009, nu pensionist og højskolens lokalhistoriker, arkivar, årsskriftsredaktør og undertiden gæstelærer.