Når arveløsheden sætter ind

Publiceret 02-06-2016

NEDSLAG Om dem, hvis sangstyrke minder om en elefant på kunstudstilling, og om de autoriteter, der ikke længere findes

Af Frederik Christensen

Det var vistnok i 1962, at forhenværende statsminister og bonde Knud Kristensen blev interviewet i radioen om sit lange liv. Jeg husker, at han afsluttede samtalen ved fortrøstningsfuldt at sige: ”Det vi ikke når, det når vores børn, og det de ikke når, det når deres børn”.

Med de ord afsluttede han en århundred lang ”arveperiode”, hvor børn ikke blot fulgte i forældrenes fodspor, men hvor generationerne var dybt afhængige af hinanden, af uddannelse, erhverv og forsørgelse.

Derefter var der ingen, der talte om at nå noget, forældregenerationen ikke blev færdige med. Fra da af var det slut med ”arvekulturen”. Opgaverne var nu ikke at gøre noget færdigt, men at udføre noget helt nyt.

De gamle autoriteter mistede magt, ikke på grund af oprør, men fordi den nye generation ikke skulle bruge dem til noget.

Frederik Christensen

I 1960-erne gjorde ungdommen sig fri af den forrige generation. Ikke fordi den var særlig oprørsk eller særlig iderig, men helt simpelt fordi arvetiden nu var forbi. Ungdomsoprøret i alle dets udtryk er da ikke enestående nyskabelser, men bare udnyttelse af den nye uafhængighed.

De gamle autoriteter mistede magt, ikke på grund af oprør, men fordi den nye generation ikke skulle bruge dem til noget. Forældre skulle ikke længere styre deres børn. Børnene skulle ikke længere oplæres af forældre. Nogle vil mene, at det derfor gik ud over opdragelsen. Nu blev forholdet mellem generationerne i højere grad et venskabsforhold.

Når frafaldet fra uddannelserne er så stort, skyldes det ikke mindst, at de unge ikke længere har erhvervsmæssige forbilleder, men mere eller mindre i blinde skal vælge mellem 200-300 uddannelser, som slet ikke var opfundet, da forældrene var unge. Politikere tror fejlagtigt, at de unge har adfærdsvanskeligheder, når de vælger et studie fra.

Den ændring gik selvsagt rent ind i højskolen. Før var man elev hos Uffe Grosen, Hans Lund eller Laursen-Vig. Forstanderen var den ubetingede autoriet, også i national forstand. Da man i Vallekilde skulle have ny forstander i 1954 efter Grosen, udpegede et par af ”kongerne”: Hans Lund i Rødding og Arnfred i Askov afløseren, Jørgen Jessen.

Men med arvekulturens endeligt i 1950- og 60erne forsvandt autoritetsgrundlaget. Der hvor man søgte at fastholde, fik man intern strid, som kunne slide en skole op. Når de efterfølgende forstandere ikke blev så navnkundige som de foregående, skyldes det næppe mangel på dygtighed, men at arvetidens autoritet var blevet meningsløs.

Kongerækken

Da jeg i 1979 var blevet bestyrelsesformand for Folkehøjskolernes Forening, fik jeg af Finn Brandt Pedersen tilsendt det, han kaldte ”kongerækken”, altså navne på alle formænd siden 1891. Finn, der som den eneste højskolelærer blev valgt som formand blandt alle forstandere, følte sig næppe særlig kongelig, men hans benævnelse var rigtig for formænd frem til 1979. Der er højskolehistorisk et fyrsteligt skær over navne som Alfred Poulsen, Lars Bækhøj, Th. Arnfred, Knud Hansen og K.E. Larsen.

Når sidstnævnte kom med, skønt han hørte til arveløsperioden, skyldes det, at han havde en lang formandsperiode og desuden var usædvanlig markant som formand og person. Måske skyldes det også, at K.E. var den sidste formand for Folkehøjskolernes Forening, som ikke havde et sekretariat. Hans kontorhjælp bestod af pensioneret højskoleforstander Axel Nielsen med en gammel skrivemaskine nogle få timer om måneden. Fra nu af voksede bureaukratiet vedvarende, og formændenes direkte kontakt med medlemmerne blev løsere.

Folkehøjskolernes Forening har haft en række dygtige bestyrelsesformænd efter min retræte i 1984, men meget tyder på, at ingen af dem opnår samme mytiske placering i eftertiden, som formændene fik i foreningens første 80 år. Den sene overgangsfigur var K.E. Da han blev 70 år skrev jeg beundrende i Højskolebladet: ”Hvem har ikke kunnet iagttage medborgeres forskrækkelse og forlegenhed, når K.E. istemmer fællessangen. Som årene er gået og de fleste sanglyde er præget af 68-generationen bløde mikrofonstemmer, virker K.E.’s sang som elefantbrøl på en kunstudstilling.

Men forskrækkelsen og forlegenheden svinder, når man opdager, at K.E.’s lydstyrke ikke er et melodisk uheld, men at han er ved at ”synge en sang til Herrens pris” og uden videre forudsætter, at det just er det, det drejer sig om for hele koret. Hvem har ikke kunnet iagttage den muntre forventning sprede sig ved kedsommelige årsmøder, når K.E. besteg talerstolen, skønt han nu i snart mange år har skullet bære embedsmandens kappe, der normalt ikke tillader uregelmæssig vejrtrækning. Jovist et godt hoved, viden om jura og forhold i jernindustrien, tæft for forsamlingspsykologi og talerstolsmagi, men også noget andet mindre styrbart: erfaringen om en bæredygtig instans indefra og bagfra og heraf frimodigheden”.

Vi må leve med mindre fyrtårne. Til gengæld kan vi ikke leve uden forbilleder. En verden uden forbilleder er en død verden, en højskole, som ikke kan vise eller fortælle om forbilleder, er en slap højskole.

 

Blå bog

Frederik Christensen (F. 1934)

Han blev uddannet ved landbruget, inden han tog læreruddannelse ved Den frie Lærerskole i Ollerup 1954-58. Christensen var lærer ved Vallekilde Højskole 1959-64 og ved Gymnastikhøjskolen i Viborg 1964-67. Han blev forstander for Vrå Højskole i 1967, og blev i 1984 rektor ved Nordens folkelige Akademi, Kungälv, Sverige. I 1988 vendte han hjem som forstander for højskole og håndarbejdsseminarium ved Den danske Husflidshøjskole i Kerteminde, et lederjob, han bestred frem til 1997. I perioden 1979-84 var Christensen formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Forfatter til en lang række, bl.a. erindringerne Med livet i højskolen fra 2008.