_{Af Uffe Geertsen}

Vinteren 1949-50 var jeg med fornøjelse og udbytte elev på Askov Højskole. Det var et af J. Th. Arnfreds sidste, udmærkede forstanderår. Samtidig med højskoleopholdet var jeg DTU-praktikant på Poul la Cour-vindmøllen, - en god kombination af højskoleliv og vindkraftpraktik. Efter min uddannelse blev jeg ansat som lærer ved skolen.

De mange år, 1953–1971, som lærer ved Askov Højskole var i størstedelen af perioden en inspirerende tid med gode kolleger og opvakte elever og med Knud Hansen som en klog og munter forstander. Han evnede både at holde foredrag om Dostojevskij og Kierkegaard og om Frankfurterskolens marxistisk inspirerede tænkning om samfund og udvikling.

Askov havde mange kvaliteter i de år. Der var ret højt til loftet og et godt nordisk og mellemfolkeligt udsyn. Skolens faglige styrke var især de litterære fag som spændte fra folkeviserne til Heretica. Derud over natur- og samfundsfag, dramatik, kunsthistorie, sang og tekstilfag mv. Naturfagene var en tradition fra slutningen af 1800-tallet, dengang med Poul la Cours undervisning og vindkraft-pionerindsats.  La Cours gamle mølle leverede endnu i 1950´erne strøm til både højskolen og byen. Oppe i mølletårnet kunne man opleve blæstens enorme energi, når møllevingerne med et øredøvende sus bragede forbi én. Der oplevede man, hvilken betydning en selvstændig dansk energiproduktion kunne få.

Rent galt kunne det gå, når elever krævede åbne lærermøder og reel indflydelse på højskolehverdagen. Alt i alt: traditionen oplevedes som værende for indadvendt og selvtilstrækkelig – for isoleret fra både det nære samfund og den større verden.

Uffe Geertsen 

En del af skolens lærere deltog i samfundsdebatten uden for skolen blandt andet i protesten mod dansk atombevæbning og i modstanden mod Danmarks tilslutning til de store magtblokke og deres atom-kaprustning. Endelig deltog vi i oplysning og debat om freds- og ulandsarbejdet over for den nykolonialisme, som bredte sig i øst og vest i efterkrigsårene.

Så skete der nye ting

Mange højskolers rolige virke forstyrredes hen mod slutningen af 1960érne. Specielt når der var forstanderskifte på programmet kunne problemerne spidse til. Den voksende uro - i starten på Ryslinge og Askov - havde indlysende sammenhæng med, hvad der i øvrigt skete i samfundet i de år. Det var bl.a. et opgør med en lovlig patriarkalsk højskoletradition, som ikke var specielt lydhør over for ungdommens ønsker om et tættere samarbejde mellem ledelse, medarbejdere og elever.

Og som ikke satte samfundsrelevante spørgsmål og muligheder markant ind på timeplanerne. Det måtte slå gnister på en traditionel højskole, når lærere og elever begyndte af deltage i anti-atommarcher og Vietnam-demonstrationer, skrev og opførte dramatik om nykolonialisme og, arbejdskampe. Det måtte vække bekymring hos mere traditionelt orienterede lærere, når pædagogikken inspireredes af gruppe- og projektarbejde i samarbejde med miljø- og fredsbevægelser uden for skolens trygge mure. Og rent galt kunne det gå, når elever krævede åbne lærermøder og reel indflydelse på højskolehverdagen. Alt i alt: traditionen oplevedes som værende for indadvendt og selvtilstrækkelig – for isoleret fra både det nære samfund og den større verden.

På Askov kom det til en hårdhændet konflikt som efter et langt og kompliceret forløb i 1971 blev afsluttet på en - efter lærermindretallets opfattelse - meget kritisabel måde. Skolens forstander Harald Engberg-Pedersen var valgt af en enig bestyrelse og et enigt lærerråd. Engberg-Pedersen var velkendt for mange års forudgående højskolearbejde, blandt andet som forstander for Krogerup Højskole. Efter blot to års udmærket virke på Askov blev han presset af et flertal i bestyrelsen til at forlade skolen. Årsagen var, at Engberg-Pedersen ikke fandt nogen grund til at følge bestyrelsesflertallets påtryk om at afskedige to af skolens lærere.  Styrelsesflertallets handlinger var højst angribelige, eftersom de ikke havde kompetence til at blande sig i læreransættelser og afskedigelser. Et halvt år senere fortsatte processen over for et stort mindretal af lærerne.

I modstrid med, hvad der ofte er blevet hævdet, blev lærergruppen formelt set ikke afskediget, idet Højskoleforeningens mæglingsudvalg afgav den kendelse, at årsagen til konflikten ikke i særlig grad kunne tillægges den ene part i striden.

Kolding Højskole

Mindretalsgruppen besluttede så – med undervisningsministeriets og hundredvis af enkeltpersoners støtte – at bygge en ny højskole, hvor justering af nogle hovedlinier i et højskolearbejde stod på dagsordenen. Formålsparagraffens indledning lød: ”Formålet er at drive en højskole, som har det som sin væsentligste opgave at belyse og behandle de konflikter og modsigelser, som behersker samfundet og den enkeltes eksistens, - at bidrage til at frigøre alternative forestillinger og muligheder over for givne forhold og udviklingstendenser, - at virke for ændringer af de vilkår, som fordrejer og undertrykker den menneskelige eksistens.”

Det blev en stor og lærerig opgave. Først skulle der oprettes en skolekreds og endvidere gennemføres en landsindsamling til understøttelse af økonomien, samt søges alle mulige fonde. Der skulle forhandles banklån, hvilket gik trægt – vel nok fordi skoleprojektet i nogle kredse gik for at være venstreorienteret. Til gengæld ydede undervisningsministeriet 1 million i byggelån, og Kolding kommune gav et rentefrit lån til byggegrunden. Dernæst skulle der hyres arkitekter, der kunne tegne et byggeri, som medarbejdere og kursister selv kunne mure op. Allerede i sommeren 1972 begyndte skolen sit virke med 14 dages byggelejre og undervisning. De teoretiske fag lå om formiddagen. Og med en ekstra kompetent byggelærer murede og tømrede kursister og medarbejdere om eftermiddagen. Alle boede i telte og gamle busser indtil efteråret, hvor de fleste kunne flytte ind i de første afsnit af nybyggeriet.

I store træk lykkedes arbejdet i 25 år. Da de var gået, var tiden og samfundet forandret så gennemgribende, at der ikke i særlig grad var brug for netop Kolding Højskoles udspil. Men gennem dette kvarte århundrede udfoldede Kolding Højskole sig i en grundtvigsk, Hal Koch´sk tradition, tilsat kulturradikale og socialistiske inspirationer. Det bedste vidnesbyrd om disse års forløb, findes nedfældet i en stor beretning: ”Eksperimenter! Kolding Højskole 1972 – 1997” (fås på større biblioteker og kan skaffes på de mindre). Her har kursister, medarbejdere, skolekredsmedlemmer og bestyrelser fra alle årene med nøgternhed, begejstring og kritik skrevet og illustreret, hvad der skete, og hvad de oplevede.

Samfundsfag havde en central plads i skolens fagkreds. Men der var endvidere bl.a. litteratur, musik, dramatik og sang. I arbejde indgik aktiverende projektarbejde og mange former for samarbejde med de folkelige bevægelser, - allermest med arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, energi- og miljøbevægelserne samt det internationale u-lands- og solidaritetsarbejde. Værd at nævne er det, at skiftende kvindegrupper havde stor betydning for det samlede arbejde.

I samarbejde med Nicaragua-komiteerne, Mellemfolkeligt Samvirke og Ibis gennemførte Kolding Højskole gennem en årrække et værdifuldt internationalt udviklingsarbejde.  I Nicaragua står i dag tre landsbyskoler, som er nogle af de konkrete resultater af kursisternes indsats - først i forberedelseskurser på skolen, hvor bl.a. sprog, politisk/økonomisk/kulturel indsigt samt byggeteknik skulle læres, derefter med ophold og arbejde i Nicaragua, og endelig tilbage på højskolen opfølgnings- og formidlingsindsats – film og foredrag rundt omkring i Danmark. Det oplevedes virkelig som nutidig højskole om lokal og international forståelse og solidaritet!  

Miljø- og energiproblemerne blev også inddraget i arbejdet. Bl.a. opførte en del af de nye højskoler vindmøller til egen elforsyning – og til inspiration og demonstration i samfundet. Også Kolding Højskole opførte sin vindmølle samt en nulenergi kursistbolig og en aquadome til vandrensning og økodyrkning.

Disse aktiviteter – og hele byggearbejdet - har mange kursister prist i høje toner. Her lærte mange unge, voksne og ældre på sommer- og vinterkurser at bruge en sav og en murske, at bygge et hus, reparere et tag og lave en solfanger, - samt lave mad til en større husholdning. Byggelæreren, en husholdningslærer og en energi/miljølærer tilrettelagde disse dele af skolearbejdet, så det frem for alt også var undervisning.

Hvor lå vanskelighederne?

Set i tilbageblik blev der nok sat rigeligt mange skibe i søen på én gang: Start af månedskurser af hensyn til mennesker, som ikke havde mulighed for at deltage i længere kurser. Disse kurser forløb samtidig med de lange kurser. Skolen oprettede endvidere en børnehave for kursistbørn med en aktiverende og inkluderende pædagogik. Det kunne ikke undværes.

En anden omfattende opgave var det praktiske arbejde (madlavning med økologisk kostpolitik, rengøring, havearbejde, vedligehold og reparationer) integreret i medarbejdernes og kursisternes samlede virke. Nyttigt og pædagogisk værdifuldt, men så krævende, at det på enkelte områder måtte begrænses. Opstart af et nyt tidsskrift, TRYK - et vigtigt udspil gennem alle årene. TRYK havde altid temanumre, ofte om de emner, skolen arbejdede med. Alt dette var af stor betydning for skolens virke som helhed, men naturligvis krævsomt. Og økonomien? Den var anstrengt de fleste år.

Langtfra ungdomsoprør alene

Mange har set Kolding Højskole og en del andre nye højskoler som børn af studenter- og ungdomsoprøret. Og selvfølgelig var skolernes oprettelse påvirket af 1968 og alt, hvad der ellers skete af nybrud i de år. Men erfaringer, inspirationer og holdninger havde en langt længere forhistorie. Det var heller ikke alene unge, som deltog i byggelejrene og højskolearbejdet. Bag det hele lå politiske og kulturelle bevægelser som gik tilbage i tiden: Fredsbevægelserne, som spillede en væsentlig rolle i mellemkrigstiden og i de første tiår efter 2. verdenskrig.

Folkelige bevægelser, som bl.a. lykkedes med at afværge, at Danmark blev atombevæbnet – på nær af Grønland. Og senere en årelang oplysnings og protestindsats imod atomkraftværker men i stedet vedvarende energi. Dertil de også langvarige protester mod Frankrigs og siden USA's undertrykkelse og napalmkrig mod Vietnam.

Som forudsætning skal også nævnes demokrati-debattens vækst fra slutningen af 1950´erne og frem gennem alle årene. ”Demokrati på arbejdspladsen”- kravene var i gang længe før ungdomsoprøret og fortsatte siden i arbejdet for et decentraliseret økonomisk demokrati. Og videre, hvad der i dag sjældent nævnes: Protesterne mod efterkrigstidens ideologi-forsimpling som f.eks. i idealiseringen af ”Den frie Verden” i perioder, hvor heksejagten og berufsverbot og McCarthyisme hærgede.

Allermest kom det måske til at betyde, at der skete et gennembrud i land efter land af en kritisk analyse og debat fra 1960´ernes begyndelse - med et væld af bøger, møder og demonstrationer.

Mennesket i centrum

Mange vil sikkert indvende mod datidens nye højskoler, at de ikke havde ”mennesket i centrum” men i stedet de ydre samfundsforhold. Det er klart, at der skete en vægtforskydning, hvad angår temaer og arbejdsformer. Men dette at have mennesket i centrum – når det skal være andet end smukke ord – ytrer sig i reglen ganske påfaldende gennem konkrete og for den enkelte og fællesskabet relevante spørgsmål, holdninger og handlinger. Måske kan man sige, at menneskesyn og samfundssyn hører sammen.

Blå bog

Uffe Geertsen (F. 1928)

Uddannet som civilingeniør, ansat som højskolelærer i Askov Højskole og derefter i Kolding Højskole. Senere ansat i Folketingets Energioplysningsudvag, Mellemfolkelig Samvirke og i Det Økologiske Råd.