Unge strømmer til højskolerne

Publiceret 06-05-2016

Antallet af elever på højskolernes lange kurser har ikke været højere de sidste 10 år, viser tal fra Danmarks Statistik og Folkehøjskolernes Forening. De unge har brug for afklaring, lyder en del af forklaringen. Lørdag den 7. maj er Højskolernes Dag, hvor interesserede kan besøge en højskole over hele landet

Af Andreas Harbsmeier

De unge strømmer til de danske højskoler. Antallet af elever på højskolernes lange kurser har ikke været højere de sidste 10 år. Mere end 9.500 var på et langt højskolekursus i det forgangne skoleår, viser tal fra Danmarks Statistik og Folkehøjskolernes Forening.

Antal elever på højskolerne lange kurser de sidste 10 år:

2005/06                                        7.268

2006/07                                        7.332

2007/08                                        7.487 

2008/09                                        7.964

2009/10                                        8.210

2010/11                                        8.405

2011/12                                        8.909

2012/13                                        9.142

2013/14                                        9.073

2014/15                                        9.543

Unge har brug for afklaring

Man kan ikke pege på én grund til højskolernes succes, men formanden for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Lisbeth Trinskjær, peger på et par mulige grunde:

"Der er flere grunde til, at højskolerne i disse år oplever fremgang. Vi oplever, at eleverne efterspørger høj faglighed, og de ser et højskoleophold som en rigtig god måde at dygtiggøre sig fagligt, men også styrke sig socialt. Desuden oplever vi, at de unge har et stort behov for afklaring i forhold til deres videre uddannelsesforløb. Eleverne tager også på højskole for at blive bedre klædt på til at træffe uddannelsesvalg og at finde retning i tilværelsen i det hele taget. De opfatter det ganske enkelt som en investering i deres fremtid."

Højskolernes Dag den 7. maj

På Højskolernes Dag den 7. maj har potentielle elever mulighed for at opleve, hvordan det er at gå på højskole. Alle, der har lyst, kan besøge en højskole og fornemme stemningen og møde nogle af de nuværende højskoleelever.