Christen hvem?

Publiceret 29-03-2016

”Folkehøjskolen har en far. Det er N.F.S. Grundtvig. Og en mor, det er Christen Kold. Og hvorfor skal en mor ofte stå i skyggen af en far?” Christen Kold får ikke megen opmærksomhed her i 200-året for hans fødsel.

Af Andreas Harbsmeier

Christen hvem? De fleste vil nok pege på Grundtvig, når der skal sættes navn på, hvem der er højskolens grundlægger. Men hvorfor ikke Christen Mikkelsen Kold? Havde han ikke mindst lige så meget at skulle have sagt? Ikke meget tyder på det her i 200-året for hans fødsel.

Bortset fra et større anlagt jubilæumsarrangement på Ryslinge Højskole skal man kigge langt efter festligheder.

For nogle år tilbage lavede vi på Højskolebladet en rundspørge blandt alle højskolers forstandere om hvilke tænkere, de mente havde haft størst indflydelse på deres virke. Grundtvig havnede ikke overraskende på en suveræn førsteplads. Christen Kold klarede det end ikke ind i top 10. Nu kan man selvfølgelig diskutere, om Kold var en "tænker", men det var alligevel påfaldende, at han slet var med. Særlig når der er bred enighed blandt historikere om, at netop Kold, langt mere end nogen anden, var manden, der formede højskolens praksis.

"Folkehøjskolen har en far. Det er N.F.S. Grundtvig. Og en mor, det er Christen Kold. Og hvorfor skal en mor ofte stå i skyggen af en far?" spørger Lars Thorkild Bjørn retorisk.

Han er tidligere højskolelærer og har gennem de sidste godt 30 år holdt over 1.000 foredrag om Grundtvig, men "kun" 200 om Christen Kold. I foredragene om Kold fortæller Lars Thorkild Bjørn historien om en mand, der byggede tre højskoler og var direkte involveret i opstarten af omkring 100 friskoler. Det er også historien om en mand, der ikke passede ind i det etablerede skolesystem og drog til Tyrkiet som missionær for nogle år senere at spadsere hele vejen tilbage til Danmark med en lille kærre. Og det er historien om en mand, der mente, at skolen skulle være forkyndende, og han gik ind for vækkelsestanker, der vil være de fleste fremmede i dag. "Først oplive, så oplyse" lyder hans måske mest berømte citat. Han ville etablere en højskole, der ikke var akademisk, men netop folkelig i egentlig forstand. Han var almuens mand og stemme.

Højskolens praksis

Når højskoleelever i dag skal beskrive deres højskoleophold, er det ofte det sociale, de fremhæver. Og i mindre grad undervisningen. Og det er i virkeligheden arven fra Kold, der skinner igennem her.

"Kolds store fortjeneste inden for højskolerne var at gøre skolerne til et slags hjem, hvor det sociale betød lige så meget som det oplysningsmæssige," forklarer forfatter Hanne Engberg, tidligere højskolelærer på højskolerne i Askov, Kolding og Båring.

Hun skrev tilbage i 80'erne bogen Historien om Christen Kold, men tror ikke på, at det kan lade sig gøre for alvor at genoplive Kold i dag. Hun kunne dog godt se en pointe i at markere hans fødselsdag lidt stærkere.

"Debatten mellem Grundtvig og Kold har ikke været levende siden begyndelsen af 60erne, og jeg tror heller ikke, at den kan genoplives. Men derfor kan man jo godt påskønne en pionér som Kold. Vi har meget fra ham, og det skal vi holde fast i. Arven fra Kold bliver efterlevet på højskolen i dag, man ved bare ikke, hvor den kommer fra. Der er en tradition, man skal vide lidt om."

"Hans betydning var blandt andet, at han gjorde højskoleforedrag personlige. I hans tilfælde lidt noget vrøvl. Men bidraget var, at det blev en personlig tale i stedet for et foredrag. Kold kan derfor være en påmindelse til akademikere i dag, der bliver højskolelærere, om at det ikke er den akademiske form, der dur på en højskole, men det er den fortællende og den personlige form. Det kan man rekapitulere til et jubilæum."

Andre dele af Kolds skolesyn savner Hanne Engberg ikke, og de er også en af forklaringerne på, at han ikke spiller en større rolle i skolelandskabet i dag.

"Han er blevet glemt, fordi han ville gøre sine skoler til små kristne missionsskoler, der skulle kristne hele landet. Det var et budskab, der var meget fromt, meget asketisk og meget pietistisk. Det slog ikke igennem. Der kom det grundtvigske til at dominere. Og det er nok meget godt. Modsat Grundtvig ville Kold, at højskolen skulle være forkyndende. Det var Grundtvig stærkt imod. Dette er nok medvirkende til, at nutidens højskolefolk med det samme vender sig imod Kold uden at se på, hvad han også har bidraget med."

I skyggen af Grundtvig

Netop forholdet til Grundtvig er helt centralt. Historiker Jes Fabricius Møller, der blandt andet er professor MSO ved Grundtvigcenteret, peger på, at Grundtvig så at sige har suget alt, hvad der har med højskole at gøre, til sig. Også dele af Christen Kolds bedrifter bliver tilskrevet Grundtvig.

"Meget af det, som Christen Kold står for, er ovetaget af den skikkelse, som hedder Grundtvig. Grundtvig er blevet et mærkat, der er sat på alting, mens Kold er kørt i grøften med sin kærre. Og det er en skam."

"Kold var jo den, der i praksis skabte højskolen. Det var ikke det akademi, Grundtvig drømte om, men en husholdning. Højskolen er hos Kold ikke en kostskole i traditionen fra Sorø Akademi, men et samvær over den rytme, der er hverdagen."

Ifølge Fabricius Møller var han "Danmarks mest fremtrædende fodgænger".

"Han var den vakte lægmand, og i kraft af det kunne han repræsentere noget ægte eller uforstilt. Han gjorde ikke så meget væsen ud af sine tanker. Han var hårdtarbejdende, og han forbliver derfor noget usynlig. Han var ligesom den pedel, der har gået rundt i 30- 40 år og arbejdet hårdt. Og når han så ikke er der længere, er der ingen, der kan huske ham."

Højskolen i dag er mere praksis end idé, og i en vis forstand mere Kold end Grundtvig. At festligheder her i jubilæumsåret er til at overse, bekymrer dog ikke Lars Thorkild Bjørn. "Nej, det er ikke et problem, men mindre man vil kende sine rødder..."

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies