Tanker ved Christen Kolds 200-årsdag

Publiceret 02-03-2016

Christen Kolds skoleform blev forbillede for mange unge teologer, der drømte om Grundtvigs skolen for livet

Af Lars Thorkild Bjrøn, Højskolehistorisk Forening

Christen Kold (1816 - 70) var højskolebevægelsens første ildsjæl. Han byggede sin skole med de penge, han havde tjent i Tyrkiet og et lån fra Grundtvig. Det var yderst spartanske vilkår. De første år spiste man af samme grødfad og sov i samme sovesal. Men Kold havde den fordel, at dette miljø kendte de unge bondeknøse hjemmefra. Her var man med i et nyt fællesskab om praktisk arbejde, undervisning, sang, samtale og at bo under samme tag. Kolds elever skulle tilbage og være foregangsmænd på hjemegnen.

Det var Kolds skoleform, der blev forbillede for mange unge teologer, der drømte om Grundtvigs skolen for livet. De fleste gæstede dog Kold, inden de gik i gang. Således var Ludvig Schrøder og Nutzhorn på besøg i Dalby, inden de kom til Rødding. Testrups grundlæggere Chr. Bågø og Jens Nørgaard var på augustkursus hos Kold. Ernst Trier var feltdegn i Dalum i 1864, inden han tog til Vallekilde. Kolds yndlingselev, Klavs Berntsen, oprettede højskolen i Særslev, inden han blev politiker, og selv Højskolebladets redaktør Konrad Jørgensen var Kold-lærling. Det var ledende højskolefolk som disse, der gav Christen Kolds højskoletanker den store udbredelse og gennemslagskraft.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies