”Vi mangler et selvstændigt pædagogisk sprog”

Publiceret 02-03-2016

Bøger: Højskolen er et vigtigt alternativ til tidens herskende uddannelseslogik, men den er ikke sandheden, mener prorektor, dr. pæd. Alexander von Oettingen, der er aktuel med bogen "Almen didaktik". Her fortæller han om, hvorfor både dannelsestænkerne
og kompetencerytterne tager fejl, når de spænder skolen for en ikke-pædagogisk vogn.

Af Andreas Harbsmeier

Hvorfor er der behov for en almen didaktik netop nu?

"Fordi der ikke findes et stærkt, selvstændigt pædagogisk sprog. Det første problem er, at der mangler et eget begrebsapparat. Derfor begynder det at flimre, når vi taler om skolen, undervisning og læring og så videre. Jeg ville prøve at give didaktikken dens eget sprog igen. Det andet problem er, at sproget omkring skolens betydning er blevet enormt snævert. Enten er det meget snævert bygget op omkring kompetencer, konkurrencestat og nyttighed. Eller også er det meget snævert i forhold til det metafysiske, livet der danner, det hele menneske osv. Sproget er blevet enormt begrænset."

"Min tanke var - i stedet for at sige, at den ene eller den anden
fløj har ret - at begge positioner er udtryk for det samme. De reducerer sproget om skolen, og de differentierer ikke godt nok i forhold til, hvad skolens egne begreber er. Hvad er det egentlig for en didaktik, et barn har brug for for at kunne dannes livet igennem? Hvad er det egentlig for en skole og undervisning, et barn har brug for, således at det efter skolen kan begynde et livslangt
dannelsesprojekt?" "Man har brug for tre områder: Man har brug for at komme
ind i det at lære i en skole. Det handler om disciplinering ind i et skolefællesskab. Det i sig selv er et kæmpe bidrag til at lære livet igennem. Det andet perspektiv er selve undervisningen. Det at man i skolen beskæftiger sig med viden, kundskaber og holdninger omkring den viden. Det er helt basalt, at man lærer at læse og regne, men også at man lærer at se verden matematisk, sprogligt, religiøst, etisk, geografisk, historisk osv. At man får de dannelsesnøgler, der gør, at man kan åbne verden op."

"Det tredje greb er vejledningen. Jeg tænker ikke på erhvervsvejledning,
men det at man vejleder børn til at åbnes op for livet efter skolen. Hvordan vil du leve dit liv efter grundskolen? Hvilken uddannelse vil du vælge, hvilken Gud vil du tro på, hvilke venner vil du knytte bånd til? " "Min pointe er, at disse tre greb er lærerens almene didaktik: At disciplinere, at undervise og at vejlede. Og de er skolens dannende bidrag. Det er både godt for konkurrencestaten, for kompetencen, og det godt for livslang læring, for demokratisk, etisk
medborgerskab."

Vil konkurrencestatskritikerne stille sig tilfredse med det?

"De har en forestilling om, at hvis der ikke er en overgribende mening eller et ideal, så taber vi retning. Jeg mener, at folk som Peter Kemp og Thomas Aastrup Rømer, men også Jens Rasmussen overbelaster skolen moralsk. Det har de tilfælles med dem, der hylder konkurrencestaten. De overbelaster skolen ved at kræve bestemte kompetencer efter skolen. Det kan være kompetencer om lifelong learning eller kompetencer om at kunne indgå i arbejdsmarkedet. De argumenterer inden for den samme logik, hvor det er en ikke-pædagogisk vogn, der spændes for skolen. Man forsømmer i den diskussion, hvor man bekriger hinanden, at transformere det ind i en didaktisk sammenhæng. Som det er nu, kan vi slet ikke snakke sammen. Det er en katastrofe."

Så skolen bliver en ideologisk kampplads. Skal samtalen om skolen afideologiseres?

"Ja, den skal være meget mere konkret. Man skal aflaste skolen i stedet for at belaste skolen. Begge lejre belaster skolen. Det kan læreren ikke løfte, og det kan eleven ikke løfte. "

Hvor ser du højskolen i denne debat?

"Højskolen har også de tre greb. Man kan også finde det disciplinerende, det undervisende og det vejledende på højskoler, men i andre former. For højskolen er en skole for voksne mennesker. Der stiller disciplineringen sig anderledes, der stiller undervisningen sig anderledes. Man behøver ikke at teste og evaluere og målstyre, som man gør i folkeskolen. Man disciplineres ind i et dannende fællesskab på en højskole."

Bør den måde, man tænker dannelse på i højskolen, i samme grad være gældende for den måde, man tænker uddannelse på i det hele taget?

"Jeg går ind for at sige, at højskolen er et dannelsesbidrag. Den har ikke dannelsesmonopol, men er et bidrag. Det er uddannelsesverdnen også, og det
er kirken fx også. Jeg ville være ked af, hvis højskolen betragtes som stedet, hvor dannelsen sker. Hvis højskolen gøres til den moralske institution til at opretholde dannelsesniveauet i Danmark, så truer den tankegang højskolen."

Hvorfor?

"Fordi livet er så mangfoldigt, at det ikke kan rummes i højskolen. Hvis det er sådan, at man først bliver dannet, når man har været på højskole, så er der noget galt. Man kan have et rigtig fint dannet liv uden at have besøgt højskolen. Det er praktisk og teoretisk muligt. Vores diskussion går altid på at finde ét forklaringsprincip. Højskoledannelse og livets dannelse er jo også i en kamp med hinanden. Hvordan får man livet ind i højskolen og højskolen ind i livet? Det er også et spørgsmål om brud og kampe og begrænsninger."

I højskolens selvforståelse er man i høj grad et korrektiv eller et alternativ til den herskende forståelse af uddannelse. Eller det som rektor for professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann har kaldt en oppositionslogik, som han mener man bør forlade.

"Det er meget vigtigt, at man er en opposition, og at man er et modspil. Men man har ikke sandheden selv. Man har også kun et alternativ, som igen resulterer i et modspil og i kritik. Højskolerne skal forsøge at forfine deres kritik, gøre den endnu mere livlig og tydelig, men også huske på, at den kun er et alternativ. Stefan Hermanns logik er at kastrere højskolen og i sidste ende gøre os kollektivt dummere."

På hvilken måde?

"Fordi vi har brug for et modspil. Uddannelsesverdenen, sådan som jeg forvalter den, er et bureaukratisk tungt system. Et kvælende system, som dræber alt liv i uddannelserne, samtidig med at vi ihærdigt prøver at skabe mere liv. Og det lykkes jo kun til dels. Hvis ikke vi her har en højskole, som er en modposition, så bliver vi endnu dummere."

"Kompetencediskursen eller nyttighedsdiskursen er også ekstrem vigtig. For den fastholder sådan nogle dannelsestænkere som mig i, at dannelsen ikke skal være metafysisk, den skal også være nyttig.  Kompetencediskursen har vist sig at være enormt værdifuld i forhold til, at vores forestilling om et godt liv også kan afprøves og vises konkret i hverdagen."

Men en hvilken som uddannelsesinstitution er vel nødt til at retfærdiggøre sig selv på den herskende logiks præmisser?

"Ja. Og det skal højskolen også blive ved med. Den skal gå med udviklingen, men holde fast på sit. I en dansk kontekst mangler vi, at nogen siger: Kan vi måle etisk kompetence? Men det vil konkurrencestatskritikerne afvise lige med det samme. Kan man forestille sig, at højskolen fortæller, hvilke kompetencer af etisk-religiøs karakter, man får? Det ville da være en fantastisk opgave for højskolen. Men jeg oplever, at højskolen ikke vil ind på den vej, for så har man allerede solgt kronjuvelerne. Og det er en skam, for der er så meget viden i højskolerne på dette område."

Hvordan opfatter du forholdet til det politiske?

"Der er lige nu en kæmpe alliance mellem styringssystemer, politik og pædagogisk forskning. Og den er massiv og dikterer en helt ny måde at drive skole på. Den alliance mellem politik og forskning, der ikke sker i fuld offentlighed, men bag lukkede døre, er et kæmpe angreb mod vores offentlige folkelighed."

Opfatter du ikke, at du selv har indflydelse?

"Når det drejer sig om mig som pædagogisk forsker, så er min indflydelse meget beskeden. Der er en bestemt forskningslogik, der er fremherskende lige nu, og den er ikke til filosofi og de mere langhårede dannelsestanker."

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies