Lærerportræt: "Jeg går i flæsket på eleverne."

Publiceret 23-09-2016

Simon Finnerup vil gå langt for at presse eleverne til at være en del af fællesskabet. Han er ikke i tvivl om, at fællesskabet er individuelt frisættende.

Foto: Selma Hørlyck Finnerup.

Fortalt til Zenia Søjberg

Det er måske lidt fantasiløst, at jeg blev højskolelærer. Mine forældre var nemlig begge lærere på Ryslinge Højskole, hvor jeg voksede op. I vores hjem var samtalen altid central. Vi snakkede om de store emner livet - om hvordan man bliver et helt menneske. Men vi snakkede også om fodboldkampe og helt almindelige hverdagsting.

"Et lidt mystisk samfundsfag" kaldte en elev engang min undervisning. Eleverne kan godt være forvirrede over, hvad jeg egentlig underviser i, da det jo er nogle blandingsfag om livsoplysning og dannelse.

Død, porno og islam er eksempler på emner, jeg underviser i. Fælles for de to første er, at de begge er store underbelyste emner, man sjældent snakker åbent om og diskuterer. Modsat er islam et meget overbelyst emne, der konstant bliver diskuteret i medierne. Her prøver jeg at tage et spadestik til siden og gribe emnet an fra en anden vinkel. For eksempel har jeg haft mine elever med ude at besøge en lokal moske og snakke med de mennesker, der kommer der.

Jeg går i flæsket på eleverne, når jeg underviser. Når vi for eksempel berører ømtålelige emner som død, er der altid nogle, der ikke vil tale om det, fordi én de har kær for nylig er død af kræft eller af noget andet tragisk. Jeg bliver ved med at prøve at inkludere dem i samtalen, og oftest oplever jeg, at de rykker sig på det lange løb. Derfor elsker jeg de lange højskoleophold. Det handler om gensidig tålmodighed imellem lærer og elev - tålmodigheden er altafgørende.

Jeg er blevet fastere i kødet over for de elever, der har mange individuelle begrænsninger. Jeg tror på, at fællesskabet er individuelt frisættende, og at mange af vores problemer skyldes, at vi bliver viklet ind i os selv. Jeg presser dem til at være en del af fællesskabet, og engang i mellem trykker jeg måske lidt for hårdt på knappen.

Min vigtigste vision er at arbejde videre med udviklingen af fællesskabet. At videreudvikle hvad det er, vi kan sammen, og det, vi gerne vil. Jeg tror på, at fællesskabet er et grundlæggende element for den enkeltes dannelse, og at fællesskabet i sidste ende er den afgørende faktor for frisættelse.

Jeg føler mig som en del af fællesskabet, når mine drenge vækker mig urimeligt tidligt om morgenen - og min kærlige hustru står op og serverer havregryn for dem. Når jeg synger med mine elever; når jeg får trykt en kronik i avisen, som sætter gang i en heftig debat, og når jeg side om side med vvs'eren og pastoren afgiver min stemme til Folketinget i det lokale forsamlingshus. 

Jeg forsøger at leve efter det ideal, at et ægte frit menneske forvalter sin frihed til fælles bedste. Jeg har derfor dårlig samvittighed, når jeg spiller Lotto, for hvis jeg virkelig gik hen og vandt 45 millioner kroner, ville jeg høste så meget frihed, at jeg kunne trække mig fra fællesskabet. 

Jeg føler mig lidt presset af tidens tand, der siger man skal være omstillingsparat, og at man helst skal skifte job hvert 5. år og prøve noget helt andet. På den måde er jeg jo næsten en nulevende dinosaur. Jeg må dog indrømme, at jeg har svært ved at forestille mig andre stillinger, der har så høj grad af frihed.

Det slår mig, at jeg næsten ikke kan komme i tanke om situationer, hvor jeg er alene. Der er radio og musikanlæg i alle hjemmets rum, og det er en evig kamp for mig at lade være med at tjekke min telefon, når jeg læser en god bog. Jeg holder meget af at skrive i ensomhed, og når jeg forbereder min undervisning er jeg begyndt at finde pen og papir frem igen, da computeren ikke lader mig være alene.

BLÅ BOG:

Simon Finnerup, lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup

Underviser i "Verden og mig", "Intercultural Studies" og "Sang og fortælling."

Uddannet Cand.mag. i dansk og religion og master i børne- og ungdomskultur.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies