Fortalt til Andreas Harbsmeier, foto: Polfoto
JEG HAR VÆRET PROFESSIONEL FODBOLDSPILLER I 10 ÅR. I fodboldens verden er det bare sådan, at hvis du ikke er dygtig nok, så kommer du ikke på holdet. Det er en stor kontrast til højskoleverdenen.
DET ER TO MEGET FORSKELLIGE PÆDAGOGISKE RETNINGER. Jeg kan noget godt i begge og forsøger at være i det spænd.
MINE STØRSTE OPLEVELSER SOM FODBOLDSPILLER var, at jeg blev førstemålmand som 21-årig. Vi spillede blandt andet mod Silkeborg på Viborg Stadion, hvor vi var bagud 0-2 og endte med at vinde 3-2. En anden stor oplevelse var, da vi et par år senere var i fare for at rykke ud af 1. division. Vi vandt med én, og jeg spillede fantastisk og redede et straffe. Der var jeg virkelig med til at gøre en forskel.
Disciplin er ikke altid lige kærkommen i højskoleverdenen. Det skulle jeg lige vænne mig til.
Kristian Kirk
JEG SAVNER IKKE SPILLET. Men et fodboldomklædningsrum er et helt specielt rum. Det har jeg ikke oplevet andre steder. Man kan sige noget, man ikke kan andre steder. Det er helt specielt, når man kan mærke, at to og to er fem, fordi man gør hinanden bedre.
DISCIPLIN ER IKKE ALTID LIGE KÆRKOMMEN i højskoleverdenen. Det skulle jeg lige vænne mig til. Jeg er vant til en mere kontant form, når der for eksempel skal fordeles vagter. Så bliver der spurgt ud i rummet, om nogen måske har lyst til at tage vagten på tirsdag. Jeg er mere til ”Tirsdagsvagten: Kan du tage den, eller kan du ikke tage den.”
DER ER OGSÅ KONKURRENCE PÅ EN HØJSKOLE. Men det, vi mest skal gøre, er at afmontere konkurrencementaliteten snarere end at promovere den. Eleverne kommer med pres fra konkurrencestat og uddannelsesræs.
HØJSKOLENS TILGANG KAN NOGLE GANGE BLIVE EN SOVEPUDE, hvis det kun skal handle om, hvad man lige selv har lyst til.
JEG VAR LIGE BLEVET FÆRDIG MED MIN BACHELOR I FILOSOFI, og min kone var gravid. Hun var færdig med studiet og tjente penge. Det gjorde jeg ikke, og det havde min maskulinitet det lidt svært med. Jeg ville også bidrage med nogen penge, så jeg begyndte at kigge efter noget arbejde.
JEG MØDER SJÆLDENT HØJSKOLELÆRERE, der fra starten har vidst, at de skulle være lige præcis det. Sådan var det heller ikke med mig. Højskolen søgte en idrætslærer med sans for filosofi. Jeg kunne mærke lige med det samme, da jeg var til samtale, at det var et virkelig godt sted. Jeg tænkte, at jeg begynder at græde, hvis jeg ikke får jobbet.
JEG VAR NÆRMEST CHOKERET over, at man ikke havde fortælling som fag på højskolen. Faktisk er der mange højskoler, der ikke har det. Og jeg synes jo, det er helt centralt i højskoletradition. Jeg havde prøvet story slam og foreslog, at vi oprettede det som fag. Det har været en succes fra dag ét. Eleverne synes det er fedt, og der er mange gode fortællere imellem.
NOGET AF DET BEDSTE, jeg har lavet som højskolelærer, var en kaostur, hvor jeg sendte eleverne rundt i landet som blaffere.
DE HAVDE KUN 200 KRONER MED og skulle klare sig i 48 timer. De blev nødt til at møde mennesker, de skulle finde et sted at sove, de blev nødt til at bede om hjælp. Da de kom tilbage, havde de hver ti gode historier med og en oplevelse af, at folk bare er flinke. Det var første gang, jeg følte, at jeg lykkedes helt som højskolelærer.
JEG FØLER STADIG LIDT, AT JEG ER ELEV PÅ HØJSKOLEN. I den forstand at jeg stadig lærer meget.
Blå bog
Kristian Kirk, 30 år, lærer på Hadsten Højskole siden 2015.
Underviser i: filosofi, story slam og aktionslæring, klatring, MTB, løb, fodbold, grundidræt.
Kommer fra: en lille gård uden for Thisted i Thy.
Bor: i lærerbolig sammen med sin kone og to børn på hhv. 2 år og 2 måneder.
Uddannelse: Har bachelor i filosofi og er i gang med kandidatuddannelse.
Har tidligere: været professionel fodboldspiller i 10 år i Viborg og Hobro.