De 30 jordhøje i Silkeborg og 2 andre historier om noget, der gik galt

Publiceret 08-12-2017

FORTÆLLINGER Der skal være rum til at eksperimentere og fejle, lyder et mantra for højskolen som pædagogisk rum. Men hvad så når højskolen selv laver fejlene? Her er tre historier, hvor det gik virkelig galt.

Af Susanne Diekema, journalist Foto: Henrik Bjerg

Sommetider udarter virkeligheden sig fuldstændig anderledes, end vi havde tænkt os, og ender i scenarier, vi overhovedet aldrig havde forestillet os. Ikke engang i vores vildeste fantasi.

Vi har samlet flere eksempler på, at den virkelige verden kan være svær at hamle op med, når fantasi og virkelighed bliver blandet sammen, og det, der var tænkt som en leg, løb eller en læring, bliver til et skrækscenarie, hvor politi, maskingeværer, helikopter og medier puster til øvelserne, der pludselig bliver til dyb alvor for de implicerede og giver stof til eftertanke.

Vores fantasi rækker ikke længere

30 små jordhøje lige uden for vinduerne på Silkeborg Højskole er næsten blevet skolens vartegn.

"Forundringsbakkerne" har givet mange spørgsmål. De skulle være både filosofiske og opfylde friluftsformål. Hække og bede, der spærrede for udsigten ned til søen, skulle væk, og en entreprenør fjernede buskene og anlagde de 30 små bakker. Der skulle være søjler og hængekøjer imellem - et rekreativt område, hvor eleverne kunne slappe af, hygge sig og bare være. Men sådan gik det aldrig.

”Eleverne har godt nok undret sig og mange gange spurgt, hvad betyder de bakker? Og vi har fundet på rigtig mange svar, men nu må vi nok indrømme, at der er ingen svar,” siger en hovedrystende Jan Lundum, der har været viceforstander på skolen de sidste tre år.

Eleverne har godt nok undret sig og mange gange spurgt, hvad betyder de bakker? Og vi har fundet på rigtig mange svar, men nu må vi nok indrømme, at der er ingen svar.

Jan Lundum

Det gik skævt med bakkerne lige fra begyndelsen. De er enten tegnet eller anlagt forkert, og der blev aldrig plads til søjlerne og hængekøjerne. De lidt langhårede små buler er blevet lidt brugt til mountainbikes og sportsaktiviteter, men kan ikke rigtig holde til sliddet.

På familiekurserne har børnene været glade for at løbe rundt i dem, men ellers har de mest bare ligget hen og været til stor forundring, også for dem, der har været med til at anlægge dem.

”Hvad var det lige, der skete der? Vores fantasi rækker ikke mere til at forklare de bakker. Det er et stående spørgsmål og et evigt drilleri, når elever vender tilbage: Hvordan går det med bakkerne?

På mit velmente spørgsmål, om de så i virkeligheden ikke opfylder deres forundringsformål, griner Jan Lundum og trækker lidt træt på skuldrene.

”Måske, men de er hverken æstetiske eller brugbare, så nu skal de altså væk!

Der har ellers været meget fantasifulde udlægninger af bakkerne, som dengang eleverne iklædte et par af bulerne en kæmpe BH i papir som en tilbørligt tildækket jordkvinde. Eller den forklaring, at højskolen havde sit eget Loch Ness uhyre i form af en kæmpe muldvarp. En god historie og et eventyr værdigt, men ikke nok til, at de får lov at ligge. Æraen med "Forundringsbakkerne" slutter næste år, hvor en entreprenør jævner dem med jorden. Så er det slut med at undre sig over dem.

Stor smerte, da elev forsvandt

På Gymnastikhøjskolen i Ollerup havde lærer Simon Finnerup i foråret et fag "Verden og mig", hvor eleverne arbejdede med spændingsfeltet mellem liv og død, lys og mørke og hvor de arbejdede meget med det dystre, smerte, det at håndtere død og frygt med filosofiske tilbageblik i Kierkegaards ånd.

”Vi er ikke fortrolige med at være i ubehag, at have noget på spil, og da en elev foreslog et gyserløb for i fiktionsform at træne os i det, der skræmmer os, tog han mig på ordet.”

Et gyserløb blev sat op en onsdag aften. Simon Finnerup blev den, der skulle fortælle, at en elev i løbet af dagen var forsvundet. Det gjorde han meget overbevisende.

”De troede på det,” fortæller han, - ”og det var faktisk ikke meningen.”

Planen var, at eleverne skulle have "eftersøgt" den forsvundne pige som en form for leg. Ikke tro på det. Derfor ændrede lærerne planen og fortalte, at det var snyd. Ingen var forsvundet.

Men de 20 minutter, de 230 elever havde haft i uvished, ændrede alt. Omkring 25 af pigerne græd og var chokerede, og det nærmede sig hysteri, så der kom en stor diskussion ud af, hvad man kan tillade sig at gøre overfor hinanden.

Men allerværst, en af eleverne havde nået at ringe til sin mor, og det gav furore. Historien galopperede, hun alarmerede politiet, som dog ikke foretog sig noget, fordi der ikke var noget bekræftet savn, så skolen troede, at historien sluttede her. Men journalister havde fået fat i historien, der var på nettet næste dag.

”Vi er sommetider nødt til at risikere noget, at miste fodfæstet for en stund for at finde vores ståsted, men her kom det lynhurtigt ud af kontrol. Jeg var overrasket over, at nogle af eleverne tog det så tungt og havde nok nærmere forventet, at de ville grine. Det var ikke rart at havne i medierne på den baggrund, og flere af eleverne havde bagefter svært ved at se mig i øjnene.

Min store anke er, at hvis vi undgår alt det, der gør os kede af det, indsnævrer vi vores dannelsesfelt, mener Simon Finnerup og spørger:

”Skal vi holde snitterne fra alt det, hvor vi risikerer, at tårerne kan trille?”

Helikopter og politi ville stoppe terror

Det, der skulle have været en smuglerleg i skovens mørke, udviklede sig til en bizar opvisning med stort terrorberedskab og kampklædte politibetjente, der med maskingeværer beordrede højskolelærere ned på jorden.

På Rødding Højskole har de en del gange gennemført et løb, der har fungeret som en god social rystesammen leg - en fangeleg, hvor eleverne skal smugle ting fra en skov ind på skolen uden at blive fanget.

”Det vælter ind med politi, de må have sendt hele molevitten fra nærmeste omegn,” siger han, og mens han ligger på jorden, går det op for ham ”Gud, de mener det”.

Andreas Ullum

I juni måned blev legen udvidet, og nu var det lærerne, der skulle fange eleverne. Seks styks, der var udstyret med plastic softgun-geværer. Eleverne flygtede gennem skoven med deres smuglervarer over åer og gennem buskadser og fik fornemmelsen af flugt. Lærerne fik en helt anden fornemmelse.

”Da en helikopter pludselig cirkulerer over os, er der en, der siger. ‘Det kunne være sjovt, hvis vi havde den med’, fortæller Andreas Ullum, der er tidligere lærer på Rødding Højskole og nu arbejder på Ballerup Bibliotekerne.

Han er sammen med et par andre lærere i bil inde på en skovvej, hvor en bil i høj fart kommer hen mod dem. De tror, det er endnu en kollega, der ankommer, og en af dem peger med en softgun på bilen, og så tager det hele fart.

Ud springer fire kampklædte politifolk med trukne våben og råber ‘smid pistolen!’ Lærerne bliver beordret ned på jorden, men læreren med softgun’en har ikke helt forstået situationens alvor og står stadig med sit plastikvåben og siger ud i luften "det er kun plastik…"

Alle lærerne bliver kropsvisiteret, og flere politibiler ankommer. Adrenalinniveauet er højt hos de mange betjente. Andreas Ullum opfatter, at et par hundrede betjente er på vej til Rødding.

”Det vælter ind med politi, de må have sendt hele molevitten fra nærmeste omegn,” siger han, og mens han ligger på jorden, går det op for ham ”Gud, de mener det”.

”Betjentene var helt oppe at køre og mere rystede end os. De troede, de skulle i kamp og var klar til at skyde! Vi har før oplevet betjente, der kiggede forbi, når vi havde gang i noget specielt og har bare sagt ‘jamen det er bare os oppe fra højskolen’."

Denne gang var det helt grotesk med så vidt forskellige verdener, der støder sammen, mener Andreas.

Eleverne opdagede ingenting, men troede tværtimod, de havde vundet smuglerlegen, fordi de var kommet tilbage til skolen uden at blive fanget. Efterfølgende fik lærerne en god samtale med politiet, og de blev også tilbudt psykologhjælp. Og så havde de i øvrigt ikke gjort noget ulovligt.

Hele miseren var opstået, fordi en velmenende nabo til højskolen havde set folk med våben rende rundt og måske også flygtende elever. Politiet var blevet alarmeret, og det helt store terrorberedskab blev sendt afsted. En mindeværdig aften som hverken politi eller højskolefolk nogensinde glemmer.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies