Ingen idé, ingen lov – ingen lov, ingen idé

Publiceret 08-12-2017

DEBAT Både idéen og loven er konstituerende for højskolen, men de er også indbyrdes afhængige. Men hverken loven eller idéen giver i sig selv nogen højskole – det gør derimod den konkrete, levede og erfarede praksis, der udspiller sig dagligt på landets højskoler.

Af Rasmus Kolby Rahbek, ph.d.-studerende ved DPU

Der har gennem de sidste fire måneder udspillet sig en debat i Højskolebladet om, hvad højskolen er. En debat, der af Højskolebladet er blevet døbt ”traditionsdebatten”. Jeg skal ikke her gentage alt, der er sagt i debatten, men i stedet forholde mig til to af de mere principielle udsagn, som har stået centralt i debatten – nok en gang, turde man sige.

Det drejer sig dels om udsagnet, at højskolernes fælles grundlag er den grundtvig-koldske højskoleforståelse, som det blev lanceret i debattens indledende kronik ”Bevægelsen er ved at miste sin forankring” af Mads Rykind-Eriksen & Erik Lindsø (MRE & EL) fra Rødding Højskole. Og dels om udsagnet, at højskolernes fællesskab er et lovfællesskab, således som det blev udtrykt af Ole Hjorth & Jasper Gramkow Mortensen (OH & JGM) fra Oure Højskole i indlægget ”Loven er det fælles fundament”. Udsagnene er interessante, fordi de i kraft af deres principielle karakter opstiller en klar modsætning: Højskolen – idé eller lov?

HØJSKOLEN SOM IDÉ

Idé-positionen baserer sig på, at der findes et DNA i højskolen. En kerne, der kan føres tilbage til en ur-tanke, og som samtidig dikterer, hvad der er centralt og af værdi for højskolen i dag – helt ned i den konkrete praksis. Og, læser man mellem linjerne, mutationer af dette DNA er et tegn på sygdom. Eksempelvis kobles synspunktet til en debat om, hvorvidt højskolelærere bør bo på højskolen. Det bør de, ifølge MRE & EL, fordi Kold i sin virkeliggørelse af Grundtvigs tanker gjorde hjemligheden til det centrale i en skole, hvor forstander, lærere og elever boede under samme tag i en fælles hverdag med undervisning, samvær og fællesspisning.

De har naturligvis ret i, at hjemligheden, fællesskabet og samværet er centrale og vigtige aspekter af højskolen og dens pædagogik. Men er det bopælspligten eller hjemligheden, der her er det væsentlige? Man kan godt blive i tvivl, når MRE & EL skriver, at bopælspligten er lige så central som eksamensfriheden.

Højskolen er altid spændt ud mellem på den ene side ikke at være noget bestemt og på den anden side ikke at være hvad som helst.

Rasmus Kolby Rahbek

Der er ingen tvivl om, at der ikke ville have været en højskole, som vi kenderden, uden Grundtvig. Og i Grundtvigs skoletekster og sange kan der findes megen inspiration til den pædagogiske opgave, der hver dag udspiller sig på en højskole. Men finder man en manual for højskolen i dag hos Grundtvig og Kold? Problemet er her, at en idé om en ”rigtig” højskole ikke er nogen garanti for ”god” højskole. Idéen må fortolkes, hvis den skal give mening ind i det konkrete, praktiske, daglige liv på højskolen. I kraft af det levede liv er højskolen først og fremmest kendetegnet ved uren pædagogik, ikke ved en ren idé.

Når MRE & EL således har travlt med at fastlåse højskolen som regulativ idé, risikerer de at forbryde sig mod netop det udgangspunkt, de ellers selv hævder. Grundtvigs skoletanker lader sig hverken forstå eller realisere, hvis ikke de altid tænkes ind i en ambition om at holde skole i lyset af livets og tidens tarv. Hvis højskolen ikke forholder sig til 175 års virknings- og udviklingshistorie og ikke tillader udkast af nye, foranderlige og forskellige tolkningsmuligheder, så ophører den med at være den historisk-poetiske skole, som for MRE & EL er højskolernes fælles fundament.

HØJSKOLEN SOM LOV

Lov-positionen baserer sig på, at hver enkelt skole inden for lovens rammer suverænt bestemmer sit eget værdigrundlag og dermed selv tolker hovedsigtet ud fra egen kulturelle forankring og værdier. Her har de grundtvigske skoletanker ingen privilegeret position.

Snarere er de forældede, fordi de for OH & JGM repræsenterer et snævert bibelfundamentalistisk menneskesyn og en anakronistisk nationalisme. Og, læser man mellem linjerne, enhver tilknytning til Grundtvig er et tegn på sygdom. Ifølge OH & JGM er der intet belæg for, at det grundtvig-koldske skolesyn udgør højskolernes fælles grundlag. De har naturligvis ret i, at højskoleloven i kraft af at være en rammelov giver hver enkelt skole særdeles vide ramme for dens virke. Men er det loven eller friheden, der her er det væsentlige? Man kan godt blive i tvivl, når OH & JGM skriver, at det vil være fatalt, hvis man søgte tilbage til et grundtvig-koldsk idégrundlag.

Med afvisningen af den grundtvig-koldske tradition får OH & JGM imidlertid svært ved at forklare, hvorfor loven i sin allerførste paragraf nævner lige præcis begreberne livsoplysning og folkelig oplysning. Eller hvorfor loven påpeger, at disse skal opnås gennem foreningen af undervisning og samvær i kostskolens rammer. Særligt i lyset af lovbemærkningerne, der henviser til denne tradition.

Der er ingen tvivl om, at loven er et særdeles vigtigt værktøj i forhold til at sikre højskolernes virke og særkende – og ikke mindst deres frihed. Uden den frihed, som loven tilkender højskolerne – ikke bare til at vælge deres eget værdigrundlag, men også eksamensfriheden og friheden til at ansætte hvem man måtte ønske uden skelen til uddannelse eller erfaring – ville det være svært at forestille sig den pædagogiske praksis, der hver dag udspiller sig på højskolerne. Men dette frihedsideal, som loven inkarnerer, eksisterer jo kun i kraft af det oprindelige grundtvigske udgangspunkt.

Når OH & JGM således har travlt med at gøre højskoleloven til en samling tomme betegnere, der kan betyde hvad som helst, risikerer de at underminere det selvsamme grundlag, som tillader dem, at holde skole i frihed. Såvel lovens ånd som lovens bogstav lader sig ikke forstå uden en forankring i højskolernes tradition og Grundtvigs skoletanker. Med afvisningen af de grundtvigske skoletanker vil det ved fremtidige lovrevideringer være svært at forsvare den enkelte skoles frihed, som for OH & JGM er højskolernes fælles fundament.

HØJSKOLENS KONKRETE PRAKSIS

Debatterne om højskolen er væsentlige, også de principielle der tegner fronterne op og for en stund glemmer virkeligheden. Det er gennem disse debatter, at højskolen bliver i stand til at svare for sig. Og det er gennem disse, at højskolen viser sig - ikke blot for omverdenen, men også for sig selv. For det første viser den aktuelle debat, at højskolen altid er spændt ud mellem på den ene side ikke at være noget bestemt og på den anden side ikke at være hvad som helst.

Men finder man en manual for højskolen i dag hos Grundtvig og Kold? Problemet er her, at en idé om en ”rigtig” højskole ikke er nogen garanti for ”god” højskole. Idéen må fortolkes, hvis den skal give mening ind i det konkrete, praktiske, daglige liv på højskolen.

Rasmus Kolby Rahbek

Desuden viser debatten, at både idéen og loven er konstituerende for højskolen, men også indbyrdes afhængige: ingen idé, ingen lov – ingen lov, ingen idé. Men hverken loven eller idéen giver i sig selv nogen højskole. De er begge rammer, som spiller ind på det, som for alvor er betydningsfuldt for højskolen: den helt konkrete, levede og erfarede praksis, som den hver dag udspiller sig i mødet mellem lærere og elever – også når de et kort øjeblik glemmer både idéen og loven. Dette mudrede morads af liv og ånd, kamp og leg, krop og sang, tid og sted – uden hvilket højskolen ville være helt og aldeles overflødig. Og endelig har den aktuelle debat vist, at de på Rødding Højskole nok er mindre grundtvigske, end de umiddelbart giver indtryk af. Og at de på Oure nok er mere grundtvigske, end de umiddelbart vil være ved.