Af Ole Lauth, forstander på Egmont Højskolen
I februar satte rektor Stefan Hermann "Nyt fokus på de glemte unge" i en kronik i Politiken. Den ekspertgruppe, han har været leder, af fremkommer med anbefalinger til fremtidens ungdomsuddannelser. Allerede dagen før kalder statsministeren alle de gode viljer og intentioner vi har skabt, "et kollektivt svigt, når 70.000 unge 7 år efter de har forladt 9. klasse, hverken har en ungdomsuddannelse eller et arbejde." Det er bestemt ikke prisværdigt.
Stefan Hermann indleder med, at spørgsmålet om uddannelse og arbejde for unge har været et konstant bekymringspunkt! Og så henviser Stefan Hermann til lærlingeloven i 1956, udvidelse af undervisningspligten i 1972. Også "uddannelse til alle" i 1993 er med, men hvor er den Erhvervs Faglige Grunduddannelse - EFG?
I 1972 blev jeg ansat på Skive handelsskole. Som nyuddannet lærer åbnede der sig en verden, som jeg kun havde et ganske perifert kendskab til. Almenlinjen, regnskabslinjen, butikslinjen og lærlingene, som tog en veksel uddannelse. Hertil kom HHX (Højere Handelseksamen), som var den nye gymnasiale uddannelse på handelsskolerne.
I 1972 havde folketinget vedtaget en forsøgslov for hele erhvervsskoleområdet. En lov som skulle sikre, at en nyordning af uddannelserne først skulle iværksættes, når forsøg på både handelsskoler og tekniske skoler havde ført frem til et resultat, som kunne godkendes af de faglige organisationer og folketinget.
Mit held var, at jeg kom med i dette udviklingsarbejde. Opgaven lød, at vi skulle udvikle en uddannelse, som sikrede erhvervslivet unge med de nødvendige kvalifikationer inden for de enkelte fagområder, men som også gav almene kundskaber, der kunne bygges videre på.
For at mindske frafald og for at sikre at flere unge valgte håndværk og handel i forhold til det almene gymnasium, skulle skolerne uddanne studievejledere, der både kunne "sælge" uddannelserne i folkeskolen, men også sikre at de unge, der kom ind på skolerne, kom godt videre - enten i job eller i mere uddannelse.
Vejledning vidste man ikke ret meget om og slet ikke, hvad det ville sige at vejlede. Ganske vidst havde arbejdsformidlingen erhvervsvejledere og dem hørte vi lidt på. I den gruppe som skulle udvikle dette nye vejledningssystem, havde vi hver i sær erfaringer i forhold til vores egne valg.
Jeg selv blev udsat for en erhvervsvejleder i 7. klasse 1962. Han kom med en stor grøn kasse under armen. I kassen var der flere hundrede kort, hvor man kunne læse alt om de forskellige fag og den uddannelse, der kunne føre frem til et job. "Hvad kan jeg blive?". Med klar røst proklamerede jeg, at jeg ville være ortopædimekaniker. Vejlederen rettede mig to gange og forklarede, at det hedder automekaniker. Og anden gang han kom, havde jeg fundet frem til, hvor uddannelsen kunne tages og også, at den var adgangen til en uddannelse som bandagist! En vejleder er altid begrænset af sin egen viden!
I den lille gruppe måtte vi prøve at finde frem til hvad vejledning egentlig er. Vi kom i forbindelse med en engelsk professor, Bill Law, som ret systematisk havde arbejdet med unge utilpassede i London. Det vi for mere end 40 år siden forstod var, at man kan ikke vejlede nogen til noget de ikke kender. Altså tale fra vejledere, plancher og fine beskrivelser er intet værd, hvis man reelt ønsker at vejlede.
Unge der er afklarede, har ingen brug for vejledning, men "de glemte unge", de måske egnede, de socialt udsatte, kan kun "vejledes" gennem konkrete erfaringer. Derfor blev 1. del af basisåret på EFG en periode, hvor den unge kunne prøve flere forskellige fag: frisør, tarmrenser, anlægsgartner, regnskab, butik og alt muligt andet.
Det moderne menneske kan selv vælge butik, værtshus, bank, tandlæge, udenlandsrejser, advokat, arkitekt og meget mere. Vores forslag var, at en teknisk skole med 600 elever skulle have 6 vejledere (lærere med efteruddannelse), som hver fik tildelt 3 vejledningstimer om ugen. Så kunne de slå deres bod op og eleverne kunne vælge, hvem de ville vejledes af.
Ole Lauth
Et andet princip vi lærte af Bill Law var, at vejledning (guidance) og støtte (mentoring) ingen mening giver, hvis ikke der er resonans/en ægte relation mellem vejleder (den støttende hånd) og den unge. Og det gav os virkeligt en udfordring: helt konkret, hvilken vejleder skal være vejleder for hvem, i hvilken klasse eller gruppe.
Det moderne menneske kan selv vælge butik, værtshus, bank, tandlæge, udenlandsrejser, advokat, arkitekt og meget mere. Vores forslag var, at en teknisk skole med 600 elever skulle have 6 vejledere (lærere med efteruddannelse), som hver fik tildelt 3 vejledningstimer om ugen. Så kunne de slå deres bod op og eleverne kunne vælge, hvem de ville vejledes af.
Vi prøvede det faktisk af i praksis. Det vi kunne se var, at hvis vi skulle fastholde Brian, Kim og Lejla, skulle de med hjem til aftensmad i den lille familie. Min kone og mine børn skulle kende Brian, som jeg brugte ret megen tid på hos den alkoholiserede mor, sagsbehandleren, politiet og andre spændende mennesker i Brians bekendtskabskreds. Også når Brian var syg fredag morgen, var det en god ide lige at tjekke om han var på Eldorado fredag aften. En vejleder på et kontor med fast kontortid og en ikke tilgængelig mobiltelefon - glem det! Hvis der kan skabes et korps af vejledere som har evnen til både at stille krav og skabe den fastholdende relation - så duer det.
Ekspertgruppens forslag: "Der tilknyttes en gennemgående kontaktperson - en fast hånd i ryggen - for unge, der har særligt behov for støtte fra flere instanser på vejen fra grundskolen til gennemført uddannelse eller beskæftigelse." De unge jeg har kontakt med i mit nuværende virke på Egmont Højskolen, har mødt en hær af vejledere/mentorer/støtte kontaktpersoner alle velmenende, men uden resonans.
Når en vejleder eller mentor spøgefuldt eller i alvor beskriver sin klient/mentees, som håbløs, da den aldrig overholder aftaler, ikke svarer på telefon opkald mv. må man konstatere, at vejledningens fine intentioner, ikke har skabt ressonans.
Ole Lauth
Den informerende artikel den 28. februar i Politiken, har en case, der hedder Ian Appelquist. Han udtaler: "…. jeg har aldrig følt, at jeg har fået ordentlig vejledning, selvom jeg virkelig har været til uddannelsesvejledning mange gange. Det var min mors veninde, der måtte hjælpe mig i gang. Hun er social- og sundhedsrådgiver, så hun ved meget om personer som mig." Hvor forestiller man sig disse altomfavnende kontaktpersoner, som skal støtte Ian fra grundskolen til gennemført uddannelse eller beskæftigelse, skal komme fra? Er der evidens for at de findes i kommunerne?
Når en vejleder eller mentor spøgefuldt eller i alvor beskriver sin klient/mentees, som håbløs, da den aldrig overholder aftaler, ikke svarer på telefon opkald mv. må man konstatere, at vejledningens fine intentioner, ikke har skabt ressonans.
Man kunne lade de unge selv vælge den gennemgående kontaktperson, som skulle godkendes og betales af den økonomisk ansvarlige instans. Uden resultater og fastholdelse ingen betaling. Støttens omfang vil man sagtens kunne differentiere. Det er et arbejde dygtige sagsbehandlere ikke er er ukendt med.
EFG uddannelsen var for alle. Det betød, at var man lovligt udskrevet af folkeskolen var man optagelsesberettiget. Og det var også elever der havde gået prøvefrit på en specialskole. Adgangskrav var bestem et tema, men det blev besluttet, at alle havde adgang til basisåret på de tekniske eller merkantile uddannelser. Flere erhvervsskoleledere protesterede højlydt ved udsigten til, at deres skoler skulle fyldes med blinde, døve, åndssvage, krøblinger, alkoholikere og hashrygere.
Loven blev, så alle skoler på basisåret skule optage de elever der meldte sig. Der var tre indgange: teknisk skole, handelsskolen og mesterlæreren. Og de svageste havde et retskrav på undervisning. Men betingelsen var, at der skulle differentieres. Det kunne ske på hold, men også i den konkrete undervisning. Flere skoler eksperimentere med hold med elever som var udfordret af sociale, fysiske eller kognitive vanskeligheder, men de var alle med i det fællesskab, som Stefan Hermann så rigtigt fremhæver.
Der var ingen slagsmål om hvem, der skulle betale den specialpædagogiske støtte. Det skulle staten, men kun efter ansøgning, hvor skolen havde redegjort for elevens forudsætninger - ikke de diagnose baserede - men de forudsætninger, som lærerne kunne konstatere i elevens konkrete møde med værktøj, bøger og kammerater. Sociale kompetencer skulle der også kompenseres for nu og da.
EFG-loven blev endeligt vedtaget i 1977 og den blev en succes. Så meget, at der slet ikke var lærepladser (praktikpladser) til de elever, der afsluttede deres basisår. I Herning oplevede man så stor søgning til frisøruddannelsen, at vi regnede ud, at hvis de alle skulle have en meningsfuld læreplads, skulle alle kvinder i Ringkøbing Amt gå til damefrisør tre gange om ugen!
I det hele taget var manglen på praktikpladser det store problem. De dygtigste elever fik praktikpladser - både på det merkantile og tekniske område, men de lidt tungere måtte overlades til skolepraktik. Også elever med selv omfattende handicap kom igennem og fik uddannelse. Flere elever med CP fik vi igennem HHX og i Kolding blev en blind ung mand uddannet som mekaniker på det stedlige BMW værksted.
Dengang som nu, var der megen fokus på, at en stor del af de utilpassede skulle have et regulært arbejde. Problemet var, at mængden af problematiske unge ikke genererede de job - på særlige vilkår - der var brug for. Der var mangel på dygtige håndværkere, men ikke på ustabile og utilpassede unge. Derfor opstod de nye uddannelser, projekter og uddannelsessteder.
Ole Lauth
Så fulgte år med politisk pres for at gøre de tekniske uddannelser mere attraktive og adgangskravene blev skærpet og der blev tonet ned for den differentierede undervisning. Flere reformer fulgte og skoven af nye tiltag og vildskud blomstrede. Samtidigt overgik en del af ansvaret til kommunerne.
Dengang som nu, var der megen fokus på, at en stor del af de utilpassede skulle have et regulært arbejde. Problemet var, at mængden af problematiske unge ikke genererede de job - på særlige vilkår - der var brug for. Der var mangel på dygtige håndværkere, men ikke på ustabile og utilpassede unge. Derfor opstod de nye uddannelser, projekter og uddannelsessteder.
I 2007 kom den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) til. De unge, som hidtil havde været henvist til Amternes specialundervisning for voksne, ville med kommunalreformen miste dette tilbud, hvorfor Tina Pedersen fra Dansk Folkeparti kæmpede en ædel kamp i folketinget for at sikre hendes autistiske datter og andre ligestillede et retskrav på en 3 årig individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse.
Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.
Stk. 2. Ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
Ved en høring på Christiansborg for nylig gjorde Dansk Folkepartis repræsentant gældende, "at der skal strammes gevaldigt op på denne uddannelse, når kun 17 % af de unge efter 3 år kommer i job eller uddannelse!" Under lovbehandlingen i 2007 blev den daværende undervisningsminister spurgt om de unges forsørgelsesgrundlag. Ministeren svarede, at for denne gruppe var det ministeriets skøn, at mere end 95% ville være på førtidspension! Det kom til at gå helt anderledes - det er under 1/3, der er på førtidspension. Men ministerens svar dengang, indeholder den væsentlige pointe, at den gruppe, som STU henvender sig til, bliver ikke selvforsørgende, for så er de fejlvisiteret. At STU blev et kommunalt ansvar har fostret megen kreativ kassetænkning og snedige konstruktioner, som ikke lever op til artikel 24 i FN's handicapkonvention.
På Egmont Højskolen, har vi for øjeblikket 14 senhjerneskadede unge ud af en elevflok på godt 200. Det er unge, der har været udsat for trafikulykke, faldulykke, hjernetumor og andet. Flere af dem kan ikke forvente at blive reelt selvforsørgende - de har drømme om den revisor/hoteldirektør/læge de engang skulle blive, men de ved godt, at på trods af stor indsats og træning, bliver det et liv med støtte og omsorg - et liv, hvor det ikke bliver noget for noget, men noget for ingenting. Uanset hvor mange festtaler der holdes og hvor mange fine projekter, hvor mennesker med handicap er kommet i arbejde, så er der 2-5 % i hver årgang, som skal være med i fællesskaber - også de folkelige, men egen forsørgelse bliver der aldrig tale om….
Ekspertgruppens anbefalinger til "Bedre veje til en ungdomsuddannelse" er et digert værk på 220 sider. Forsiden har et billede af to håbefulde unge, som lytter til en tillidsvækkende lærer med en tommestok i hånden. På bordet i mellem læreren og de unge er der en pc, en skruemaskine, en fræser og en højskolesangbog.
Når disse gode anbefalinger skal omsættes til initiativer i den virkelige verden, så husk Grundtvigs anvisninger om, at lyset ikke blot er for de lærte til ret og galt at stave …for solen står med bonden op slet ikke med de lærde og huske også, og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.