Testrup er heller ikke altid Testrup

Publiceret 20-03-2017

Flere lærere græd, da Jørgen Carlsen blev ansat som forstander i Testrup. Og det var ikke af glæde. Nu 30 år senere går han af som forstander og efterlader en skole, der er en institution i dansk åndsliv.

Af Andreas Harbsmeier

Årstallet er 1986. Den dengang 37-årige Jørgen Carlsen har netop overtaget forstanderposten på, hvad han selv betegner en "skodhøjskole".

Skolens blot 13 elever kan alle sidde om ét bord i spisesalen. Mange af dem er stærkt belastede af misbrug. Nogle er narkomaner, andre alkoholikere, flere begge dele. Skolen er i krise og ligner et "mini-Christiania". For at overleve havde Carlsens forgænger følt sig nødsaget til at tage enhver elev ind, der kunne tælle på taxameteret.

I første omgang er begejstringen over den nye forstander ikke just overvældende. Flere lærere græder ligefrem, da den unge Carlsen bliver præsenteret som den mand, der skal genrejse     Testrup Højskole. Flertallet havde foretrukket en anden, men bestyrelsen trumfede sin kandidat igennem. Det skulle vise sig at være en god ide.

"Jeg kunne holde hovedet koldt, for de kendte mig slet ikke. I en vis forstand kaldte det nogle skjulte kræfter frem i mig. Jeg var fast besluttet på, at højskolen skulle se helt anderledes ud," fortæller den i dag 67-årige forstander.
Efter en uge på posten, smider Carlsen en elev ud. Han hedder Tom og har været i spjældet to gange for væbnet bankrøveri. Han har ingen respekt for låste døre og beder ikke engang om nøglen, når han uden for måltiderne vil ind i køkkenet og have noget at spise.

"Jeg vil ikke sige, at der ikke kan laves flot arbejde med det, man kan kalde sociale klienter. Men det har svært ved at løfte sig. Det ved enhver højskolestab. Der skal ikke være for mange elever, der kræver for meget opmærksomhed, før det begynder at falde fra hinanden. Så bruger man timevis hver eneste uge på lærermøder på at diskutere, hvad vi nu skal vi gøre med Michael," fortæller Carlsen.

"Jeg var meget hård. Jeg slog ned på enhver form for misbrug. Det var ud med det samme. Det var fordi, jeg havde oplevet sumpen. Det er selvfølgelig ikke kun et spørgsmål om højskolens velbefindende, men også et spørgsmål om at forholde sig til de mennesker, det handler om. Er det et menneske, der giver et ærligt forsøg? Eller er det et menneske, der skider på alt og alle?"

Carlsen lader pedellen hejse Dannebrog, hvad han knap nok havde gidet ind til da, og indfører fagene filosofi, musik og teater. Med inspiration fra den legendariske Askov-forstander Knud Hansen og Niels Højlund, der havde været Carlsens forstander, da han en kort overgang i 1982 havde været lærer på Ry Højskole, begynder han at skabe den klassiske højskole på Testrup og iscenesætte den koreografi, der har præget stedet lige siden. "Højskole består af tre ting: form, form og form," siger han til sine lærere. "Med en og samme elevmasse, kan du få englene til at synge, eller det kan ende i en flad mexicansk pandekage. Rent depressivt."

Ikke alle lærere var med på den fra starten. "Jeg vil ikke gå rundt og være en form," sagde Ole Toftdahl, Ry Højskoles nuværende forstander. Men Carlsen tror nu nok, at Toftdahl i dag forstår, hvad han mente, griner Carlsen med en karakteristisk smittende latter.

For at skabe liv på højskolen trækker Carlsen i starten store veksler på sin omgangskreds i nærliggende Århus, hvor han havde boet indtil da og blandt andet arbejdet på Institut for Idéhistorie på Universitet.

"Vi fik mange gode folk til at komme og holde foredrag. De fik stort set ingenting for det. De kunne ikke tage taxa, men jeg tilbød at pumpe deres cykel. Men der er ikke noget så opbyggeligt som fremgang."

Alle på skolen løber hurtigt, og forstanderen selv underviser i en periode op til tredive timer om ugen. I løbet af få år er forårsholdet fyldt. Og da højskolen kan holde 125 års jubilæum i 1991, er skolen i god gænge. Faget filosofi trækker utroligt meget, og en overgang er der halvtreds elever på filosofilinjen. Jostein Gaarder har en bestseller med Sofies Verden, nogen siger, at 90erne var filosofiens årti. Det lukrerer Testrup Højskole i den grad på. Højskolen får skabt sig en klar profil.

"Vi talte meget til den boglige side af eleverne. Det er i sig selv et signal. Det er ikke for at stikke næsten i sky, men en bekendelse til refleksion, kritik og humanistiske dannelsesidealer. Den profil bliver ementeret i midten af 90erne, så man ved, hvad skolen står for.

Det har gjort, at de elever, der kommer har været en slags respons på de signaler, vi har sendt," fortæller Carlsen.

Senere blev det litteraturlinjen, der med ansættelsen af forfatteren Christian Dorph kom til at tegne højskolen - og det i en sådan grad at en betragtelig del af de yngre danske forfattere i dag,på et eller andet tidspunkt har været forbi Testrup.

Jeg var meget hård. Jeg slog ned på en hver form for misbrug. Det var ud med det samme. Det var fordi, jeg havde oplevet sumpen. Det er selvfølgelig ikke kun et spørgsmål om højskolens velbefindende, men også et spørgsmål om at forholde sig til de mennesker, det handler om. Er det et mennesker, der giver et ærligt forsøg? Eller er det et menneske, der skider på alt og alle?

Jørgen Carlsen

Jeg repræsenterer mig selv

I dag, slutjanuar 2017, ligger Testrup Højskole øde hen. Parkeringspladsen er tom, og i gården, der omkranses af højskolens fire længer, er stille - der er ikke et menneske at se. Men det er en stakket frist. Senere samme eftermiddag ankommer forårsholdets 128 elever. Der er fuldt hus, som der har været de sidste mange år.

Nogen har været så betænksomme at stille ostemadder frem i lokalet, hvor vi skal tale sammen. Om få timer skal Carlsen byde velkommen til sit sidste hold elever på den højskole, han har stået i spidsen for i mere end 30 år. Han skal holde sine to indledende foredrag for eleverne - Volume 1 og 2, som han kalder dem, der slår takten an med tonerne fra husguderne Grundtvig og Poul Henningsen.

Carlsen går lidt besværet ind i rummet, bentøjet har kendt bedre dage. Men det er så også det eneste, der virker besværet ved manden. Det lader i hvert fald ikke til, at hovedet eller talegaverne er på retur. Og det er da heller ikke manglende energi eller blegnet kærlighed til højskolen, der har fået Carlsen til at stoppe. Det er derimod ønsket om at tilbringe mere tid med konen Anne Margrethe Zacher Carlsen, med bøgerne og i skrivehjørnet. For højskolen har vitterligt været den rette hylde for Carlsen.

Den har været det sted, hvorfra han har ført sin egen og højskolens kulturkamp, talt imod dødbideriet, systemtænkningen, åndløsheden og for dannelsen, poesien, musikken og ja, kærligheden.

I højskolekredse - ja, inden for den frie skoleverden i det hele taget - er der en vis nervøsitet forbundet med, at Jørgen Carlsen nu stopper som forstander. Nervøsiteten angår ikke Testrup. Der er fuld tillid til, at Simon Axø, højskolens nuværende viceforstander, der dagen forinden er blevet ansat som forstander, vil løfte opgaven. Men Carlsen har om nogen været højskolens stemme i den offentlige debat, og den kommer til at mangle.

"Jeg gør egentlig bare det, der traditionelt har været en højskoleforstanders opgave. Det, der gør mig synlig, er måske, at der ikke er så mange andre, der rager op. Jeg vil ikke bebrejde nogen noget. Jeg føler heller ikke, at jeg repræsenterer højskolen. Jeg repræsenterer ikke engang Testrup, jeg repræsenterer mig selv i det meste af det, jeg siger."

"Jeg synes ikke, der hviler noget åg på mine skuldre. Og jeg tror da også at andre højskolefolk og mine medarbejdere ville frabede sig, at jeg skulle repræsentere højskolen. Nogen ser mig som en form for højskolefundamentalist, hvad jeg aldrig nogensinde har været. Jeg gør det, jeg har mulighed for og lyst til."