"Jeg kunne aldrig lave PR for en oliegigant"

Publiceret 26-10-2017

LÆRERPORTRÆT PR Manager, islandske Frida Gardarsdottir, skal sælge billetter på Gerlev Idrætshøjskole. Hun vil helst fortælle historier – og højskolen er et konstant flow af gode historier.

Fortalt til Andreas Harbsmeier, Foto: Højskolebladet

SUCCESPARAMETERET for mit arbejde er at skaffe elever. Det er det, mit arbejde skal måles på – hvor mange elever, der kommer. Og jeg måler på alt, hvad jeg kan måle på.

JEG ER HELT KLART MERE EN STORYTELLER end et marketingmenneske. Det må det du ikke sige til min leder, men det er jeg. Det er historier, jeg gerne vil fortælle.

JEG BOR ALENE MED TRE BØRN PÅ 11, 13 OG 17. Mit ældste barn på 19 er lige nu elev på Gerlev.

Det har overrasket mig, hvor fagligt dygtigt lærerkollegiet er. Hvor meget de lægger i deres undervisning. Det er så meget mere end idræt. Der er så mange flere facetter.

Frida Gardarsdottir

JEG PENDLER FRA KØBENHAVN TIL GERLEV to til tre dage om ugen. En typisk arbejdsdag starter med, at jeg sidder i toget og arbejder. Når jeg er på højskolen, handler det om snakke med folk, finde nogle historier og tage billeder.

DET HAR OVERRASKET MIG, hvor fagligt dygtigt lærerkollegiet er. Hvor meget de lægger i deres undervisning. Det er så meget mere end idræt. Der er så mange flere facetter.

JEG HAR MÅTTET TVINGE LÆRERNE til, at vi også skal vise verden, hvad vi kan. Ikke Alle har ikke været lige gode til at løfte blikket fra deres faglighed og have blik for, at noget også skal formidles ud fra skolen.

DET HANDLER OM AT SIGE TIL DEM: alt det fede, I har gang i, det vil jeg gerne høre noget mere om. Og jeg vil gerne have at vi hjælpes ad med at fortælle verden, hvor gode I er.

HØJSKOLEN ER ET KONSTANT FLOW af fortællinger. Ting, der sker og folk, der har en historie. Vi har for tiden en uddannet jordemoder som elev. Hun holdt morgensamling forleden, hvor hun havde været på det lokale hospital og hentet en moderkage og hvad dertil hører. Det var vildt, at de unge mennesker, som ikke er begyndt at tænke i børn, stod og klippede i navlestrengen.

JEG KOMMER FRA ISLAND, og der gør vi bare tingene. Vi spørger ikke om lov. Der er noget utrolig dejligt, men også noget utrolig langsommeligt ved, at alting skal debatteres. Det er fedt med demokratisk dannelse, og at vi alle sammen skal have lov til at have en holdning, men nogle skal tingene bare ske. Og der kommer islændingen op i mig.

I ISLAND KØRER ALLE BARE I HVER SIN RETNING og spiller konger hele tiden. Der kunne jeg så godt savne et møde, hvor man lige laver nogle aftaler - bare en gang imellem.

JEG ER IKKE SÅ BANGE for de sociale medier. Jeg ser dem som et medium, som en kommunikationskanal. Men vi skal selvfølgelig lære vores børn at begå sig. Vi stiller dem jo heller bare alene ud på Hovedbanegården i København. Vi er nødt til at lære dem spillereglerne. Det gælder også for sociale medier.

JEG ER MEGET VÆRRE END MINE BØRN, når det kommer til at være på hele tiden.

VI KAN FORTÆLLE HISTORIER. Vi kan vise fantastiske oplevelser, men den personlige oplevelse af at udvikle sig, få nye venner kan vi ikke vise. Du kan have en ide om, hvad højskoler er og kan, men den personlige oplevelse kan ikke formidles. Den er jo netop personlig.

JEG KUNNE ALDRIG lave PR for en eller anden oliegigant. Det skal være noget, jeg selv kan stå inde for og tror på.

 

Blå bog

Frida Gardarsdottir, 40 år, kommer oprindeligt fra Island.
PR manager på Gerlev Idrætshøjskole på deltid, det sidste halvandet år.
Underviser derudover bl.a. i islandsk på Studieskolen.
Abejdet som freelancer med PR – særligt sociale medier. Og som journalist og redaktør, som gymnasielærer og som PR-medarbejder på et forlag.
Uddannet historiker med sidefag i film- og medievidenskab.
Privat. Har 4 børn.