_{Lisbeth Trinskjær, formand, på vegne af FFD’s bestyrelse}

Kan vi stå inde for højskolebevægelsen, som den er ved at udvikle sig? spørger Erik Lindsø og Mads Rykind-Eriksen i den seneste udgave af Højskolebladet. Det spørgsmål må ikke bare FFD´s bestyrelse, men alle som har højskole på hjerte, være med til at besvare. Og den rejste kritik har vi i bestyrelsen forholdt os grundigt til.

En levende bevægelse fordrer en levende debat, og ansvaret herfor deler vi med hinanden. I bestyrelsen glæder vi os over, at både nuværende og tidligere bestyrelsestiltag de sidste år har været med til at skabe stadig flere ideologiske og faglige rum for den levende samtale om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og om hvordan vi udlever dem i vores samfund. Vi glæder os over de mange forskellige stemmers bidrag, og de mange forskellige sammenhænge, de kan komme til orde i - på forstandermøder, lærerkonferencen, bestyrelseskonferencen, forretningsfører- og sekretærkurset, højskolepædagogisk uddannelse, nordiske konferencer, møder i alle vores faglige netværk, på det ”lærermøde” vi har afholdt sammen med andre ”skolefolk”, uddannelsesforskere, interessenter og aktører, på vores årlige pædagogiske konferencer, hvor pædagogik og dannelse er omdrejningspunkt – og dertil selvfølgelig på foreningens årsmøde.

For bestyrelsen er det vigtigt, at endnu flere end tidligere kommer til orde på årsmødet, og at flere både føler sig og er inddraget.

FFDs bestyrelse

I kritikken efterlyses den klassiske debat, som vi kender den fra årsmødets talerstol igennem generationer. For bestyrelsen er det vigtigt, at endnu flere end tidligere kommer til orde på årsmødet, og at flere både føler sig og er inddraget. Det er vi ifølge mange tilkendegivelser lykkedes med, om end det endnu ikke har manifesteret sig i årsmødets plenum. De seneste mange år har vist, at debatten ikke putter sig i det skjulte, men at den træder tydeligt frem, når der er brug for det.

På årsmødet i 2010 rasede debatten om de korte kursers bidrag til hovedsigtet, foranlediget af daværende kulturminister Tina Nedergaards bidrag til genopretningspakken. Der blev krydset klinger og udvekslet synspunkter på ideologi og økonomi. I nyere tid har Moderniseringsstyrelsens mission for at ”normalisere” højskolerne været drøftet intenst i snart sagt alle relevante fora – en debat, der har resulteret i en fælles, frivillig beskyttelse af højskolernes egenart og ideologi – i samspillet mellem undervisning og samvær – som næsten alle skoler har tilsluttet sig i et fælles charter.

Der er brug for højskolernes stemmer

I tillæg til denne interne debat er det vitalt, at højskolerne leverer et substantielt bidrag til den offentlige debat. Vi oplever et samfund omkring os, der har brug for en højskolebevægelse, som ikke alene bruger kræfter på at slås med hinanden, men også melder sig i mange andre arenaer. Et samfund, der har brug for højskolernes stemmer – ligeså uenige og forskellige, som de er. Vi mener, at vi skal minde om det frisind og den tillid, som vores samfund er bygget på, og at vi bør kæmpe for, at vi i Danmark danner handlende, tænkende, kritiske og skabende borgere, som tager medansvar for helheden, og som ikke overlader alt til eksperter eller politikere.

Vi ønsker kort sagt, at højskolernes centrale bidrag langt mere end en lovprisning af højskolernes egne fortræffeligheder er en kritisk, vedkommende og konstruktiv tilgang til de udfordringer, verden omkring os skal navigere i og forholde sig til

FFDs bestyrelse.

Vi skal gå i brechen for poesien, litteraturen, kulturen og alt det andet betydningsskabende ved livet, hvis værdi svært lader sig måle og veje, fordi vi ved, at mennesket ikke lever godt uden det æstetiske sprog, og fordi menneskelivet trænger til langt mere end det nyttige. Derfor bruges i højskolebevægelsen i disse år megen energi på at skabe mødepladser og rum til samtale om eksempelvis dannelse i uddannelse, om læring for livet fremfor livslang læring, om bæredygtige livsformer, konfliktunderholdningens erobring af scenen for den offentlige debat og en række andre centrale problemstillinger. Alle arenaer hvor højskolernes kerne møder og tager livtag med samfundets dominerende verdensbilleder. Højskolerne melder sig på mange fronter i kamp og samtale om det demokrati, vi har så meget grund til at være stolte af, og i bestyrelsen ønsker vi, at den udvikling fortsætter.

Vi ønsker kort sagt, at højskolernes centrale bidrag langt mere end en lovprisning af højskolernes egne fortræffeligheder er en kritisk, vedkommende og konstruktiv tilgang til de udfordringer, verden omkring os skal navigere i og forholde sig til. Derfor ønsker vi også fortsat at bruge megen energi på mødet mellem højskolerne og deres omverden.

Ja til livlig debat

Vores engagement i samtiden kræver et konstant skarpt øje for vores rødder, egenart og identitet, som vi aldrig må holde op med at granske og sætte til debat. Det er vi meget bevidste om. Derfor bruges også en stor del af FFD’s ressourcer i disse år på den interne debat om dannelse, livsoplysning og højskolepædagogik.

Den indre bevægelse er en helt uundværlig baggrund for vores evne til at bidrage til verden. Og derfor imødeser vi også, som det bl.a. fremgår af strategien, en livlig debat om samvær, hjemlighed og bopælspligt i den kommende tid. Vi mener derimod ikke, at højskolernes vigtigste kamp lige nu ligger i bekæmpelsen af hinandens legitimitet. Vores største opgave er at danne et folk med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse i en verden under ekstrem forandring. Det må vi ikke tabe af syne.