Man kan ikke undgå at såre hinanden på en højskole

Af Malene Fenger-Grøndal, journalist

For et par år siden blev toiletterne på Krogerup Højskole gjort kønsneutrale. Det skete på opfordring fra nogle af elever, der ikke kunne genkende sig selv i den binære kønsopfattelse, der opererer med to klart adskilte køn, mand og kvinde. Kønsidentitet, normer, magt og seksualitet er også blandt de temaer, der tages op i et af skolens valgfag, Body Studies, hvor eleverne diskuterer spørgsmål om disciplinering af kroppen, kapitalisme, privilegier, kolonialisme, vold, teknologi og følelser – med afsæt i aktuelle ca­ses fra højskolen og verden udenfor.

I løbet af valgfaget kommer eleverne til at se film, musikvideoer, taler og dokumentarer, snakke om hardcore teori, besøge aktivist­miljøer og lave øvelser med egne kroppe. Målet er, som underviser­ne skriver i deres præsentation af faget, at det foregår i ”et trygt og rart rum for alle involverede”, så både dem, der kender til emnefel­tet på forhånd, og dem, der er helt nye i det, lærer noget nyt, og at verden ser anderledes ud bagefter.

”Vores mål på højskolen er ikke at give eleverne færdige svar på identitetspolitiske spørgsmål. Tværtimod har Krogerup Højsko­le altid set det som sin fornemste opgave at skabe et rum, hvor vi sammen kan undersøge spørgsmål, der brænder på, uden at tro, at vi kan finde frem til sandheden. Hvor andre højskoler historisk har haft som mål at bibringe eleverne bestemte religiøse eller politi­ske holdninger og livssyn, ligger det i Krogerups DNA at fastholde åbenheden. Derfor kommer vi heller ikke til at lave manualer for, hvordan vi skal tale om køn, seksualitet, kultur og race, eller hvor­dan vi skal indrette samværet mellem mennesker – hverken på høj­skolen eller uden for,” siger Rasmus Meyer, som har været forstan­der på skolen siden august.

”Må man så gå rundt og være åbenlyst racistisk, homofobisk eller sexistisk? Nej, selvfølgelig ikke, så er det ud af butikken.”

Rasmus Meyer, forstander

Han henviser til grundlæggeren af Krogerup Højskole, teolog, kirkehistoriker og demokratiforkæmper Hal Koch, der var forstan­der 1946-1956: ”Hal Koch sagde, at vi skal altid søge sandheden og retten, men aldrig bilde os ind, at vi har fundet den. Det er jeg enig i. Hvis vi tror, at vi en gang for alle kan finde et svar på, hvordan vi skal indrette toiletterne eller holde fester, tager vi fejl,” siger Ras­mus Meyer.

MERE ELLER MINDRE STYRING

Højskolebladet har kontaktet ham for at høre, hvordan han som forstander ser på den identitetspolitiske debat og de spørgsmål, den rejser om fx afholdelse af tema- og udklædningsfester. An­ledningen er en artikel i sidste nummer af bladet, hvor antropolog og tidligere underviser på Krogerup Højskole Nico Miskow Friborg argumenterer for, at højskolerne bør gøre mere for at sikre, at mi­noriteter føler sig godt tilpas på skolerne, bl.a. ved at sætte klarere rammer for samvær, fester og debatter.

Som eksempel på en problematisk praksis nævnte Nico Miskow Friborg en fest med temaet bryllup. Her var brudeparrets roller på opfordring fra nogle elever, der ønskede at udfordre de generelle normer om familieliv og kønsidentitet, to lesbiske. En gruppe dren­ge mødte op til festen i kvindetøj, hvilket ifølge Nico Miskow Fri­borg kom til at fremstå som en latterliggørelse af transkvinder og transfemimine, ligesom flere taler og sange ifølge nogle af eleverne bar præg af et fordomsfuldt og nedsættende syn på lesbiske.

Festen kom altså ifølge antropologen til at bekræfte snarere end udfordre de normer, der knytter sig til den traditionelle familieform, og med afsæt i det konkrete eksempel argumenterede hun for, at højskolerne bør tage mere styring: ”Jeg vil godt udfordre forestillingen om, at høj­skolen bare stiller et rum til rådighed for eleverne til selv at eksperimentere med at skabe et fællesskab. Og så gå ud fra, at de er i stand til at gøre det på en måde, som er rart for alle elever. Der må man godt tage noget mere styring og tage det op, når der sker en marginalisering.”

Den omtalte fest fandt sted før Rasmus Meyers tiltrædelse som forstander, og han vil derfor ikke kommentere på den kon­kret. Men han vil gerne svare på, hvordan han mener, at man generelt kan indrette en højskole, så den bliver et rummeligt og mangfoldigt sted.

”Jeg mener i udgangspunktet ikke, at højskolen skal være et ’safe space’, hvor man sikrer eleverne mod at føle sig gået for nær. Det skal snarere været et ’sandt space’. På en højskole, hvor man lever så tæt sammen, kan det ikke undgås, at man kommer til at såre hinanden. Vores opgave er at facilitere et rum, hvor man kan have en drøftelse af de her spørgsmål, og hvor man kan tale om det, når nogen føler sig såret,” siger han.

”Desuden skal man også huske, at der kommer elever ind på skolen, som aldrig har hørt om begrebet queer og meget let kan føle sig ekskluderet fra en debat om heteroseksuelle, ciskønnede, hvide middelklassenormer. For dem kan det være forvirrende, hvorfor vi har kønsneutrale toiletter.”

Rasmus Meyer, forstander

”Må man så gå rundt og være åbenlyst racistisk, homofobisk eller sexistisk? Nej, selvfølgelig ikke, så er det ud af butikken. Men der skal være en åbenhed, hvor også den, der føler sig såret, er nysgerrig efter at finde ud af, hvem den anden er, og hvad der ligger bag det, der blev opfattet som sårende,” siger Rasmus Meyer.

ET RUMMELIGT FÆLLESSKAB

På Brandbjerg Højskole gør lærere og le­delse også meget ud af at skabe plads til forskellighed og til at tage de svære snak­ke om det ”bøvl”, som det giver at leve mange forskellige mennesker sammen.

”Vi bruger enormt meget energi på at etablere et rummeligt fællesskab, hvor alle forstår, at de spiller en rolle, og hvor lige­værd og respekt er pejlemærker for mødet. Vi taler om det og leger os frem til det, så eleverne også får en kropslig erfaring med det,” fortæller lærer Mette Øyås.

Eleverne på Brandbjerg er også optaget af debatterne om køn, seksualitet og iden­titetspolitik, og skolen udbyder et valgfag om køn, krop og seksualitet, hvor Mette Øyås underviser. Faget tager udgangs­punkt i elevernes virkelighed, men sigter også på at skabe forandring uden for høj­skolens vægge. Også her møder eleverne en blanding af teori, samtale og kropsøvel­ser.

Det betyder altså ikke, at vi styrer, hvordan eleverne skal feste. Vi forsøger at være i dialog med dem og hjælpe dem med at kvalificere de arrangementer, de selv laver. Vores mål er ikke at forhindre, at de begår fejl.

Mette Øyås, Brandbjerg Højskole

”Vi undersøger blandt andet, hvad der farver vores blik på os selv og hinanden i forhold til køn, krop og seksualitet, og eksperimenterer med at gøre os fri af dis­se prægninger og stereotyper. Eleverne er bl.a. blevet sat til at massere hinandens baller og maver for at blive konfronteret med, at kroppen også bare er en krop. Og vi har en formiddag lavet en mandagsfest i højskolens festlokale, hvor vi mærkede, hvordan det var at danse upåvirkede af al­kohol og frigøre os fra den måde, hvorpå en fest ofte reproducerer bestemte stereoty­per om køn og seksualitet,” fortæller hun.

Lige nu er undervisningen der i forløbet, hvor holdet søger inspiration til et projekt hos bl.a. forskere, kunstnere og aktivister. I denne fase bruges dansen som et labo­ratorium for at undersøge meget af det, der normalt er forbeholdt soveværelset. Eleverne skal fx danse reggaeton, hiphop og salsa iklædt noget både maskulint og feminint, mens de tager livtag med fe­minine og maskuline udtryk i dansen. De kommer også til at danse den intime par­dans bachata for at mærke egne kropslige grænser og eksperimentere med flirt og sensualitet.

”Desuden kommer de til at tale om lyst, begær, onani og porno og arbejde med en skitse til en pornofilm med afsæt i at skabe alternativer til den gængse porno, som er lavet af mænd til mænd,” fortæller Mette Øyås, der er cand.mag. i filmvidenskab og fransk fra Københavns Universitet, har en master i tv-drama fra Goldsmiths College i London og sidste år tog en Højskole Pæda­gogisk Uddannelse (HPU), hvor hun skrev opgave om ”Seksuel dannelse i højskole­fællesskaber”.

”Eleverne er meget optaget af de her spørgsmål, og flere af dem har fortalt, at selv om de opfatter sig som progressive og åbne, bliver de nemt fanget i bestem­te forventninger og stereotyper, når de er sammen med det modsatte køn til fx en fest. Derfor taler vi også om, hvordan vo­res erkendelser fra valgfaget kan sætte sig igennem uden for undervisningen, på høj­skolen og ude i samfundet,” fortæller hun.

”Men det betyder altså ikke, at vi styrer, hvordan eleverne skal feste. Vi forsøger at være i dialog med dem og hjælpe dem med at kvalificere de arrangementer, de selv laver. Vores mål er ikke at forhindre, at de begår fejl. Til gengæld er vi tæt på eleverne og taler løbende med dem om det, der er på spil i fællesskabet.”

Hun fortæller, at de på Brandbjerg Høj­skole har en ret bred elevgruppe alders­mæssigt, socialt og kulturelt, og det gør, at det fra begyndelsen er nødvendigt at foku­sere på at etablere det omtalte rummelige fællesskab.

”Generelt synes jeg, at eleverne er gode til at rumme og tage vare på hinanden. Det gælder både, når vi har elever med psyki­ske udfordringer, og når elever med for­skellige kulturelle baggrunde og seksuelle identiteter skal fungere sammen,” siger hun.

KRITISK LYS PÅ NORMERNE

Rasmus Meyer fra Krogerup oplever ligele­des skolens elever som oprigtigt nysgerri­ge efter at lære hinanden at kende og vise hinanden omsorg og respekt.

”Vi har ikke haft konkrete sager, hvor no­gen har følt sig krænket. Men eleverne er optaget af de her spørgsmål og diskuterer dem. Det lægger vi også op til med vores valgfag Body Studies og ved at invitere gæstelærere, der stiller skarpt på nogle af de normer, som mange af os har det med at tage for givet,” siger han.

Han understreger, at tidens identitets­politiske strømninger, som han ser det, netop bidrager med til at kaste kritisk lys på de normer, der hersker omkring fx fa­milieformer, køn og seksualitet, og det finder han ”entydigt positivt”. Han mener blot ikke, at man kan afslutte samtalen om disse emner med en manual for hverken fe­ster, undervisning eller samvær på højsko­len og i samfundet i øvrigt.

”Jeg har oplevet udklædningsfester uden for skolen, som var muntre og fine, og jeg har oplevet fester, som klart over­skred nogle grænser. Men jeg mener ikke, at man kan opstille faste regler for, hvor de grænser går. Ole Wivel har engang sagt, at sandheden er levende og har karakter af replik, ikke en gang fikseret. Det er jeg enig i,” siger han.

Han er opmærksom på, at der naturligt vil være bestemte normer fra det omgiven­de samfund, som sætter sig igennem også i højskolelivet, og at man som skole skal være opmærksom på at gøre det muligt at sætte spørgsmålstegn ved disse normer. Samtidig advarer han imod alene at have blikket rettet mod de identitetspolitiske debatter.

”Vi skal huske ikke at sætte vores elever i bås ved kun at se dem gennem identitets­politiske debatter om fx køn og kultur. Der er fx også en dimension, der handler om sociale og økonomiske forhold, og jeg er personligt meget optaget af, hvordan høj­skolerne igen kan komme til at spille en positiv rolle i hele beskæftigelses- og so­cialpolitikken,” siger han.

”Desuden skal man også huske, at der kommer elever ind på skolen, som aldrig har hørt om begrebet queer og meget let kan føle sig ekskluderet fra en debat om heteroseksuelle, ciskønnede, hvide mid­delklassenormer. For dem kan det være forvirrende, hvorfor vi har kønsneutrale toiletter. Det skal ikke afholde os fra at gøre toiletterne kønsneutrale, men de skal heller ikke udelukkes fra fællesskabet, men ligesom alle andre være en del af den samtale, som Hal Koch så som højskolens adelsmærke. Han sagde, at vi skal stille eleverne ansigt til ansigt med virkelighe­den, som den er, og spørge radikalt.”