Af Susanne Diekema, journalist, foto: Andreas Bang Kirkegaard
En skole, der blev oprettet på trods af en mand, ingen regnede for noget. En spastiker og krøbling, der ikke kunne bruges til noget udover at hæve sin pension og tie stille. Men fordommene blev gjort til skamme, mange diagnoser skulle overvindes, et selvmord mislykkes, en sygeplejerske, der blev forelsket i en mand med nedgroede tånegle, alkoholmisbrug og en lille søn, der allerede som tre-årig havde lært at tømme sin handicappede fars urinkolbe, er bare nogle få af de ingredienser, der skulle til for at skabe Egmont Højskolen i Hou, som i dag er en veletableret og anerkendt folkehøjskole for alle og med et særligt ansvar for mennesker med handicap deres hjælpere.
”Jeg har altid syntes, at Egmont var en farlig konstruktion,” siger højskolens nu afgående forstander Ole Lauth, der har en lang og broget historie på højskolen, som hans spastiske far oprettede, og som Ole har kørt videre i en menneskealder.
Vi skal give folk livsmod! Det evnede min far, og selv om han var krøbling, var han et fantastisk menneske.
Ole Lauth
”Hvorfor have et sted, der kun er for handicappede? Mennesker med handicap skal have retten til at vælge den højskole, de ønsker. Egmont Højskolen må ikke være den eneste mulighed, hvis man er kørestolsbruger.”
”Som seminarieelev lavede jeg i Skive en undersøgelse af specialundervisning i folkeskolen, og i ungdommelig kådhed mente jeg at kunne påvise, at specialklasser var skabt til at skabe ro og harmoni i de ordinære klasser. Jeg prøvede også at påvise, at børnene i specialklasserne fik de ringeste lærere og den ringeste undervisning. Det gav naturligvis en helvedes ballade, men allerede dengang beskrev jeg faren ved at segregere.”
Væk med kasserne
En upopulær konklusion og en ung lærer, der fik eksamenspapirer med påtegning om, at ”han med tiden kunne udvikle forståelse for børn med særlige behov”. Og en far der syntes, at Ole måske skulle have været håndværker eller have beholdt det job, han senere landede i Undervisningsministeriet som embedsmand og konsulent, i stedet for at vende tilbage til den højskole, han voksede op på, og hvor han allerede som 12 årig begyndte at hjælpe sin far med at undervise.
Han var genial som inspirator men en katastrofe som leder og har altid brugt og misbrugt sin egen historie i forhold til det at arbejde med handicappede.
Ole Lauth
”Min far kunne godt forstå, at jeg havde ambitioner om at blive leder, ’men ikke højskole, det er spild af tid’, sagde han.”
”Som voksen og som lærer er jeg altid blevet dybt ulykkelig, når jeg har set børn blive anbragt i specialklasser, fordi tilgængelighed eller rummelighed ikke var til stede. Der skal være plads til alle, selv om vi ikke kan det samme. Der er masser af ting, der kræver særlige evner og indsatser, men alt skal være åbent. Væk med barriererne og lad være med at putte folk i kasser. Her har vi de retarderede, de handicappede, de dårlige.”
”Vi skal give folk livsmod! Det evnede min far, og selv om han var krøbling, var han et fantastisk menneske,” understreger Ole, der ikke brød sig om den konstruktion, Egmont var bygget på i starten - en institution kun for handicappede. En historie der begynder, da hans far Oluf Lauth bliver født i 1923.
Spastiker og åndssvag
Oluf får en skæv start i livet, da han bliver født en måned for sent. Han vender forkert og er lige ved at dø under en kompliceret fødsel og bliver nøddøbt. Lille Oluf vejer næsten 16 pund og er spastiker. Han lærer aldrig at kravle og får allerede som et-årig diagnosen Morbus Little Infantilis.
Oluf bliver erklæret åndssvag. Lægerne mener, han har fået for lidt ilt til hjernen under fødslen - en teori udviklet af Doktor Little. En anden, udviklet af den unge børnelæge Sigmund Freud, går på, at moderen under sin graviditet har levet et udsvævende liv med sprut og tobak.
Nogle gange må man også følge med en strøm eller være i drift. Man kan ikke kun være eksperimentarium. Højskolen må også nogle gange turde være almindelig.
Ole Lauth
Lægerne vil have Oluf anbragt på Bregninge ved Vejle, den største institution for åndssvage i Danmark og det bedste sted for småbørn med den skæbnesvangre diagnose, men hans mor Astrid nægter at udlevere ham og er i en måned indlagt med sin lille søn på sygehuset i Varde.
Afslaget betyder, at Olufs mor for tid og evighed afstår fra at modtage al offentlig hjælp, fordi hun nægter at få sin søn ind under åndssvageforsorgen. Hun får den lokale snedker til at lave en barnevogn til ham og græder, når folk kigger ned i den og udbryder "har I ikke fået ham afsted endnu!"
Specielle evner
Hun er overbevist om, at hendes søn ikke er åndssvag og lærer ham allerede som tre-årig at regne, skrive og læse derhjemme. Da Oluf begynder i skole, får hun at vide, at her kan "den sære elev ikke gå," selv om hans færdigheder svarer til det, eleverne kan i 3-4. klasse.
Oluf får sin skoleuddannelse og tager sin realeksamen med UG, den største udmærkelse, i alle fag, og han drømmer om at få et job eller at blive journalist, selv om fagfolk vil have ham parkeret på en invalidepension.
Ingen ud over hans nærmeste tror på ham, selvom han har bevist, at han er god til at bruge hovedet. Han er spastiker, utilregnelig og bliver i 20’erne indlagt på Ortopædisk Hospital i Århus, hvor han bliver indstillet til invalidepension. Det tager modet fuldstændig fra ham, og han bliver senere indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, da han i fortvivlelse havde forsøgt at tage sit eget liv ved at hænge sig på toilettet på Ortopædisk.
En ung psykiater opfordrer Oluf til at skrive "jeg ved du kan," og hans store vendepunkt kommer, da hans mors veninde, boghandler Fru Clausen i Varde, beslutter sig for at sende ham på højskole. Hun møder op i taxa og fragter Oluf med hans habengut i en kurvekuffert til Askov Højskole, hvor hun læsser ham af i august med et "vi ses til jul!"
Forsnævret forhud og forelskelse
Og der står han så med sin kurvekuffert. Fru Clausen har fået de 30 drenge på hans gang til at love, at de vil hjælpe den spastiske unge mand med at klare alt det, der skal til for at få Oluf til at fungere.
Hans nedgroede tånegle er dog for svær en opgave, men en frivillig sygeplejerske på højskolen melder sig og plejer ikke kun Olufs tånegle. Hun overnatter hos Oluf og finder ud af meget mere om den specielle elev - blandt andet, at han har en forhudsforsnævring. En ting hverken lægerne eller hans mor nogensinde har vægtet meget. Det er jo alligevel utænkeligt, at Oluf får brug for den funktion i sit liv.
Sygeplejersken Lise Skjold får skavanken fikset og danner par med Oluf. De er begge ateister, Oluf er kommunist, og hun kommer fra et grundtvigiansk miljø. Grundtvig er en tænker, som Oluf betragter som et tågehorn, men Lise får ham alligevel med på den næste højskole. Fana Folkehøjskole i Norge, hvor hun har været med til at passe russiske krigsfanger efter 2. Verdenskrig.
Resultat: Ole Lauth
Indgrebet mod forhudsforsnævringen giver resultat. Under panik og seks uger for tidligt kommer Ole til verden. Han skranter og er indlagt men overlever, og hans far får sine første spæde tanker om en højskole for handicappede.
I 1951 får han sin første artikel om emnet i Vanførebladet. Han bliver fast klummeskriver for Berlingske Tidende og senere Politiken, flytter med sin lille familie til Ollerup Højskole på Fyn, hvor de får anvist et hjørne i biblioteket, hvor de kan sove om natten og rydde det væk om dagen.
Og her kommer der for alvor gang i drømmene. Parret holder ferie i Hou ved Odder på et gammelt slot, Holsatia. I 1956 bliver slottet sat til salg af Samfundet og Hjemmet for Vanføre, og gode mennesker fra Vanføreforeningen, Gigtforenigen og SAHVA går sammen om en højskole for vanføre.
Det er kontroversielt.
En højskole kun for vanføre. Alle højskoler skulle være for alle, men ikke Holsatia Højskole, og det giver protester i Folketinget forud for tilladelsen med spørgsmål til undervisningsministeren om , hvorvidt det kunne være rigtigt, at der skulle skabes sær-højskole med et specielt publikum. Men højskolen bliver tilladt og har i efterkrigsårene mange elever med handicap efter polioepidemien.
Druk og morfin
Først i 1960’erne bliver loven ændret, så højskolen bliver åbnet op for alle men den har fortsat et særligt ansvar for mennesker med handicap. Forstanderparret Oluf og Lise Lauth driver højskolen, og deres ægteskab er glæde og daglige magtkampe. Det er Lise, der har den fysiske magt, og Oluf har den intellektuelle i hverdagen. Og derudover er han indimellem alkoholiker og en opgave for sin kone og deres søn.
Han var genial som inspirator, men en katastrofe som leder og har altid brugt og misbrugt sin egen historie i forhold til det at arbejde med handicappede.
Ole Lauth
”Jeg beundrede hans flid, evne til at systematisere, stædighed og kolossale viden. Hans varme og nærhed, når han havde det godt, og det var især på turene i vores ferier,” fortæller Ole om sin far og fortsætter:
”Men jeg hadede hans misbrug med druk, morfin og pethidin (stærkt smertestillende lægemiddel). Objektivt set havde han smerter fra ryg og hofter. Blev opereret og var i lange perioder mere eller mindre utilregnelig. Men alkohol og medicin gjorde ham også i perioder sygeligt paranoid. Jeg lærte af det, og jeg hadede det, især når mine kammerater eller familien observerede galskaben.”
Oluf Lauth dør i 1990 og når ikke at opleve, at hans søn Ole overtager lederrollen på Egmont Højskolen.
Kulturarven
I faderens efterladte skriverier fremgår det, at Egmont Højskolen aldrig blev den skole for fordybelse og dygtiggørelse for unge med handicap, han havde drømt om. Der var mere ”underholdning” end undervisning, noget som han sloges om med lærergruppen.
”Han var genial som inspirator, men en katastrofe som leder og har altid brugt og misbrugt sin egen historie i forhold til det at arbejde med handicappede,” mener Ole, der har ledet højskolen i 27 år.
”Jeg er en af dem, der tager fat i de elever, der bruger deres handicap som en undskyldning. De skal påtage sig deres ansvar og ikke overlade det til hverken sagsbehandlere eller forældre, og vi skal være med til at give dem deres livsgnist og -mod tilbage, så de får en glæde ved at lære noget. Alt for mange forældre står i vejen for deres handicappede børns udvikling. Nogle har endda tendens til hysteri, og der kan jeg godt være gal på de forældre, som står i vejen for deres udvikling, fordi de behandler dem som små børn i stedet for at se dem som ligeværdige.”
Ånd under pres
Egmont Højskolen har udviklet sig meget i Ole Lauths tid og fået især to store projekter på benene. Et søsportscenter for mennesker med handicap og Vandhalla, et stort svømmebassin, der også tager særlige hensyn til mennesker med handicap.
Men jeg frygter lidt for, at den demokratiske ånd er under pres. Hvordan sikrer vi en demokratisk dannelse, når viljen til at lave frivilligt foreningsarbejde forvitrer. Hvordan giver vi elever de fundamentale demokratiske færdigheder og lærer dem virkelig at tage Grundloven til sig i stedet for bare at google den?
Ole Lauth
”Vi har været smadder heldige og fået 200 millioner kroners bevillinger og formået at skabe de fysiske rammer, så alle har mulighed for at være med og kan leve ordentligt sammen her.”
”Men jeg frygter lidt for, at den demokratiske ånd er under pres. Hvordan sikrer vi en demokratisk dannelse, når viljen til at lave frivilligt foreningsarbejde forvitrer. Hvordan giver vi elever de fundamentale demokratiske færdigheder og lærer dem virkelig at tage Grundloven til sig i stedet for bare at google den?”
Det er nogle af de spørgsmål, der optager Ole, som for længe siden valgte at gå, når han til september fylder 70 år. Alligevel har han ikke svært ved at forlade den højskole, der har præget hans familie i flere generationer.
”Jeg har været utrolig privilegeret lige siden, jeg var barn. Som studerende, lærer, embedsmand og forstander her på skolen har jeg altid haft den store fordel, at jeg var søn af ‘den kendte Oluf Lauth, som sad i kørestol’. Det gav mig helt bestemt nogle gratis point.”
”Og nu synes jeg, det er ok at gå på pension, og jeg tror faktisk, at jeg har fået realiseret en del af mine forældres drømme i tiden fra juli 1991 til oktober 2018. Jeg har en aftale med skolens bestyrelse om, at jeg stadig står til rådighed i det omfang, min efterfølge Søren Møllgaard Kristensen vil bruge mig. Ikke uden grund bliver jeg af og til kaldt ‘kustoden’. Jeg holder af at vise skolen og dens historie frem, og på den måde lister jeg både uddannelses- og socialpolitik ind i hovedet på gæsterne.”
Politik og handyman
Ole Lauth tager også 4 år mere for socialdemokraterne i byrådet i Odder, hvor han er formand for arbejdsmarkedsudvalget og har pladser i social- og sundhedsudvalget, handicaprådet og børne- og ungeudvalget, hvor han kan bruge sine demokratiske rettigheder og færdigheder.
På den private front er der helt andre opgaver. Ole kan lide at bruge sine hænder til det, han selv kalder ‘pædagog-klamp’. Familien Lauth har et sommerhus i Ertebølle med 26 sengepladser fordelt på 12 værelser, 4 badeværelser og kørestolsrampe. Et sommerhus på i alt 520 kvadratmeter, hvor han kan lide at renovere og bygge om, og det håber han at få tid og kræfter til, selv om han også har sin sygdom at passe på.
Han har fået kræft igen, efter at han for 11 år siden blev opereret for prostatakræft . I sommer fik han ondt i brystet, og en læge tilkaldte en ambulance. Ole løb stakåndet op til hovedindgangen ved højskolen, hvor ambulancefolkene spurgte efter patienten.
Jeg lever og er ved at lære selv at styre smerterne i immunforsvarsterapi, og selv om der er masser af bivirkninger, kan jeg nogenlunde det, jeg gerne vil.
Ole Lauth
”Det er mig," sagde Ole, "men det er åndssvagt med den ambulance, jeg kan jo selv køre!,” mente han.
En stor tumor i lungen er bare en af hans udfordringer. Næste dag fik hans kone, Annie, konstateret en kræftknude ved en scanning. Alligevel føler han sig "skide heldig".
”Jeg lever og er ved at lære selv at styre smerterne i immunforsvarsterapi, og selv om der er masser af bivirkninger, kan jeg nogenlunde det, jeg gerne vil.”
Kontrol og kærlighed
”Jeg har lige talt til eleverne om det, der sker, når man ikke er herre over sin egen krop, som jeg selv oplever det nu. Når blæren giver besked om, at den vil tømmes, så rejser vi os, går til det nærmeste wc og lader vandet. Vi har lige nu mindst 30 elever, som skal have hjælp til det. Den afhængighed er jeg vokset op med. Men jeg har aldrig haft afmagtsfølelse i forhold til mennesker med handicap.”
”Min opvækst med en far, der var dybt afhængig af andre, har givet mig forudsætninger for at forstå det og vide, at vi har en forpligtelse til både at gøre noget for os selv og andre,” siger Ole Lauth, der bliver boende i Hou med sin kone tæt på nogle af deres børn og den højskole, som Ole nok skriver ind i den historie, som mange har opfordret ham til at skrive om sit specielle liv og sin opvækst, som han selv kalder "resultatet af en forhudsforsnævring, nedgroede tånegle og cerebral parese" - spastisk lammelse.
Blå bog
Ole Lauth (f. 1948)
Søn af Oluf og Lise Lauth, som i 1956 startede Egmont Højskolen.
Læreruddannet i 1972, herefter ansat som handelslærer ved Skive Handelsskole.
Studievejleder i 1978.
Ansat som fagkonsulent i Undervisningsministeriet fra 1981 til 1991.
Forstander på Egmont Højskolen fra 1991.
Medlem af Spastikerforeningens hovedbestyrelse, Muskelsvindfondens repræsentantskab, Huset Ventures bestyrelse, DHI-netværkets bestyrelse.
Har været medlem af tidligere Socialminister Henriette Kjærs handicappolitiske tænketank.
Sidder i byrådet i Odder for Socialdemokraterne.