4 bud på hvordan vi kommer fra opløsning til oplysning

Publiceret 29-01-2018

ESSAY Skal vi nå frem til en bæredygtig verden, skal vi erkende, at mennesket ikke er et rationelt væsen. Derfor skal vi som vidensinstitutioner være med til at genfortrylle verden, indgyde håb, være ydmyge og søge indflydelse. Rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen, leverer fire bud på, hvordan verden kan give bedre mening.

Af Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Designskolen Kolding, tidligere radikal kulturminister

Håbløshed er det ord, som bedst indkredser mange menneskers følelser i disse år. Og vel med rette. Politikerne svigter. Videnskaben har mistet sin autoritet. De sociale medier gør os ofte blot dummere. Verdens mægtigste mennesker sad for ikke længe siden i Bonn og forhandlede en klimaaftale uden effekt. Vi lever i en opløsningstid, som vi skal se at få forvandlet til en oplysningstid. Det er kun ét bogstav, som skal byttes ud.

Hvad skal der til for, at det sker? Hvad skal der til for, at mennesker og fællesskaber oplever sig selv som myndige; som herrer over udviklingen snarere end som værende i udviklingens vold?

Hvordan bliver ø til y? Hvordan sikrer vi, at al den viden og alle de gode intentioner, som findes i videnssamfundet, rent faktisk bliver til levet liv? Hvordan kommer vi væk fra vore elitære og lukkede siloer, som bare fortsætter, som om intet var hændt, selv om verdenen så åbenlyst er af lave? Intet er der sket på de europæiske og amerikanske universiteter, selv om befolkningen tydeligere end nogensinde vender ryggen til de lærde.

Jeg har fire bud på, hvad der skal til:

Genfortryllelse

Lys

Ydmyghed

Indflydelse

Genfortryllelse

Den vestlige verden har i det 19. og 20. århundrede været gennemsyret af en indædt tro på, at den menneskelige fornuft er alt andet overlegent, herunder alt det andet, som konstituerer et menneske: Kroppen, følelserne og forestillingsevnen. Det religiøse, drømmene, utopierne og kunsten har således ikke fået meget plads i et paradigme, hvor den menneskelige fornuft danner parløb med en logikkens og rationalismens diskurs. Max Weber taler om, at verden er blevet affortryllet. Sandheden har ligget i det, der kunne beregnes. Mennesket som subjekt har været homo faber, dvs. producenten, som udnytter naturens ressourcer og kræfter til fordel for civilisation og vækst. Homo ludens – det intuitive, legende og drømmende menneske – har til gengæld ikke fået meget rum. ”Vi lever i en tid, hvor man har slået en streg over Lidenskaben for at tjene Videnskaben,” sagde den danske filosof Søren Kirkegaard.

I virkeligheden har vi i dag al den teknik og al den viden, der skal til for at redde verden. Vores udfordring er, at det ikke sker – fordi de, der skal omsætte teknik og viden til virkelighed, ikke tror på den. Ikke kan se det meningsfulde i den.

Elsebeth Gerner Nielsen

Nu skriver vi det 21. århundrede, og det står mere og mere klart, at de løsninger, som rationalismens diskurs har skabt, ikke længere fungerer.

Eller sagt på en anden måde: Der er brug for nye modeller for tænkning. Og der er brug for nye måder at implementere viden og forskningsresultater på end dem, der går igennem teknik. Der er behov for at se mennesket som menneske og ikke bare som en rationel maskine. Derfor er der også et kæmpe behov for, at aktørerne i den videnskabelige verden teamer op med kunstnere, filosoffer og måske religiøse forkyndere, som kan være med til genfortrylle verden og dermed gøre den meningsfuld for mennesket.

I det øjeblik, et menneske oplever sin omverden som meningsfuld, kan det flytte bjerge.

I virkeligheden har vi i dag al den teknik og al den viden, der skal til for at redde verden. Vores udfordring er, at det ikke sker – fordi dem, der skal omsætte teknik og viden til virkelighed, ikke tror på den. Ikke kan se det meningsfulde i den.

Hvis forskningsresultater og viden skal få indflydelse, må det formidles på en måde, som giver plads til passionen. Det kan være film, performances, gudstjenester, skulpturer, prototyper osv.

Det kræver et lederskab i vore vidensinstitutioner, som er levende interesseret i den ikke-videnskabelige verden. At vi, som arbejder i vidensinstitutionerne, er ydmyge og lydhøre over for andre verdener og andre erkendelsesformer end dem, som traditionelt hører hjemme på universiteterne.

Mennesker er ikke rationelle maskiner. Viden er ligegyldig, hvis den ikke giver mening. Det sidste må vi blive meget dygtigere til at arbejde med. 

Elsebeth Gerner Nielsen

Lad mig give et eksempel. På Designskolen Kolding har vi i de sidste år undersøgt, hvordan vi kunne få forbrugerne overbevist om, at de skulle køre elbil. Vi har lavet en række forskningsprojekter, som dokumenterer, at på trods af de åbenlyse miljøfordele, der er ved elbilen sammenlignet med en traditionel bil, så er det ikke oplagt for bilforhandlerne at sælge elbiler og heller ikke for forbrugerne at købe elbiler. For mange forbrugere viste det sig f.eks. at være et problem, at elbilen var lydløs. Dels var der en reel sikkerhedsrisiko, fordi cyklister og gående ikke kunne høre bilen. Dels følte bilisterne, at det var mærkeligt, når bilen ikke sagde noget. En bil skal lyde af noget. Denne udfordring forvandlede designerne til en ny mulighed ved at installere en teknik i bilen, som gjorde, at bilisten selv kunne bestemme, hvilken lyd bilen skulle have. Selv den danske kronprins lavede sin egen lyd.

Det er ikke rationelt, at bilisterne foretrækker en bil, som larmer. Forskningen viser nemlig, at støj er med til at forkorte vores liv. Støj er en sundhedsrisiko. Vores problem er imidlertid, at mennesket IKKE er rationelt. Mennesket er irrationelt det mest af tiden. Mennesket har følelser. Mennesket har brug for, at verden giver mening. Og for mange mennesker er lyd med til at gøre en bil meningsfuld.

Lys og indgydelse af håb

For det andet er det vigtigt at arbejde med håb, hvis borgerne skal udvikle en bæredygtig praksis. Hvis fremtiden opleves som trist og angstfyldt, er der ikke grund til at arbejde for forandring. Håbet må med andre ord have gode vilkår. I den sammenhæng er det afgørende, at nogen arbejder med at skabe attraktive billeder, scenarier og gerne utopier, som er værd at drømme om og efterstræbe.

Et eksempel kunne være Designskolens udstilling på Il Salone i Milano sidste år: Super Supermarked. Il Salone er en årlig tilbagevendende designevent i Milano. Her havde vi lejet et lokale, som vi indrettede som et supermarked med hylder, indkøbskurve, kasseapparat osv., men det som var på hylderne, var ikke helt de varer, som man normalt finder. De var nemlig alle lavet af restprodukter fra 15 små og mellemstore virksomheder. Og så man nærmere efter, var der reelt ikke tale om produkter, men om små kunstværker. Pulpen, som bliver tilbage, når Kartoffelmelcentralen i Brande eksempelvis laver kartoffelmel, var forvandlet til smukt indpakkede ”chips”. Og Kvadrats stofrester til de smukkeste ”petits fours” (men ikke særligt smagfulde).

Målet var selvfølgelig at skabe en forståelse hos både producenterne og forbrugerne af, at affald er guld. At det er en ressource, som vi bør gøre, hvad vi kan for at bruge. Ikke noget, som bare kan smides på lossepladsen eller i forbrændingsanlægget. Mit andet budskab er med andre ord: Forudsætningen for at få en mere bæredygtig udvikling er, at vi, som vil bæredygtigheden og har viden om den, bliver meget bedre til at give håb. Det forudsætter, at vi selv tør drømme. At vi ikke bare holder os til videnskabelige facts og virkelighedens verden. Vi skal turde være ”verdensfjerne” og opstille utopier.

At være ydmyg og tale de andres sprog

For det tredje må hver enkelt inden for den akademiske verden blive bedre til at tale de andres sprog. Medens Nelson Mandela sad indespærret på Robben Island, lærte han sig selv at tale afrikaans. Han forklarede, at årsagen var, at han var nødt til at lære sine modstanderes sprog, hvis han skulle kunne komme i dialog med dem.

På samme måde må alle os, der arbejder med bæredygtighed, blive bedre til at tale de andres sprog. Hvis små og mellemstore virksomheder f.eks. skal inddrages i løsningen af miljøproblemerne, så må de kunne se, at det også hjælper på deres bundlinje. Det kræver, at vi kan oversætte miljøløsninger til et sprog, som erhvervslivet forstår. I forbindelse med elbilsprojektet, som jeg nævnte tidligere, fandt vi ud af, at den danske bilbranche faktisk slet ikke var interesseret i at sælge elbiler, fordi den ikke kunne se, hvordan man kunne tjene penge på dem. Derfor hjalp vi dem med at udvikle nye bæredygtige forretningsmodeller, som bl.a. bestod i, at de frem for at sælge biler skulle sælge transport. Frem for kun at sælge produkter, skulle man også sælge services – f.eks. organisere delebilsordninger, koordinere mellem privat og offentlig transport osv.

Vi prøvede at vise bilforhandlerne, at bæredygtighed og god forretning kan gå hånd i hånd. Vi lærte os selv at tale et sprog, som de kunne forstå. Og vi udviklede sammen med dem nogle modeller for bæredygtig transport, som gjorde det attraktivt for dem at bidrage. I stedet for at have bilforhandleren som en modstander gjorde vi dem til en allieret.

At søge indflydelse

At tale de andres sprog drejer sig også om at kunne tale politikernes sprog. Hvis fakta igen skal få indflydelse på den politiske beslutningsproces, bliver forskerne nødt til at interessere sig for den politiske verden og formidle i et sprog, som politikerne forstår og kan bruge (og det er ikke det samme som at sige, at man ikke skal holde sig til facts og sandhed). Politikerne selv kan ikke nøjes med at tale til hovedet. De må tale til og med hjertet. Hvis det skal gå godt, må vi hjælpe dem – f.eks. ved ikke bare at sende dem tykke rapporter, men også scenarier og billeder, som taler til alle sanser.

Når Trump har så stor magt, som tilfældet er, så hænger det sammen med hans formidable evne til at tale til hjertet. Det må alle politikere gøre – men de skal have hjælp til at gøre det på en måde, så sandheden er i behold. Og dermed er vi henne, hvor vi startede.

Lad enhver højskole, efterskole og uddannelsesinstitution udvikle mindst én utopi om året. Lad os være verdensfjerne.

Elsebeth Gerner Nielsen

Vidensinstitutionerne har en rigtig god mulighed for at hjælpe politikerne - ja, alle beslutningstagere - til at tale et sprog, som er til at forstå. Men der er langt fra at kunne og til at turde/ville. Det er uddannelsesinstitutionernes opgave at give de unge forståelsen af, at det er nødvendigt – hvis opløsningstiden ikke bare skal fortsætte. Men lige nu er vi, som har ansvaret for ledelsen af den danske uddannelsesverden, langt mere optaget af at få dem hurtigt og effektivt igennem vores maskine, så vi kan få vores betaling. Vi lærer dem ikke at være kritiske. Vi lærer dem heller ikke at søge indflydelse. Selvfølgelig med visse undtagelser.

Fra opløsningstid til oplysningstid

Hvis ø'et skal erstattes med et y. Hvis opløsningstiden skal blive til en oplysningstid, så er der brug for:

Genfortryllese: en ny genfortryllelse af verden. Nye alliancer mellem videnskab, kunst, filosofi, religion…

Lys og håb (frem for dommedagsprofetier): Lad enhver højskole, efterskole og uddannelsesinstitution udvikle mindst én utopi om året. Lad os være verdensfjerne.

Ydmyghed: Vi må lære at tale de andres sprog.

Indflydelse: Videnssamfundet må blive bedre til at oversætte deres resultater til et sprog, som politikerne kan bruge. Mennesker er ikke rationelle maskiner. Viden er ligegyldig, hvis den ikke giver mening. Det sidste må vi blive meget dygtigere til at arbejde med.

 

Essayet er en let bearbejdet version af et oplæg holdt på Højskolepædagogisk Konference III i november sidste år i Aarhus.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies