Hjemlighed uden bopælstilknytning giver ingen mening

Publiceret 29-01-2018

REPLIK Når det handler om bopæl, fører frihed ikke noget godt med sig. Det viser erfaringen. Replik til Rasmus Kolby Rahbek

Af Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole og Erik Lindsø, foredragsholder og forfatter og tilknyttet Rødding Højskole

Rasmus Kolby Rahbek forsøger i Højskolebladet #8 i kronikken ”Ingen idé, ingen lov – ingen lov, ingen idé” at stille sig imellem Jasper Gramkow Mortensen og Ole Hjorth fra Oure Højskole og vores positioner i de seneste måneders debat om højskolen. (Højskolebladet #5 og #6).

Rasmus Kolby Rahbek fremstår som indviet i den konsensusstil, som vi mener er blevet et problem for højskolens vitalitet. Givet imod sin hensigt kommer han i trangen til ro på bagsmækken til at fremstå som en højskoleideologisk overdommer, der afgør kampen ved stillingen 1-1, når han konkluderer, at diskussionen blot har vist, ”at de på Rødding Højskole nok er mindre grundtvigske, end de umiddelbart giver indtryk af. Og at de på Oure nok er mere grundtvigske, end de umiddelbart vil være ved.” Fordi Rasmus Kolby Rahbek vil være forligsmand, kommer han til at snuble i sine argumentationer, f.eks. ved at gradbøje definitionen af hjemlighed, når han skriver: ”Men er det bopælspligten eller hjemligheden, der er det væsentlige?” Problemet er, at det ikke giver nogen mening at tale om hjemlighed uden bopælstilknytning. Hvis ikke ”hjem” betyder, at man bor og lever der, så skal ordet redefineres.

Hvem er imod frihed? Det er vi på netop dette område.

Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø

Og Rasmus Kolby Rahbek fortsætter: ”Problemet er her, at en idé om en ”rigtig” højskole ikke er nogen garanti for ”god” højskole.” Men vores pointe er netop, at højskolen blandt andet er defineret ved at man bor der, og derfor bliver det også afgørende, at forstanderen og lærerne rent faktisk bor der. Så jo, god højskole er blandt andet, at man bor der! Så enkelt er det.

Det største problem ved Rasmus Kolby Rahbeks kronik er imidlertid, at han ikke synes at have gennemtænkt konsekvensen af sin argumentation: Hvis højskolen ikke har en kerne, et fundament eller en ”regulativ idé”, som han udtrykker det, kan højskolen netop komme ud på en glidebane. For os er en af kernerne bopælspligten. Vi spørger: Kan nogen vitterlig forestille sig en højskole uden bopælstilknytning? Det er den tanke, man skal tænke til ende. Ellers er det for nemt – ja helt gratis – med tankespinderier, som Rasmus Kolby Rahbek er ude i.

På samme måde er det gratis på det nyligt afholdte forstandermøde i november at tale for friheden – friheden til selv at bestemme, om forstanderen og lærerne skal bo på skolen. Hvem er imod frihed? Det er vi på netop dette område. Med al tydelighed ved vi nu, hvad denne frihed fører til. En undersøgelse fremlagt på forstandermødet viste, at der er sket et markant skred. Hvor forstandere og lærere indtil for få år siden boede på højskolen, bor nu kun 69 % af forstanderne på skolen, og kun 41 % af skolerne forlanger eller opfordrer deres lærere til at bo i nærområdet. Hvordan mon denne udvikling vil fortsætte de næste 10 år? Er det den skole, hvor der ingen forstandere og lærere bor og lever, som vi vil videregive til næste generation?

Højskolen er som født til at opretholde hjemligheden, det nære, forpligtende, fælles liv, hvor forstanderen, lærerne, eleverne og kursisterne bor og lever på skolen. Vores ærinde er, at højskolen også i fremtiden skal være det sted, hvor vi viser elever og kursister, at dette fællesskab er så forpligtende, at det ikke kan sættes på stand by efter endt arbejdstid.