Højskolen som socialpolitisk institution

Publiceret 10-01-2018

HØJSKOLE Højskolen tænkes igen med blandt uddannelsespolitikerne. Seneste med tildelingen af midler fra den eftertragtede SATS-pulje til intensive læringsforløb og fjernelsen af en række barrierer for at unge på overførselsindkomster kan komme på højskole. Marianne Jelved har selv været med til at lave aftalen, men advarer mod at højskolen kun måler på dens evne til at bidrage til samfundsøkonomien

Af Andreas Harbsmeier,  Illustration: Ritzau, John Holcroft

Unge uden ungsomsuddannelse vil fra næste år kunne tage et intensivt 3-ugers læringsforløb på en højskole. Her skal de forbedre deres kundskaber i dansk og regning, så de kan bestå optagelsesprøven på en af landets erhvervsskoler.

Det er midler fra den såkaldte satspulje – 8 mio. kr. til et projekt de næste 4 år, herefter 2 mio. kr. årligt – der skal hjælpe unge uden ungdomsuddannelse videre i systemet.

Bevillingen er blot den seneste af en række politiske tiltag, der gør højskolerne i stand til – økonomisk og lovgivningsmæssigt – at hjælpe til med at løse, hvad man kunne kalde uddannelsespolitiske opgaver.

Den såkaldte mentor-ordning er blevet gjort permanent, højskolerne blev sidste år skrevet ind i den nye integrationslov – på trods af stor modvilje fra regeringens side. Beslutningen om en nye Forberedende Grunduddannelse (FGU), der skal hjælpe unge bedre igennem junglen af forberedende tilbud, omfatter ganske vist ikke direkte højskolerne, men nævner dem som et vigtigt alternativ. Og den økonomiske barriere for at nogle af de unge, der i dag får offentlig forsørgelse, i dag kan komme på højskole, vil blive sænket. Det vil givetvis bevirke, at kommunerne i 2019, når FGU’en skal etableres, vil være mere tilbøjelige til at benytte højskolerne, fordi det bliver billiger for dem.

Man skal passe på med, at alting skal kunne dokumenteres ud fra en økonomiske tankegang. Hvis man hele tiden skal kunne bevise, hvad man betyder ud fra en nyttetænkning, så har man forladt sit udgangspunkt.

Marianne Jelved

Hos Folkehøjskolernes Forening ser man de nye muligheder som væsentlige elementer i bestræbelserne på at gøre højskolen mere mangfoldig i sin elevsammensætning.

”Vi vil gerne have en mere mangfoldig gruppe af unge på højskole, så højskolerne i højere grad afspejler ungegruppens sammensætning,” siger generalsekretær Niels Glahn.

Det ligger også godt i tråd med kulturminister Mette Bocks efterlysning af større pluralisme på højskolerne fra sidste år. Hendes tanke var dog ikke særlige ordninger for bestemte målgrupper, men at højskolen generelt skulle henvende sig til en større gruppe af unge.

Fuldt betalt og med dagpenge

Højskolerne har en kendt forhistorie med store grupper af unge på offentlig forsørgelse. 80erne og start-90ernes store optage af unge arbejdsløse, der uden videre kunne få et ophold betalt og sågar tage deres dagpenge med, kom til at præge billedet af højskolen i mange år frem over. Hvor karikaturen var højskolen som et fritidstilbud for dovne unge, der ikke lige vidste, hvad de skulle tage sig til.

Det var muligvis det billede, der fik daværende direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt til at sige til bladet her for nogle år siden: ”Højskolerne skal være for de nysgerrige og undersøgende unge. Ikke for vage, kontemplative, halvdovne vegetarer.”

Jeg vil tro, at den indsats, der er gjort for at dokumentere resultaterne af højskoleophold, har haft en effekt.

Niels Glahn

Men den forestilling synes nu endegyldigt at have sluppet højskolerne – og politikernes billede af den. Højskolen er uddannelsespolitisk relevant – og ikke mindst relevant for det øvrige uddannelsessystem.

”Der har gennem de sidste mange år efterhånden været et helt andet fokus på kvalitet på højskolerne end tidligere,” mener Niels Glahn. Ligesom foreningens bestræbelse på at dokumentere og synliggøre højskolernes arbejde har båret frugt.

”Jeg vil tro, at den indsats, der er gjort for at dokumentere resultaterne af højskoleophold, har haft en effekt. Og den generelle kontakt til politikere og andre organisationer har gjort, at vi er mere synlige, og der er nogen, der regner med, at vi godt kan bidrage,” forklarer han.

”Generelt har der dog været lydhørhed over for højskolen. Men i kraft af de forsøg og de indsatser, vi har gjort for at byde højskolen til, er der mere opmærksomhed, når vi kommer med noget nu,” siger han.

Grænser for dokumentationen

Marianne Jelved har været med hele vejen. Og hun var som uddannelsesordfører for De Radikale del af satspuljeforhandlingerne i år. Hun forklarer, at hendes parti altid forsøger at få højskolerne med.

”Vi har før givet højskolerne socialpædagogiske opgaver. For eksempel i forbindelse med Integrationsloven. Og det er fordi, højskolerne kan noget særligt,” mener hun.

Og det er ikke kun det faglige.

”Hele den sociale udvikling, der også finder sted, betyder rigtig meget. Ikke kun fag, men også personlige udvikling. Højskolen er jo normalt ikke et sted, hvor man går hen og får karakter.”

Hun oplever også, at der er en større anerkendelse, rent politisk, at det arbejde, højskolerne gør på det socialpolitiske område.

”Der er ingen tvivl om, at højskolerne er en vej, der er anerkendt politisk. Og det er rigtigt, at der er blevet mere tydeligt, hvad højskolen kan – også på grund af de kampagner, højskolerne har kørt.”

Marianne Jelved vil dog godt komme med en advarsel.

”Man skal passe på med, at alting skal kunne dokumenteres ud fra en økonomiske tankegang. Hvis man hele tiden skal kunne bevise, hvad man betyder ud fra en nyttetænkning, så har man forladt sit udgangspunkt.”

Højskolerne skal holde fast i – også over for politikerne – at de har noget, der hverken kan eller skal fanges i dokumentation og evalueringer.

”Det har en værdi i sig selv i et ungt menneskes udvikling, som ikke kan gøres op i nogen økonomiske forstand,” siger hun.

Niels Glahn er med på de potentielle faldgruber, der ligger i satspulje-projektet. Og at højskolerne ikke skal gøre sig selv økonomisk afhængige af at kunne dokumentere sin effekt ud fra socialpolitiske interesser.

”Der er masser af faldgruber i det her. Derfor beskriver vi det som et udviklingsforløb. Kan det lade sig gøre? Det er ikke intentionen, at vi skal ligne andre intensive forløb. Det er tanken, at vi skal give noget andet til en gruppe unge, der har gået 10 år i skole uden at opnå det, der skal til.”

Det er forventet, at godt 100 unge om året til kunne tage et intensivt læringsforløb på en højskole. 4-5 højskoler deltager i projektet.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies