Lad os svare sammen, snart

Publiceret 10-01-2018

ANMELDELSE En sociolog og en filosof spørger i en ny bog, hvad vi skal svare vores børn, når de spørger, hvad vi egentlig gjorde for at redde den verden, de skal arve. Læsningen er nedtrykkende – men forfatterne glemmer også gode eksisterende initiativer.

Af Rasmus Vincentz, bæredygtighedskoordinator, højskolerne

Man siger, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Men jeg mener nu også, at gode intentioner kan føre mange andre og bedre steder hen. Det er relevant, for bogen Hvad skal vi svare? bæres først og fremmest igennem i kraft af sine gode intentioner.

Hvor bogens samtidsanalyse males med alt for bred pensel, er den hamrende slagkraftig i sit udgangspunkt om, at miljø- og klimaproblemerne er meget alvorlige. Samt slagkraftig i dens insisteren på at tage konsekvenserne af dette inden for pædagogik og samtale mellem generationer. Og det er her, den er vigtig at se nærmere på i en højskolesammenhæng.

Bogens forfattere er Rasmus Willig, lektor i sociologi på Roskilde Universitet og debattør, samt den norske professor i filosofi fra Oslo Universitet Arne Johan Vetlesen, der arbejder med etik og politik. Forfatterne kalder selv bogen for "et kampskrift," hvor beskrivelsen af verden i dag kobles med normative overvejelser om, hvordan samfundet bør se ud.

Det ville have klædt Hvad skal vi svare? og forfatternes gode intentioner også at have et bredere blik for igangværende tiltag, når de kritiserer den tiltagende iværksætterkultur i ruse et. De mener, at den i for høj grad drømmer om teknologiske fix, mens de helt overser den store bevægelse af socialt iværksætteri og grønne opstartsvirksomheder, som både har holdning og handling. 

Rasmus Vincentz

De viser os ni såkaldte "ruser" i en større fælde, vi mennesker er fanget i. Pointen er, at vi må forstå fælden og dens ruser, for at kunne komme ud af og hen imod en bæredygtig verden. Ruserne opridser et ret generelt, men stadig rimelig sigende billede af, hvordan vi moderne mennesker er fanget i en fælde af samfundsmæssige, sociologiske og filosofiske forhold, der gør, at vi ikke egentlig tager fat på de enorme miljøkatastrofer, vi befinder os i. Ruserne i fælden er blandt andet håbet om et teknologisk fix, intetsigende forbrug, sociale mediers krav på opmærksomhed og falsk optimisme.

I ’ruse’ seks behandler forfatterne vores rovdrift på indre og ydre natur, og tidens krav om selvoptimering. Begge former for overudnyttelse er, hævdes det, nært forbundne, koblet sammen af en kapitalistisk markedsøkonomisk tænkning. Her er de for øvrigt godt på bølgelængde med Gregers Anders’ udmærkede bog Grænseløshedens kultur fra 2016, hvor kulturen bag klimaforandringer også bliver bragt frem i lyset med analyser af koblingerne mellem indre og ydre kriser, overbelastning af naturen og klodens ressourcer i relation til vores kroppe og mental tilstand.

I ruse otte behandles Norges skizofrene forhold til olie. Forfatterne behandler den argumentationsteknik og de psykologiske mekanismer, der ligger i, at landets ledere på samme tid både giver plads for øget udvinding af olie og tilslutter sig Paris-aftalens målsætning om af bremse klimaforandringerne.

Det er dog også i disse ni analyser af vores samtid og problemerne med den, at bogen er tyndest. Det ville have klædt Hvad skal vi svare? og dens gode intentioner, også at have et bredere blik for igangværende tiltag, når forfatterne kritiserer den tiltagende iværksætterkultur i ruse et. De mener, at den i for høj grad drømmer om teknologiske fix, mens de helt overser den store bevægelse af socialt iværksætteri og grønne opstartsvirksomheder, som både har holdning og handling.

De to forfattere deler i øvrigt mange pointer med den kendte forfatter og aktivist Naomi Klein, der i sin bog fra 2014 This Changes Everything også fremhæver, at løsninger på klima- og miljøproblemer ikke er noget, vi klarer med små justeringer. Det er, som titlen peger på, altomfattende. Men modsat Willig og Vetlesen beskriver Klein med personlige erfaringer de mange kræfter i samfundet, som allerede har erkendt nødvendigheden og er i fuld gang med at kaste deres kræfter ind, lokalt og globalt. Det har vi bl.a. set i Danmark med kampen mod prøveboringer til udvinding af skifergas og for naturen på Amager Fælled.

Det pædagogiske nulpunkt

Stærkest og mest slagkraftig er Hvad skal vi svare?, når den insisterer på, at klima- og miljøproblemerne også har konsekvenser i forbindelse med opdragelse og uddannelse. For gennemgående i hele bogen er, som også titlen ligger op til, spørgsmålet fra børn til deres forældre, fra elever til deres lærer og fra fremtidige generationer til nutidige. Spørgsmålene handler om vores rolle i klima- og miljøproblemerne, om hvad vi har gjort, og hvad vi vil gøre. Spørgsmål som peger på hele det regnskab for vores etik og handlinger, det medfører, når nu vi i flere årtier udmærket har vidst, at vores levevis ødelægger livsgrundlaget på kloden. Det giver bogens diskussioner om bæredygtighed et meget interessant pædagogisk perspektiv.

De skriver for eksempel ”Erkendelsen af, at den etablere samfundsmodel er slået ind på en forkert kurs og på væsentlige områder er blevet direkte farlig, indebærer, at det ikke længere kan være et oplagt mål for forældre og foresatte (eller for lærere) at socialisere de unge til at videreføre denne model.”

Det er virkelig et ”pædagogisk nulpunkt” eller en ultimativ enten-eller test for alle, som opdrager, underviser eller på anden måde påvirker og bidrager til den samfundsmæssige diskussion. Vi er ansvarlige og bliver nødt til at gøre noget nu og lade være med at bilde os selv og alle mulige andre, fx vores børn eller elever, ind, at det går godt, og at vi bare kan fortsætte som hidtil.

Bogens relevans for højskoler

Hermed bliver bogen også virkelig relevant for højskolerne. Tager man bogens radikale pædagogiske standpunkt alvorligt, vil det betyde, at alle, der er involveret i undervisning og har pædagogiske relationer, helt grundlæggende skal holde op med at inddrage eleverne i den model for samfundet, som vi kender. Det krav rejser en byge af spørgsmål, fx om man kan byde (fortrinsvis) unge mennesker at blive skolet ud af den model for samfundet, som er her lige nu, og som de skal begå sig i, studere, arbejde og færdes i? Og hvis man virkelig vil lægge op til et opgør med den nuværende samfundsmodel, hvilken anden model skal man så stile efter?

Selv om det kan være svært, håber jeg, vi er mange, på højskoler og andre steder, der tager denne vigtige bog i den ene hånd og en hammer i den anden og så går i gang med at banke løs på vedtagne sandheder om vores samfundsmodel, så vi kan finder ud af, om de kan holde til kritiske spørgsmål fra kommende generationer.

Ligesom bogen kan være en god anledning til at gå i gang med at vurdere, om vi enten bidrager til at opretholde en samfundsmodel, der trækker os og fremtidige generationer ud over kanten i endeløse katastrofer, eller om vi er i gang med at opbygge et bæredygtigt samfund.

Så ud over spørgsmålet om, hvad vi skal svare, rejser der sig andre store spørgsmål om, hvad vi skal gøre, hvor vi skal finde inspiration, og hvilken fremtid vi ønsker at leve i? Lad os svare på alle spørgsmålene, sammen, snart!

 

undefined

Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen

Hvad skal vi svare?

212 sider, Hans Reitzels Forlag, 200 kr.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies