Menigmandsguide til Folkemødet

Publiceret 12-06-2018

Retoriker Bjarke Lindemann leverer gode råd til, hvordan du som højskoleelev eller et andet ungt menneske bedst kommer til orde på Folkemødet.

Af Bjarke Lindemann, retoriker

Prøv at forestille dig en helt klassisk paneldebat. Der er to eller flere paneldeltagere på et podie, og i den ene side står en anerkendt og – typisk lidt ældre – ordstyrer, der skal styre slagets gang. I salen sidder publikum, stille og lyttende. Heldigvis er der ofte plads til få, korte spørgsmål fra salen i slutningen af debatten.

Hvis du har været til sådan en paneldebat, har du på et tidspunkt sikkert også spurgt dig selv: Burde jeg bidrage og stille et spørgsmål? I mit eget hoved foregår den proces i tre faser. 

Fase 1: At få idéen

Første fase handler om at få idéen. De kommer faktisk ret meget af sig selv. Enten fordi en paneldeltager siger noget, man gerne vil have uddybet, eller fordi man har forberedt sig hjemmefra. Det er godt at være forberedt og have undersøgt debattørernes holdninger. Men det er ikke det vigtigste.

Det, der er vigtigt lige nu, er nemlig fase to. Det er tidspunktet lige efter, at du har fået idéen, der er noget bøvl. Din egen hjerne går i gang med en større indre boksekamp. ’Jeg bør række hånden op.’ ’Lad være, de synes sikkert, spørgsmålet er dumt’. ’Hvorfor er det, jeg ikke tør?’ ’Ej, nu er debatten gået videre, så mit spørgsmål er nok ikke relevant længere.’

Din egen hjerne går i gang med en større indre boksekamp. ’Jeg bør række hånden op.’ ’Lad være, de synes sikkert, spørgsmålet er dumt’. ’Hvorfor er det, jeg ikke tør?’ ’Ej, nu er debatten gået videre, så mit spørgsmål er nok ikke relevant længere.’

Bjarke Lindemann

Fase 2: At turde

Før du får set dig om, har du dirrende ben og svedige håndflader. Derfor handler fase to ikke bare om at stille et spørgsmål. Den handler om at turde. Turde stole på, at du har ret til at have en stemme i debatten. Og det har du. Der findes ingen dumme spørgsmål i en paneldebat. Og tit er publikum på grund af deres interesse for debatten mindst lige så kvalificerede som dem i panelet.

Fase 3: At gøre det

Så kommer vi til tredje fase, hvor du slipper fodfæstet, rækker hånden op og er klar til at bidrage. Måske peger  ordstyreren på dig, og du får lov til at fremstamme dit spørgsmål. Her vil jeg bare sige: Ja, ordstyreren bliver utålmodig og forventer nogle gange lige så høj finesse i formuleringen som hos de trænede og erfarne paneldeltagere.

Men det gør ikke så meget. For når du rejser dig op og stiller dit spørgsmål, har du publikum og paneldeltagerne i din hule hånd. Det er dig, der bestemmer, hvad de skal tænke på, mens du taler.

Hold dit fokus på publikum

Mens du holder fast i den magtfulde tanke, tillader jeg mig lige at zoome lidt ud for at stille spørgsmålet: Hvad er det egentlig, der er  på spil i en paneldebat?

Vi mennesker har et sprog, og det sprog bruger vi bl.a. til at få vores vilje, oftest og helst ved at overbevise vores medmennesker om, hvad vi skal mene eller gøre.

Sidder vi på en bar og diskuterer med vennerne, har vi en tendens til at forsøge at nå til enighed. Ligesom når politikere i en sen nattetime forsøger at nå frem til et kompromis. Rammen for dialogen er, at vi bliver enige – eller at vi i det mindste er enige om at være uenige.  

Men i en paneldebat er rammen i udgangspunktet en anden. Der er nu et publikum til stede. Formålet er ikke længere at overbevise hinanden, men at vinde tilslutning hos publikum. Det er meget sjældent, at to modstandere i en paneldebat bliver helt enige. Forudsætningen for paneldebatten er jo faktisk, at de aldrig bliver enige – og publikum er kommet for at få paneldeltagernes forskellige syn på sagen.

Hvad betyder det så for alle os tilhørere? Det betyder, at vi som publikum sjældent kan sige noget, der direkte får paneldeltagerne til at ændre holdning. Netop fordi uenighed er debattens omdrejningspunkt.

Til gengæld er der en meget stor gruppe, der er mere påvirkelig – nemlig publikum. De deltager oftest, fordi de er engagerede i emnet og nysgerrige på nye positioner. Det er efter min mening hemmeligheden bag det gode spørgsmål.

Gem din indre Martin Krasnik væk - du får alligevel ikke paneldeltagerne til at ændre holdning. Brug i stedet din energi på at stille spørgsmål, der sætter nye tanker i gang hos publikum.

Bjarke Lindemann

Gem din indre Martin Krasnik væk - du får alligevel ikke paneldeltagerne til at ændre holdning. Brug i stedet din energi på at stille spørgsmål, der sætter nye tanker i gang hos publikum.

Forbered dig

Inden du tager til en paneldebat, er det en god idé at analysere situationen: Hvad er temaet? Hvem er i panelet? Hvem kunne du forestille dig at ramme blandt publikum? Og hvad er dit budskab i forhold til temaet?

Analyserer du debatsituationen, vil du få et overblik over, om debatten kommer til at foregå blandt ’venner’ eller blandt ’ikke-venligt stemte’ over for dit budskab.

Er du højskoleelev, og vil du gerne ud med budskabet om, at det formelle uddannelsessystem er blevet for præstationsorienteret, er publikum forventeligt mere venligt stemt i Højskolernes Telt end hos Dansk Industri. Du kan stille relevante spørgsmål, der fremmer dit budskab begge steder – men situationen afgør, hvad den bedste måde at stille spørgsmålet på er.

I Højskolernes Telt vil du sagtens kunne fokusere på højskolernes selvstændige værdi, hos Dansk Industri kan det være, at økonomi og samfundsværdi skal indgå i din argumentation.

Det kan også være, at temaet for den debat, du gerne vil påvirke, ligger et stykke fra dit budskab. Så kan du bruge hv-spørgsmål til at kaste dit budskab ind i debatten. Fx: Hvordan tænker I, højskolerne kan bidrage til at løse denne udfordring?

Stil åbne spørgsmål

Generelt er det en god idé at stille så åbne spørgsmål som muligt. Hvad? Hvordan? Hvorfor? Åbenhed indbyder til venlighed og en mindre aggressiv debatstil.

En faldgrube ved åbne spørgsmål er dog, at det giver debattøren mulighed for at tale i lige præcis den retning, vedkommende gerne vil, hvis dit spørgsmål ikke er skarpt formuleret og fokuseret.

Det er derfor vigtigt, at dine spørgsmål både er åbne og fokuserede.

Når du forbereder dig, kan det virke godt at fomulere en lille, kort personlig historie til at indlede med, og derefter arbejde med at skarpvinkle spørgsmålene og forestille dig, hvad svarene kan blive.

Det er som regel ikke muligt at stille opfølgende spørgsmål under debatten, men det kan alligevel være en god idé at insistere på det. Hold fast i, at det er dig, der afgør, hvornår du har fået et fyldestgørende svar.

Husk også at tænke dit spørgsmål ud over selve paneldebatten. For spørgsmålet kan være en anledning til at komme i snak med paneldeltagerne eller andre fra publikum. Gå hen til dem og følg op efterfølgende, især hvis du ikke var tilfreds med svaret.

Det fokuserede spørgsmål

  • Spørg til paneldeltagerens motiv og argumenter: Hvorfor mener du det, du gør? Hvordan er du kommet frem til den konklusion?
  • Stil spørgsmål, der afmonterer standardiserede politikersvar. Vær nede på jorden og positiv i din tilgang, så slapper paneldeltageren også mere af.
  • Sørg for at holde det kort, og lad være med at indlede dit spørgsmål med en lang redegørelse. Stil korte, fokuserede spørgsmål.
  • Det er godt at vise nysgerrighed og velvilje over for de mennesker, du spørger. Vis interesse for paneldeltagernes holdninger.

Husk, du er noget særligt

Folkemødet er befolket af ganske mange mennesker, der repræsenterer den ene eller den anden organisation eller interesse. Du, derimod, er en helt ægte borger. Du er der ene og alene, fordi du er et engageret menneske med noget på hjerte. Ikke fordi du får penge for det, eller fordi du formelt set repræsenterer nogle andre. Det er en styrke, og det virker godt. Brug den styrke.

Du, derimod, er en helt ægte borger. Du er der ene og alene, fordi du er et engageret menneske med noget på hjerte.

Bjarke Lindemann

Og for at opsummere: At stille spørgsmål i paneldebatter handler mest om at turde. Det er nemlig publikummet, der er afgørende for paneldebattens succes, og du har lige så meget ret til at stille spørgsmål som alle andre. Brug den ret – vi har brug for flere unge, der blander sig i debatten!

 

Om Bjarke Lindemann

Bjarke Lindemann er retoriker med en kandidatgrad fra Københavns Universitet i 2015. Bjarke er konsulent hos Dansk Sygeplejeråd med fokus på uddannelsespolitik, organisationsudvikling og de aktive studerende.

Han har en baggrund i uddannelses-politik, bl.a som formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet, og bidrager i dag fortsat med kommunikations- og ledelsesudvikling i en række frivillige foreninger.

Siden 2015 har Bjarke hvert år holdt oplæg for Højskolernes debattørkorps i forbindelse med Folkemødet.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies