Antallet af højskoler eksploderer i USA

Publiceret 24-05-2018

Der åbner højskolelignende institutioner som aldrig før i USA, og skolerne melder om et stærk stigende elevtal. Selv om ingen med sikkerhed ved hvorfor, peger stifterne selv på frustration over samfundets tilstand som en af årsagerne. De vil nemlig leve liv i fællesskaber med mening.

Tekst og foto: Søren Prehn og Joan Rask

Verden har brug for, at folk mødes og lærer, hvordan de får ting til at ske. Sådan siger Jennifer Escobar, der er i gang med at åbne en ny højskole i Kentucky, USA.

Den idé har flere andre fået.

”Antallet af nye højskoler er nærmest eksploderet,” siger Mary Cattani og Vicky Eiben, der begge er bestyrelsesmedlemmer i The Folk School Alliance, den amerikanske pendant til Folkehøjskolernes Forening. De hører ofte fra initiativtagere til nye højskoler, at de er blevet mætte af deres tidligere liv og karriere.

“Det er helt exceptionelt, som branchen vokser og meget fascinerende, at det er sket så hurtigt,” siger Vicky Eiben, der er vicepræsident på Viterbo University og medskaber af den 12 år gamle Driftless Folk School.

Den samlede højskolebevægelse i USA er på omkring 50 højskoler, og halvdelen er yngre end syv år.

Det er helt exceptionelt, som branchen vokser og meget fascinerende, at det er sket så hurtigt.

Vicky Eiben, vicepræsident på Viterbo University og medskaber af den 12 år gamle Driftless Folk School

“Højskolerne underviser typisk i håndværksfag, der har rod i bestemte kulturer, men næsten alle har deres primære fokus på at berige deltagernes mentale liv. Og det gør de så igennem håndværksfagene, samtidig med at de gør noget godt for lokalsamfundet,” forklarer Vicky Eiben.

De fleste højskoler er inspireret af Grundtvig og de danske højskoler. Mary Cattani har tidligere ledet et dansk/amerikansk udvekslingsprogram for unge og har i dag løbende dialog med alliancens højskoler.

“Vi synes, det er vigtigt, at skolerne har øje for historien med Grundtvig og det lokale medborgerskab og borgerrettighedsaspektet. Det har vi et enormt behov for i USA,” siger hun.

På det personlige plan håber hun, at væksten i antallet af både nye højskoler og antallet af elever får betydning for fremtiden.

“Jeg tror, den nye højskolebevægelse hjælper på samfundsopbygningen - og at den vækst, vi ser, delvist er en reaktion på det rod, vi som samfund er havnet i,” siger hun.

Højskoler bygger relationer

Mange amerikanske højskoler er dannet efter inspiration fra Norden – også den første, hvor grundlæggerne, Olive Dame Campbell og Marguerite Butler, rejser til Danmark og umiddelbart efter, i 1925, skaber de højskolen John C. Campbell Folk School. Den er i dag USA’s største med over 6000 årlige elever på uge- og weekendkurser. Her har David A. Brose, ekspert i folklore musik, appalachernes kultur og historie undervist hele sit arbejdsliv.

”Folk kommer her, fordi Olive Campbells tro på livet og hendes imødekommenhed stadig lever videre… Og hun fik sine tanker fra Grundtvig,” siger han.

Det var der også andre, der gjorde. En af dem var Miles Horton, der var i Danmark i 1931-32. Han måtte både lære sig dansk for at forstå højskolerne og lære at cykle for at komme rundt. Begge dele lykkedes, og han skabte Highlander Folk School, der i dag anerkendes som den amerikanske borgerrettighedsbevægelses vugge. Her kom Martin Luther King og andre markante personligheder fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Måske netop derfor nævner tidligere præsident, Barack Obama, Grundtvig og den danske forbindelse i en officiel tale i 2016. Highlander optræder nemlig kun i begrænset omfang i de amerikanske historiebøger. Angiveligt fordi skolen i årtier overtrådte alle regler om at holde racer adskilte og fik arbejdere til at organisere sig i fagforeninger og stå sammen i lokalsamfundene.

Læs også Derfor talte Obama om højskolen

Samme inspiration - to veje

Highlander, i dag kaldet ”Highlander Research and Education Center”, er den eneste i højskolefamilien, der udelukkende arbejder med borgerrettigheder. De øvrige har typisk deres rod i landbokulturen, og sådan var det også, da John C. Campbell Folk School blev etableret.

”Opbakningen fra lokalområdet var enorm. Folk gav deres arbejdskraft, penge og land. Alle var opsatte på at få en skole hertil, og den fik en enorm betydning lokalt,” fortæller David A. Brose.

Højskolen gjorde det nemlig muligt for unge at uddanne sig uden at forlade regionen.

Voksentid med kvalitet

I dag er de amerikanske højskoleelever voksne, ofte midaldrende, der ønsker et break fra hverdagen i naturskønne omgivelser, hvor de arbejder med et håndværk og samtidig bliver inspireret og udfordret mentalt. John C. Campbell Folk School råder fortsat over store natur- og landområder i den smukke - på en gang både øde og frodige bjergregion Appalacherne. Den landlige beliggenhed er et privilegium, som mange højskoler deler, og det har betydning for deres elever, der ofte bor i storbyerne. Ægteparret Trish og Doug Crew kommer fra South Carolina og har været på John C. Campbell Folk School flere gange.

Vi, der ved, hvad en højskole er, bør vise det til resten af verden. Her lærer man at sætte pris på hinanden på en helt anderledes måde. Her vinder man, når alle vinder.

Jennifer Escobar, grundlægger af den højskoleinspirerede Happiness Hills Farm

”Det her er et af mine favoritsteder og tidspunkter. Det er lejrskole for voksne!” siger Trish Crew. Hun præciserer, at Olive Campbells rejse til Denmark stadig har betydning.

”Olive lærte om den ikke-konkurrencebaserede læring, og det er det, der gør det så vidunderligt! Her gør jeg tingene, så godt jeg kan – og alle andre gør det samme. Jeg behøver ikke være den bedste,” siger hun.

Det er den samme motivation, der sætter retning for Jennifer Escobars nye højskole, der tager form ca. 1000 kilometer længere mod nord.

”Vi der ved, hvad en højskole er, bør vise det til resten af verden. Her lærer man at sætte pris på hinanden på en helt anderledes måde. Her vinder man, når alle vinder,” siger hun.

Fællesskaber med mening

“Mit liv skal have mening! Jeg kunne vælge at gøre noget egoistisk uden at forlade min komfortzone – men hvad gør jeg så for andre?” spørger Jennifer Escobar, der selv er danser, sanger og underviser.

Hun bor på farmen Happiness Hills Farm. Her er alle bygningerne indrettet med sengepladser, dørene står åbne for gæster, og udsigten fra den så velkendte amerikanske træveranda byder på bølgende blå bjerge, træer og bakker – The Appalachian Mountains. Det er her i området, Jennifer Escobar er vokset op. Familien har ingen genetisk tilknytning til Danmark, og alligevel var navnet Grundtvig så brugt, at hun først som teenager forstod, at han ikke var en ven af familien.'

“Jo mere jeg læser om Grundtvig, jo mere genkender jeg min egen families filosofi,” siger hun.

Sammen med sin mand, Alfredo Escobar, der er kunstner, har hele familien turneret i det meste af USA som musikere og rullende lærerteam til højskoler, skoler og børnehave.

“For mig er kunst en glæde – især når du kan vise andre mennesker, at de har værdi,” siger Alfredo Escobar. Han er fra Chile og taler om højskoler, pædagogik og læring som en dansk højskolelærer.

“Jennifer og jeg er lykkeligst, når vi deler de færdigheder, vi har, og derfor er det at skabe en højskole så attraktiv,” siger han.

Brug for en højskole

Parret Escobar fortæller, at der gennem årtier er blevet talt om at etablere en højskole i området, fordi mange lokale savner fællesskabet omkring en højskole – det gør de også selv.

“Vi kender så mange kunstnere og håndværkere, og vi vil elske at give dem mulighed for at dele deres fag. Verden har brug for, at folk mødes og laver ting, der kan ses – og ting der ikke kan ses,” siger Jennifer Escobar.

Farmen fik hun af sin forældre. Der er fortsat mange bygninger, der skal bygges. Noget af det første er en større dansesal. Den nuværende bliver fyldt alt for hurtigt, når der hver måned er familiedans.

“Det, der virkelig betyder noget for mig, er, at vores kommende studerende tager herfra og føler sig friskere og bedre i stand til at møde resten af ugen – og resten af deres liv,” siger Jennifer Escobar.

Læs mere om

John C. Campbell Folk School: www.folkschool.org

Highlander Research and Education Center: www.highlandercenter.org

Happiness Hills Farm: www.happinesshillsfarm.wordpress.com

The Folk School Alliance: www.peopleseducation.org

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies