Bliv ikke på din egen banehalvdel

Publiceret 02-05-2018

KRONIK Mange forsøger at bremse debatten, når væsentlige emner er på dagsordenen i efter- og højskoleverdenen. Men vi har brug for intern, gensidig kritik. Vi har brug for en uenighedskultur, ellers bliver vi åndssvage i ordets egentlige betydning.

Af Simon Finnerup, Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Mette Sanggaard Schultz, Ollerup Efterskole - Sang og Musik. Foto: Ritzau Scanpix, Astrid Dalum

Findes der højskoler eller efterskoler, som er bedre end andre? Det gør der utvivlsomt. Husk blot på, hvad du sagde, sidst du rådgav en ven eller bekendt i valget af efterskole eller højskole!

Er det størrelsen, der gør det? Eller betyder det måske noget, om forstanderen bor på matriklen? Måske. Måske ikke. Det afhænger af din personlige og faglige overbevisning. Og den kvalificeres, hver gang du forstyrres i mødet med den passionerede anden, der ikke er enig med dig, og hvis du tør tage debatten.

Derfor er det paradoksalt at opleve, hvordan mange røster i både høj- og efterskolebevægelsen forsøger at bremse netop debatten.

Tabuisering i højskolen og efterskolen

Højskolerne diskuterer bopælspligt og hjemlighed. Enkelte hæver stemmen og sender en raket af sted ladet med markante holdninger, men raketterne får så at sige lov til at svæve i fred side om side med hinanden for til sidst at oplyse kun en lille del af den himmel, vi ikke synes fælles omkranset af. For flertallet vender blikket mod jorden og maner til besindighed: Er det nu klogt at have meninger om de andre?

”Er vi blevet traumatiseret af fortællinger om tidligere tiders fyrtårne, nedladende forstandere og ældre mænd med gråt hår, der på årsmøder udskammede andre skolers fortolkning af, hvad det vil sige at være en fri skole?”

Simon Finnerup, Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Mette Sanggaard Schultz

Blandt efterskolerne er blikket endnu mere usikkert. Her findes ganske vist en livlig debat om økonomisk omfordeling mellem små og større skoler. Det livlige består dog allermest i, at den ene halvdel finder, at ønsket om omfordeling på slet skjult vis er udtryk for en pædagogisk kritik af store skoler - en kritik som den anden halvdel dog på ingen måde vil vedkende sig. Resultatet er, at alle parter i det mindste er enige om, at en pædagogisk debat om skolestørrelser slet ikke er legitim.

Med hjemmel i angsten for splittelse og i den gensidige respekts navn tabuiseres således væsentlige samtaler i begge skoleformer. Vi oplever et fravær af uenighedskultur og et dominerende ønske om, at man skal blive på egen banehalvdel og blande sig uden om andre skolers måde at drive skole på.

Et gensidigt perfekthedssyndrom

Men siden hvornår er uenighed blevet et svaghedstegn? Risikerer vi ikke demokratiets og den folkelige bevægelses fredsommelige forfald, når vi ikke længere engageres i debatten? Når de mest markante røster ikke længere er indlæg i debatten, men derimod indlæg mod selve debattens legitimitet? Når de få, der tør formulere en holdning, bliver kritiseret for at kritisere? Når det eneste, vi kan enes om, er, at man ikke skal åbne munden og kritisere andre?

Fortsætter vi med vores passe-på-kultur, hvor hver skole nøjes med at forvalte egen butik, ender vi med at tømme skolerne for indhold og overlade ansvaret til andre.

Simon Finnerup, Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Mette Sanggaard Schultz

Lider vi af et gensidigt perfekthedssyndrom, som umuliggør kritisk stillingtagen og ridser i lakken? Er det virkelig så slemt, hvis vi skulle komme til at mene noget forkert? Eller hvis man skulle blive nødt til at indrømme, at man er blevet klogere? Er vi blevet traumatiseret af fortællinger om tidligere tiders fyrtårne, nedladende forstandere og ældre mænd med gråt hår, der på årsmøder udskammede andre skolers fortolkning af, hvad det vil sige at være en fri skole? Og har det gjort os så bange for at træde hinanden over tæerne, at vi har pålagt os selvcensur? Eller mener vi ganske enkelt ikke noget længere? Og hvis vi ikke gør det, bør vi så overhovedet drive værdibårne skoler?

Måske skyldes problemet snarere i al sin enkelhed, at høj- og efterskolerne er præcis lige så individorienterede som alle dem, vi sammen med vores elever nok kan blive enige om at kritisere: De egoistiske, isolerede og ensomme senmoderne mennesker, der passer deres eget liv og bare sikrer egen overlevelse? Hvis dette er tilfældet, frygter vi, at vores bevægelser fremover vil gå en usikker tid i møde som netop bevægelser. En folkelig bevægelse kan ikke eksistere, hvis dens medlemmer i tidens ånd får held med at neutralisere alt det, der binder os sammen, og dermed forvalter friheden som ren og skær uafhængig eksistens.

Er vi blevet åndssvage i de frie skoler?

Tillad os på dette lavpunkt at slå et slag for begreber som ånd og frisind og minde om, at ånd er det, der binder os sammen i en kollektiv optagethed af et fælles tredje. En åndssvag er svag i ånden og derfor dårligt i stand til at forbinde sig med andre. Fortsætter vi ad den vej, hvor hver passer sit, mister vi grebet om det fælles tredje – og bliver åndssvage i ordets oprindelige betydning.

I forlængelse af dette forstår vi frisindet. Umiddelbart leder det lille ord måske tankerne hen på nøgenbadning i halvfjerdserne og kvinder, der smider BH’en, og det er faktisk ikke så skidt endda, da der sandt nok må finde en blottelse sted, hvis vi skal have adgang til hinanden. Frisind vækker nysgerrighed og inviterer til dialog. Frisind kræver, at man klæder sig af, så modparten kan lære en bedre at kende. Frisind er frihed, ansvar og forpligtelse, når man for en stund låner sit hele jeg til fællesskabets dannelse.

Respektløst at blande sig uden om

Men hvorfor har vi tilsyneladende glemt frisindets kerne? Hvordan mistede vi troen på, at vi uden at acceptere alle værdier og praksisser som lige gode, anerkender andres ret til at tænke, tro og tale, som de vil - og til frit at vælge egen skoleform? Og hvor blev den praksis af, hvor vi med vores egen overbevisning kæmper for vores holdning, men også for de andres ret til at have - og kæmpe for - deres? Respekt består for den frisindede ikke i at blande sig udenom, men handler tværtimod om at indgå i passioneret og kritisk samvær med den anden. Det ligeværdige samvær udvikler og beriger begge parter, uden de nødvendigvis bliver hverken enige eller ens.

En folkelig bevægelse kan ikke eksistere, hvis dens medlemmer i tidens ånd får held med at neutralisere alt det, der binder os sammen, og dermed forvalter friheden som ren og skær uafhængig eksistens.

Simon Finnerup, Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Mette Sanggaard Schultz

Vi spørger os selv, om frisindet mon er udfordret af en fremherskende krænkelseskultur, hvor vi er mere optagede af det, vi selv føler, end af værdien af det, der sker imellem os. Og vi undrer os over, at det at antaste og anfægtes af andres praksis og holdninger kan føre til beskyldninger om uretmæssige tilnærmelser i form af smagsdommeri, der går den enkelte skoles følelser for nær. Når holdningsytringer omhandler andres skolers domæne, opfattes de alt for ofte som mangel på respekt.

Vores påstand skal heroverfor være, at det tværtimod er respektløst at blande sig uden om, hvordan andre bedriver pædagogik. Ja, faktisk er respekt, anerkendelse og konstruktivt samvær at blande sig i hinandens liv og åbne sig for kritik. Måske man ligefrem kan hævde, at det er krænkende for både den enkelte skole og for vores skoleformer i det hele taget, hvis vi godmodigt og hyggeligt ignorerer hinanden?

Vi må skelne mellem de følelser, der er direkte mellem mennesker, og den passion, vi har for sagen. En god debat er sjældent følelsesforladt, men passionen bør være knyttet til det fælles tredje. Målet må være at intimidere sagen og ikke de involverede personer.

Måske vi for en stund skulle glemme fraser a la ”at blive på egen banehalvdel” og ”i min verden” og i stedet forme fællesskabet som en fælles idrætsplads, der sætter rammerne for dyst, kamp, leg og kappestrid. Måske vi burde finde tilbage til antikkens gymnasium, hvor det afklædte menneske – gymnos – i kraft af sin nøgenhed kunne færdes friere, åndeligt såvel som fysisk, og dermed nemmere kunne indgå i en dannelse med sine med- og modspillere?

Nyt liv i uenighedskulturen

Hvis vi i de frie skoler også fremover skal være frie, må vi forpligte hinanden på at bruge friheden aktivt og gentænke en fælles uenighedskultur. Værdier holdes bedst i live, når de ikke bare udleves på den enkelte skole, men udfordres i en venlig strid med andre.

Fortsætter vi med vores passe-på-kultur, hvor hver skole nøjes med at forvalte egen butik, ender vi med at tømme skolerne for indhold og overlade ansvaret til andre. Det skrækscenarium ser vi desværre udspille sig i store dele af det øvrige skole- og uddannelsessystem, som i en årrække først blev udsat for frihedstyveri, dernæst indholdstømning for nu at døje med dannelsestab, kompetencetænkning, læringseksperter og topstyring.

De frie skolers foreninger kæmper en brav kamp for at undgå en lignende udvikling for vores skoleformer og har eksempelvis oprettet debatformen Frirummet som en platform, vi alle kan gøre brug af i vores bestræbelse på at styrke vores samtalekultur. Frirummet tilbyder dog kun en form, ikke et indhold. Griber vi ikke hver især på skolerne muligheder som for eksempel Frirummet og aktivt genopliver frugtbare debatkulturer og fylder indhold i formen, lykkes projektet ikke. Ansvaret ligger stadigvæk hos hver enkelt af os.

Det må derfor være en ambition for os alle at puste liv i ånden og den henslumrende uenighedskultur. Lad os bruge friheden til intern, gensidig kritik for derigennem at bidrage til et sagligt og mangeartet fundament for fælles udvikling. Og lad os da tilmed styrke hele molevitten ved at starte en samtale på tværs af vores skoleformer. En samtale der kunne være til gensidig forstyrrelse og inspiration. En samtale der vil styrke vores skoleformer og vores bevægelser. Og en samtale, der kan danne eksempel for samfundsdebatten.

Lad os gøre det nu, og lad os gøre det jævnligt. Det er faktisk på høje tid. For smører vi ikke stemmerne i det daglige, ender vi med kun at have luft til at råbe ad politikerne. Og så er slaget allerede tabt.