Vi har brug for et nyt frihedsbegreb

Publiceret 31-10-2018

INTERVIEW Frihed er ikke at være ubundet men at være bundet med de rette bånd, fortæller de to samfundsdebatterende forskere Rasmus Willig og Svend Brinkmann.

Af Esben Christensen

Vi er frie i den vestlige verden. Frie til at rejse hvorhen vi vil, sige hvad vi vil, og vi kan næsten klæde os, som vi vil. Men planeten har problemer: Sommeren har netop slået varmerekord. Klimaforandringer er ikke længere noget, der måske sker i fremtiden - blandt forskere er der enighed: Klimaet forandrer sig, det er ved at blive varmere.

Vi evner ikke at begrænse CO2-udledningen, og de friheder, vi tager os som individer og samfund, er i gang med at ændre klimaet.

Heller ikke i den sociale verden kan vi begrænse os. Vi er frie til at realisere os selv via jobbet, være på sociale medier og forsøger at være nærværende i venne- og familierelationer. Men flere og flere af os evner det ikke. Andelen af danskere, der lever med et højt stressniveau, er siden 2013 steget med 4,3 procentpoint, så det ifølge “den nationale sundhedsprofil” i dag er 25,1 procent af befolkningen, der lever med et højt stressniveau. Især de unge kvinder er stressede - blandt de 16 - 24-årige har over 40 procent et højt stressniveau.

Måske er forståelsen af frihed som retten til at være ubundet afgørende for den krise, både den indre og ydre natur er i?

Hvis man spørger Svend Brinkmann, som er professor i psykologi ved Aalborg Universitet og Rasmus Willig, der er lektor i sociologi ved RUC, er det en afgørende pointe: Vi skal have en ny forståelse af frihed.

Højskolebladet har ringet til de to, fordi de i løbet af de sidste fem år har fået en helt uomgængelig position i den danske offentlige samtale. Siden 2013 har de udgivet seks bøger og undervejs været med til at formulere et sprog, som kan bruges, når man forholder sig kritisk til verden i dag. Af kritikere er de blevet kaldt ”profeter”, der har trukket nej-hatten så langt ned i panden, at lyset ikke har været til at se.

Selv opfatter de deres arbejde som myndiggørende – og i den proces er der ingen vej uden om kritikken. For at forstå de tos selvstændige værker, kan man selvfølgelig bare læse de seks bøger. Men hvilke pointer derfra vil de to forfattere selv pege på?

Hvilke pointer, håber de, står lysende klart efter læsning? De spørgsmål har vi stillet, og de er blevet besvaret i timelange telefoninterviews og per mail. De to er enige:

Den afgørende pointe handler om frihed, så der begynder artiklen.

NY DEFINITION AF FRIHED

Rasmus Willig er overbevist om, at krisen for den indre og ydre natur hænger sammen i et 1 - 1 forhold.

“Vi brænder de sidste fossile brændstoffer af, mens mor og far bliver udbrændte på arbejdsmarkedet,” siger han. Derfor har vi brug for et paradigmeskifte:

”Alle handlinger, der ikke begrænser sig i forhold til den ydre natur, bliver falske frihedsforestillinger og bidrager direkte til det kollektive selvmord. Vi har allerede flere klimaflygtninge end krigsflygtninge, og det her er kun begyndelsen,” siger Rasmus Willig. For ham bør rammerne være klare:

“Der er nye sider af pædagogikken, psykologien, sociologien, filosofien, som skal udvikles - nemlig områder, hvor man kun kan opleve frihed begrænset af naturen.”

”Er det værd at gøre det, man har lyst til, bare fordi man har lyst til det? Eller er frihed at kunne hæve sig over sin lyst og se sig selv i større sammenhænge?”

Svend Brinkmann

Svend Brinkmann er i dag professor i psykologi, men han begyndte med filosofien - en disciplin han bruger i sit arbejde:

“I de senere år har vi fået de digitale teknologier, der skulle understøtte frisættelsen af individet og berede vejen for, at man kunne realisere sine præferencer. Det skulle være let og glat - man skulle klikke og like, og maskinen ved, hvad man har lyst til, før man selv ved det. Men det viser sig, at frihed ikke bare er at gøre, hvad man har lyst til. Det er derimod at kunne tage kvalificeret stilling til, hvad man har lyst til,” siger han og fortsætter.

“Er det værd at gøre det, man har lyst til, bare fordi man har lyst til det? Eller er frihed at kunne hæve sig over sin lyst og se sig selv i større sammenhænge? De gamle filosoffer kalde det det ‘positiv frihed’,” siger Svend Brinkmann og uddyber begrebet.

“Negativ frihed er frihed fra noget - man er fri, hvis man kan realisere sin lyst. Det er liberalisternes frihedsbegreb, men der er et andet frihedsbegreb, som er frihed til at kunne gøre noget. Friheden til at kunne være et myndigt væsen - med nogle kapaciteter til at kunne reflektere over sit eget liv, sine egne ønsker og forholde sig fornuftigt til dem. Det er en form for frihed, der ikke bare er givet, men forudsætter dannelse og fællesskaber, som har hjulpet en til at etablere fornuftsevner, der er nødvendige for at være fri på den måde,” siger Svend Brinkmann og citerer tegneren og forfatteren Rune T. Kidde:

“‘Frihed er at være bundet med det rette bånd’. Det er meget smukt sagt, synes jeg. Frihed er ikke at være ubundet. Så bliver man bare et atom, der svæver formålsløst rundt i et tomrum, hvis man er ubundet og ikke er relateret eller forpligtet til noget. Men det er ikke hvilke som helst bånd - man kan godt være bundet med bånd, der er undertrykkende, så er man bundet fast. Men bundet med de rette bånd - med gode relationer til andre mennesker, hvor man har et ansvar og kan forvalte sit liv indenfor de rammer. Det er den positive frihed frem for den negative,” siger Svend Brinkmann. Udover Rune T. Kidde trækker han på teologen K.E. Løgstrup, der advarede mod “formløshedens tyrani”:

“Når man vil det hele og hele tiden skal det hele. Når man skal noget nyt, noget andet og noget mere. Når man overskrider det bestående og eksisterende. Så ender det let med at flyde ud og blive formløst - det er faktisk ikke godt. Så kan vi netop ikke være frie i vores liv. Hverken personligt eller socialt med hinanden. Og hvis der ikke er former på det sociale liv, så er det typisk bare den stærke, der sætter sin vilje igennem. Der er ikke noget, der begrænser eller inddæmmer den enkeltes vilje,” fortæller psykologiprofessoren.

’Frihed er at være  bundet med det  rette bånd’. Det er  meget smukt sagt, synes jeg. Frihed er ikke at være ubundet. Så bliver man bare et atom, der svæver formålsløst rundt i et tomrum, hvis man er ubundet og ikke er relateret eller forpligtet til noget.

Svend Brinkmann

“DET NEDADGÅENDE SAMFUND”

Både Rasmus Willig og Svend Brinkmann har været vedholdende i deres kritik af samfundets udvikling - både på individuelt og kollektivt niveau. Rasmus Willigs udgangspunkt er sociologien. Med afsæt i frankfurterskolen under Axel Honneth besluttede han tidligt i sin forskerkarriere at skrive om kritikbegrebet resten af livet - “koste hvad det ville.”

“Dermed stiger risikoen for, at man fejler et helt liv. Men hvis samfundet og vores tid løber ind i den type problemer, som jeg har beskæftiget mig med i lang tid, så har man muligheden for at levere ordentlige argumenter ind i den offentlige debat,” siger Rasmus Willig og fortsætter.

“Det har desværre været mit held, at det er gået i den gale retning. På den måde er der kommet et fokus på min forskning, der har været hinsides min egen kontrol. Men jeg havde lavet de første ti års forarbejde, og derfor var det forholdsvis let at gå ind i debatten,” siger Rasmus Willig. Han peger på teknologien som en faktor, der i sig selv gør det sværere at fastholde en kritik i det, han kalder konkurrence-, præstations- eller højhastighedssamfundet:

“Vi har fordoblet vores tid: Vi har vores tidligere offline-tilværelse og en ny online-tilværelse. Det betyder, at mange har en fornemmelse af, at kritik forsvinder ud i en tom offentlighed, hvor det går så hurtigt med at absorbere kritikken, at hastigheden alene neutraliserer den strukturelle kritik,” siger Rasmus Willig. Han citerer den tyske sociolog Oliver Nachtway, når han skal beskrive tiden:

“Vi lever i et “abstiegsgesellschaft” - et nedadgående samfund, hvor grundlæggende liberale rettigheder som ytringsfrihed, informationsfrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed er under pres. Hvis man gennemgår bandepakker, respektpakker og burkaloven, så er der eksempler på, at de grundlovssikrede liberale frihedsrettigheder er under pres,” siger han. Et billede Svend Brinkmann kan genkende:

“Det er beskæmmende at se på den lovgivning, der bliver vedtaget, som fører til en udhuling af frihedsrettigheder. Det går efter min mening den forkerte vej, hvor der er en større styring af borgerne: Mere kontrol - mindre frihed. Lige nu ser vi, at helt grundlæggende ting, som hører til et liberalt demokrati, begynder at sive. Det bliver stemt igennem med brede flertal i Folketinget, når man vedtager “ghettoplaner” og så videre. Lighed for loven er for eksempel en meget grundlæggende ting,” siger Svend Brinkmann med henvisning til de skærpede strafzoner, der som en del af “ghettoplanen” giver politiet mulighed for at udpege særlige områder, hvor straffen for visse kriminalitetstyper i en periode skal stige til det dobbelte af normalstraffen - de samme kriminelle handlinger vil altså blive straffet forskelligt afhængigt af, om de begås inden for eller uden for en skærpet strafzone.

KUNSTNERE, KURATORER OG KUSTODER

For Svend Brinkmann handler det om at passe på noget, som vi er ved at miste.

“Det er ikke fordi, vi skal lave tingene om og ændre alt muligt. Det er meget mere et desperat forsøg på at bevare en form for humanisme og rettighedstænkning, som jeg ser bliver knægtet gang på gang,” siger han. Ønsket om at bevare noget eksisterende er centralt for Svend Brinkmann. Han bruger et kunstmuseum som metafor for vores samfund, når han viser, hvorfor tingene går i den forkerte retning:

Et museum har brug for kunstnere, kuratorer og kustoder - det samme har samfundet. Problemet er, at vi har glemt, at både kuratorerne og kustoderne er nødvendige - mens vi lader som om, alle skal være kunstnere.

“På et kunstmuseum er der nogen, der skal være kunstnere, som tænker ud af boksen og er kreative. Det er fint, men det skal vi ikke allesammen, for så kollapser alting. Der er også nogle, der skal være kuratorer - sætte forskellige ting sammen og skabe nye sammenhænge og få forskellige mennesker til at tale med hinanden,” siger Svend Brinkmann og peger på den næste gruppe - kustoderne.

“Det er dem, der skal vedligeholde. De passer på det eksisterende, viser folk rundt og fortæller historierne om værkerne. Hvordan er de kommet ind i verden, hvad var der før? Nogle som kender hele fortiden - det er i virkeligheden langt de fleste af os, der har de opgaver,” siger Svend Brinkmann. Problemet er, at vi taler om det moderne samfund som et innovationssamfund eller et videnssamfund, hvor alle skal være innovative entreprenører.

“Derfor skal vi have meta-kompetencer, og vi skal lære at lære i stedet for at vide noget bestemt. Hele den ekstremt magtfulde diskurs, der styrer uddannelsespolitikken og arbejdsmarkedspolitikken. Men den er afkoblet fra den virkelighed, som langt de fleste mennesker lever i,” siger Svend Brinkmann og fortsætter.

“Mine bøger er ikke en kritik af, hvad vi går og gør. Men hvis folk vurderer, det de gør, i lyset af en kritik af, hvad de burde gøre, så føler de sig utilstrækkelige. For ingen af os kan leve op til jobannoncernes krav om fleksibilitet, omstillingsparathed, selvledelse, at tænke ud af boksen, livslang læring, positivitet, alle de ord, det flyder over med. Mine bøger har det simple budskab, at det skal vi ikke være kede af. Vi skal tværtimod være glade for det, for det er ikke værd at leve op til. Kustoderne går rundt og gør et godt stykke arbejde i nogle væsentlige samfundsmæssige sammenhænge.”

CENTRAL KRITIK?

Rasmus Willig har en oplevelse af, at der er “noget på vej i vores tid.”

“Folk har en fornemmelse af, hvad der er galt, men har svært ved at sætte det på én begrebslig fællesnævner,” siger han. 

Men selvom han ser en undergrund, der er ved at vokse, kan det både føre til, at folk bliver mere forsigtige og lukker sig om sig selv og bliver mere kyniske og passive - eller det kan føre til, at flere begynder at tage ansvar. For tiden bliver der ifølge RUC-forskeren ikke prioriteret forskningsmidler til dybere undersøgelser af, hvad vi mangler som samfund.

“Både min og Svends forskning er perifer på den måde, at der ikke er øremærkede strategiske forskningsmidler til det. De strategiske forskningsmidler går til, at konkurrencestaten kan vokse sig stor og stærk,” siger Rasmus Willig. Og her kan man vende tilbage til de 25 procent af befolkningen, der har et højt stressniveau.

“Det kræver nogle større analyser, hvor man ser på vores samfunds udvikling, men de forskningsmidler er der ikke længere. For bare ti år siden var der flere midler til den slags i universitetsverdenen,” siger han.

Svend Brinkmann er enig i, at hans og Rasmus Willigs udgangspunkt er i periferien - og at deres menneskesyn og tilgang til verden ikke fylder noget på økonomiske institutter eller statskundskab, hvor man uddanner de mennesker, der kommer til at udfylde magtfulde positioner i centraladministrationen.

“Men hvis man ser bredere på, hvilken folkelig forankring tænkningen har, så tror jeg egentlig, at Rasmus og jeg er ret bredt funderede,” siger han og uddyber.

“Sidste år blev jeg udnævnt til ‘Årets meningsdanner’ i Politiken, og så kan man ikke blive ved med at sige, at vi bare er en lille modposition,” siger Svend Brinkmann og peger på folk som Anders Petersen, Lene Tanggaard og Thomas Aastrup Rømer, der på forskellige måde også fremfører kritik af samfundsudviklingen. Lene Tanggaard er for eksempel blevet udnævnt til formand for en vigtig arbejdsgruppe i Undervisningsministeriet, der har arbejdet med en forenkling af de "Fælles Mål", som er obligatoriske i folkeskolen.

HVAD SVARER DE SELV? 

Ofte bliver kritik, som den Rasmus Willig og Svend Brinkmann kommer med, sendt tilbage med beskeden om, at de ikke selv kommer med andet end et nej.

Med bøgerne Stå Fast, Ståsteder og Gå Glip mener Svend Brinkmann, at han har udtømt mulighederne, der ligger i karikaturen af selvhjælpslitteraturen, der især bliver brugt i Stå Fast. Han har dog en titel i hovedet på en fjerde bog i forlængelse af de tre: “Stå sammen.”

“Den skal ikke have den der selvhjælps- agtige form, men i stedet undersøge, hvordan man kan opbygge fællesskaber. En form for håndbog i fællesskabsopbygning, jeg ved ikke, om det bliver til noget - ellers vil jeg afprøve andre ting,” siger Svend Brinkmann. Han er inspireret af den amerikanske filosof John Dewey i sin forståelse af, hvad et fællesskab er.

“Det er meget afgørende, hvordan vi forstår fællesskaber. Hos John Dewey er fællesskab et normativt begreb - det er ikke et fællesskab, fordi en gruppe mennesker gør noget sammen. Der er først et fællesskab, vil Dewey mene, hvis der dels er en form for intern solidaritet i gruppen, men også hvis der er en form for udadvendthed fra gruppen i forhold til andre fællesskaber.”

Jeg må tage konsekvensen af mine analyser. Det startede i det små, først droppede jeg kødet med undtagelse af, når jeg snyder, senere bilen og er så trappet ned på flyrejserne. Det er jo helt åbenlyst, at vi skal tage et ansvar. Og mest forunderligt er det, at da jeg oplevede, at frihed kun eksisterer i begrænsning, fik jeg det straks bedre.

Rasmus Willig

Rasmus Willig er gået anderledes praktisk til værks. Han er medstifter af folkebevægelsen “Andelsgaarde,” der vil “købe landbrugsjord op bid for bid for at etablere andelsgårde, der skal plante Danmark til med bæredygtigt landbrug for os selv og vores efterkommere.”

“Jeg må tage konsekvensen af mine analyser. Det startede i det små, først droppede jeg kødet med undtagelse af, når jeg snyder, senere bilen og er så trappet ned på flyrejserne. Det er jo helt åbenlyst, at vi skal tage et ansvar. Og mest forunderligt er det, at da jeg oplevede, at frihed kun eksisterer i begrænsning, fik jeg det straks bedre,” siger Rasmus Willig og fortsætter:

“Herfra var der ikke langt til at stifte 'Andelsgaarde', hvor ambitionen er at finde nye andelsmodeller for, hvordan vi kan købe gårde op og genoprette den natur, som vi har opdaget, vi selv er en del af.”

 

Blå Bog

Svend Brinkmann

Bachelor i filosofi. Professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Har udgivet flere bøger om blandt andet diagnoser og den pædagogiske tænker John Dewey. Men er blevet bredt kendt i Danmark for trilogien:

Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang. (2014)

Ståsteder - 10 gamle ideer til en ny verden. (2016)

Gå glip - om begrænsningens kunst i en grænseløs tid. (2017)

Rasmus Willig

Lektor i Sociologi ved Roskilde Universitet. Elev af Axel Honneth ved Johann Wolfgang Goethe-Universität i Frankfurt am Main. Forsker i kritik, og har udover forskningen skrevet en række bøger om emnet. Senest:

Kritikkens U-vending. (2013)

Afvæbnet kritik - om flexismens små doser arsenik. (2016)

Hvad skal vi svare? Med Arne Johan Vetlesen. (2017)

 

 

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies