Dannelse betyder, at der er forskel på mennesker

Publiceret 26-10-2018

KRONIK Højskolen skal sende bedre mennesker ud, end den får ind. Men betyder det, at nogle mennesker er bedre end andre? Ja, det gør det, skriver forstander Anders Fogh Jensen om dannelsens præmis.

Af Anders Fogh Jensen, forstander på Vestjyllands Højskole

Jeg er netop flyttet. Som enhver, der har prøvet at flytte, vil vide, så handler alting om pap og skruer, og de ting, man skal bruge, ligger altid i en kasse, man ikke kan finde.

Tingene er endnu ikke i orden, der hersker en vis grad af kaos. Sådan ser der ud hjemme hos os. På gulvet ligger en kasse med skruer. Min lille søn kaster skrue for skrue ud af kassen. Han lægger nogle få tilbage i kassen for derefter at kaste dem enkeltvis ud igen. Alt er, som det skal være under en flytning.

Og alt er, som det skal være med en lille dreng. For selv om det ved den søde grød ikke er særligt interessant, så er det der, han er.

Udviklingspsykologien tilsiger, at alt har sine stadier, og at det med tiden bliver mere sammenhængende aktiviteter end at flytte skruer ind og ud af en kasse og generelt objekter ind og ud af beholdere. Men jeg kan ikke slippe situationen, for den minder mig om voksne mennesker, jeg kender. Den minder mig om samtaler, jeg har i selskaber, hvor den ene ting efter den anden bliver smidt ud af hjernekassen, uden at der er nogen sammenhæng i det, og uden at der bliver bygget noget op. Nogle har evnen til at se sammenhænge, blive ved emner, se noget opbyggeligt, mens andre skifter emne hvert tiende sekund og har svært ved at holde deres associationer tilbage. Det er sjældent mere interessant endsige empatisk end at se nogen kaste skruer sporadisk ud af en papæske.

Dannelse

Alt dette kan de fleste være med på. Alle har oplevet spændende samtaler og samtaler, der var som skruer ud af en æske.

Men hvis man præsenterer den logiske følge af dette, så starter det en modstrid i mange mennesker, jeg har mødt. For hvis vi kan sige, at det mere udviklede barn kan lave mere interessante ting for sig selv og for andre, så må det vel også gælde for den mere udviklede voksne.

Nogle mennesker er mere udviklede mennesker, de har udviklet mennesket i sig og ikke bare deres biologiske potentiale, mens andre er knap så menneskelige. Barnets udviklingspsykologi må med andre ord suppleres med en ditto for voksne, hvor man udvikler sin evne til at være menneske i alle facetter af begrebet. Undertiden kaldes dette for dannelse, og selv om det kan være svært at definere, så indeholder det i hvert fald elementer som empati, konsistens, tålmodighed, ordforråd og belevenhed og sikkert flere. Det menneskelige menneske skabes ikke blot af den biologiske udvikling, og da slet ikke automatisk - noget må hænde med det, så det dannes.

Nogle mennesker er bedre til at være mennesker end andre, ligesom helten i slutningen af dannelsesromanen er et mere udfoldet menneske end det potentiale, der drog af sted til de ydre og indre skærmydsler.

Anders Fogh Jensen

Alle kan være enige om, at det menneske, der kommer hjem fra sin dannelsesrejse, er et mere fuldbragt menneske end det, der tog af sted. Der, hvor folk ofte hamrer bremsen i, er, når man gør denne indsigt brugbar for sammenligning mellem mennesker: At nogle mennesker er bedre til at være mennesker end andre, ligesom helten i slutningen af dannelsesromanen er et mere udfoldet menneske end det potentiale, der drog af sted til de ydre og indre skærmydsler.

Den særligt nordiske egalitarisme vil simpelthen ikke være med til, at nogle mennesker er bedre end andre, måske fordi det synspunkt forveksles med intolerance. Og samtidig vil den holde muligheden åben for dannelse hele livet; det vil sige muligheden for selv at blive et mere storslået menneske. Hvis vi vil insistere på det sidste - og det mener jeg, at vi skal - så må vi også acceptere det første.

Alt er ikke lige godt

I min første morgensamling som højskoleforstander på Vestjyllands Højskole tog jeg emnet dannelse op. Og det stødte nogle af disse egalitarister på manchetterne; tanken om, at nogle mennesker kunne være bedre end andre. Mere dannede til at udfolde deres menneskelighed.

Jeg ved det ikke, men jeg tror, at nogle af dem tænkte: Hvordan kan denne mand være højskoleforstander? Højskolen handler jo netop om at kunne rumme alle trods deres forskellighed. At møde alle mennesker lige, give dem plads og lade dem udfolde sig, trods det at de kommer med forskelligt udgangspunkt. Hvis jeg mener, at det menneske, der f.eks. kan spille musik, er et mere udfoldet menneske end det, der ikke kan, så bryder det jo med et af grundprincipperne i højskolen og i vores menneskesyn.

Nej, just ikke. Hvis ikke vi som højskole sender bedre mennesker ud, end vi får ind, så har vi ikke levet op til de forventninger, der er til os som højskole - nemlig at dannelsen skal finde sted netop her. Det betyder ikke, at det er det eneste formål, man kan have med at tage af sted; det kan også være at have det rart, at finde sig en kæreste eller få venner for livet. Men dannelse handler om at blive bedre, ligesom ordet elev kommer af elevation, en der skal hæves, og at insistere på muligheden for at blive et bedre menneske, der kan videreføre en menneskelig og ikke barbarisk kultur, må være højskolens sine qua non.

Alting skal have sin plads, men det er ikke det samme som, at alt er lige godt. Og at alt ikke er lige godt, er igen ikke det samme som, at vi skal overføre det omkringliggende samfunds uophørlige konkurrence på dannelse og menneskelighed. Men at insistere på at kunne blive et mere udfoldet menneske, selv om man er god nok, er selve grundkomponenten i både nysgerrighed og i højskolen. Det kommer ikke fra et samfund inficeret af konkurrence. Det kommer fra troen på det gode i mennesket.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies