Af Andreas Harbsmeier
På flere amerikanske og britiske universiteter er der etableret såkaldte ”safe spaces”. De hænger sammen idéen om mikroaggressioner. De dækker over ideen om, at tilsyneladende uskyldige bemærkninger uden slette hensigter alligevel kan krænke andre. For at imødegå denne tendens kræver amerikanske studerende derfor i stigende grad safe spaces, altså trygge områder, hvor de ikke konfronteres med krænkende og traumatiserende ytringer, der kan påvirke dem og deres nærmiljø negativt.
Debatten om safe spaces er aldrig for alvor slået igennem i Danmark. Men på initiativet Frirummets første ”Fællesdag”, hvor knap 150 mennesker fra forskellige organisationer er samlet i København, indleder højskolernes formand Lisbeth Trinskjær blandt andet med at nævne netop ideen om ”safe spaces”. Som et skræmmeeksempel på det forhold, at vi er blevet dårligere til at håndtere uenigheder og holdninger, der adskiller sig fra vores egne.
”Vores evne til at være i konflikt er for nedadgående,” siger Trinskjær til forsamlingen. Den evne har Frirummet som ambition at genopdyrke. Men det handler ikke om at promovere konflikt for konfliktens egen eller for underholdningens skyld. For det er en anden side af udviklingen i den offentlige samtale, lyder videre det fra Trinskjær. Politik er blevet til det, hun kalder ”konfliktunderholdning”. Man tager ganske enkelt ikke konflikten alvorligt. I stedet etablerer politikere, medier og meningsdannere skyttegravsdebatter, hvor ingen i sidste ende bliver klogere.
Lisbeth Trinskjær betoner, at Frirummet ikke handler om at blive enige. Det handler netop om at tage konflikten alvorligt. ”Vi kommer ikke med fred,” slutter Trinskjær af med at proklamere ud i salen, der er befolket af både højskoleelever, mediefolk og politikere. En ellers tilsyneladende ganske fredelig forsamling.
De er samlet for at tage debatten om debatten. Udviklingen, som Trinskjær beskriver, har skabt politikerlede og manglende lyst til at deltage i den demokratiske samtale – og i sidste ende stor mistillid til både politikere og medier. Som oftest får politikerne skylden for den udvikling. Og næsten lige så ofte sender de aben videre til medierne. Også den debat øger mistilliden. Så tid til konflikt. Intet safe space her.
Er politik blevet konfliktunderholdning?
Er den politiske debat blevet til konfliktunderholdning? er spørgsmålet til et panel, som Frirummet har inviteret. Scenen bliver indtaget af Ida Auken fra De Radikale og socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil, CEO fra Constructive Institute Ulrik Haagerup, Caroline Bjerre-Bertelsen, der er leder af Politikens Kritikerskole, politisk kommentator og tidligere rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, Noa Redington samt chefredaktør på Weekendavisen, Martin Krasnik.
I første omgang, er der dog næsten enighed i panelet om, at noget er kørt skævt. Tilliden til netop de to faggrupper, politikerne og journalister, er historisk lavt. Men forklaringen på, hvorfor, det er gået sådan, er der ikke enighed om.
Ida Auken, der sidder i Folketinget for De Radikale medgiver fra starten, at jo, hun spiller spillet og i en vis udstrækning også medvirket til at skabe problemet, selv hendes ambitionen er en anden – nemlig at være ærlig og lyttende.
Da hun blev valgt ind i Folketinget studsede hun over, at der ikke blev talt sammen. Det handlede mest af alt om at fremføre sine synspunkter – og så udstille sine politiske modstandere. Kampen var altid vigtigere end indholdet.
”Jeg må indrømme, at jeg gennem mine 11 år i Folketinget er blevet mere og mere som frøen i gryden – blevet varmet mere og mere op – og jeg er ikke bedre end alle mulige andre. Også fordi man kan blive straffet ret hårdt for sige sin mening,” siger Ida Auken, der ellers gør sig umage for at være ærlig og lyttende.
Pernille Rosenkrantz-Theil peger på, at 90% af politikernes arbejde handler om at lave kompromisser og finde løsninger. Det politiske brødarbejde som vi aldrig ser i medierne. De sidste 10 % er det, vi som borgere og vælgere er vidner til i aviserne og på skærmen. Og der er ganske rigtig meget råberi, medgiver Rosenkrantz-Theil. Grundene til mistilliden kan dog ikke kun tilskrives råberiet i medierne. De skal findes et andet sted, mener hun.
”Mistilliden handler om, at vi politikere simpelthen ikke har kunnet svare på de udfordringer, vi står over for. Vi har ikke kunnet stramme op på Finanssektoren her 10 år efter Finanskrisen. Vi har ikke løst klimakrisen og ikke givet svar på flygtningekrisen. Hvis mennesker oplever, at der bliver svaret på de problemer, man står over for, af de politikere, man har valgt, så er de glade. Hvis ikke der bliver svaret, så mister folk tilliden til det politiske system,” siger hun.
”Svaret ligger ikke i at miskreditere demokratiet, som er populismens svar, men at i give demokratiet den fornødne tid til at svare på problemerne,” slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.
Politikerne svarer ikke
Martin Krasnik, Weekendavisens chefredaktør, er slet ikke enig i præmissen for debatten. Politik er ikke blevet til konfliktunderholdning, siger han. For politik er konflikt. At folk er blevet trætte af og har mistet tilliden til politikerne kan ikke alene tilskrives debatkulturen. Det har nogle langt større og mere overordnede grunde. Han mener, at vi kommer til at overdrive problemet, fordi vi tror, at alle mennesker er som os selv.
”Det er meget få mennesker, der ser Debatten med Clement Kjærsgaard eller Deadline på DR2. De fleste mennesker ser på det på en helt anden måde end os,” siger han og peger på et andet problem. Nemlig at Frirummets fællesdag er en dannet samtale mellem mennesker, der har det samme forudsætninger. I en vis forstand et ”safe space” for dem, der ser Deadline.
Martin Krasnik fortsætter med det, han mener er et større problem, nemlig at politikerne sjældent bliver udfordret for alvor. Ganske enkelt fordi de ikke stiller op – eller blot aflirer indstuderede fraser.
”Både politikere og medier er gået i panik. Det handler om en teknologisk udvikling, der hev tæppet væk under medierne. Det betød, at politikerne mistede kontrollen over deres egen kommunikation. Tidligere var der en meget simpel arbejdsdeling mellem medier og politikere, men så kom den digitale revolution,” forklarer han.
”Politikere har altid forsøgt at kontrollere kommunikationen omkring sig selv. Det får de så lige pludselig meget sværere ved. Samtidig får de sværere ved at træffe beslutninger om stadigt mere komplekse ting. Det eneste, de egentlig kan kontrollere, er det, der kommer ud af munden på dem. Og det bliver så mere og mere absurd. Kommunikationen bliver mere og mere styret. Det er et langt større problem,” siger han og stikker til politisk kommentator Noa Redington, der har en fortid som spindoktor for Helle Thorning-Schmidt.
Redington glider lidt af på kritikken ved at hævde, at danske politikere er mere tilgængelige end noget andet land i verden. Et problem vil han dog gerne pege på – som en forklaring på den faldende tillid:
”Politikere ødelægger tilliden til politik som kategori ved at plante mistillid til andre politikere i jagten på magt. McDonalds ville aldrig forsøge at vinde markedsandele ved at kommunikere, at Burger Kings mad er usundt,” siger han.
Panelet når flere gange rundt. Alle er for så vidt enige om, at der – trods tillidskrisen – i disse år både blandt medier og politikere er en besinden sig på samtalen frem for skyttegravskrigen.
Bortset fra nogle få politikere på Christiansborg, mener Ida Auken. De vil skabe konflikten for selv at få noget skærmtid. Hvem der tales om, får vi ikke at vide. De er i hvert fald ikke til stede her på Frirummets fællesdag, lader det til.
Hvor er konflikten?
Siden opstarten forrige år har organisationerne bag initiativet Frirummet Efterskolerne, Friskolerne og Højskolerne arbejdet på at uddanne såkaldte debatpiloter, initiere debatten om debatten og sætte så mange frirumsdebatter som muligt inden for alle mulige emner i søen.
Og Frirummet er kommet godt i gang. 126 debatpiloter er allerede uddannet, oplyser sekretariatet – og mange Frirumsdebatter har fundet sted. Og som et nyt spor på Frirummet skal der de kommende år også udvikles en pædagogisk del, der i langt højere grad skal involvere elever på de frie skoler.
Frirummets fællesdag skal rundes af med en demonstration af, hvad formatet kan. Til det formål har man sat en Frirumsdebat op mellem leder af Alternativet Uffe Elbæk og forfatter Carsten Jensen. Peter Westermann, højskolelærer på Grundtvigs Højskole, er hentet ind som debatpilot. Skal man altid tale pænt i politik? er spørgsmålet, som de to kombattanter skal forholde sig til.
Debatpiloten ridser den formelle ramme for debatten op: Når man træder ind i Frirummet, træder man ind i et debatformat, der definerer, hvordan debatten skal foregå. Debatten består af tre runder med to debattører. I den første runde trækkes fronterne op, så man tydeligt kan se, hvori konflikten består, og hvad der er uenighed om.
I den anden runde skal der reflekteres, tvivles og lyttes, og så skal debattørerne desuden forsøge at finde ud af, hvad de har tilfældes. I tredje runde skal både debattører og deltagere i fællesskab forsøge at finde frem til initiativer og løsninger, store som små, der kan bringe os alle videre.
Så langt så godt. Skal man så altid tale pænt i dansk politik?
Uffe Elbæk har sat et parti i verden med det formål at skabe en ny politisk kultur. Carsten Jensen er berømt – og berygtet – for at benytte sig af en endog ganske bramfri sprogbrug, når han kritiserer politikere og andre. Grænsende til det dæmoniserende mener nogen.
Alligevel er det vanskeligt at spore konflikten mellem de to. De starter med fuldt ud at anerkende hinandens synspunkter – og har ingen problemer med at sætte sig i hinandens sted. Selv om Carsten Jensen i et indlæg i Politiken har kaldt Dansk Folkeparti for ”Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”, er der ingen forargelse at spore hos tilhørerne eller Elbæk, da debatpiloten læser det op. Højst lidt spredt latter.
”Det må han gerne sige”, mener Uffe Elbæk. Han er faktisk glad for, at der er nogen, der siger det, selv om han ikke selv kunne finde på det. Men hvad nu, hvis det ikke var Carsten Jensen, men en, han ikke delte holdninger med, der betjente sig af en sådan retorik? Ville han så også være lige så forstående? Det finder vi ikke ud af.
Carsten Jensen anerkender også, at Uffe Elbæk bliver nødt til at tale på en anden måde en ham selv. Det ville han sikkert også selv gøre, hvis han var politiker, siger han og peger på et andet problem. At politikere orienterer sig mod det, de tror vælgerne, vil have. Og ikke det, de selv mener.
”Forestillingen om, at alle dine følelser er legitime, er herskende i dansk politik. Antager man i stedet en pædagogisk eller opdragende tone, så bliver man beskyldt for at tale ned til folk. Det er det borgerlige – eller folkelige – dannelsesideal, der er gået tabt.” siger Carsten Jensen.
Konflikten i Frirumsdebatten bliver aldrig rigtig tydelig, selv om debatpiloten gør sit for at trække det – muligvis fordi de to herrer på mange måder deler holdninger. Muligvis også med flertallet i salen. Som Carsten Jensen selv siger undervejs i det, der udfolder sig som en dannet samtale mellem ligemænd: ”Måske skulle det have været Pia Kjærsgaard og mig? ”
I denne omgang blev Frirummet også lidt et safe space for ligesindede.