Tekst: Andreas Harbsmeier, foto: Andreas Bang Kirkergaard
Dagen før har Lene Tanggaard været til møde i Undervisningsministeriet. Som nyudnævnt formand for ”Undervisningsministeriets rådgivningsgruppe vedrørende fælles mål,” sidder hun sammen med en række skolemennesker og embedsfolk og skal være med til at forme den uddannelsespolitik, hun indtil for nylig ellers mestendels var en omend prominent, så dog distanceret kritiker af.
Vi mødes til en samtale i Stakladen – studenternes hus på Aarhus Universitet – hvor hun engang selv studerede og som også i dag er befolket af studerende i færd med et eller andet. Professor Tanggaard er ikke vanskelig at få øje på med skjorte i kraftig rød farve. Den udstråler ikke politisk tilhørsforhold, men snarere et stærkt personligt engagement, der vækker genkendelse og skaffer os to kopper gratis kaffe.
Som forberedelse har jeg blandt andet læst det interview, hun gav til nærværende blad tilbage i 2011. Der sagde hun blandt andet: ”Som selvkritik kan man sige, at det, jeg laver, måske er et sidste nødråb. Vores forestilling er truet.”
Nu kommer indholdet tilbage igen, fordi man har erkendt, at det ikke i sig selv giver kvalitet at måle noget.
Lene Tanggaard
Men noget må have ændret sig siden. Undervisningsministeren inviterer næppe et nødråb ind til rådgivning af konkret skolepolitik. Den urene pædagogik er inviteret med til højbords, der hvor den politiske indflydelse er reel, og hvor der er adgang til at påvirke rammerne for, hvordan der bedrives skole i Danmark.
”Hvis du havde interviewet mig for et år siden, ville jeg have sagt, at det var blevet værre,” siger hun over studenterkaffen.
”Der handlede det om læringsmålsstyring, som man også har set komme ind i gymnasieskolen. Vi har også mærket konsekvenserne af det på universiteterne. Men vi mærker en opblødning af det lige nu,” siger Lene Tanggaard, selv om hun endnu ikke er fuldtonet optimist.
”Det er nogle andre, der har været på de bonede gulve. Men nu er det vendt. Det viser selvfølgelig også et ændret politisk landskab og en minister, der har forstand på pædagogik, og som rent faktisk bruger den forstand. Nu kommer indholdet tilbage igen, fordi man har erkendt, at det ikke i sig selv giver kvalitet at måle noget.”
Vendingen er drevet af folk som Lene Tanggaard selv. Og selv om professorens optimisme var begrænset dengang for seks år siden, har den seneste udvikling gjort, at det rent faktisk kan lade sig gøre at ændre ting.
”Jeg har fået en tro på, at det kan lykkes at gøre noget. Der er mange forskellige aktører og mange gode kræfter. Men det er et langt sejt træk.”
Det tværfaglige som styrke
På mange måder virker det helt indlysende, at lige netop Lene Tanggaard får Højskolepædagogisk Pris. Som det lidt lystigt formuleret lød i motiveringen fra priskomitéen under overrækkelsen på Gymnastikhøjskolen i Ollerup: ”Lene Tanggaard er højskolepædagogisk, selv når hun ikke taler om højskole eller om pædagogik.”
Her skal vi dog tale om både højskole og pædagogik. Den helt konkrete erfaring med højskolen har hun fra sit eget højskoleophold. Men rigtig mange elementer i hendes arbejde passer utrolig godt ind i højskolen. Ikke mindst evnen til at sætte sig ud over faggrænserne. For på den måde at kunne tale ind i det almene. Den ene dag holder hun oplæg hos Lego i Billund, den næste underviser hun studerende på universitetet, og den tredje modtager hun Højskolepædagogisk Pris.
”På en måde inkarnerer jeg det tværfaglige. Der er mange paralleller i vores verdener. Også flere end vi tror. Også på tværs af umiddelbare forskellige verdener, er der tendenser, der går igen. Vi er mennesker begge steder,” siger hun.
”Det er en klar styrke for mig, at jeg gør det. Men det kan jeg kun, fordi jeg først er gået ned i ét felt. Jeg tror ikke, man skal starte med det tværfaglige.
Men det er ikke kun os andre, der har glæde af Tanggaards evne til at gå ind i forskellige sammenhænge. Det har hun også selv. Hun fortæller om et oplæg, hun holdt på Idrætshøjskolen i Aarhus, hvor hun mødte engagerede elever, der stillede helt andre spørgsmål, end hun er vant til fra universitetet.
”Det ilter den akademiske verden at møde andre sammenhænge – at møde ”folket”. Det er noget af det, højskolen kan. Den havde i hvert fald fået de elever til at føle sig frie. Og det møder jeg ikke på universitetet,” forklarer hun.
”Nogle af mine studerende ville have meget gavn af en vekselvirkning på en højskole. Så ville de også blive dygtigere teoretikere. Der sker et eller andet, når de kommer ind ad døren på universitetet til semesterstart 1. september. De er fulde af energi og håb. Og så piller vi det faktisk ud af dem. Det er selvfølgelig en del af den akademiske træning at finde ud af, hvor lille man er, og hvor lidt man må sige selv. Men den akademiske socialisering er nogle gange kontraproduktiv i forhold til rent faktisk at styrke de studerendes dannelse og deres læringsproces.”
”Min professor sagde til mig, dengang jeg gik ind i universitetsverdenen, at hvis jeg virkelig ville have plads til at tænke og forske, så skulle jeg ikke være på universitetet. Det var i 1999, og det er ikke blevet bedre.”
Hvad højskolen har bidraget med
Her peger Lene Tanggaard på højskolen som et sted for den frie tænkning, der eller har trange kår. Som et sted, der på mange måder har undsluppet new public management og hvad deraf følger.
Ikke mindst højskolernes rolle i den generelle pædagogiske debat fremhæver hun. Fordi højskolerne udgør et frirum, der ellers ikke findes andre steder.
Man skal passe på med at klistre højskolen til med glasursnak.
Lene Tanggaard
”Der er en stor rolle at spille for højskolen som brobygger, hvor man krydser noget, der normalt ikke bliver krydset. At gøre sig selv til et laboratorium, hvor der kan gro nye tanker.”
”Jeg mener, at højskolen ikke skal underkende sin egen betydning i den vending, som man kan se nu. Højskolen har været et sted, hvor nogen, der kærer sig om skolen, har kunnet mødes og tale pædagogik. Det, prisen og højskolernes konferencer og bøgerne kan, er at skabe det rum. Det handler om at bide sig fast i det, der er vigtigt. Der er meget stærke kræfter i verden, der arbejder modsat. Det er systemet over for mennesket. Nogen skal blive ved med at tale om, hvad det vil sige at være menneske.”
”Det er i den grad et formål for højskolen at danne ramme om den generelle pædagogiske debat,” siger hun og henviser til Lærermødet på Ryslinge Højskole i sommer, som havde deltagere fra hele skolelandskabet.
”Det var en fantastisk oplevelse. At træde ind på en højskole og erfare, at der er noget, der er større end mig. At komme ind i sådan et fællesskab, der er mere tæt. Her har kostskoleformen kolossal betydning.”
”Der er samtalen om det, vi har med hinanden, der rykker. "Og," siger hun og griner, ”man skal man ikke underkende, at vi har drukket nogle øl sammen.”
”Højskolen skaber et særligt møde mellem folk, der er forskellige. Hvis jeg drikker en øl med mine kolleger, er jeg stadig chefen. Men på højskolen er det anderledes. Det er ikke bare højskolefims eller en samtale. Det har med det fysiske rum at gøre.”
Højskolen som skole
Men der er ikke kun ros til højskolerne fra prismodtageren. Hun vil også gerne udfordre.
Kan man overhovedet sige, at der er en særlig højskolepædagogik?
”Der kan det måske give bedre mening at se på højskolen som måder at eksperimentere på, at være sammen på, at være saglige på. Det skaber selvfølgelig også en masse læring. Men læringsprocesser findes overalt. Lige fra vi bliver født, lærer at gå, lærer at spise ordentligt. Vi lærer hele tiden uden at blive undervist. Pædagogik er at lede en på vej. Men det er jo også det, vores forældre gør.”
”Nogle gange må man også følge med en strøm eller være i drift. Man kan ikke kun være eksperimentarium. Højskolen skal også nogle gange turde være almindelig.
Lene Tanggaard
”Skolen derimod, er en særlig institution. Både folkeskolen, men også højskolen. Det er et sted, hvor der er nogle undervisere, som organiserer et stof på en eller anden måde, så eleverne kan tilegne sig noget, som de ellers ikke ville kunne tilegne sig ude i det virkelige liv. De erhvervsskoleelever, jeg interviewede i forbindelse med et forskningsprojekt, veksler mellem skole og praksis hele tiden, og de ser de her forskelle. De siger til mig: ’Skole er et sted, hvor man kan eksperimentere, hvor man kan lege, hvor man kan lave fejl. Der er tid. På arbejdet skal det gå hurtigt, man skal være effektive, man må ikke lave fejl.’”
”Det skal vi huske. Der er pædagogik begge steder. Det er også pædagogik, når en mester ude på en arbejdsplads siger, du skal gå den vej og ikke den vej. Det er ikke alene pædagogik, men det er også en institutionsform og en praksisform.”
”Noget af det, der sker med eleverne på en højskole, handler ikke kun om pædagogik. Det handler ikke kun om, at her har vi et bestemt formål - vi vil lede dig på vej med nogle bestemte midler. Det er meget mere en tilværelsesform,” forklarer hun. ”Den strategiske, instrumentelle interesse forsvinder, når man tager på højskole.”
Men selv om højskolen på den måde kan siges at være et ideelt rum, skal man ikke overbelaste den ved at give den en helt masse opgaver, mener Tanggaard
”Højskolen kan ikke løse alle mulige problemer i samfundet. Højskolen skal kære sig om sin egen biks, om man så må sige. Der er mange eksempler i samfundet på, at nogen forsøger at flytte sig et andet sted hen, end de er. Vi er hele tiden på vej videre. Højskolens styrke er at være højskole – meget gerne på forskellige måder. Og det rigtig vigtigt for at bevare en dynamik, hvor der er indbyrdes uenighed og spændinger. Men man skal ikke prøve at efterligne andre.”
Psykologien, modstanden og det almindelige
Selv om det tværfaglige kommer Tanggaard til gode ude i verden, har hun en solid base i psykologien og den pædagogiske psykologi, hvor hun kan fremvise en imponerende publikationsliste, selv om hun i en universitetssammenhæng stadig er ganske ung.
"En af de helt centrale diskussioner i psykologien handler om, hvordan vi bliver til som mennesker. En fløj siger, at det gør vi i kraft af det, vi er født med – genetisk materiale, personlighedstræk, temperament osv. Og en anden side siger, at jo, noget er medfødt, men det er mere formativt for os, hvordan vi bliver påvirket af familie, skole, arbejdsliv."
”Jeg interesserer mig for fællesskaber og praksisformer og skole og uddannelse. Vi bliver til som mennesker i kraft af det. Nogen af os tror, vi er kommet til verden som unikke væsener. Selvudviklingstankegangen henter sit forestillinger fra den fløj. Selvet skal udvikles, så det er åbenbart viklet ind? Nej, vi dannes i forhold til de interaktioner, vi er en del af. Det, der udvikler os, er at give sig i kast med noget. At se ud i verden. Jeg bruger nogle gange et Løgstrup-citat. ’Det er, mens vi bakser med opgaven, at vi bliver til. Vender vi os alene mod karakteren (selvet), så stivner vi.’ Eller sagt på en anden måde: Bliver jeg sat ind i et rum for at finde ud af, hvem jeg er, så risikerer jeg at blive syg, for det er et ensomt og tungt projekt.”
Modstand og det almindelige
Med et af forbillederne – amerikanske John Dewey – forklarer Tanggaard, at den modstand, vi møder hos andre, har enorm betydning.
”Det er, når vi kommer i situationer, hvor tingene bryder sammen, at tænkningen for alvor går i gang. Vi kommer til at skulle håndtere modstand, for det gør os stærkere nogle gange. Man sælger ikke højskolen på modstand, snarere på friheden. Men friheden er ikke udgangspunktet, derimod resultatet," forklarer hun.
”Et lille spædbarn er dybt afhængig af verden. Ud af det vokser friheden. Frihed er ikke noget, man starter med, men noget man vinder eller gør sig fortjent til. Vi kan ikke regne med, at det bare er der. Modstanden er en forudsætning for friheden.”
Det skal højskolen også huske, forklarer Tanggaard, men betoner, at selv om hun taler meget om kreativitet, frirum og det særlige, skal man også huske at være pragmatisk.
”Nogle gange må man også følge med en strøm eller være i drift. Man kan ikke kun være eksperimentarium. Højskolen må også nogle gange turde være almindelig,” siger hun og medgiver:
”Der er risiko for, at jeg taler højskolen hen i en idealforestilling. Man skal passe på med ikke at klistre højskolen til med glasursnak. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at man tør tale om det ordinære, om det almindelige. Det sælger ikke helt vildt, men lad os starte der, hvor vi er. Hvis man vil noget for meget, kan det nogle gange blive karikeret og latterligt. Skole er også mandag morgen. Og gymnastikskoene, der lugter,” siger Lene Tanggaard som en sidste bemærkning inden hun skal videre.
Det kan kun være i højskolernes interesse, at folk som hende nu også inviteres med på de bonede gulve.
Blå bog
Lene Tanggaard (f. 1973)
I 2008 blev Lene Tanggaard som kun 34-årig professor i pædagogisk psykologi ved Institut for Kommunikation, Det Humanistiske Fakultet, Aalborg Universitet, hvor hun nu også beklæder posten som viceinstitutleder.
Uddannetcand.psych. fra Aarhus Universitet og fik i 2004 en ph.d.-grad fra Aalborg Universitet.
Hun har skrevet og redigeret adskillige bøger om kreativitet og læring og er forfatter til en lang række artikler i danske og internationale tidsskrifter.
Tanggaard rådgiver desuden organisationer og holder foredrag både nationalt og internationalt om kreativitet, innovation og læring. Desuden sidder hun i flere bestyrelser.
Lene Tanggaard har skrevet bestsellere, bl.a. ”I bad med Picasso – sådan bliver du mere kreativ” sammen med Christian Stadil, ligesom hun sammen med Svend Brinkmann og Thomas Aastrup Rømer har redigeret tre antologier om ”Uren pædagogik”.