Hvor meget mangfoldighed kan højskolen rumme?

Publiceret 26-09-2018

MANGFOLDIGHED Højskolen er et frirum, lyder det ofte. Men er den i virkeligheden mest af alt kun et frirum for en privilegeret gruppe af heteroseksuelle, hvide middelklassepersoner? Og hvor let er det så egentlig at være en minoritetsperson på en højskole? Vi har spurgt tidligere højskolelærer og ekstern lektor i antropologi Nico Miskow Friborg.

Af Andreas Harbsmeier

De fleste har sikkert været med til det: Adskillige højskoler afholder en temafest iscenesat som et bryllup. Alle får tildelt en rolle: faderen, den fulde onkel, barndomsveninden og selvfølgelig bruden og brudgommen. Alle spiller rollen efter bedste evne. Nico Miskow Friborg, der arbejder som ekstern lektor på institut for antropologi, men før sommer fungerede som højskolelærer, blandt andet i faget Køn, normer og privilegier, var med til en sådan fest.

På højskolen var en lille gruppe elever meget kritiske over for, hvordan bryllupsfesten skulle være. De brugte meget energi på at udfordre ideen om brylluppet. De endte med at få trumfet igennem, at festen skulle iscenesættes som et bryllup mellem to kvinder. Det var der opbakning til.

Ifølge Nico Miskow Friborg var ideen sympatisk. Det handlede om at udfordre de normer, der knytter sig til den traditionelle familieform. Men alligevel blev det majoritetskulturens normer, der fik lov at dominere. En gruppe drenge havde valgt at tage kjoler på. Ikke umiddelbart for at udforske deres kønsudtryk, men bare fordi det var sjovt. Det betød, at alle grinede af drengene. Eller måske nærmere med drengene. Det kom til at fremstå som en latterliggørelse af transkvinder og transfeminie. Flere elever oplevede det som ubehageligt og havde det vanskeligt med de taler, der blev holdt, som indeholdt stereotype og nedsættende kommentarer om lesbiske og kvinder, der er sammen med kvinder, fortalte de, og samtalen fortsatte dagen efter, da Nico havde sat ord på det i et Facebook-opslag, hvor den forklarede nærmere, hvorfor den slags udklædning og latterliggørelse er problematisk – ikke kun i det her tilfælde, men også i relation til fx racistiske udklædninger.

”Et bryllup som ramme er et spændende studie i normer. Hvilke normer findes der ude i samfundet, og hvad bliver der reproduceret på højskolen? Hvad er det for nogle forestillinger om familier, der går igen?” spørger Nico.

”Netop, når det er iscenesat, har man en god mulighed for ikke at reproducere den heteroseksuelle, ciskønnede, monogame hvide middelklasses normer. Brylluppet afspejler, hvad det er for normer og familieformer, som størstedelen af eleverne kommer fra. Det er en meget specifik familieform, der bliver reproduceret i de bryllupper.”

For Nico er det er vigtigt at sige, at det ikke handler om at pege fingre af bestemte personer, men derimod at se på, hvilke normer i samfundet, der gør, at det her kan ske.

”Jeg tror bestemt ikke, at alle de elever, der troppede op i kjole, gjorde det i ond mening. Men det er det, der kommer til udtryk, når alle griner af ti cismænd, der laver sjov med at være klædt i kjole.”
Selv om eksemplet her er hentet fra Krogerup Højskole, kunne det lige så godt være en anden af landets højskoler, mener Nico. For kulturen afspejler jo blot samfundet og den baggrund, langt de fleste elever kommer fra. Nemlig majoritetskulturen, som er den hvide, heteroseksuelle, ciskønnede middelklasse.

Mangfoldighed på højskoler

Højskolerne som folkelig institution bryster sig af sin mangfoldighed, selvom selvkritiske røster godt kunne ønske sig, at elevgruppen på den enkelte højskole havde en lidt større spredning i køn, alder, race, baggrund eller uddannelsesniveau.

Kulturminister Mette Bock efterlyste forrige år, at højskolerne skulle åbne sig for en mere mangfoldig elevgruppe. Ikke i form af særlige støtteordninger eller penge, men ved i sin kultur at være mere åbne for målgrupper, der ellers ikke kommer der. Det har skabt fokus på området. Folkehøjskolernes Forening har ansat en konsulent, der arbejder med mangfoldighed, og mange skoler er optaget af, hvordan de får skabt større mangfoldighed i deres elevgruppe.

Det overrasker dog ikke Nico, at det kan være vanskeligt at tiltrække dem, der ikke tilhører majoritetskulturen. Højskolen er et minibillede på det samfund, der omgiver den, og selvfølgelig også præget af de normer, der hersker der. Men omvendt giver de muligheder for at udfordre de normer i miniformat.

Kunne man skabe et minisamfund på højskolen, hvor det ikke var alle de hvide, heteroseksuelle, ciskønnede middelklasse-personer, der havde det nemt, bliver Nico spurgt om.

”Hvorfor ikke tage en diskussion af de normer og de privilegier og så forsøge at skabe et fællesskab, som ikke begår de samme fejl som i det øvrige samfund?” spørger Nico retorisk og nævner et andet problem, hvis højskolerne ønsker at skabe en mere mangfoldig elevgruppe.

”Hvis man gerne vil have, at der skal komme alle mulige forskellige elever på en højskole, så skulle der jo også gerne være en repræsentation i lærerstaben, som de kan spejle sig i.”

Nico Miskow Friborg

”Ofte kan det også handle om repræsentation i lærerstaben. Den kan fx primært bestå af hvide, heteroseksuelle cismænd, som ikke nødvendigvis har arbejdet med det før. Hvis man gerne vil have, at der skal komme alle mulige forskellige elever på en højskole, så skulle der jo også gerne være en repræsentation i lærerstaben, som de kan spejle sig i.”

De sensitive

Den offentlige debat om emnet udfolder sig ofte under den brede hat, der efterhånden noget nedsættende bliver kaldt identitetspolitik. Det er blevet lidt af et minefelt at navigere i.

”Begrebet identitetspolitik bliver brugt på en irriterende måde,” siger Nico. ”Vi har alle identiteter. Hvorfor er der nogen politiske kampe, der får sat det label på sig, og andre, der ikke gør? Hvorfor bliver al den snak om flæskesteg ikke omtalt som identitetspolitik? Det bliver brugt til at lukke diskussioner ned, der handler om at problematisere strukturer og normer, der er med til at skabe ulighed.”

Ofte bliver der brugt argumenter, som at minoriserede personer er for sensitive. Men det argument er for letkøbt, mener Nico.

”Hvis man aldrig selv har oplevet marginalisering eller eksklusion eller latterliggørelse, er det meget nemt at sige, at de minoriserede er meget sensitive.”

Nico Miskow Friborg

”Hvis man aldrig selv har oplevet marginalisering eller eksklusion eller latterliggørelse, er det meget nemt at sige, at de minoriserede er meget sensitive. Det er også vanskeligt at tale om, for folk går ofte i forsvarsposition, når man prøver at sige: ’Det du lige gjorde eller sagde der, det er der faktisk nogen, der blev enormt sårede af.’”

Og i forhold til eksemplet med brylluppet: ”Det kunne jo være, at der var personer på højskolen, der nu i hvert fald er blevet bekræftet i, at det er for utrygt at udtrykke eller tale om deres seksualitet eller køn, fordi de er bange for reaktionerne.”

Hvad skal man stille op?

Det er som om normer, der omhandler køn, seksualitet og race og klasse, er vanskelige at få frem i en åben samtale. Nok var eleverne i Nicos undervisning både vidende og åbne i forhold til spørgsmål om strukturer, normer og privilegier. Men, som Nico siger: ”Ofte er der meget stor forskel på det, man beskæftiger sig med på et teoretisk plan i undervisningen, og så den praksis, som højskolen fungerer under.”

Mange vil givetvis ikke vide, hvordan de skal navigere – uanset, hvor gode intentionerne er. Som oftest er man blind for de normer, man reproducerer.

”Når den majoriserede gruppe får lov at definere rammerne for fælles-skabet, så vil det ofte ske på bekostning af dem, der er minoriserede på for-
skellige måder.”

Nico Miskow Friborg

”Man skal tænke over, hvad man siger og gør, inden man siger og gør det, men samtidig ikke være bange for at sige og gøre noget. Når man bliver gjort opmærksom på, at man har sagt noget, der var sårende og skadeligt, vil man ofte føle ubehag. Det er vigtigt, at man kan håndtere den ubehag, ikke går i forsvarsposition, men lytter og takker. Bagefter kan man så undersøge nærmere om, hvorfor det var problematisk, og ændre sin adfærd fremover.”

Og så kræver det mere styring, mener Nico.

”Jeg vil godt udfordre forestillingen om, at højskolen bare stiller et rum til rådighed for eleverne til selv at eksperimentere med at skabe et fællesskab. Og så gå ud fra, at de er i stand til at gøre det på en måde, som er rart for alle elever. Der må man godt tage noget mere styring og tage det op, når der sker en marginalisering,” forklarer Nico.

”Når den majoriserede gruppe får lov at definere rammerne for fællesskabet, så vil det ofte ske på bekostning af dem, der er minoriserede på forskellige måder. Og igen: Det handler ikke om at pege fingre af de majoriserede elever, men af normerne og strukturerne”

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies