Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Da Kommunernes Landsforening for nylig præsenterede det nye løn- og personaleudvalg, som bl.a. skal rådgive KL om den store rekrutteringsudfordring på social- og sundhedsområdet, viste et foto udvalgets otte midaldrende, etnisk danske mænd. Jeg kan ikke lade være med at spørge, om der mon hertillands ikke findes kvinder eller potentielle udvalgsmedlemmer med anden etnicitet end dansk, der kunne bidrage med værdifulde perspektiver? For hey, bare fordi de fleste sosu’er er kvinder, og en del af dem har anden etnicitet end dansk, så er det jo ikke sikkert, at der er brug for at have nogle af dem med om bordet, og man skal altså ikke være så sart …
”Traditionen må ikke dø,” siger Jens Torp, som står i spidsen for at arrangere ”putte-middag” på sit gymnasium, og til en fest med håndplukkede 1.g-piger må man ”komme lidt ud af sin comfort-zone,” mener han. Og pigerne må selv bestemme farven på det undertøj, de har på til denne festlige aften, præciserer han. Selvom festkonceptet på hans gymnasium ikke inkluderer agurker, der skal helt ned i halsen som på andre gymnasier, så pointerer han, at de altså ikke vil være så politisk korrekte. Jeg spekulerer på, hvordan ritualerne påvirker det fællesskab, gymnasietiden efterfølgende skal leves i, når det starter med ”audition”, afklippede bh´er og flødeskum. Men hey, det er jo bare for sjov, man skal ikke være så sart …
”Hvad laver du med den Bøsse-skjorte, Frederik, din homo?” joker kollegaen hen over kaffemaskinens summen på kontoret. Frederik svarer ”hold din kæft, jeg er sgu da ikke homo, din nar,” med et grin. Ingen har lidt overlast, kaffen tages med ind på kontorerne, og livet fortsætter ufortrødent. Men hvad vil vi egentlig med den slags humor, og er den helt omkostningsfri? Stop dig selv, kan jeg allerede høre mennesker, jeg både respekterer og holder af, sige. Det er jo bare for sjov, tænker de. Man skal ikke være så sart …
Jeg GIDER IKKE finde mig i, at vi italesætter seksuelt udstillende og undertrykkende ritualer som harmløse drengestreger. Jeg GIDER IKKE leve med, at værkstedhumor skal skabe usikkerhed hos et ungt menneske, som endnu ikke er sprunget ud. Jeg GIDER IKKE undskylde, at jeg forventer, at vi behandler vores medmennesker med respekt.
Lisbeth Trinskjær
”Tag tørklædet af og bliv en del af Danmark,” lyder plakatens invitation fra Dansk Folkeparti. For i politik må budskaberne gerne lige blive trukket lidt hårdt op. Og nu er det nok begrænset, hvor mange muslimske kvinder med tørklæde, de er i Dansk Folkepartis målgruppe. Men hvad koster kampagnen på den enkeltes oplevelse af at høre til i et land, hvor de er født, uddannet og vokset op? Slap nu af med den der politiske korrekthed, vil svaret lyde. Man skal ikke være så sart.
Jeg er ikke bange for at lyde sart. For jeg GIDER IKKE acceptere, at man glemmer at tænke køn ind, når man sætter et hold sammen, der skal løfte en politisk vigtig opgave. Jeg GIDER IKKE finde mig i, at vi italesætter seksuelt udstillende og undertrykkende ritualer som harmløse drengestreger. Jeg GIDER IKKE leve med, at værkstedhumor skal skabe usikkerhed hos et ungt menneske, som endnu ikke er sprunget ud. Jeg GIDER IKKE undskylde, at jeg forventer, at vi behandler vores medmennesker med respekt.
Jeg er ikke sart. Jeg synes bare, at vi burde være bedre end det.