Med Dansk Blindesamfund på Nolde Museet

Publiceret 25-09-2018

ANEKDOTEN Min største museumsoplevelse nogensinde.

Emil Nolde, altertavle

Fortalt af Niels Ole Frederiksen, tidligere højskoleforstander

I sommeren 1975 blev jeg dimitteret som lærer fra Ribe Statsseminarium. Min første højskolelærerstilling fik jeg på Jaruplund Højskole i Sydslesvig. Det var den nu afdøde højskoleforstander Karl Andreasen, som ansatte mig. Jeg tiltrådte allerede den første juli 1975.

Her fik jeg nok den største kunstoplevelse, jeg nogensinde har haft på et museum. Den var også mit allerførste sommerhøjskolekursus. Jeg deltog på kurset som praktisk medhjælper og observant.

Det var et tougers sommerkursus arrangeret for især medlemmer af Dansk Blindesamfund. Det vil sige, det var blinde, svagtseende og senblinde mennesker, der deltog i kurset. De fleste af kursusdeltagerne havde en seende ægtefælle eller anden person med.

Et par dage henne i blindekursets første uge under en morgensang proklamerede forstander Karl Andreasen, at vi i dag skulle på udflugt, og at vi skulle ud og se ”Nolde Museet” i Seebüll.

Den tyggede jeg lidt på. Ud og se et kunstmuseum med de blinde! Jeg tænkte, hvad går der igennem hovedet på manden. Den udflugt måtte jeg simpelthen med på. Først på eftermiddagen ankom vi til Nolde Museet. Jeg blev sendt i forvejen ind for at købe billetter. Hver deltager fik en billet og der blev aftalt et tidspunkt for vores afrejse fra Museet.

Jeg kom ned i den store sal på Museet, hvor Noldes hovedværk det store ni-fløjede altermaleri er ophængt. I øvrigt et værk som Goebbels i 1937 specielt havde udvalgt til vandreudstillingen ”Entartete Kunst”, som det år rejste rundt i Nazityskland.

Med på sommerkurset var gamle postbud Holm med sin kone Olivia fra København. Postbud Holm var 85 år gammel og var blevet total blind på sine gamle dage. Ingen synsrest i behold længere. Ægteparret Holm sad allerede i udstillingsrummet med Noldes alterbillede.

Niels Ole Frederiksen

Med på sommerkurset var gamle postbud Holm med sin kone Olivia fra København. Postbud Holm var 85 år gammel og var blevet total blind på sine gamle dage. Ingen synsrest i behold længere. Ægteparret Holm sad allerede i udstillingsrummet med Noldes alterbillede.

Jeg satte mig ved siden af postbud Holm. Holm sad fuldstændig stille og krumbøjet og fornemmede stemningen.

Olivia begyndte nu uden drama i stemmen nøgternt at beskrive hvert enkelt maleri, indhold, form og farver. Efterhånden som Olivia fortalte om billederne i læseretningen fra venstre mod højre, fremkom postbud Holm med nogle i starten små frydefulde lyde, og da Olivia var færdig, sagde postbud Holm med glæde og jubel i stemmen:

”Tænk, at jeg endnu engang skulle se dette fantastiske mesterværk. Og tænk, at Jesus på korset er malet grøn i ansigtet af smerte – fantastisk.”

Postbud Holm brugte ordet ”se” om sin oplevelse. Postbud Holm havde i sine unge dage ved selvsyn oplevet maleriet.

Det er min største museumsoplevelse nogensinde. Jeg mener ikke, det siden er blevet overgået af andre besøg. Jeg kan oplyse, at jeg i min tid har opsøgt alt, hvad jeg har kunnet komme i nærheden af af museer for kunst og kultur.

Men denne oplevelse er aldrig blevet overgået. Postbud Holm og Olivia deltog indtil hans i død i 1982 hvert år på nogle af de kurser, jeg var med på, og fulgte mig også, da jeg senere var kommet til Båring Højskole. Hver gang mindede jeg Holm om vores fælles oplevelse på Nolde Museet i sommeren 1975.