Snorksover I, kære højskolefolk?

Publiceret 14-04-2019

OPRÅB Jeg er foruroliget over den udvikling, der er sket med vores behandling af ”de fremmede”. Da det er et nationalt/moralsk anliggende, mener jeg, at det ikke mindst må angå og anfægte den danske folkehøjskole. Hvem kan samle den protest bedre end den institution som samtlige politiske partier går ind for: Højskolen?

Af Else Lidegaard, delvist opvokset på Danebod højskole, siden lærer på Krogerup og Uldum højskoler. Initiativtager til Bedsteforældre for asyl

 

Kære højskolefolk,

Jeg skriver til jer, fordi jeg er foruroliget over den udvikling, der er sket med vores behandling af ”de fremmede”. Da det er et nationalt/moralsk anliggende, mener jeg, at det ikke mindst må angå og anfægte den danske folkehøjskole. Men jeg hører jer ikke protestere. Det har selv biskopperne gjort.

”Vi kan jo ikke huse hele verdens befolkning”, indvender man. Men antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, er jo mindsket år efter år, samtidig med at regeringen har indført love, regler og praksis, der begrænser og vanskeliggør leveforholdene. Det gælder ikke mindst for de afviste asylansøgere, der for manges vedkommende ikke kan vende hjem. De bliver både fornedret og ydmyget, utåleligt skal det være. Det må være et lidet tiltrækkende billede, de får af vores højt lovpriste demokrati.

Da jeg er med i Bedsteforældre for Asyl, er jeg vidne til, hvordan børn mistrives, anbragt på et udrejsecenter som Sjælsmark. Det handler ikke om broccoli. Børnene lider først og fremmest under, at deres forældre har det dårligt.

”Jeg nægter at tro, at almindelige danskere synes, at det er i orden, at børn straffes og bruges som gidsler for at afskrække andre fra at vælge Danmark som flugtmulighed.”

Else Lidegaard

Forestil jer at være far eller mor til en teenager, der spørger: Hvad skal jeg nu, hvad kan jeg blive til, hvor længe skal vi være her? Vi idømmer dem, der har søgt tilflugt hos os, den hårdeste straf, vi har: uvisheden. De er anbragt i lejre på ubestemt tid. Det er kun de allerfarligste forbrydere, vi idømmer straffe på ubestemt tid i Danmark. Og ingen kan vide sig sikker. De må samtidig leve med angsten for, at det er dem, der pludselig en mørk morgen bliver hentet og sendt ”hjem”.

Men selv den, der gerne vil rejse hjem, skal have det så utåleligt som muligt. Information bragte mandag den 11. januar en rystende beretning om Mohammed Anowar, flygtning i Danmark på 7. år trods hans villighed til at rejse tilbage. Men hverken Bangladesh, som Danmark har villet udsende ham til, eller Myan Mar, hvor han hører til det muslimske mindretal, Rohingayerne, vil modtage ham.

Han selv vil ifølge Information nu gerne sendes hvor som helst hen - bare han kan komme ud af det danske asylsystem. Dér betyder det nemlig ikke længere noget at have fast lønnet arbejde, egen bolig, aldrig have foretaget sig noget ulovligt… En dag bliver du pludselig opsøgt af politiet, som kan fortælle, at Udlændingestyrelsen har besluttet, at du skal flytte til udrejsecentret Kærshovedgaard.

Vi følger i artiklen Anowars stigende undren over det overgreb han er ude for, som da betjenten vil tage ham med på stedet: "Jamen jeg har jo tre måneders opsigelse på min lejlighed" … Intet af det betyder noget – han skal med en uges varsel flytte til udrejsecenteret, hvor han kan rådne op, al den stund de danske myndigheder jo godt ved, at intet land vil modtage ham. ”Jeg kan jo ikke gøre mere? Det er ligesom at slå mig ihjel at sende mig dertil. Folk begår selvmord. Hvor længe skal jeg så bo på Kærshovedgård? I 10, 20 eller 50 år?” Og det lakoniske svar er, at det skal han i hvert fald i teorien – man kan så håbe på… Ja, på hvad?

På det danske folk. Jeg nægter at tro at almindelige danskere synes at det er i orden, at børn straffes og bruges som gidsler for at afskrække andre fra at vælge Danmark som flugtmulighed. Eller at en mand som Mohammed Anowar, der i et og alt har bestræbt sig på at følge de anvisninger, han fik, og altså også forgæves har søgt andre steder hen, skal have hele sin tilværelse smadret.

Jeg håber også på den danske folkehøjskole. For hvem kan samle den protest bedre end den institution, som samtlige politiske partier går ind for: Højskolen. I vores gode højskolesangbog synger vi med Grundtvig: ”Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær/ hader frem for alt det søde, som på skrømt ham træder nær…” Lad os starte en bevægelse, så vi ikke, sammen med vores medmenneskelighed, mister vores værdighed og vores selvagtelse. Hvordan skal vi ellers om føje tid kunne synge om hjerterne, der aldrig bliver tvivlende kolde?

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies