Vidnedsbyrd fra en barndom på flugt

Publiceret 15-04-2019

FORTÆLLING Merna Yousef kom til Danmark i 2001 og nåede at bo på i alt seks asylcentre indtil 2008. Hun bor nu ude og forsørger sig selv og sit lille barn, men har stadig ikke permanent opholdstilladelse.

Af Merna Yousef

Lige siden 1997 har jeg sammen med min familie været på flugt, efter at min far var blevet dræbt af det gamle regime i Irak.

Livet har været hårdt, og det startede, da jeg var 9 år gammel. Jeg mistede en far, mit hjem, min familie og mit land for evigt. Vi flygtede til Jordan og boede der i et år og derefter til Thailand, hvor vi boede illegalt i tre år.

Når jeg lukker øjnene, kan jeg mærke duften af min bedstemors friskbagte brød.

Jeg kan høre min fars stemme.

Jeg ser mine venner lege i skolen i frikvarteret

Men så bliver det mørkt og stille.

Så ser jeg mig selv hoppe af et kørende tog.

Jeg hører menneskesmugleren råbe og skrige af folk, der løber for at gemme sig.

Jeg mærker kulden i fødderne den nat, jeg stod alene på Københavns Hovedbanegård.

Og så åbner jeg øjnene og kan ikke huske noget af min barndom. Nogle gange prøver man at glemme en oplevelse eller en periode af sit liv, men at udslette en hel barndom lader sig ikke gøre.

Alle de grusomme ting, jeg havde oplevet, inden jeg ankom til Danmark, var kun starten på det triste liv, jeg fik på asylcentre. Jeg kan ikke huske mange ting eller rettere sagt vil ikke huske på det, men de kommer tit som flashbacks, når jeg lukker øjnene.

Som barn forstår man ikke, hvorfor man ikke er accepteret, og hvad afslag på asyl betyder.

Hver gang, vi fik et afslag, spurgte jeg min mor hvorfor? Så sagde hun: ”Vores sag er ikke stærk nok.” Og så tænkte jeg, hvad mon en stærk sag er?

Jeg har tit fortalt, at jeg vil være jurist eller dommer en dag, så jeg kan hjælpe til at dømme med retfærdighed.

På et tidspunkt under vores ophold på et af asylcentrene var jeg vidne til en grusom og umenneskelig handling.

Jeg vågner kl. 5 om morgenen ved en høj lyd, åbner døren, og der ser jeg 4-5 politibetjente sammen med nogle Røde Kors-medarbejdere, der prøver at tvinge en familie til at pakke deres ting, for nu skal de sendes hjem. Jeg hører, at moderen græder og beder dem om lov til at blive.

Jeg lukker døren og løber ind i min seng og begynder at græde, for jeg er sikker på, at vores tur vil komme en dag. Den episode har gjort mig bange i årevis. Det føles nærmest om at stå på en togstation i en evighed. Folk kommer og går, og man står der og venter på det tog, som aldrig kommer. Årene gik, og frygten var der, indtil en onsdag aften i maj måned 2005 på Avnstrup Asylcenter.

Det, der skete var, at et par hundrede irakiske asylsøgere modtog et brev, hvori der stod, at de nu kunne se frem til at blive sendt hjem snarest.

Alle gik amok og begyndte at græde. Så begyndte de at kræve en forklaring eller en talsmand fra Udlændingestyrelsen, men det var onsdag aften, og torsdag og fredag var helligdage, så folk var nødt til at vente til ugen efter.

Alle begyndte at gå ud og rundt omkring bygningen, og nogle mænd sparkede og ødelagde nogle affaldscontainere. Jeg kan stadig huske, at de sagde en sætning som lød ” No repatriation, no”.

Efter 15 minutter stod hele det danske militær i området. De begyndte at skubbe folk ind i bygningen. Mens de skubbede os ind, så jeg en baby på halvandet år, der sad og græd henne ved døren. Jeg løb hen for at tage ham op, og så blev jeg slået i ryggen og skubbet hårdt af en politimand. Jeg løb ind på gangen og sad på gulvet og græd lige så inderligt som det barn, jeg holdt om. Et lille øjeblik blev verden helt stille i mine ører, og så hørte jeg Guds ord.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
- Salme 23, Biblen.

I flere dage var politiet i området, og mange blev fængslet. Hvorfor? Fordi de nægtede at blive behandlet som dyr, og fordi de krævede en forklaring. Et par dage senere modtogalle et andet brev med en undskyldning, hvor der stod, at det tidligere brev var en fejl.

Og så bliver jeg spurgt om min tillid til samfundet og menneskene omkring mig. I, der har set Sandholmlejren, I ved nok, hvordan den ser ud indefra. Men til jer, der ikke har, er Sandholm en lille verden for sig selv. Der er lægehus, kontor, børneklub, børnehave, spisekantine, fængsel, politikontor osv. Man er lukket fuldstændig ude fra samfundet.

De sidste 5 år af vores ophold i lejren bestemte vi ikke, hvad vi skulle spise. I 5 år fik vi ingen penge. Der blev serveret mad 3 gange om dagen i kantinen, og det var det. Hvis man ikke kunne lide det, så måtte man bare lade være med at spise. Jeg vil ikke fornærme Røde Kors eller andre. Men det er altså ikke sjovt at spise den samme mad hver uge i flere år. Og det er heller ikke sjovt for et barn at bo bag hegnet.

Efter 8 år kommer man så ud fra en lukket verden, og så hører man fra en eller anden kommunal sagsbehandler, at man skal studere, arbejde og bidrage til det danske samfund og være taknemmelig for den chance, man har fået. Ja jeg vil med glæde gøre mit bedste, men jeg har også brug for støtte og forståelse for min situation.

Jeg har igennem årene set børn udvikle sig til kriminelle, stofmisbrugere og psykisk syge. Hvis man vil have en flot drømmekage, skal man også bage den efter den rigtige opskrift, ellers ender den flad og grim. Man skal aldrig regne med, at sådan et menneske kan fungere normalt igen efter alt det, det har oplevet.

Af egen erfaring og som vidne kan jeg ortælle jer, at det menneske har ingen sjæl tilbage og ingen overskud til at bidrage. Efter alle de år kommer man ud i samfundet med et cv, der er helt tomt. Hvad skal man begynde med? I over 19 år har vi været statsløse. Det er ikke for sjov, man flygter og søger asyl. I lang tid har jeg bebrejdet min mor for det liv, hun har bragt os ind i. Men i dag har jeg selv en datter. Hvis jeg skulle gentage min mors rejse, så ville jeg gøre det for hendes skyld.

De sidste tre år af vores ophold i Sandholmlejren gik jeg rundt på forskellige folkeskoler og spurgte dem om lov til at gå i skole. Ingen gad tage imod mig, selv om mine danskkundskaber var acceptable. Hver gang jeg spurgte Røde Kors om tilladelse til at studere, så var svaret, ”Nej, Merna du kan kun modtage engelskundervisning på vores skole, du må ikke tage danskundervisning, fordi du er i udsendelsesposition”.

Ja, jeg har været i udsendelsesposition i fem og et halvt år. Kan det virkelig være rigtigt at blive nægtet det enkleste, et barn kan ønske sig. Hvis jeg havde haft chance for at gå i skole ligesom alle de andre, så var jeg også kommet hurtigere ind i systemet.

Men i dag studerer jeg. Jeg gør det for min mors skyld, for min datters skyld, for min egen skyld og for at vise verden, at Gud aldrig har forladt mig, trods de dale jeg var igennem. Ikke mange kan overkomme, hvad jeg har oplevet, men jeg var stærk, og måske hvis livet giver mig en chance til, så vil jeg være jurist.

Tak, fordi jeg har fået muligheden for fortælle et vidnesbyrd.

Merna

 

Merna Yousef

Flygtede med sin familie fra Irak i 1997. Kom via Jordan og Thailand til Danmark i 2001. Har boet på flere asylcentre – blandt andet i Sandholmlejren. Bor i dag ude med sin datter, men har stadig ikke permanent opholdstilladelse.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies