En flerstemmig tradition

Publiceret 11-12-2019

DEBAT Mette Sanggaard Schultz fra Højskolesangbogsudvalget: Sangene i Højskolesangbogen afspejler ikke kun vores kultur og selvforståelse. De er også med til at danne og udvikle den. De skildrer ikke kun historiens gang, de indvirker også aktivt på den. Derfor er fornyelsen også en delikat og potentielt kontroversiel sag.

Isam B. skabte røre med sit forslag til Højskolesangbogen. Foto: Anne Bæk, Ritzau Scanpix

Af Mette Sanggaard Schultz

En regnfuld lørdag i august er der maratonsang i Svendborg Forsamlingshus. Bygerne går og kommer, imens der gennem 12 timer synges livligt inde i salen. Løbende kommer nye deltagere ind fra gaden med våde jakker og rystede paraplyer, imens andre efter en kortere eller længere stund i salen går videre ud i byen til andre gøremål.

Sangen ledes på skift af 12 sangværter. Med et tema og sange, de selv har valgt. Fælles for sangene er, at de findes i Højskolesangbogens 18. udgave.

Der er 184 sange på programmet, proklamerer pianisten med slet skjult stolthed, før den første sangvært introduceres. Med kaffe i papkrus synger vi os herefter igennem afsnittet med morgensange, og på stolerækkerne i forsamlingshuset findes høj som lav. Her er gråt hår og læsebriller – men også børnefamilier med køletaske og malebøger. Nogle af deltagerne grupperer sig og kender tydeligvis hinanden. Andre er kommet alene. Et par gymnasiedrenge har slået sig ned i midten med målsætningen om at deltage i samfulde 12 timer.

Jeg står bagerst i lokalet og tænker, at det er det, Højskolesangbogen kan: Den kan forene fremmede mennesker i et nærværende “nu” med poetisk udsigt til historie og kultur. Den kan samle unge og gamle og give os følelsen af at høre hjemme i hinandens selskab.

Hvad kan traditionen rumme?

I mine tanker er den heftige mediedebat i anledning af en nyskreven sang, “Ramadan i København”, som forfatterne og komponisterne ønsker optaget i Højskolesangbogens 19. udgave i 2020. Jeg drøfter det kort med min sidemand i pausen, mens der skiftes sangvært.

Centralt for debatten er forholdet mellem tradition og fornyelse – for kan en sang, der beskriver en anden religions højtid, forbindes med den tradition, vi netop er samlet om i Svendborg Forsamlingshus? En tradition, der sammen med Grundtvig oprindeligt tog afsæt i en kristen livsopfattelse. Vi begyndte dagen med Ingemanns morgensang “Gud ske tak og lov”.

”Kan en sang, der beskriver en anden religions højtid, forbindes med den tradition, vi netop er samlet om i Svendborg Forsamlingshus? En tradition, der sammen med Grundtvig oprindeligt tog afsæt i en kristen livsopfattelse.”

Mette Sanggaard Schultz

Vi er i fuld gang med tredje time, da den lokale teaterdirektør præsenterer Poul Henningsens revyhit “I dit korte liv”. Og pludselig synger vi frejdigt: “Alle som påstår, der findes mer, gir os veksler uden underskrift”. Ganske uden forbehold. Jeg kigger indforstået på min sidemand og tænker, at traditionen allerede spænder vidt – og meget videre end mange synes at ihukomme i deres iltre ærinder. Ligesom de sikkert helt har glemt de bølgeskvulp, det ganske givet gav, da ateisten Poul Henningsens sange første gang fandt vej ind i Højskolesangbogen.

Traditionen kan ikke defineres med enkelte parametre – den er i høj grad flerstemmig.

Højskolesangbogen og samfundets forandringer

I arbejdet med sangbogens 19. udgave er overvejelser om tradition og fornyelse et omdrejningspunkt for mange samtaler i udvalget. Kommissoriet for udvalget tilsiger netop, at tradition og fornyelse skal balanceres. Og at traditionen fortsat skal karakteriseres af sange med eksistensfilosofisk efterklang, folkelige strømninger, sange knyttet til højskoletraditionen samt naturlyriske årstidssange.

Der nævnes fx også ønskværdigheden af bidrag fra andre kulturer, der er kommet til Danmark, ligesom det understreges, at globaliseringen er en kendsgerning, der skal afspejles i sangbogen.

Højskolesangbogen afspejler samfundets forandringer, og allerede i bogens første afsnit hører vi morgenhanen og lytter til mælkejungers skramlen. Vi spiser ostemad til kaffen, kigger på blanke morgenbusser og rejser over slanke lyse broer. Vi møder menneskelivet, som det har taget sig ud for os, der bor i Danmark, til forskellige tider og på forskellige steder. En fornyelse af traditionen må forholde sig til nutiden og indoptage nye perspektiver og livsformer, der kan stå side om side med de gamle.

Det forekommer mig, at vi i udvælgelsen må forholde os til det, som rent faktisk er – og ikke kun til det, der ud fra en subjektiv eller politisk betragtning bør være. Er det fx ikke nærliggende at synge om livet i en skilsmissefamilie, som er en levet virkelighed for mange nutidsdanskere, selvom vi ikke ligefrem vil hylde skilsmissen som fænomen?

Udvælgelse

I forsamlingshuset synger vi nu H.C. Andersens “I Danmark er jeg født”, og det minder mig om, at højskolesangstraditionen i sin vorden faktisk havde et ideologisk (politisk) sigte, nemlig at forbinde borgerne med og i den nye nationalstat – at gøre dem til et folk.

Sangene i Højskolesangbogen afspejler ikke kun vores kultur og selvforståelse, nej, de er også med til at danne og udvikle den. De skildrer ikke kun historiens gang, de indvirker også aktivt på den. Derfor er fornyelsen også en delikat og potentielt kontroversiel sag, der pludselig kan engagere alle Danmarks medier og et par udenlandske med.

Spørgsmålet om tradition og fornyelse må på en gang forholde sig både til er og bør. Arbejdet med at forny traditionen må have såvel et deskriptivt som et normativt sigte. På samme måde forholder det sig med udvælgelsen af sange. Sangtraditionen lever som sproget sit eget mangfoldige liv i brugen. I arbejdet med en udgave af Højskolesangbogen tager vi højde for brugen, men selve udvælgelsen er ikke et folkeligt projekt.

”Vi har derimod fokus på sange, der enten siger noget nyt på en væsentlig måde eller noget væsentligt på en ny måde.”

Mette Sanggaard Schultz

Det består ikke i at finde ud af, hvilke 600 sange der er mest populære. Højskolesangbogen kurateres tværtimod af et nedsat udvalg, der forventes at påvirke traditionen aktivt ved at have fokus på opretholdelsen af både poetisk og musikalsk kvalitet. Med behørig skelnen til den folkelige brug. Der ligger et elitært projekt til grund – nemlig ønsket om at fodre folket med kvalitet. Som sådan er arbejdet normativt, og vi forholder os i høj grad til det, vi bør synge.

Relevans og kontekst

I en pause spørger den ene af gymnasieeleverne mig, om det ikke er svært at vælge de sange, der skal udgå. Jeg bekræfter, at det er det

vanskeligste. Jeg når ikke at uddybe, før sangen atter genoptages i salen. “Den danske sang er en ung blond pige” gjalder det i salen som en klar kommentar til vores pausepassiar.
Den ikoniske sang har nemlig også været centrum for en mediestorm. En kvindelig underviser af anden etnisk oprindelse end dansk havde klaget over sangvalget ved et internt møde på en uddannelsesinstitution, fordi hun følte sig ikke-inkluderet af netop denne sang. Når sagen påkaldte sig opmærksomhed, var det ikke så meget på grund af selve klagen som det forhold, at ledelsen efterfølgende havde givet hende en undskyldning.

En tekstanalyse burde kunne overbevise de fleste om, at sagen beror på en misforståelse, da den unge, blonde pige anvendes som metafor for den danske sang – og ikke som definerende for danskhed. Og alligevel gav debatten anledning til at minde om, at sange må forstås i deres historiske kontekst.

Men selvom alle sange kan give mening i den historiske kontekst, må nogle sange alligevel ud, så bogen ikke bliver for omfangsrig. Og hvorfor så ikke denne sang, der øjensynligt ikke længere taler til alle? En følte sig i hvert fald ikke inkluderet i det syngende vi – og det fik andre til at beklage, formentlig fordi hensigten med fællessangen netop var at skabe samhørighed i gruppen. Sangen kommer næppe til at udgå. Den er stadig brugt og elsket af mange, og sanges tab af relevans viser sig primært i praksis, når ingen længere synger dem. Og således er dette kriterium det væsentligste, når sange skal udgå.

At trække flittigt brugte sange ud af traditionen på baggrund af en principiel vurdering ville for alvor være kontroversielt. Arbejdet med at finde de sange, der skal udgå, er altså i mindre omfang et normativt anliggende.

Fornyelse af form og indhold

Arbejdet med at forny Højskolesangbogen indbefatter udviklingen af nye fællessange. Der afholdes seminarer med inviterede kunstnere, som ikke nødvendigvis er del af fællessangstraditionen i forvejen, hvor der arbejdes med at skabe såvel tekstlig som musikalsk fornyelse. Dette er et aktivt forsøg på at påvirke traditionen og bringe fællessangen nye steder hen. Steder hvor den ikke kommer af sig selv. “Ramadan i København” er netop opstået på et sådant seminar. Det samme er “Lille mand”, som er skrevet af digterne Peter Laugesen og Janus Kodal til musik af jazzsaxofonisten Hans Ulrik. Særligt det jazzede tonesprog bryder med traditionen og udfordrer os på, hvad der kan synges som fællessang.

Den formastede jeg mig som sangvært til at præsentere sidste gang, der blev afholdt det årligt tilbagevendende arrangement “Maratonsang”. Efterfølgende fik jeg et håndskrevet brev fra en ældre dame, der med sirlige bogstaver formidlede et klart budskab: Sange som “Lille mand” behøver vi ikke i næste udgave af sangbogen. Min mor var enig, den sang var umulig at synge. Det sjove er, at både efter- og højskoleelever sagtens kan få det til at fungere. Fornyelse er ikke bare indhold. Vores opgave er også at skubbe til formerne. Ikke med 600 sange. Men måske med seks?

Det nye og det væsentlige

Der produceres tonsvis af fællessange inden for rammerne af den eksisterende tradition. Sange der ligner dem, vi kender, indholdsmæssigt og formmæssigt. I arbejdet med fornyelsen af traditionen optages sange ikke blot, fordi de er nye. Vi har derimod fokus på sange, der enten siger noget nyt på en væsentlig måde eller noget væsentligt på en ny måde. Der må gerne være tale om en egentlig fornyelse af indhold eller form – og ikke kun en blind videreførelse af traditionen.

Da jeg forlader forsamlingshuset, er solen gået ned. Fugten fra regnen hænger stadig ud på gadehjørnerne, ligesom tonerne fra dagens mange sange hænger ved i mit øre. Oplivet går jeg hjem, mens jeg tænker på, hvor svært det faktisk er at finde balancen mellem tradition og fornyelse.

Snart har vi ikke desto mindre gjort forsøget. Og vi har højst sandsynligt kun ramt den, hvis den ene halvdel af befolkningen råber op om alt for megen fornyelse, mens den anden beskylder os for at holde for godt fast i traditionen.

Mest af alt vil jeg dog fokusere på, om sangglade Svendborgensere i alle aldre og med alle baggrunde fortsat vil mødes til fællessang i forsamlingshuset.

 

Uddrag

Artiklen er et uddrag fra bogen Syng sammen, der er udkommet på FFD’s Forlag med Dy Plambeck som hovedforfatter. Bogen er en del af serien Højskolens 10 bud – på en skole for livet, der består af 11 korte bøger. Hvert bind undersøger ét kendetegn ved højskolen, dets relevans i fortiden og for fremtiden, for Danmark og den omgivende verden, og hvordan det bringes i spil i højskolens praksis i dag.

 

 

%MCEPASTEBIN%

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies