Af højskolelærer Andreas Pilekjær og højskoleforstander Thue Kjærhus, Rønshoved Højskole
Den danske højskoleverden og det grundtvigske har været tavse, hvad angår debatten om jødernes og muslimernes ret til omskæring af drenge. Den dansk-israelske jøde, tidligere chefredaktør på Politiken Herbert Pundik (f. 1927), har omtalt tavsheden. Han efterlyser således, at kirken, højskolerne og det intellektuelle Danmark rejser sig i et forsvar for jødernes og muslimernes ret til omskæring af deres drenge.
Læs også svaret på denne kronik: Tankeløs omskæringskritiker finder sit spor
Den jødiske omskæring af drenge er en pagthandling, som kan sidestilles med den kristne dåb. Uden denne pagthandling ingen jødedom. Det er jødedommens ontologiske fundament. Heri adskiller jødedommen sig fra islam. I islam er drengeomskæring ikke en fundamental ontologi, men en tradition.
Jøderne er vores landsmænd. De er en del af danskheden og det folkelige. En del af den danske erfaringsverden.
Andreas Pilekjær og Thue Kjærhus
Vi spørger: Hvorfor forsvarer kirkens folk ikke jødedommen mere markant? Hvorfor er det kun Tidehvervs- og Missionsfolk, som reelt forsvarer jødedommen? Hvorfor er det grundtvigske så relativ tavst i omskæringsdebatten, når det grundtvigske er baseret på historien, kulturen og frisindet? Det grundtvigske står således i et modsætningsforhold til den abstrakte rettighedskultur, som er funderet i naturrettens aksiomatiske verdensopfattelse.
Frisind bygger på erfaringer
Jøderne er vores landsmænd. De er en del af danskheden og det folkelige. En del af den danske erfaringsverden. I det grundtvigske skelner vi som bekendt mellem frisind og tolerance. Tolerancen er et princip (et aksiom), som er uafhængigt af historien og kulturen. Frisindet bygger derimod på erfaringerne. Danske kristne og danske jøder har skabt et nært forhold til hinanden gennem historiske erfaringer. Det er ikke et princip, der holder os sammen, men erfaringerne.
Perspektivet for de traditionsbårne jøder er således alt andet end lyse. Tidsåndens aggressive rettighedstænkning, ateisme og sekularisme vil tiltage i de kommende år i Nordeuropa og USA. Alt reduceres af tidsånden til jura, rettighedstænkning og ideologi. Til abstraktioner, som ikke er baseret på erfaringer. Det er tidsånden. Det er grundlaget for det totalitære og fascismen, mener både den marxistisk tænker Theodor W. Adorno (1903-69) og den politiske fænomenolog Hannah Arendt (1906-75).
Parallelt med truslen mod jødedommen er der opstået en radikal antisemitisme i muslimske miljøer og blandt højreradikale grupper i Rusland, Ukraine, Frankrig, Østrig og Tyskland. Det har medført en voksende udvandring af europæiske jøder til Israel. Zionisternes rationelle profeti, at jødisk liv kun kan leves frit i Israel, er hermed en realitet. Hertil kommer en tiltagende aversion mod Israel og zionismen.
Totalitær rettighedstænkning
Vores ærinde er imidlertid ikke en analyse af den muslimske antisemitisme i Europa eller af den traditionelle europæiske antisemitisme eller at påstå, at forbudstilhængerne af jødisk drengeomskæring er antisemitter. Nej, de er ikke antisemitter, men tankeløse.
Denne tankeløshed er et centralt tema hos Hannah Arendt. Det er kernen i hendes civilisationskritik. Hun adresserer årsagen til tankeløsheden til det forhold, at klassesamfundet, der er baseret på erfaringer, er blevet omformet til et individuelt massesamfund af rettigheder og ideologi.
Den moderne rettighedsliberalisme har ingen forståelse for erfaringer, kulturer og fællesskaber, der er forankret i traditioner og religioner. Det senmoderne menneske anser de individuelle abstrakte rettigheder, der er funderet i naturretten som selvindlysende og indiskutable. Denne tilsyneladende selvfølgelige tilgang, som forbudstilhængerne er forankret i, indeholder imidlertid en dobbelthed. Et spændingsforhold - en dialektik mellem frihed og eksklusion af kultur, tradition og fællesskab.
Vi ser modstanden mod omskæring af drengebørn som et udslag af tankeløshed. Bevæggrunden for modstanden skal ikke primært findes i antijødiske følelser eller religionsforskrækkelse, men i et tankeløst menneskesyn, ifølge hvilket det bedste, man kan gøre for et barn, er at påvirke det mindst muligt.
Andreas Pilekjær og Thue Kjærhus
Derfor får forbudstilhængernes kritik af omskæringen netop karakter af ideologi. Ja, faktisk mener vi som antydet indledningsvis med de tysk-jødiske politiske tænkere Hannah Arendt og Theodor Adorno, at oplysningsparadigmet og den individuelle rettighedstænkning har noget yderliggående totalitært over sig, som medfører en intolerance over for historiske erfaringer og kulturer.
Hvor tolerancen er baseret på selvindlysende (aksiomatiske) individuelle liberale rettigheder, er frisindet modsat baseret på erfaringer med kulturer. Det er en skelnen, den berømte Askovlærer dr. Holger Kjær foretager i det berømte værk fra 1961: Tolerance eller frisind. Derfor kan vi spørge: Skal vores dom over den jødiske tilgang til drengeomskæring i Danmark baseres på erfaringer (frisind) og en kontekstvurdering eller på princippet om selvindlysende (aksiomatiske) liberale, individuelle rettigheder?
Kultur er et overgreb
Vi er i Danmark præget af den nordeuropæiske protestantisme, hvor religion forstås som inderliggørelse. De sekulære bruger ubevidst den protestantiske virkningshistorie som referenceramme for en kritik af jødedommen og islam. Derfor bliver svaret fra den sekulære ideologi, at den jødiske pagt og omskæringen kun skal opfattes som et ydre symbol.
Underforstået, at den jødiske pagt og omskæring ikke er en fundamental ontologi (grundkategori) i jødedommen. De sekulære hævder således paradoksalt nok, at jødedommen bør reformeres til en form for inderliggjort jødedom - til ren åndelighed uden reference til symboler. Det er Calvins og Luthers virkningshistorier, der her har aflejret sig i den sekulære kritik af jødedommen.
Den fundamentalistiske sekularisme og ateisme er efter vores vurdering en langt alvorligere trussel mod jødedommen end den frådende rabiate antisemitisme. Grundlagstænkningen bag forbuddet mod drengeomskæringer appellerer til det moderne individuelle menneske, der appellerer til en selvindlysende forstandighed. Positionen lægger vægt på de universelle abstrakte rettigheder og ser de definerede fællesskaber som en barriere for den individuelle frihed.
Rettighedsliberalismen kan idefilosofisk føres tilbage til den engelske filosof John Locke (1632-1704). Mennesket har ifølge Lockes forestillinger ret til sin krop, sit liv og private ejendom. Hvis privatejendommen og kropsretten antastes, er det en krænkelse af det enkelte individs naturret. Menneskerettighederne er funderet i naturetten dvs. i en fastlagt (apriorisk) bestemmelse, som er uafhængig af menneskelige erfaringer.
Presset på jødedommen og islam vil de kommende årtier komme fra den nordeuropæiske sekulære protestantiske kultur, som er knyttet til det rettighedsliberale ”set up”. Omskæringsdebatten er således primært lokaliseret til den protestantiske kultur. Kritikken er således kulturelt funderet.
Den nordeuropæiske rettighedsliberalisme er en idestrømning, som kritiserede alle historisk definerede kulturer. Definerede fællesskaber, som ikke er tilvalgte af den enkelte, strider mod det rettighedsliberale frihedsideal. For det moderne menneske er det et overgreb på den enkeltes frihed, at vi er pålagt en defineret kultur fra barnsben. En kultur som forældrene og slægten indføjer os i.
Tolerancebegrebet almengør menneskets rettigheder ud fra naturretten dvs. fra en grundantagelse (aksiom), der anses for at være indlysende sand, og som ikke skal bevises via erfaringen. En sådan tænkning betragter Arendt som sagt som totalitær.
Frisindet bygger modsat tolerancebegrebet ikke på et aksiomatisk princip, men på erfaringerne som ledetråd til accepten af forskellighederne. Den tysk-jødiske tænker Theodor Adorno skriver herom i det ikoniske værk Minima Moralia: Fortalerne for tolerancen er ”tilbøjelige til at vende sig intolerant mod enhver gruppe, der ikke tilpasser sig…” At alle mennesker og kulturer substantielt ligner hinanden er netop, hvad det moderne samfund ønsker, noterer Adorno. Det moderne menneskes frihed er reduceret til et aksiomatisk princip, så vi kan bilde os ind, at vi er lige, uagtet at enhver kan se, at vi er forskellige med hensyn til religion og kultur.
En drabelig kulturkamp
Vi befinder os således i en drabelig kulturkamp. En kamp mellem dem, som abonnerer på en liberal individuel oplysningsfilosofisk tilgang til livet, og de af os, der vægter fællesskabet, historien og en defineret kultur som afgørende parametre for den individuelle frihed. En diskussion som højskolerne og det grundtvigske har været en aktiv del af fra midten af det 19. århundrede.
I det grundtvigske bliver individet et unikt og fri-sat menneske i fællesskabet og ikke via abstrakte rettigheder. Det grundtvigske har som jødedommen historien, erfaringerne og fælleskabet som tilværelsens tydning. Vi betragter, som Adorno, det tolerante som en reduktionisme af det menneskelige og frisindet som den instans, der accepterer det forskellige. Derfor vil vi forsvare jødedommen.
Generationers erfaringer med det jødiske samfund tæller således mere end abstrakte frihedsrettigheder. Derfor vil et lovindgreb mod jødisk omskæring være et overgreb mod det jødiske samfund. En uvenlig handling. Jøderne er historisk en del af danskheden. Vi har delt skæbne med hverandre i århundreder. Vi har en særlig og konkret historie sammen. Intet abstrakt princip kan ændre disse historiske erfaringer. Diskussionen om drengeomskæringer er en kamp for jødernes ret til et jødisk liv i Danmark.
Sartres lille bog Om antisemitismen fra 1944 foregriber dagens debat. Sartres refleksioner sætter omskæringsdebatten og tankeløsheden i den liberale individuelle livsopfattelse i perspektiv. Ikke fordi omskæringsdebatten er et udtryk for antisemitisme, men fordi konsekvensen af en forbudslov betyder en eliminering af jødedommen i Danmark. Det er kort og godt anti-judaisme og tankeløshed.
Anti-judaismen var dominerende i middelalderen. Den var rettet mod jødedommen som trosretning. Antisemitismen er derimod en verdslig ideologi, som karakteriserer jøderne som race. Sartre gør gældende, at det liberale menneske, som er funderet i rettighedsliberalismen, vil forsvare jøden som menneske, men ikke som jøde. Jøden dør som jøde, men overlever som menneske. Sartre skelner mellem den ægte og uægte jøde.
Den ægte jøde har valgt sig selv som jøde, dvs. han har indset, at han er et konkret historisk menneske, som er sat i en jødisk situation. Jøder er således velkomne i Danmark. De skal blot lade være med at være jøder.
Sådan kunne den tragikomiske overskrift for omskæringsmodstanden i Danmark passende opsummeres. Modstanden mod omskæring lader sig imidlertid hverken forklare under henvisning til modstandernes påståede antijødiske motiver eller generelle mangel på religiøs musikalitet.
Det er desværre meget værre. Modstanden er i vid udstrækning som sagt drevet af tankeløshed. En tankeløshed, som har sin mulighedsbetingelse i den moderne samfundsudvikling, og hvis virkninger langtfra er banale og uskadelige, selvom tankeløsheden selv kan synes at være det.
En eklatant misforståelse
Lad det være sagt ”noch einmal”: konsekvensen af et forbud vil være udvandring af danske jøder. Alene det perspektiv burde få de mere besindige i forbudslejren til at tage deres standpunkt op til genovervejelse. Når vi er pikerede over forbudsforslaget, er det imidlertid ikke alene for at gøre opmærksom på det totalt uacceptable i en lovgivning, der vil resultere i jødisk udvandring fra Danmark, men også fordi debatten giver lejlighed til at stille mere fundamentale spørgsmål om, hvor den tankeløshed stammer fra, og hvilket menneskesyn den hviler på.
Når tilhængere af et forbud næppe vil ændre synspunkt, fordi danske jøder i tilfælde af et forbud vil se sig nødsaget til at forlade deres hjemland, hænger det dog ikke mindst sammen med den udbredte forestilling, at danske jøder jo slet ikke er uvelkomne. De skal såmænd bare lade være med at omskære deres drengebørn.
Man skal vide noget om jødedom for at indse urimeligheden i en sådan forestilling. Omskæringen af drengebørn på den ottende dag efter fødslen er simpelthen selve barnets indlemmelse i det jødiske fællesskab og et synligt tegn på pagten mellem Gud og folket – i øvrigt helt uafhængigt af, om forældrene også abonnerer på den trosmæssige side af sagen.
Kultur, tro og tilhørsforhold i jødedommen er nemlig uadskilleligt forbundet med konkrete handlinger og ritualer, som ikke bare lader sig kondensere til åndelige, ukropslige sandheder, hvor meget vi end iført de kulturprotestantiske briller måtte tro, at religion er et indre samvittighedsanliggende alene.
Vores ærinde er imidlertid ikke en analyse af den muslimske antisemitisme i Europa eller af den traditionelle europæiske antisemitisme eller at påstå, at forbudstilhængerne af jødisk drengeomskæring er antisemitter. Nej, de er ikke antisemitter, men tankeløse.
Andreas Pilekjær og Thue Kjærhus
Det er en eklatant misforståelse at tro, at symboler og tegn som f.eks. omskæring på én eller anden måde kan oversættes til deres rene betydning, så selve symbolet helt overflødiggøres. Fjernes det ydre tegn, fjernes betydningen også. I dette tilfælde betydningen af at høre til og høre hjemme. Men hvad med det enkelte individs ret til selv at kunne bestemme over sin egen krop?
Det moderne menneskes ret til egen krop er en af de mest hævdvundne og folkeligt fejrede rettigheder, vi kan opvise. Snart sagt ingen debatter kan få sindene i kog som dem, der drejer sig om individets rettigheder, og nærved ingen debat centrerer sig så ofte om individets rettigheder som diskussionen om omskæring af drengebørn.
Fra den fløj, der hylder individets ukrænkelighed på krop og rettigheder, lyder som oftest det slogan, at man ikke bør mærke børn ved et fysisk indgreb, da barnet ikke selv har valgt dette til. Skal omskæring finde sted i et moderne samfund, så må det være op til den enkelte at tage stilling hertil, når man er blevet myndig. Individet bør så vidt muligt friholdes fra at mærkes unødigt af sine omgivelser, det være sig på krop eller sjæl.
Idealmodellen er her, at spørgsmål om tilhørsforhold til f.eks. religion og kultur kun bør afgøres af individet selv, og under alle omstændigheder først, når det er gammelt nok til at overskue de alternative muligheder, der også kunne være, f.eks. at tage afstand fra traditionen, tilvælge en ny og bedre eller forholde sig neutralt.
Det neutrale menneske som ideal
Hvis ovenstående signalement af forbudsfløjens position er dækkende, så lad os kaste et nærmere blik på, hvilken opfattelse af mennesket, der ligger til grund for dette ideal. Vi vil i det følgende argumentere for, at omskæringsmodstandernes ideal om, at individet bør friholdes fra at mærkes af sine nærmeste, indtil det bliver myndigt og derpå selv kan forholde sig frit og neutralt til de bugnende hylder i livsanskuelsernes supermarked, er abstrakt, menneskefjernt og kulturfjendtligt.
Opfattelsen gror ud af en glemsel, en manglende agtpågivenhed overfor det forhold, at mennesket altid lever og må leve af en verdenstolkning, der kommer det enkelte menneske i forkøbet som historisk-social overlevering.
Denne verdenstolkning er aldrig uden ydre kendetegn, symboler og sammenhænge, for uden dem ingen betydning. Kravet om at skulle oversætte eller uddestillere en ideel betydning af et symbol, som da er overflødiggjort, er som nævnt umuligt.
Når det neutrale menneske gøres til ideal, har vi sat ensomhed op på en piedestal. Men ene bliver ingen menneskelig. Intet enkeltindivid begynder nogensinde at udlægge verden forfra og på bar bund, men vokser umærkeligt ind i en verden, som allerede er fortolket og lagt til rette af det menneskelige fællesskab, man fødes ind i.
Dette var den tyske tænker Martin Heideggers (1889-1976) indsigt, og han tilføjede, at det enkelte menneske først efterhånden erhverver sig mulighed for selvstændig stillingtagen, kritisk revision eller traditionsopgør.
Menneskets indflettethed i sin umiddelbare omverden er det primære, som mennesket først sekundært kan distancere sig fra og træde op imod som et enkeltstående subjekt.
Dette er et menneskeligt grundfænomen, som vi ofte overser, men uden hvilket ingen menneskelig eksistens ville være mulig. At overse dette er tankeløshed. Når Heidegger hævder, at vi umærkeligt vokser ind i en verden, hvis fortolkning og ramme altid allerede er lagt til rette af det menneskelige fællesskab, vi fødes ind i, så vil det sige, at vi ville være berøvet den helt grundlæggende forudsætning for at forstå os selv og vores omverden, hvis ikke allerede mennesker omkring os overleverede os en fortolket verden med dens konkrete symboler og tegn. Konkrete symboler og tegn, der imidlertid ikke kan oversættes til ren betydning uden samtidig at have mistet deres betydning.
Det moderne menneskes ret til egen krop er en af de mest hævdvundne og folkeligt fejrede rettigheder, vi kan opvise. Snart sagt ingen debatter kan få sindene i kog som dem, der drejer sig om individets rettigheder, og nærved ingen debat centrerer sig så ofte om individets rettigheder som diskussionen om omskæring af drengebørn.
Andreas Pilekjær og Thue Kjærhus
Når jødiske forældre derfor lader deres drengebørn omskære på ottendedagen, så overleverer de dem en fortolket verden ved at give dem et tegn, der placerer barnet inden for en forståelseshorisont. En forståelseshorisont, som er garant, for at barnet ikke er kastet ind i verden uden en sammenhæng at se sig selv i, men også garant for, at en senere mulig afstandtagen til traditionen bliver kvalificeret og på oplyst grundlag.
Det skulle gerne være fremgået, at vi ser modstanden mod omskæring af drengebørn som et udslag af tankeløshed. Bevæggrunden for modstanden skal ikke primært findes i antijødiske følelser eller religionsforskrækkelse, men i et tankeløst menneskesyn, ifølge hvilket det bedste, man kan gøre for et barn, er at påvirke det mindst muligt, for at det kan være så objektivt så muligt, når tilhørsforholdet skal vælges som voksen.
Men det at forstå sig selv og høre hjemme er ikke et enmandsforetagende fra et neutralt udgangspunkt - selvforståelse og tilhørsforhold er noget, vi skænkes. Det ved vi godt, når vi tænker nærmere efter.
Idealet om det neutrale enkeltindivid fødes ud af tankeløshed og avler selv tankeløshed. En tankeløshed, der ikke kan tænkes løsrevet fra det moderne samfund. I analysen af det modernes sammenhæng med tankeløsheden rager ikke mindst den tysk-jødiske politiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) op.
Arendts analyse af tankeløshedens fremkomst i det moderne skal i det følgende udfoldes og knyttes til massesamfundets ideologi, som danner mulighedsbetingelserne for det totalitære.
Ideologi frem for erfaringer
Det moderne menneske har (jf. Hannah Arendt) en trang til at tænke ideologisk dvs. ud fra abstrakte principper. Derfor handler det ikke ud fra erfaringerne. Tankeløsheden og ondskabens banalitet (Arendt) er funderet i massesamfundets manglende menneskelige interaktion. Vi tilegner os i det moderne et centrum for tænkningen som er historieløs, og som er baseret på et aksiom (Arendt). Et aksiom er ikke udledt af erfaringer.
John Lockes rettighedstænkning er ikke uddraget af erfaringerne, men fastlagt som selvindlysende sandheder. Et aksiom har definerede regler, hvorpå konklusionerne er indiskutabelt sande. Arendt definerede al ideologi som aksiomatisk. Nazismens aksiom er, at der findes gode og dårlige menneskeracer. De dårlige racer er til skade for civilisationen. Ideologierne er for Arendt et med ideernes logicitet. Når aksiomet er sat, er der ingen udvej for konsekvenserne af følgeslutningerne. ”Når man har sagt A, må man også sige B og C og så videre lige til enden af det morderiske alfabet… Enhver der var enige i, at der fandtes ting som døende klasser, og ikke drog den konsekvens at dræbe deres medlemmer, eller i, at retten til at leve havde noget at gøre med race, og ikke drog konsekvens at dræbe uegnede racer var simpelthen enten dum eller fej”.
Karakteristisk for det moderne menneske er, at det har mistet fællesskabet som en afgørende faktor for socialisering. Den kapitalistiske udvikling atomiserer fællesskaberne og klasserne. Derved opstår der en ny psykologi hos det moderne menneske, der erstatter sindelagsetikken med regler og forordninger dvs. regeletik. Regler og forordninger kan nemlig fungere uden interaktion og tillid mellem mennesker. Den indre etik, som er knyttet til samvittigheden, erstattes af en ydre regeletik.
Det eneste sted, hvor det rodløse moderne menneske kan fungere politisk i fraværet af et menneskeligt fællesskab er i logikken/ideologien og i regeletikken. Logikken, reglerne og rettighederne erstatter de menneskelige erfaringer, som handlingsanvisende. Hvis vi har tabt tilliden, som kun kan skabes i fællesskabernes uforudsigelige interaktioner, må vi nødvendigvis forlade det folkelige og sindelags-etikken.
Tankeløsheden og det moderne vil have forudsigelig og mental ensretning. Derfor er jødedommens usamtidige univers af slægt, traditioner og eksklusivitet en provokation i det moderne.