Kurt V. Andersen, tidligere højskolelærer, forstander og tidligere mangeårigt medlem af FFD´s bestyrelse
I sidste nummer af Højskolebladet kunne man læse følgende gardinpræken:
”Det ærgrer os, når medlemmer ikke anerkender en demokratisk beslutning truffet efter en grundig debat, der er blevet taget på et årsmøde, men kører solo imod et klart flertals ønske.”
Det er Folkehøjskolernes Forenings bestyrelsesformand Lisbet Trinskær, som anvender majestætisk pluralis i en undsigelse af Mads Rykind Eriksens og Erik Lindsøs påståede mangel på demokratisk sindelag, fordi de i en kronik i JP havde advokeret for at forpligte højskoler på at have ansatte boende på skolerne og dette mod en vedtagelse på et årsmøde i FFD.
Jeg kunne tænke mig at få forklaret, om det er blevet praksis at pålægge medlemmer af FFD loyalitet overfor flertalsvedtagelser på årsmøder?
I de mange år, hvor jeg var medlem af FFD og deltog i foreningens årsmøder, var der oftest en livlig og til tider voldsom debat, men jeg oplevede aldrig et forlangende om, at medlemmer ikke offentlig måtte give udtryk for deres uenighed med flertallet. Historisk set har vi kunne debattere voldsomt og kæmpe på resolutioner indtil udmattelse på årsmøder, regionsmøder m.m. Det forhindrede aldrig, at vi kunnet feste i samdrægtig uenighed og drikke godt til helt ud på morgenstunden ved årsmødefesterne. Og aldrig har jeg oplevet forsøg på at pålægge et uenigt mindretal loyalitet på flertallets synspunkter, sådan som formanden gør i sit indlæg.
Ja, tilmed mere end antyder hun, at de to kronikører nu er årsag til forøget tilsyn. Det forhold er alene ministerens ansvar, selvom det naturligt nok kunne tænkes, at hun er enig med de to kronikører. Jeg er også enig med Mads og Erik, men det er ikke mit egentlige anliggende her.
Mit anliggende er, at jeg er betænkelig ved en organisationspraksis, som undsiger dissidenter og pålægger dem loyalitet eller tavshed.
Er FFD blevet reduceret til at være en ren interesseorganisation, der af politisk-strategiske hensyn ikke ønsker uenighed endsige er i stand til at rumme de dissidenter, som altid er nødvendige, hvor andre ønsker taktgang?