Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist
Thomas Vigild er lærer på linjen for spiludvikling på Vallekilde Højskole, og han holder meget af vekselvirkningen mellem pædagogisk samvær med eleverne og mere formel faglig undervisning.
”Når jeg sætter gang i et brætspil om aftenen, opfatter eleverne det som liv og leg, ikke som læring. De bemærker oftest ikke, hvad der sker under spillet, men jeg har selvfølgelig en bagtanke med det, fordi jeg ved, at spillet lærer dem noget om sig selv og om andre og skaber relationer. Det er ekstremt vigtigt, at højskolen giver mulighed for et samspil mellem formel undervisning og mere uformelt samvær, fordi der er essentiel livslæring og dannelse i begge dele. Det er det, højskolerne kan i modsætning til gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner,” siger han.
Han ser derfor med alvor på, at man på nogle højskoler er begyndt at ansætte flere timelærere til at tage sig af den formelle undervisning, mens der ansættes pædagogisk personale til at tage sig af samværsdelen.
Det bekymrer også bestyrelsen i Højskolernes Lærerforening (HL), som desuden er meget bekymrede over tallene i en ny undersøgelse fra VIFO, Videncenter for Folkeoplysning, der viser, at fuldtidsansatte læreres årlige undervisningstid nu varierer mellem 400 og 828 timer med et gennemsnit på 466 timer.
Det er en klar stigning i forhold til den lovgrænse på 408 timer, som gjaldt indtil for to år siden, da en ny bekendtgørelse, som afskaffede loftet over fuldtidsansatte højskolelæreres årlige antal undervisningstimer, trådte i kraft. Da den nye bekendtgørelse var undervejs, ytrede bestyrelsen i HL frygt for, at den kunne true hele skoleformen, hvis den medførte, at samværet ikke længere blev sidestillet med undervisningen.
Nu, to år senere, viser tallene fra VIFO, at lærerne på 31 af 35 undersøgte skoler underviser under 500 timer årligt, på 10 af skolerne underviser de mellem 451 og 500 timer, og på fire skoler over 500 timer.
Begrundet frygt
Tallene viser ifølge Johnnie Bøtker Laursen, der er lærer på Idrætshøjskolen Viborg og medlem af bestyrelsen i Højskolernes Lærerforening, at frygten ikke var ubegrundet: ”En del lærere underviser nu 500 timer - og med det forhold at undervisning og forberedelse følges ad 1:1, som vi anbefaler i HL, og som det tidligere har været - går det enten hårdt ud over tiden til samvær eller medfører en stærkt forøget arbejdsbyrde. I foreningen hører vi desværre om flere lærere, der kæmper med eller går ned med stress, fordi de forsøger at fastholde det høje niveau i deres undervisning og heller ikke vil slække på samværet med eleverne,” siger han.
Det glæder dog foreningen, at højskoleforstanderne sammen med Folkehøjskolernes Forening (FFD) – som reaktion på den nye bekendtgørelse - vedtog et charter med et vejledende undervisningstimetal på maksimalt 400-500 timer om året.
”Chartret er bedre end ingenting, og i det hele taget oplever vi, at FFD og lærerne arbejder for det samme endemål – at lave god højskole, hvor den vigtige vekselvirkning mellem samvær og undervisning fastholdes,” siger Johnnie Bøtker Laursen.
Lærerforeningens bestyrelse håber i første omgang at få flere end de nuværende 50 højskoler til at tilslutte sig charteret og ønsker på sigt at få genindført et loft over antallet af undervisningstimer.
”Der kan være svære økonomiske argumenter, som presser skolerne, men også en stærk konservativ tankegang. Desværre oplever vi, at der på nogle forstanderposter sidder gamle ronkedorer, som stik imod højskolernes tankesæt om at danne til demokratisk deltagelse ikke ønsker reel dialog med de ansatte om, hvordan man sikrer rimelige arbejdsforhold,” siger han.
Han tilføjer, at langt de fleste højskolelærere er parate til at arbejde utrolig meget og ikke bryder sig om at tælle timer. ”Men når lærerne bliver presset og går ned med stress, er det en naturlig reaktion at begynde at tælle timer. I det hele taget er det en forældet tankegang, at højskolelærere ikke skal have formelle rettigheder, fordi jobbet opfattes som et kald. Hvem spørger en læge, om han tæller timer og får løn for dem alle? Det opfattes som naturligt, selv om lægefaget også traditionelt ses som et kald,” siger han.
Det går ud over den særlige kultur, hvor eleverne oplever samvær med lærerne og deres familier ved aftensmåltidet og i weekender, og hvor lærergruppen er sammensat af flere generationer med forskellig baggrund og erfaringer.
Johnnie Bøtker Laursen, lærer på Idrætshøjskolen Viborg og medlem af bestyrelsen i Højskolernes Lærerforening
Johnnie Bøtker Laursen frygter, at økonomisk pressede højskoler vil tvinge lærerne til at undervise endnu flere timer og især ansætte nyuddannede kandidater fra universiteterne, som er parate til at arbejde benhårdt i 3-4-5 år, inden de søger over i fx gymnasieverdenen.
”Vi ser en tendens i den retning, og det går ud over den særlige kultur, hvor eleverne oplever samvær med lærerne og deres familier ved aftensmåltidet og i weekender, og hvor lærergruppen er sammensat af flere generationer med forskellig baggrund og erfaringer. Igen er sammenhængen mellem det faglige og sociale på spil,” siger han.
Han tilføjer, at foreningen også er bekymret over en tendens til, at flere højskoler bruger praktikanter, som til lav eller ingen løn tager sig af opgaver, som kun lønnede lærere med en vis erfaring burde tage sig af.
”Der skal findes en ordning på det, så praktikanter ikke står alene med ansvar for undervisningen, men som en del af ordningen har en mentor med det overordnede ansvar for forløbet og for, at praktikanten får noget med til det uddannelsesforløb, vedkommende er i gang med. Og når praktikanter har undervisning alene, bør det aflønnes med timeløn - ofte er det jo heldigvis meget kvalificerede tidligere elever, som kan give meget til elever, kolleger og skolen,” siger han.
Lærernes tilgang er præget af frihed
Hele diskussionen om timetal og arbejdsvilkår taler ind i en mere overordnet debat om forholdet mellem kalds- og lønmodtagermentalitet, mener forsker Rasmus Kolby Rahbek, der arbejder på en ph.d. om højskolepædagogikkens udvikling.
”De seneste 10-15 år har der været et opgør i gang med den gamle tanke om, at højskolelæreren per definition arbejder fra solopgang til solnedgang, sådan som bønderne også gjorde før i tiden. I dag kommer højskolelærerne ikke nødvendigvis med den tilgang til jobbet. Mange er bevidste om, at der skal være en fornuftig balance mellem arbejds- og familieliv. Men samtidig ligger det stadig de fleste højskolelærere fjernt at tælle timer og være meget rigide omkring det,” siger han.
Rasmus Kolby Rahbek mener ikke, at man endnu kan konkludere noget entydigt om, hvordan den nye bekendtgørelse påvirker sammenhængen mellem samvær og undervisning på højskolerne, men han forstår godt lærerforeningens bekymring.
”Et skrækscenarium er, at flere højskoler – i lighed med en del efterskoler – vil spare på budgettet ved at ansætte flere timeansatte lærere til at tage sig af det rent faglige og ansætte billigere socialpædagogisk personale til at tage sig af ’pasningen’. Så vil man være inde at røre ved den pædagogiske kernetanke. Den står generelt stadig står stærkt, men man kan frygte, at man ved en ny krise for højskolerne vil vælge de økonomisk fordelagtige løsninger frem for de pædagogisk fordelagtige. Og det er klart, at den nye bekendtgørelse giver forstandere og bestyrelser bedre mulighed for at vælge den slags løsninger,” siger han.
Han tilføjer, at mange højskolelærere er mindre optaget af formelle rettigheder end mange andre faggrupper, fordi de har stor frihed i arbejdet.
”Lærernes tilgang er præget af en frihed til selv at forvalte arbejdet, der bunder i, at de overlades et stort ansvar for den pædagogiske praksis frem for at skulle stå til regnskab for bestemte normer eller regler. En højskolelærer kan sagtens gå og sætte lys op til en teaterforestilling, mens han passer sin weekendvagt, hvis forstanderen ved, at han på andre tidspunkter gerne bliver lidt længere for at tale med en elev, der har brug for det. Lærerne sætter generelt den store frihed højt, men de er samtidig afhængige af en gensidig tillid,” siger han.
Svaret er ikke at tælle timer
Thomas Vigild fra Vallekilde Højskole er en af dem, der sætter stor pris på sin frihed. Og derfor mener han heller ikke, at vejen frem er at genetablere et loft over antallet af undervisningstimer for den enkelte lærer.
”Det er en gammeldags måde at tænke på. Jeg tæller jo heller ikke timer i samværet med mine børn eller min kæreste. Det må handle om, at lærerne skal sige fra over for deres leder, og at forstandere og bestyrelser skal tænke langsigtet. Det fører ikke til noget godt at presse lærerne til at undervise mere på bekostning af det pædagogiske samvær. Det vil blot underminere det, der gør en højskole til en højskole,” siger han.
”Arbejdet er per definition uendeligt, og der findes ingen lette svar på, hvornår man skal gå hjem i stedet for at sætte et brætspil og noget mere pædagogisk samvær i gang. Men svaret er ikke at tælle timer.”
Thomas Vigild, lærer på Vallekilde Højskole
Han tilføjer, at han ikke selv har mærket nogen konkret forandring i sine ansættelsesvilkår som følge af den nye bekendtgørelse, men at lærere og ledelse på Vallekilde Højskole på andre måder forsøger at tackle udfordringen med at balancere engagement og arbejdstid.
”Jeg har selv været gået ned med stress. Det håndterede vi ved at tænke anderledes omkring tilrettelæggelsen af arbejdet. Vi er fx to lærere med ansvar for hvert hovedfag, så vi kan aflaste hinanden, og vi har en arbejdsmiljørepræsentant, som vi kan gå til, når vi føler os pressede. Og så har vi en ordning, hvor nye lærere får en buddy i form af en erfaren lærer, som de kan sparre med. Det er virkelig vigtigt, for det er ret overvældende at træde ind i højskoleverdenen som lærer. Arbejdet er per definition uendeligt, og der findes ingen lette svar på, hvornår man skal gå hjem i stedet for at sætte et brætspil og noget mere pædagogisk samvær i gang. Men svaret er ikke at tælle timer. Jeg har enormt stor frihed til fx også at drive egen virksomhed ved siden af mit lærerjob. Den frihed vil jeg ikke bytte væk for nogle tal på et stykke papir,” siger han.