Det akademiske proletariat

Publiceret 21-01-2019

INTERVIEW Højskolerne diskuterer mangfoldighed – og har et problem med, at eleverne er for ens. Det hæmmer dannelsen. “Vi har et kæmpe problem med et akademisk proletariat, som højskolerne slet ikke tager op,” siger teolog og tidligere højskoleelev Kristoffer Garne, der blandt andet er forfatter til en bog om Grundtvig

Af Lauritz Korfix Schultz, gymnasielærer og freelance journalist

Én af Grundtvigs kongstanker med højskolen var, at bondestanden skulle oplyses. Det var ikke kun eliten, der var værd at danne. Hvis man ser på, om der bliver levet op til det ideal i dag næsten 200 år efter højskolernes fødsel, er svaret, at det står sløjt til.

Elevsammensætningen er mere homogen end nogensinde. De elever, der vælger et højskoleophold, har i stor stil en studentereksamen.

At det ikke er den bredere befolkning, der skal dannes, står i skærende kontrast til det, der var højskolens oprindelige tankegods. Jeg har sat den unge præst Kristoffer Garne stævne for at høre, om Grundtvigs tankegods har spillet fallit, hvis det kun er potentielt veluddannede, der går på højskole. Garne er blandt andet forfatter til bogen Guds ord og Grundtvigs stemme og modtog en guldmedalje for sin specialeafhandling om højskolefaderen.

Læs også Vejledning i brug af Grundtvig

Har Grundtvig sejret sig selv ihjel? Er hans mission fuldendt?

“Det virker i hvert fald lidt komisk, at alle de kommende akademikere sidder og synger, at solen står med bonden op (fra salmen Er lyset for de lærde blot af Grundtvig, red.), mens de er ude af trit med almindelige menneskers liv. Man kan også sige, at højskolens opgave nu burde være at danne i den forstand, at kommende akademikere fik mere og bedre kontakt med en bredere del af befolkningen”

Det virker lidt komisk, at alle de kommende akademikere sidder og synger, at solen står med bonden op, mens de er ude af trit med almindelige menneskers liv.

Kristoffer Garne, præst og tidligere højskoleelev

Mener du dermed, at højskolen mangler dannelse i dag?

“Der mangler ikke dannelse i den forstand, at folk mangler viden om at spise bedre mad, eller at de ikke ved, hvad der går i teatret. Veluddannede er meget bevidste. Men sammenhængskraften mangler. Dannelsen og livsoplysningen, som højskolerne burde stå for, ville skabe sammenhængskraft, hvis de var til stede i højere grad. Derfor har højskolen andel i, at sammenhængskraften fortaber sig i disse år. I den forstand mangler der dannelse. Forstået som forpligtelse på noget fælles. Dannelse ved at se ud over sin egen navle. Dannelse som befrielse for sig selv.”

Læs også Hvad havde Grundtvig egentlig at sige om højskole-pædagogik?

Hvilken konsekvens har det, at dannelsen er svag?

“De fleste får en god uddannelse, men det betyder ikke, at man har nogen retning eller et tilhørsforhold i tilværelsen. Man bliver en akademisk proletar. Man kan også sige det på den måde, at vi har en meget veluddannet almue. Som åndeligt talt er tabt bag af en vogn, fordi de ikke føler, de hører til noget sted og ikke har andet at gøre end at passe deres uddannelse, tjene penge, have flotte møbler, gå i fitness, spise godt og få flotte børn. Jeg har en fornemmelse af, at man føler sig rodløs, og at verden er for lille for folk.”

Når sammenhængskraften mangler, er årsagen måske, at højskolerne i dag i høj grad er villige til at omstille sig ved at fokusere på elevernes videre uddannelsesforløb. Man vender på den måde blikket bort fra dannelsesaspektet, når højskolerne er mere optaget af at gøre eleverne uddannelsesparate, så de matcher de uddannelseskrav, samfundet stiller. Men denne vægt på uddannelse er ikke en ny tanke. Ifølge professor og højskoleekspert Ove Korsgaard var en vigtig opgave i 1800-tallet at få gjort bønderne klar til de store omvæltninger, der var i landbruget fra kornavl til dyreavl. Denne opkvalificering stod højskolerne for.

Hvad er forskellen på dengang og i dag? Gør højskolerne ikke bare det, de har pligt til og følger med tiden?

“Både og. Hvis man fx ser på skemaet på Askov Højskole i 1880’erne, hvor forfatteren Jakob Knudsen var lærer, så bestod det af lige dele praktisk og åndelig dannelse. Der blev undervist i regning, grammatik og nye avlsmetoder, men der var også daglige foredrag om bl.a. mytologi og historie. Og så dyrkede man gymnastik og sang i vilden sky. Det var et holistisk menneskesyn, der lå til grund for det daglige arbejde med at danne og dueliggøre ungdommen. På højskolen skal man lære alt det, man ikke kan lære andre steder i uddannelsessystemet. Man skal lære om det underlige menneskeliv i alle dets facetter. Derfor er den uddannelsesforberedende specialisering et onde for højskoletanken. Det er fint, at man kan øve sig på at blive journalist eller arkitekt og holde nogle fede fester. Men man burde også mindst én gang om dagen høre et foredrag om noget andet end ens primære interesser.”

“Det er svært at se, hvordan man skal løse den opgave uden brug af underlige kvoter eller misforstået inklusion. Hvis ikke højskoleeleverne kommer af egen fri vilje og med lyst til at være netop dér, så bliver det aldrig rigtig godt.”

Kristoffer Garne, præst og tidligere højskoleelev

Kulturministeren, Mette Bock, har også i en artikel i Højskolebladet efterlyst mere diversitet i elevsammensætningen. Højskolernes forsvar har blandt andet været, at de mister fagligt niveau, hvis de optager mere bredt, og at de bliver nødt til at henvende sig til én målgruppe. Det betyder, at man automatisk udelukker visse elevgrupper. Der er ikke lavet undersøgelser af, hvad højskoleeleverne uddanner sig til efter opholdet, men der synes at være en tendens til, at eleverne går videre på universiteterne, hvis man ser på højskolernes fagrække, der ikke henvender sig til miljøer uden for universitetslivet, og at eleverne allerede har en studentereksamen.

Læs Mette Bock: Mangfoldighed kommer ikke af sig selv

Vil den manglende diversitet sige, at højskolerne ikke gør danskerne til et samlet folk, sådan som det var Grundtvigs ambition?

“Der er ikke noget, der tyder på, at højskolerne af i dag gør danskerne til et samlet folk. Højskoler samler ikke unge fra alle grene af samfundet, som også en tidligere undersøgelsen fra Højskolebladet viser. Det er en meget ensartet masse, der befolker højskolerne – både på elevgangene og lærerværelserne. Både politisk, socialt og uddannelsesmæssigt. Da jeg gik på højskole i 2010, begyndte der vistnok tre elever, der ikke kom med planer om at fortsætte på universitet eller lignende. De droppede ud efter den første uge, fordi de følte sig aparte. For mig, der ikke kom fra et akademisk hjem og havde elendig tøjstil, var opholdet den bedst tænkelige forberedelse til at flytte til København og begynde på universitetet. Vi lærte også det klassiske sangbogsrepertoire og fik nogle gode åndelige og historiske foredrag, og den slags er i høj grad med til at skabe sammenhængskraft i form af bevidsthed om fælles historie. Dette, og så opdragelsen til livsduelighed, er og bør være hjørnestenen i højskoletanken. Men man kunne i den grad godt ønske sig, at vinduet ud til den omkringliggende virkelighed, som størstedelen af danskerne lever i, var lidt større. I gamle dage kom man på højskole for at bringe åndelig næring og nye evner med hjem til der, hvor man kom fra. Nu kommer man på højskole, inden man flytter til byen for aldrig igen at forenes med sine rødder.”

Hvordan skal højskolerne så få mere diversitet i elevsammensætningen?

“Det er svært at se, hvordan man skal løse den opgave uden brug af underlige kvoter eller misforstået inklusion. Hvis ikke højskoleeleverne kommer af egen fri vilje og med lyst til at være netop dér, så bliver det aldrig rigtig godt. Jeg har set dårlige eksempler på højskoler, der optog for mange sociale tilfælde, så det gik udover de frivillige elever på en negativ måde. Men højskolerne kunne godt gøre meget mere for, at lægens søn og juristens datter får kontakt med en anden virkelighed end den, de kommer fra.”

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies