Højskolesangbog for dreng og pige - en anmeldelse

Publiceret 11-01-2019

ANMELDELSE Thomas Vigild anmelder Højskolesangbogen for Børn - på vers.

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige (Carl Nielsen, 1926)
Tekst: Thomas Vigild, 2018, lærer på Vallekilde Højskole

 

En højskole-sangbog for dreng og pige
der går og skråler i Danmarks hus
er nu udkommet, og det vil sige
at poder højsynge kan med et sus.
Det var på tide og hvilken samling
af fir-halvfjerds stykker sangbart guld.
Men alt er dog ikke fryd og gammen,
der er klart mangler, før pladen er fuld.

En første undring er, hvorfor bogen
så trofast holder sig til “den blå”?
Har børn da ej ret til egne sange,
så de en frisk-skåret sangbog kan få?
Hvor er Sebastian, Kim Larsen, Barrett?
Jeg tæller kun nye sange to,
og savner klart bedre kuratering
Alberte, fik du kun lov til at glo?

En af de nye er Shu-bi-duas
så folke-elsket Mid-sommersang,
men sjuskefejl her hårdt rammer noden.
Æv, sangbøger må ikke fejle i klang :(
Den anden nye er Nielsen classic
med Bergstedts tekst “Solen er så rød”.
To sange, absolut valgt perfekte,
men ellers: nytænkning er gået død.

Til gengæld er bogen illustreret
af magisk dygtige Zarah Juul.
I streg af drømme, komik og charme
af hjertets farver og væsner så cool.
Hun skaber tyngde med nærværs varme,
så alle sangfugle kun kan le.
Og endnu bedre så sker det sjældne,
at sang besjæles i streg vil du se.

Men mange sange har lange, trange
ret ældre ord, som vil volde biks.
Når storken spanker i grønne enge,
når gravensten mærker dødelig dræ.
Her sukker jeg efter ord-forklaring.
Lidt sproglig hjælp ville være rart.
For kan du huske, hvad valne er, ja
så er du mer´ end almindelig smart.

Så skrål da, poder, lad hjertet tale,
er denne kanon en sang for dig?
Trods høj vision, ja, så mangler modet
til brud med bogen til voksne som mig.
Kom børn, giv lyd, lad de voksne hvile!
Stem i, så bogen bli´r børnestemt!
Med jeres sange, der griber hjerter.
Det andet er vist en kende for nemt.

 

 

Højskolesangbogen for børn

100 sider, 74 sange, pris 249 kr.
Sangene er udvalgt af Eline Bojsen Haarder, Dy Plambeck, Jakob Bonde Rasmussen og Niels Glahn.
Illustreret af Zarah Juul.
Udgivet af Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies