Af Malthe Ibsen Sørensen, Idéhistoriker og lærer i samfundsfag på Ubberup Højskole & Lisbeth Trinskjær, forstander på Ubberup Højskole
Så går jeg ud og skyder mig selv,
Så går jeg ud og skyder mig selv,” sagde Mortens far i telefonen. Mortens brøde var, at han ikke ville komme på arbejde på en fridag. Siden forældrenes skilsmisse havde han boet alene sammen med sin far og arbejdet på hans værtshus i Vestjylland. Morten var egentlig startet i lære som mekaniker og senere som eventtekniker, men hver gang var han løbet sur i det, og så “virkede det lettere bare lige at arbejde lidt for far”.
Når Morten siger “lidt”, dækker det over en arbejdsuge på 60 timer. Sådan havde det været, siden han var 17 år gammel. Selv når han havde fri eller var til fest med vennerne eller sågar nytårsaften, kunne Mortens far ringe og forlange, at han kom på arbejde. Ellers truede faren med selvmord.
Mortens far var god til at få ham til at føle sig uundværlig på arbejdet. Til at få ham til at føle, at han gjorde det godt. Og hvis Morten begyndte at snakke om at finde andet arbejde, var farens svar, at han “var for stor til at kunne klare det virkelige arbejdsliv”. På den ene side var Morten uundværlig på værtshuset og virkelig god til sit job. På den anden side var der ingen andre end faren selv, der ville ansætte ham.
Pludselig stod blodet ud af næsen på ham, og han faldt om. Han røg på sygehuset. Blodtrykket var voldsomt forhøjet. Lægerne sagde, at det skyldtes overvægt og stress. Morten vejede på det tidspunkt 190 kg. Han blev indstillet til en gastrisk bypass operation.
Morten
Fandt far ved siden af knækket reb
Morten havde god grund til at frygte farens selvmordstrusler. Da Morten var 16, var han ude og køre en tur på sin scooter. Da han kom tilbage til hjemmet, gik han ned i værkstedet og fandt sin far, der lå på jorden ved siden af et knækket reb. Han havde forsøgt at hænge sig. Han var i live, men var ikke til at snakke med. Han havde røget hash. Morten ringede til sin mor, som sørgede for at ringe efter en ambulance. Når han i dag tænker tilbage på det, står det klart for Morten, at faren vidste, at han ville komme og finde ham.
Faldt om af stress og overvægt
En dag, da Morten var 21, var han som sædvanlig på arbejde på værtshuset. Ud på dagen fik han ondt i hovedet. Pludselig stod blodet ud af næsen på ham, og han faldt om. Han røg på sygehuset.
Blodtrykket var voldsomt forhøjet. Lægerne sagde, at det skyldtes overvægt og stress. Morten vejede på det tidspunkt 190 kg. Han blev indstillet til en gastrisk bypass operation. Altså en operation hvor man binder det øverste af mavesækken op, så man kun kan spise små mængder mad ad gangen. Det er et stort indgreb – både kirurgisk og i hverdagen. Da han var til møde på sygehuset forud for operationen, lagde Morten mærke til de stole, der stod på afdelingen. De var ekstra brede og beregnet til meget store mennesker. Morten bestemte sig for, at sådan ville han ikke ende. Han droppede operationen og begyndte kort tid efter at tabe sig på egen hånd. Det lykkedes Morten at tabe sig godt 35 kg.
På højskole
På et tidspunkt går det op for ham, at han savner noget viden om ernæring og om, hvad man egentlig skal gøre for at komme videre. Igennem sin UU-vejleder hører han om Ubberup Højskole. Det lyder godt, synes Morten, men samtidig er han meget i tvivl om, hvorvidt det er noget for ham. Højskole er jo noget med at sidde i en rundkreds og spille guitar, og det passer ligesom ikke til ham. Men UU-vejlederen presser på og siger til Morten, at han skal give det en chance. Til sidst tager Morten afsted. Mod øen, som han siger.
I begyndelsen af opholdet fortsætter Morten med at arbejde for sin far. Han tager turen fra Vestsjælland til Vestjylland hver fredag, og på en weekend kan han godt nå at arbejde 37 timer, inden han kører tilbage til højskolen klokken tre søndag nat. Mandag går mest med at sove.
Morten får det dårligere og dårligere, og til sidst tænker han, at det her kan hans krop ikke blive ved med at holde til. Hans første oprør består i at blive på højskolen i de weekender, hvor der er officielle fester. Men Mortens far ringer oftere og oftere for at få ham hjem og på arbejde.
Opgør med faderen
Morten begynder at føle noget, han aldrig har følt før. Han bliver irriteret og føler sig snydt, når han er hjemme for at arbejde. For første gang stiller han sig selv spørgsmålet: “Hvorfor er det mig, det skal gå ud over hver gang?”
Igennem kortere og længere samtaler med nogle af skolens lærere går det langsomt op for Morten, at hans far manipulerer med ham. Samtidig begynder en konkret plan for fremtiden at tegne sig i Mortens hoved.
Nu begynder Morten at sætte sig op imod faren. Når faren ringer for at få ham til at komme og arbejde på værtshuset, siger Morten nej. Han bliver på skolen i weekenderne og fortæller sin far, at han ikke kommer hjem. En dag ringer hans far og siger, at nu vil han køre til Holland for at købe narko, fordi økonomien smuldrer, når Morten ikke er der. Morten vælger at ignorere det.
Men faren har flere skud i bøssen. Først kommer der SMS’er: “Farvel! Jeg kommer aldrig tilbage,” kunne der stå. En aften ringer han igen og vil have Morten på arbejde. “Du kan ikke være det bekendt. Du kan ikke bare løbe fra dine aftaler. Du kan ikke bare lade os i stikken, bare fordi du gerne vil være deroppe på sådan en ferie.”
I modsætning til, hvad Morten havde troet, bliver faren hverken truende eller aggressiv. Faktisk tager han det pænt. Han siger, at Morten altid kan komme tilbage igen, hvis han ombestemmer sig. “Det skal du nok ikke regne med,” siger Morten. Han har aldrig været så lettet, som da han igen kører fra Jylland med kurs mod højskolen.
Morten
Kort efter ser Morten på Facebook, at faren har lukket værtshuset. Mortens familie og kunderne og de ansatte fra værtshuset begynder at kime Morten ned. Morten svarer, at han ikke har tænkt sig at komme hjem, og at det i øvrigt ikke er hans hovedpine. Så får han en SMS fra faren: “Nu må du jo se, om jeg er her, når du kommer tilbage igen.” Her tager Morten en beslutning. Han vil ikke overgive sig.
Hvis han overgav sig nu, ville det betyde, at han var tilbage, hvor han startede. Det er en hård weekend. Dagen efter åbner faren værtshuset igen.
Da Morten kommer til personalemøde på værtshuset den følgende søndag, er der er en kvinde, som han aldrig før har set. Det er hans afløser. Mortens far har erstattet ham uden at fortælle det. Men egentlig synes Morten bare, at det er fedt. Han er lettet.
Godt en måned senere har Morten taget den endelige beslutning. Han vil køre hjem og tage opgøret med sin far. Da Morten kører over Storebæltsbroen, er han rystende nervøs. Om natten har han drømt, at faren vil skyde ham, når han fortæller, hvad han har i sinde.
Da Morten kommer hjem til Vestjylland, kan faren godt fornemme, at der er noget på færde. Morten konfronterer ham: “Vi er ikke bedste venner. Vi skal ikke arbejde sammen. Vi skal bare være far og søn. Hvis du ikke kan affinde dig med det, kan vi holde helt op med at snakke sammen.” Faren kigger på Morten. Han havde ikke regnet med, at det ville ske. Morten fortsætter: “Jeg vil til Svendborg. Du skal ikke regne med, at jeg bor hjemme længere. Jeg vil være skibsfører.”
I modsætning til, hvad Morten havde troet, bliver faren hverken truende eller aggressiv. Faktisk tager han det pænt. Han siger, at Morten altid kan komme tilbage igen, hvis han ombestemmer sig. “Det skal du nok ikke regne med,” siger Morten. Han har aldrig været så lettet, som da han igen kører fra Jylland med kurs mod højskolen.
Myndiggørelse eller hjernevask
Mortens historie er dramatisk. Usædvanligt dramatisk. Men mønstret for den sociale kontrol, han er underlagt, kender vi kun alt for godt. Og vi ved, hvor svær det er at bryde. Det er langt fra flertallet af Ubberup Højskoles elever, der som Morten er underlagt metodisk social kontrol, men det er flertallet, som har brug for et skarpere øre for egen vilje. Støjen derimod kan have meget forskellige kilder.
Kilder, der som regel stammer fra familie, venner, organisationer eller autoriteter, der er meget betydningsfulde for eleverne. Det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor hensynet til den, man gerne vil gøre glad, vejer tungere end hensynet til ens egne interesser eller præferencer. Faktisk kan man som Morten blive så vant til det, at man ikke selv kan se det. Det oplever vi ofte.
“Sig mig, har de hjernevasket dig på den højskole?” er et spørgsmål, som vi kan høre, at elever blive mødt med, når de forsøger at bryde et indgroet mønster. Og vi ved, at nogle faktisk et øjeblik kan blive i tvivl: “Er det hjernevask? Eller er det min egen stemme, jeg nu endelig kan høre?”
Vi er ikke dagsordensfri. Vi vil eleverne noget. Vi vil styrke deres myndighed. Simpelthen fordi det er helt inde i kernen af højskolens eksistensberettigelse. Myndighed er derfor altid et fokus for os i mødet med vores elever. En af de ting, vores elever ofte trækker frem som meget vigtigt, er den tillid og tiltro, vi viser dem. Konkret betyder det, at vi i vores pædagogik – både i undervisningen og i samværet – skal være gode til at lytte, til at stille gode spørgsmål, til at forstyrre vanetænkning, til at minde eleverne om deres egne ord og ambitioner. Det kræver, at vi er gode til at se mennesket bag ved handlingen, også når det menneske ødelægger det for sig selv og for andre.
Morten havde en UU-vejleder, der havde set udfordringen. Han var klar over, at Morten skulle skifte landsdel, hvis han skulle have en chance for at bryde kontrollen.
Den chance gav han Morten.
Man kunne ønske for denne verdens Morten’er – de der trænger til mere lyd på deres egen stemme – at de fik den samme mulighed. Det lykkes ikke altid, selvom muligheden er der. Men det gør det ofte. På Ubberup Højskole får vi også elever, som går gennem tilsvarende processer meget senere i livet end Morten. Det er ikke sjældent, at de ærgrer sig over ikke at have handlet før.
Myndige borgere er det frie folkestyres forudsætning. Den forudsætning er en afgørende del af højskolernes opgave.
----
Teksten er en del af Bogserien Højskolens 10 bud - bind 1 "Bliv dig selv" udgivet af Folkehøjskolenes Forening i forbindelse med 175 års jubilæet