Danskerne er langt fra ligeglade med Grønland

Publiceret 18-06-2019

KRONIK Regeringen har afsat 25 nye millioner til oplysning om rigsfællesskabet, heraf 800.000 kr. årligt til højskolerne i 2020-2022. Det er tiltrængt. Uvidenheden er gift for den dansk-grønlandske samtale.

Af Martin Breum, journalist og forfatter

Grønland udgør 98 % af kongerigets territorium. I 2021 er det 300 år siden, at den danske kolonitid i Grønland begyndte. Tusinder af danske præster, lærere, læger, sygeplejersker, husmødre, tømrere, forskere af alle slags har tilbragt formative år i Grønland, og efterfølgende brugt deres erfaringer i Danmark. Tusinder af grønlændere har tilbragt år og liv i Danmark; cirka 15.000 grønlændere bor i dag i Danmark.

Det betyder meget mere, end vi umiddelbart aner. Danskerne er ikke spor ligeglade med Grønland, sådan som myten lyder. Måske nok, hvis du spørger Hr. Svendsen fredag eftermiddag, hvor han hanker op i indkøbsposerne og skal hjem. Men drikker I kaffe lørdag, og spørger du på den rigtige måde, så skal du se!

For nylig fik jeg lov at holde foredrag på et ugelangt Grønlands-kursus på Rude Strand Højskole. Kurset var udsolgt. Det energiske forstanderpar Helle og Carsten Holvad havde solgt over 70 pladser på rekordtid, flere indkvarterede sig i sommerhuse i nærheden, 25 stod på venteliste. En stor succes, og det er ikke overraskende.

Jeg har som journalist og forfatter til tre bøger om Grønland sporet den dybe forbindelse langt ind på Christiansborg. Grundtvig, Oehlenschläger og andre skabere af vores moderne syn på os selv var som bekendt dybt optaget af det nordatlantiske — Grønland er bare forlængelsen. Som den konservative Rasmus Jarlov gjaldede til en demonstration i København: “Det vil være som at få revet min højre arm af, hvis Grønland løsriver sig”. Især de borgerlige sætter for tiden ord på følelsen, men Danmarks måske kommende statsminister, Mette Frederiksen, er også engageret; hun har på det seneste besøgt både Færøerne og Grønland, måske som forberedelse på magten.

Arktis har topprioritet

Klimaforandringerne accentuerer det hele. For første gang i menneskets historie er et helt ocean — det arktiske — ved at åbne sig. For første gang kan vi sejle nordpå til Kina. Et containerskib fra Mærsk blev i 2018 det første af sin art til at sejle fra Asien til Europa nord om Rusland; et andet dansk skib, kabelskibet Peter Faber, blev i 2008 det første skib i nyere tid til at sejle nord om Canada uden isbryderhjælp. Den globale opvarmning har drejet hele verdens blik mod nord. Kina, USA, Rusland og andre står i kø efter råstoffer, de nye handelsruter og militær kontrol.

Regeringen har ophøjet Arktis til en af bare seks topprioriteter for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, så de 25 nye millioner til oplysning kommer ikke ud af det blå, men som led i en stringent opprioritering. Tesen lyder, at Danmark sammen med færingerne og grønlænderne er en arktisk stormagt; det tolvte største land i verden, det tredjestørste i NATO. Kongerigets samlede geografi ses nu ikke bare som udtryk for en historisk sammenhæng, men som oplagt platform for markedsføring af de tre landes fælles værdier, indsigt, holdninger, samarbejder og produkter. Sådan er tænkningen hos de centrale beslutningstagere; det er en diskret, men samtidig radikal forskubning af vores syn på Danmark som småstat; et tankesæt, vi ellers har levet på siden 1864.

Og se så mod nord; kontrasterne står i kø. Seneste meningsmåling viser, at 67,8 procent af vælgerne i Grønland støtter visionen om løsrivelse fra Danmark. En tredjedel af vælgerne fra Nanortalik til Qaanaaq mener, at løsrivelse vil være godt for Grønlands økonomi, også selvom bloktilskuddet fra Danmark formentlig vil blive sløjfet. Synet på fremtidens muligheder er for en væsentlig del af borgerne i Grønland og især for de ledende politikere i Nuuk på en række områder helt forskelligt fra det, de fleste i Danmark anlægger.

I farten overses det ofte, at politikerne i Grønland ikke taler om en afslutning på relationerne til Danmark. De understreger gerne, at samarbejdet udmærket kan fortsætte efter eventuel løsrivelse — måske med en ny formel, frivillig traktat — men sådanne tanker har ingen venner på Christiansborg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen pointerer i stedet gerne, at bloktilskuddet fra Danmark stadig dækker omkring 52 procent at det offentlige budget i Grønland: Sundhedsvæsen, skoler, plejehjem fra syd til nord. Tallene leveres diplomatisk, men budskabet er umisforståeligt: Al tale om løsrivelse er irrelevant, så længe Grønland i så høj grad drives af penge fra Danmark. Nationalbanken slog pointen fast i en analyse i november 2018: “Da bloktilskuddet udgør lidt over halvdelen af selvstyrets samlede indtægter, skal andre indtægter hæves væsentligt for at realisere et ønske om at blive uafhængig af bloktilskuddet. Det kan se umuligt ud,” lød det.

Gift for rigsfællesskabet

Jeg er hverken tilhænger eller modstander af rigsfællesskabets nuværende konstruktion. Jeg er journalist. Men jeg bidrager gerne til oplysningen, så flere får den viden, der skal til for, at diskussionen kan foregå på et solidt grundlag. Jeg glæder mig over de nye penge til oplysning, over kurset på Rude Strand, over det igangværende Grønlands-kursus på Vrå Højskole og over den stærkt fornyede interesse for Grønland og Arktis, jeg sporer i alle dele af samfundslivet.

"Jeg glæder mig over de nye penge til oplysning, over kurset på Rude Strand, over det igangværende Grønlands-kursus på Vrå Højskole og over den stærkt fornyede interesse for Grønland og Arktis, jeg sporer i alle del af samfundslivet."

Martin Breum

Danmark har sammen med Færøerne og Grønland som en af bare otte stater i Arktisk Råd, de arktiske regeringers primære forum, et medansvar for udviklingen i Arktis: befolkningernes ve og vel, klimaet, naturen og freden. Men uden folkelig og demokratisk debat bliver indsatsen hæmmet, og vi risikerer, at forholdet mellem Danmark og Grønland udvikler sig helt forkert.

For nylig hørte jeg det grønlandske medlem af folketinget Aaja Chemnitz tale til en gruppe historielærere samlet på Ørestad Gymnasium. Her kaldte hun danskernes uvidenhed for “gift for rigsfællesskabet”. Det er en udfordring, højskolerne er eminente til at gøre noget ved. Som Helle Holvad sagde til mig på Rude Strand: “Jeg har selv lært rigtigt meget i den her uge. Det er blevet et eksemplarisk højskoleophold. Vi har fået debatteret vores forhold til hinanden i de to dele af rigsfællesskabet. Vi har givet folk et unikt afsæt for at kunne deltage kvalificeret i demokratiet, og det er jo højskolernes opgave”.

Grønlands-kurset var organiseret i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aarhus og vil forhåbentlig tjene til inspiration for andre, og der er som nævnt lidt penge på vej. Af de 25 millioner er der afsat 800.000 kr. til højskolerne hvert år fra 2020 til 2022. Kulturministeriet oplyser, at pengene formentlig vil blive udloddet som såkaldte rigsfællesskabs-stipendier — det handler også om Færøerne. Da pengene blev afsat kort før nytår, lød følgende fra statsminister Lars Løkke Rasmussen: “Jeg tror, at det særligt vil gøre en stor forskel, at unge får mulighed for at møde hinanden på tværs af de tre lande.” Mere præcise retningslinjer forventes efter sommerferien.

 

 

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies