Et oplysende strejftog ad velkendte spor

Publiceret 25-06-2019

ANMELDELSE På imponerende vis skaber Ove Korsgaard med Strejftog i højskolernes idéhistorie en sammenhængende fortælling om højskolen gennem 175 år. Den bør alle med interesse for højskolen læse, men også diskutere. For ville det i dag ikke være mere frugtbart se på højskolens pædagogiske praksis frem for kun idéen og fagene.

Af Jonas Møller, viceforstander på Roskilde Festival Højskole

Når folkehøjskolerne fejrer 175-års jubilæum, er det på sin plads, at det markeres med en ambitiøs bogudgivelse i form af den bogserie, som Folkehøjskolernes Forening udgiver løbende i 2019 under overskriften Højskolens 10 bud - på en skole for livet. En serie, der på mangfoldig vis skal kaste lys over folkehøjskolens idé og opgave, dens historie og pædagogik samt dens aktuelle praksis, tilstand og betydning – både herhjemme og globalt. De 10 bud rummer dog 11 bind, idet Ove Korsgaards Strejftog i højskolernes idéhistorie figurerer som bind 0 og altså positioneres som en art præambel og historisk rammefortælling for de 10 øvrige bind, der så udfolder hver sin flig af fænomenet og begrebet “højskole”.

Lad det være sagt med det samme: Det er en stor bedrift at skrive så lille en bog om noget så omfattende og komplekst som højskolernes idéhistorie

Jonas Møller

Og lad det være sagt med det samme: Det er en stor bedrift at skrive så lille en bog om noget så omfattende og komplekst som højskolernes idéhistorie. Det vidner om den grundighed og enorme viden og indsigt, der altid har været kendetegnende for Korsgaards omgang med højskolernes og folkeoplysningens historie - at han er i stand til at skabe en sammenhængende fortælling om højskole gennem 175 år på under 100 sider. Det er omvendt klart, at bogens omfang ikke gør det muligt at tage de spontane sidespor eller risikofyldte togter, som betegnelsen strejftog ellers lægger op til. Livligheden må vige for grundigheden, og det er nu lidt ærgerligt, når det er skolen for livet, der skal fortælles om.

Når det lykkes Korsgaard at skabe sammenhæng og overblik, skyldes det, at bogen har en meget tydelig struktur og skematisk opbygning, som der indledningsvist gøres rede for. Bogen udruller tre gennemgående idémæssige strømninger eller hovedspor, der begynder ved Grundtvigs højskoleskrifter i 1830’erne og oprettelsen af Rødding i 1844 og føres frem til formuleringen af højskolernes aktuelle hovedsigte, der blev indskrevet i højskoleloven i 2006 på baggrund af anbefalinger fra det politisk nedsatte højskoleudvalg, hvor Ove Korsgaard sad med og havde en betydningsfuld stemme.

Den korsgaardske matrix

Livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, de tre ben i hovedsigtet, afspejler ifølge Korsgaard tre forskellige betoninger af højskolernes grundtvigske idégrundlag, nemlig 1) det personligt-eksistentielle 2) det nationalt-kulturelle 3) det politisk-sociale. Korsgaards strejftog udgør på den måde en nøje planlagt rejse, hvor de tre hovedspor rulles ud gennem højskolehistorien, skiftes til at være toneangivende, mens de fletter sig ind og ud af hinanden og har skiftende banner- og togførere i form af de klassiske højskolefyrtårne, som Korsgaard udpeger for at personificere og eksemplificere de tre retninger. Undervejs gør vi længere ophold ved de store hovedbanegårde, der markerer de årstal, hvor de store idéhistoriske nybrud og transformationer sætter ind, samt nogle ganske korte pauser ved mindre stationer og trinbræt, hvor vi lige får lov at strække ben. 

Og inden vi næsten har nået at se os om, er vi fremme ved nutiden, hvor der afslutningsvis gives forsigtige bud på, hvor sporene i fremtiden vil føre højskolerne hen, og hvilke fronter der potentielt skal kæmpes ved. Det er en elegant udført og velfungerende struktur, hvor hovedspor, hovedpersoner og de vigtigste årstal endda kan passes ind i en matrix, som optræder i bogens indledning. Man fornemmer tydeligt de mange års forskning og granskning, der ligger bag denne lille bog, hvor alt synes at gå op i en højere enhed, og hvor man som læser kan læne sig trygt tilbage velvidende, at rejseføreren har styr på det hele. Det er dens store styrke, men måske også en lille svaghed. For hvad og hvem er det, der ikke kommer med og falder uden for den korsgaardske matrix?

Den gamle diskussion om rigtig og forkert højskole

For de læsere, der kan deres Korsgaard og har læst hans Kampen om lyset, kommer det ikke som nogen overraskelse, at de vigtige årstal og ophold er 1864, 1940 og 1968, der hver især markerer tre forskellige nybrud eller vækkelser, som højskolerne både bidrager til og påvirkes af. Den nationale vækkelse i kølvandet på nederlaget i 1864, den demokratiske vækkelse i forlængelse af 2. Verdenskrigs udbrud i 1940 og vækkelsen, der fandt sted med ungdomsoprøret i 1968. Alle sammen begivenheder, der tvang højskolerne til at reagere og til at tematisere og positionere sig selv, hvilket rejser de grundlæggende spørgsmål, som stadig har relevans i dag, og som bogen vedblivende kredser om: Hvor meget kan højskoler forandre sig uden at forlade idéen? Findes der en idémæssig kerne, som alle højskoler må have berøring med, hvis de vil kalde sig højskoler? Er der fag, der skal være på en højskole, og er der fag, der ikke hører hjemme? Altså den gamle diskussion om rigtige og forkerte højskoler.

Jeg savner et større fokus på højskolernes pædagogiske praksis og deres tilgang til og hensigt med fagene.

Jonas Møller

Og her er vi fremme ved min største anke mod Korsgaards ellers så velfungerende konstruktion, nemlig overbetoningen af en empirisk tilgang, hvor definitionen af højskolens karakter og dens forbindelse til et oprindeligt idégrundlag i for høj grad defineres ud fra en vurdering af højskolens fag, antallet af timer eller forstanderes idémæssige overvejelser i antologier og på hjemmesider. Det er alt sammen vigtigt kildemateriale, men jeg savner et større fokus på højskolernes pædagogiske praksis og deres tilgang til og hensigt med fagene.

Korsgaard har begået en glimrende, kortfattet introduktion til højskolens idéhistorie og dens globale udbredelse, som enhver, der befinder sig i og omkring højskolen bør læse. For det er af afgørende betydning, at vi, der dagligt har påtaget os den opgave at holde højskole, har kendskab  til den tradition, vi står på skuldrene af.

Jonas Møller

Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, hvilke fag der undervises i, og hvilke idéer en højskole har stående i sit værdigrundlag. Men måske er det bare mere frugtbart for nutidens højskolefolk at diskutere, ikke så meget hvad der er sand og falsk højskole, og hvem der er aser og jætter, men hvad der er god og dårlig praksis i relation til det, vi vil som højskole. I stedet for at dømme hinanden inde eller ude af det gode selskab, kan vi i stedet mødes i en pædagogisk drøftelse omkring det, vi gerne vil med udgangspunkt i det, vi rent faktisk gør. Hvad enten der undervises i litteratur eller pileflet.

Et strejftog er i Den danske ordbog defineret som en “udflugt eller rejse ad en rute der ikke er planlagt på forhånd”, og i den betydning må titlen siges at nærme sig en falsk varebetegnelse, for det Korsgaardske strejftog kører på skinner ad spor, der blev (plan)lagt for længe siden - og ikke sådan lige er til at flytte.

Korsgaards udlægning er ikke urørlig

Korsgaard har begået en glimrende, kortfattet introduktion til højskolens idéhistorie og dens globale udbredelse, som enhver, der befinder sig i og omkring højskolen, bør læse. For det er af afgørende betydning, at vi, der dagligt har påtaget os den opgave at holde højskole, har kendskab til den tradition, vi står på skuldrene af. Hvad enten vi vedkender os den eller ønsker at gøre op med traditionen, forudsætter begge ambitioner, at man kender til den. Ellers bliver det både tanke- og bevidstløst, og så kan det ende hvor som helst – og det kan ende galt.

Vi skal passe på med ikke at kanonisere Korsgaards udlægning som urørlig, hvilket er lige på nippet til at ske, når den i den kommende bogserie får lov at markere højskolehistoriens ground zero, hvorfra vi andre så blot ukritisk kan bygge på.

Jonas Møller

 

Den samme advarsel mod bevidstløsheden gælder dog også læsningen af denne bog. Korsgaard giver et fremragende bud på en højskoleidéhistorie, men det er netop Korsgaards bud baseret på den korsgaardske konstruktion og transformationshistorie, som har haft en massiv indflydelse på nyere tids forståelse af højskolens begreber og betydning, kulminerende med formuleringen og udlægningen af det aktuelle hovedsigte. Det begræder denne anmelder ikke, da dette bud langt hen ad vejen er det bedste, vi har til rådighed, og har hjulpet højskolerne til at forstå sig selv og omverdenen til at forstå højskolerne. Men vi skal passe på med ikke at kanonisere Korsgaards udlægning som urørlig, hvilket er lige på nippet til at ske, når den i den kommende bogserie får lov at markere højskolehistoriens ground zero, hvorfra vi andre så blot ukritisk kan bygge på. Og det er jeg egentlig ganske sikker på, at Korsgaard heller ikke selv er interesseret i. Han har jo blot skrevet sin bog, og så må det være op til os andre – kærligt og kritisk – at gå med i den kredsgang, som bogen og forfatteren så fint inviterer til.

Strejftog i højskolernes idéhistorie
Ove Korsgaard
FFD’s forlag, 2019
Bogen er tosproget, både dansk og engelsk
196 sider, 149 kr.

 Bogen er en del af Bogserien Højskolens 10 bud.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies