Skattefinansieret bålhygge

Publiceret 25-06-2019

DEBAT Som underviser i friluftsliv bliver jeg ofte spurgt om, hvad vi kan bruge det til. Eller med andre ord, hvad kan samfundet bruge det til, og hvorfor skal skatteborgerne være med til at finansiere undervisning i keramik, billedkunst, udeliv og i det hele taget taktile fag? Det er en relevant diskussion i en tid, hvor unge vil bygge off-grid og sanke vild mad som aldrig før. I en tid, hvor vi taler om en ”overlevelseskultur”.

Af Kristoffer Brun, lærer på Vestjyllands Højskole

Fra Vesterbro til Vestjylland

Jeg er for to år siden flyttet fra Vesterbro til Vestjylland. Det er i sig selv et hipt skift. Jylland er hipt, selvforsyning er hipt, friluftsliv er hipt. De københavnsks GLS-bude slæber sig vinde og skæve i et desperat forsøg på at holde hovedstadens kreative typer forsynet med Patagonia-tasker, der kan klare et vandsøjletryk på 10.000 mm, og Bergans skaljakker. Eksperter taler om en overlevelseskultur, og den kommer til udtryk i modeverdenen, i tv-programmer som ”Nak og Æd” og ”Alene i Vildmarken” samt i højskolernes udbud af fag. Man kan spørge sig selv, om interessen for ”overlevelse” i sig selv er et tilstrækkeligt kriterie for, at vi som højskoler skal tage emnet op?

Overlevelseskulturen giver mulighed for at klimadanne de unge

Jeg mener netop, at de tendenser, som overlevelseskulturen er et udslag af, giver mulighed for blandt andet at klimadanne de unge. Men det kræver pædagogisk styring. Der er i overlevelseskulturen en håbløshed, en hver-mand-for-sig-selv fortælling, som vi er nødt til at udfordre som pædagoger, så den bliver samfundsforbedrende og ikke navlebeskuende.

Overlevelseskultur er ”overleve-uden-kultur”

Overlevelseskultur handler om at ”overleve-uden-kultur”. Uden uddannelse, uden penge, uden samfundet, uden forbrug, uden at forurene. Fag som permakultur, udeliv, selvforsyning, off-grid-byggeri mv. blomstrer som aldrig før. Fag inden for dette uafhængighedstema er gået fra nærmest ikke at eksistere til at være fyldt til helt op. 

 

Læs også Alle kan bygge et hus

Overlevelse som maksime i vor tid

Men før vi kan sætte stemplet ”overlevelseskultur” på vores tidsånd, må vi overveje, om overlevelse som maksime eller ambition adskiller vor tid fra andre tider. Jeg mener, at unge altid har haft et ønske om at overleve. Dels i ordets lavpraktiske forstand: De vil spise, sove og formere sig. Men også i relation til samfundet – mennesker omkring dem.

Punk- eller BZ-bevægelsen

 

Sammenligner vi overlevelseskulturen med punk- eller BZ-bevægelsen, så har disse strømninger overraskende meget til fælles. Det handler om at leve videre uden de voksnes hjælp. At gøre noget andet, end det etablerede samfund ønsker. Både BZ og punk var gennemsyret af en ambition om uafhængighed. I firserne var det muligt for de unge at opretholde en pæn indtægt som ungdomsarbejdsløse på grund af bistandshjælp. Den mulighed er mere eller mindre forsvundet i dag. Du må selv dyrke den mad, du ikke har penge til at købe.

”I firserne var det muligt for de unge at opretholde en pæn indtægt som ungdomsarbejdsløse på grund af bistandshjælp. Den mulighed er mere eller mindre forsvundet i dag. Du må selv dyrke den mad, du ikke har penge til at købe.”

Kristoffer Brun, lærer på Vestjyllands Højskole

De unge BZ’ere gjorde sig uafhængige ved ikke at betale husleje og i stort omfang leve off grid i ordets oprindelige forstand – uden strøm, vand, varme og telefon i forladte huse. Hvis du ikke har strøm, eller hvis du selv laver din strøm, kan ingen true dig med at lukke for den. Både BZ- og overlevelseskulturen var og er synkrone med en udpræget udmattelse i forhold til det etablerede system. I firserne i form af meget stor ungdomsarbejdsløshed. I dag i form af en konkurrencestat. 

Unge i dag vil ikke være rige. Vor tid er anti-yuppi. Det kræver stort set bare, at du kan sætte et par kruseduller på et stykke papir i gymnasiet, for at du kan komme ind på Ingeniørhøjskolen. Alle, der har været i Esbjerg eller Lem, ved, at en uddannelse herfra er lig med høj løn og jobsikkerhed. Men det gider de unge bare ikke. Sociologen Niklas Luhmann spørger, hvem der skal leve det almindelige liv? I parentes bemærket – når alle vil være rappere og digtere. 

Vi er endt med en virkelighed, hvor der er to udfald på karakterskalaen. 12 og resten. Bestået og ikke bestået. På den arena er der kun plads til ret lidt succes. Du kan lige så godt stoppe, hvis ikke du kommer på førsteholdet. Hvis ikke du får over 10,7 i gennemsnit, der lige præcis giver dig plads på en af uddannelserne i top 25, kan du lige så godt gøre noget andet. Noget helt andet.

Off-grid er ikke alt

Livet uden for samfundet er blevet et ideal. Ikke på bunden af samfundet som i punk eller BZ. Men udenfor. De unge, vi møder i overlevelseskulturen, tænker ikke nødvendigvis aktivistisk, som deres venner fra 80’erne. Det er det lokale projekt, der er i fokus. 

Her kommer vores undervisning i off-grid-byggeri, selvforsyning, permakultur og udeliv ind i billedet. Vi vil uden tvivl blive populære, hvis vi bekræfter den desillusion, som jeg argumenterer for gennemsyrer overlevelseskulturen. Hvis vi kun fokusere på at give de unge taktile færdigheder til at grave sig ned i en urtehave på Djursland. Men så vil plastikøerne fortsat vokse i verdenshavene. Det højskolepædagogiske mesterstykke består dybest set i at lade elever dyrke det, der optager dem, og samtidig perspektivere det. Give dem det, de vil have, og lidt af det, vi vil have. Det verden har brug for.

Modsat hvad vi højskolelærere kan tro, så ligger der ikke ret meget mere end mestringsoplevelser og måske en smule empowerment i ureflekteret undervisning i eksempelvis at lave bål. Du bliver ikke automatisk en bedre borger af at kunne lave ild med flint og en forkullet tennissok. Du får en oplevelse af at lykkes. Det er vigtigt. Men det er i samtalen omkring bålet, at du får skærpet din miljøbevidsthed. Du bliver konfronteret med den natur, vi gerne vil passe på. Du motiveres til at handle mere bæredygtigt. 

Din viden om naturen påvirker, hvordan du ser på selvsamme natur. Da Sebastian Klein i maj 2016 så en sinkiang-løvsanger på Christiansø, skrev BT, at fuglen ”aldrig før er set i Danmark”. Faktisk var den aldrig før set i Europa. Men tænk på, hvis Sebastian Klein havde været flyentusiast eller radioamatør i stedet. Det kan være, du de sidste tyve år helt upåvirket har slået øjnene op til en sinkiang-løvsanger på dit fuglebræt hver eneste morgen og taget den for en rødkælk.

På samme måde kan du fejlagtigt tro, at en dansk skov er naturlandskab. Først når jeg fortæller mine elever, at de er i en 100 år gammel plantage, der ligger, hvor der før var hede eller mark, udvides deres naturforståelse. Denne indsigt i Vestjyllands nåleskove er ikke givet eller intuitiv. Du kan gå rundt i Klosterheden i dagevis og tro, at du kigger på ældgammel natur, selv om du måske har en kniplingspude derhjemme, som er ældre.

 

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies