Af Andreas Harbsmeier
Når man skal skrive højskolens historie – hvorfor så vælge at lade det være en idéhistorie?
”Det hænger sammen med to ting. Dels var det begrænset plads, jeg havde til rådighed. Det lægger op til, at det er idéerne, man forfølger. Hvilke ideer gør sig gældende, og hvad er forholdet mellem idéerne og historien – altså konteksten. Den anden grund er, at højskolen mere end nogen anden skoleform er afhængig af idéer. Det er de enkelte højskoler, og det er højskoleformen som sådan. Hvis ikke der er en klar idé eller en ambition om at have en idé med skoleformen, så falder den sammen.”
”Jeg savner den interne idédiskussion. Det har jo kendetegnet højskolen gennem historien, at man næsten har sloges på livet løs. På en venskabelig måde, men taget nogle drabelige kampe om den rette forståelse af Grundtvig og Kold og højskolen.”
Ove Korsgaard
”Universiteter og andre skoleformer er bundet op på, at man forsker og uddanner til det ene og det andet. Man uddanner læger, jurister og dansklærere. Der ligger nogen indlysende forestillinger om, hvad disse institutioner skal varetage. Det gør der ikke på højskoleområdet. For højskolen skal ikke uddanne til noget. Og skal den ikke det, så skal den have en idé om at ville noget med de mennesker, der kommer til stedet. Det at højskolen er sat fri af krav om at skulle det ene og det andet, gør, at idéen bliver langt vigtigere end i de øvrige skoleformer. Så min tilgang er også valgt for at gøre opmærksom på, at en fortsat idédebat er afgørende.”
”Jeg savner den interne idédiskussion. Det har jo kendetegnet højskolen gennem historien, at man næsten har sloges på livet løs. På en venskabelig måde, men taget nogle drabelige kampe om den rette forståelse af Grundtvig og Kold og højskolen.”
Læs også De korsgaardske historiebriller
Højskoleidéens udvikling
Hvordan vil du beskrive idéens udvikling?
”Bogen Højskolen til debat fra 1961 kan man betragte som et højdepunkt i højskolens selvrefleksion. Det er utrolig stærkt, hvad der diskuteres og lægges frem her. Bogen beskriver højskolen ved at forholde sig til de store fædre. Hvordan skal vi forstå Grundtvig? Hvordan skal vi forstå Kold og hvordan skal vi forstå Kierkegaard?”
”Men grundlaget for den højskole, der her beskrives, ændrer sig, for ikke at sige smuldrer. Det har at gøre med, at det stadigvæk var den klassiske højskole, der var udgangspunktet for bogen. Man kunne uden videre trække linjer tilbage fra 1864 og frem. Men den klassiske højskole bliver løbet over ende af ungdomsoprøret. Det medfører kaos og usikkerhed og eksperimenter. Nu skal man udvikle en ny form for højskole. Nu skal man ikke bare høre på koryfæer, der udlægger Grundtvig, Kold og Kierkegaard. Nu skal der aktivitet og medbestemmelse til. Nu skal der eksperimenteres med livsformer og samværsformer og demokrati. Demokrati er ikke bare noget, man skal lære om, det skal praktiseres i stedet.”
”Den klassiske højskole viser sig at stå på svage fødder. Det medfører et enormt fald i selvrefleksionen. Det kan man betragte som en nedtur. Men man kan også sige, at det var vigtige eksperimenter, vigtige problemstillinger, der blev taget op. Hvis ikke der var kommet den vitaminindsprøjtning, som ungdomsoprøret bidrog til, så havde den klassiske højskole nok stoppet med at eksistere. For den klassiske var knyttet til landbokulturen. Og den kultur forsvandt efter 2. Verdenskrig.
”Der skulle noget nyt til. Og det eksperimenterede man så med på livet løs. Overordnet set var det en nødvendig og vigtig proces, fordi den var med til at føre højskolen ind i en ny tid, hvor den åbnede sig mod by-ungdommen på en helt anden måde end tidligere.”
Jeg er ikke ude på at lave en forfaldsfortælling.
Ove Korsgaard
Du nævner 61-bogen som højdepunkt. Betyder det, at idéen kom til at stå svagere efterfølgende?
”Jeg er ikke ude på at lave en forfaldsfortælling, som Ole Wivel i sin artikel fra Højskolen til debat , hvor han fejer de kreative aktiviteter, som han kalder hobby-aktiviteter, af banen. Højskolen skal holde sig til litteratur og eksistens-spørgsmål, der knytter sig til litteratur. Hans højskolesyn viser, at det i forhold til den samfundsudvikling og mentalitetsudvikling, der er i gang, er hans syn en finkulturel synsvinkel, som bliver løbet over ende. Det viser begrænsningerne i de forestillinger, der blev formuleret i 1961.”
Læs også Vejledning i brug af Grundtvig
Hvor kommer forfaldsfortællingen fra?
”Det er klart, at den klassiske højskole, som bl.a. Vilhelm Nielsen, der var statens tilsynsførende, rejste rundt og så på, var på vej ud. Han så forfaldet. Nu brugte man hænderne, nu brugte man kroppen, nu dansede man og fotograferede. Men hvor var ordet? Foredragssalen og talerstolen – hvor var de henne? Den klassiske højskole er meget knyttet op på ordet som det skabende. Nu gik man i stedet over til at skabe med hænderne og med kroppen – i materiale af forskellig slags.”
”Da jeg selv var i højskolen, var det en stor udfordring, at der blev gjort for lidt for at udvikle idéer, der svarede til den praksis, der havde udviklet sig. Den tidligere forstander Frederik Christensen i Kerteminde gjorde et godt forsøg, fordi de nye fag bestemt kunne være vigtige. De elevgrupper, der kom, var ikke præget af hårdt fysisk arbejde. De havde en lang skolegang bag sig uden at have haft fysisk arbejde. Det at få mulighed for at forme noget er en utrolig vigtig identitetsmarkør. Og de fag – det man kaldte bifag, i dag på mange måder er blevet hovedfag – har ikke fået den idémæssige opbakning, som de burde have fået. Det har været min kritik.”
Hvorfor er det et problem?
”Hvis der ikke er en idé med det, højskolen laver, så bliver den bare et værested og ikke et idébårent sted. Så ophører det med at være en højskole. Jeg var for eksempel meget imod, at det kom ind i højskolens formålsformuleringen, at formålet med højskolen også er samvær. Det mener jeg ikke, man kan gøre til et formål. Hvis man betoner samværet, så trækker man højskolen over i det socialpædagogiske. Jeg forstår godt baggrunden, men jeg synes alligevel, det er problematisk. Der findes jo mange former for samvær. Rockerne har også deres samvær…”
De tre vækkelser
I bogen beskriver du højskolens idéhistorie med nedslag i en række vækkelsesbevægelser. Hvilke har været de mest centrale?
”Hovedvinklen på min historie er sammenhængen mellem oplysning og vækkelse. Højskolen har været præget af tre store vækkelsesbevægelser, som højskolen også har bidraget til. 1864 medførte en vækkelsesbølge. Det bidrog højskolen i høj grad til, og det er stadigvæk derfra, højskolen har sin aura. Det handlede i særlig grad om at få integreret bondestanden i det nye demokrati. Det glemmer vi tit, selv om det er utrolig vigtigt og noget, der stadigvæk præger det danske samfund. I mange andre lande lykkedes det ikke. Det lykkedes i Danmark bedre end i de fleste lande i verden. Det må man takke højskolen og Grundtvig for.”
”Man kunne gå ind på en dansk højskole i 1880, 1910 og 1930, og det var stort set den samme højskole. Den samme grundlæggende struktur og de samme grundlæggende tanker gjorde sig gældende. De store ændringer i Danmark sker først efter 2. Verdenskrig. Der får vi det, jeg kalder den anden vækkelse med Hal Koch og demokrati-tanken.”
”Højskolen har været meget antistatslig, meget liberal. Det ændrer sig. Den grundtvigske højskole bliver venligt stemt over for staten. Der sker en fusion mellem sociale og liberale tanker. Hal Koch blev eksponent for det, man kunne kalde det nationale kompromis, der er grundlaget for etableringen af velfærdsstaten. Demokrati bliver et hurra-ord. Ligesom begrebet 'folk' tidligere var det. Det er først her, at demokrati bliver noget, vi for alvor er fælles om.”
”Og så kommer 1968 – den tredje vækkelse – som højskolen også i den grad bliver formet af og bidrager til. Det kommer til at præge stort set alle højskoler. Ingen forblev upåvirket. Det kommer ind på den måde, at man nu slår døren ned mellem drenge- og pigegangen. Det er et symbolsk eksempel. Der var jo steder, hvor man slog døren ned med en hammer. Så nye omgangsformer, nye samværsformer. At eleverne blev inddraget – de skulle selv gøre rent og være med til at lave mad"
”Og så fornemmer jeg, at højskolen i dag også i stigende grad bliver en del af en gryende vækkelsesbevægelse omkring klima og økologi – stadig med fastholdelse af demokrati og medborgerskab som centrale begreber. Det er en mulig fjerde vækkelse.”
Ove Korsgaard
”Og så fornemmer jeg, at højskolen i dag også i stigende grad bliver en del af en gryende vækkelsesbevægelse omkring klima og økologi – stadig med fastholdelse af demokrati og medborgerskab som centrale begreber. Det er en mulig fjerde vækkelse.”
Hvor meget er højskolens historie en pionervirksomhed? Grundtvig var pioner. Har man været det hele tiden?
”Ja, Hal Koch og den demokratiske højskole var med helt fremme. I 1968 var man også helt fremme, fordi man for eksempel beskæftigede sig med alternativ energi – det der kom til at hedde vedvarende energi. Man byggede vindmøller, man lavede jordvarmeanlæg, man begyndte at under vise i grænser for vækst. Man begyndte at interesse sig for maden. Jamen, gjorde man ikke også det i det øvrige samfund? Jo, men højskolerne var på en række punkter pionerer. Man kan så beklage, at en del af de ting, som højskolen virkelig havde fat i i 70erne og 80erne, fadede ud. Men nu er de blevet hyper-aktuelle igen.”
”De aktiviteter og de tanker passede slet ikke ind i Højskolen til debat fra 1961. Det var de nye problemstillinger. Så selv om 1961-bogen er et højdepunkt, er det også en afslutning på en epoke. Alligevel må ambitionen hele tiden være – idemæssigt – at komme på omgangshøjde med 1961-udgaven – men med de nye problemstillinger, de nye udfordringer.”
Mellem forfald og fornyelse
Man hører ofte forestillingen om, at højskolen bevæger sig væk fra sin kerne. Altså forfaldsfortællingen. Har den noget på sig?
”Sådan har det altid været. Det er også en vigtig diskussion, fordi det er med til at fastholde opmærksomheden på, at noget er mere højskole end noget andet. Noget er mere rigtig højskole end noget andet. De diskussioner, der var oppe for nogle år siden – om man kunne lave højskole, hvor der stort set kun blev spillet golf. Det kan man ikke, eller det bør man ikke kunne. Det kan godt være, at det kan lade sig gøre lovgivningsmæssigt, men ånden har man fuldstændig forladt.”
Er højskolen blevet en konservativ institution, hvor den i udgangspunktet var progressiv? Eller med andre ord: Skal højskolen idemæssigt holde fast i noget snarere end skabe noget nyt?
”I bogen antyder jeg, at den position, der betragter højskolen som et frirum, har sine begrænsninger. Det er rigtigt, at højskolen er et frirum, fordi der ingen eksamen er. Men det er ikke tilstrækkeligt at betragte højskolen som et frirum fra alt det ubehagelige, som samfundet producerer – med konkurrencestat og omstillingsparathed og fleksibilitet og arbejdsvillighed osv. Det er ikke idé nok.”
Hvorfor skal nutidens højskolefolk interesse sig for denne her historie?
”Det skal de af to grunde. Dels er det vigtigt, at man har en fornemmelse, en interesse og en forståelse for højskolens historie. Man kan modsat sige, hvis ikke man interesserer sig for højskolens historie, kan man meget let komme til at tro, at den form for højskole, som er lige nu og her, er den højskole som har været der lige fra starten. Man kommer meget let til at se sig selv som højskolen, frem for at se, at den højskole, vi har nu, er et led i en udvikling af opgør og selvopgør, forandringer og nye udfordringer. Hvis ikke man har en forståelse for historien, mangler man blikket for, at man til enhver tid må finde svar på de udfordringer, som samfundet står i og som højskolen er en del af. Manglende historiebevidsthed kan betyde stagnation. Historisk bevidsthed er et fremadrettet anliggende”.
Hvis ikke man har en forståelse for historien, mangler man blikket for, at man til enhver tid må finde svar på de udfordringer, som samfundet står i og som højskolen er en del af. Manglende historiebevidsthed kan betyde stagnation.
Ove Korsgaard
Hvordan er potentialet? Er bevidstheden om det historiske ophav stort nok til et skabe et nyt idémæssigt højdepunkt lige nu? Og hvad baserer du det på?
”Jeg er sådan set ret optimistisk. Det baserer jeg på en fornemmelse. På hvad jeg har kunnet registrere, der sker rundt omkring på en række højskoler. Jeg tror bestemt, at der er en udvikling i gang i højskolerne, som gør, at de igen vil indtage den her dobbeltrolle, at de bliver præget af samtidens store problemstillinger, samtidig med at de er med til at bearbejde disse problemstillinger og give livsmod. Stikordene er for det første demokrati og medborgerskab. Jeg mener, at Hal Koch har et godt svar på nogle af de problemstillinger, der gør sig gældende lige nu. Nemlig at det, vi primært er fælles om i Danmark, er det politiske og en politisk kultur, som giver mulighed for en mangfoldighed på det kulturelle område. Det at vi lever i et mere multikulturelt, multireligiøst og multiseksuelt samfund end tidligere gør, at højskolens tradition kan give et godt svar. Hal Koch kan sige – ja, der skal være plads til kulturel forskellighed, men det fordrer et fællesskab om det at være borger, at være medborger i et samfund. Højskolen gør måske ikke tilstrækkeligt ud af sin arv på det område.”
At få mulighed for at udtrykke sig gennem fotografi, drama, maleri og ler. Det betragter jeg som et vigtigt felt i højskolen, som stadig mangler at blive rigtig udfoldet idémæssigt.
Ove Korsgaard
”Det andet er identitetsøgning gennem æstetiske processer. At få mulighed for at udtrykke sig gennem fotografi, drama, maleri og ler. Det betragter jeg som et vigtigt felt i højskolen, som stadig mangler at blive rigtig udfoldet idémæssigt. Der ligger mange tanker hos for eksempel Løgstrup, som kunne blive udfoldet.”
”Det tredje felt er en genopdagelse af det, der var gang i i 70erne og 80erne med 'grænser for vækst', økologi og klima. Der er en del højskoler, der begynder at markere sig på det område, og det har også vækkelseskarakter. Og det er vigtigt, at netop vækkelseskarakteren er der. Selvfølgelig har vækkelse også sine ubehagelige og farlige sider. Men jeg mener, at den er nødt til at være der.”
Kostskole, pædagogik og idé
Når man kommer som ny højskolelærer, skal man så kende den historie, du beskriver, for at være en del af højskolen?
”Ja. Det er en farlig politik at ignorere det. Der er tre måder at forstå højskolen på. Den ene lyder: Højskolen er en kostskole. Det er det afgørende. Den anden lyder: Det er pædagogikken, det er dialogen, der definerer højskolen. Jeg vil bestemt ikke underkende nogen af de to ting, men jeg er 100 % overbevist om, at det er idéen og den idémæssige afklaring, der er helt afgørende.”
Men man kan vel også finde eksempler på, at idédiskursen har fungeret komplet afkoblet fra højskolens praksis?
”Ja. Efter 1968 og den kreative bølge, var der mange forstandere, der fortsatte med at rejse land og rige rundt og holde foredrag som om, der ikke var sket noget. Selv om alle de klassiske dannelsesfag var røget ud. Man fortalte offentligheden, at højskoler er højskoler, og sådan har de altid været. Jeg var sur over, at forstanderne bedrog offentligheden på den måde. Når de kom hjem, var det en anden højskole, de var på, end den, de fortalte om. Jeg er helt enig i, at ideen skal have relevans i forhold til samtiden og i forhold til den højskole, man repræsenterer og arbejder på.”
Der har været en periode, hvor højskolerne har været lidt svage på idéen
Ove Korsgaard
”Der har været en periode, hvor højskolerne har været lidt svage på idéen. Og det er der masser af gode forklaringer på. Man har måttet kæmpe bare for at overleve i det drastiske fald i elevtal, der kom i en periode. Der er noget, der skal indhentes, men forudsætningerne er så til gengæld gode for det.”
”Jeg fornemmer også, at højskolerne står stærkere i offentligheden, end de gjorde for ikke så mange år siden. Man vil gerne fastholde højskolen som en vigtig del af dansk identitet og historie. Der er folk, der er tiltalt af højskolen, som ikke ville have været det for bare 10 år siden. Højskolen har kunnet udnytte, at den er en fri skoleform. Vi står med nogle kæmpe udfordringer, som højskolen kan tale sig ind i og være med til at pege på. Eksperimentere med – både nationalt, europæisk og globalt.”
Strejftog i højskolernes idéhistorie Udkommet på FFD’s forlag 2019
Bogen er første bind i serien Højskolens 10 bud - på en skole for livet, der er en serie på 11 korte bøger. Hvert af de efterfølgende bind udkommer løbende gennem jubilæumsåret og præsenterer et kendetegn ved højskolen, dens oprindelse og relevans for fortiden, for frem-tiden og for Danmark og den omgivende verden, og hvordan det bringes i spil i højskolens praksis i dag.
Ove Korsgaard
Født 1942. Ph.d. og dr.pæd.