Uden håb, ingen mening

Publiceret 21-05-2019

TENDENS Hvorfor svinder håbet ind i disse år, når det går bedre i verden end nogensinde før? Højskolebladet har spurgt formand for Folkehøjskolernes Forening, Lisbeth Trinskjær, og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal om paradokset.

Af Lauritz Korfix Schultz

Det går fremad i verden! Sult og fattigdom er faldende. Den gennemsnitlige levealder stigende. Flere piger kommer i skole. Færre er i krig. Imens verdens problemer bliver mindre, forsvinder håbet for mange danske unge i disse år. Blandt andet giver klimaspørgsmålet stor anledning til bekymring hos de unge. Det viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA.

Villy Søvndal, der er tidligere udenrigsminister og partiformand for SF og nu er medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, har udover selv at have været højskoleelev på den hedengangne Vestbirk Højskole også skrevet bogen Med håbet som drivkraft, der udkom i 2016.

Umiddelbart er han håbefuld for verdens fremtid: “Jeg oplever, at der er meget, der flytter sig til det bedre. Særligt hæfter jeg mig ved den massive forskning i den grønne omstilling, der er nødvendig for transportsektoren.”

Søvndal forstår dog godt, at håbet har fået trange kår. Det er nemlig paradoksalt, at man kun hører om konflikter og krige, når fremskridtene i verden er store. Det negative fokus i medierne, mener Søvndal, får håbet til at svinde ind. “Jeg synes, at man bliver mødt af en mur af kaos, flygtninge og krig, når man åbner aviser. Der er så meget kraft i den fortælling, at alt går ad helvede til.”

“Med klimaspørgsmålet i baghovedet mener jeg, det er fortvivlende, at der ikke længere er politikere hverken her-hjemme eller i USA, der går i front med den  dagsorden. I dag er det de unge, der i langt højere grad engagerer sig. Det giver håb.”

Villy Søvndal

Meget af journalistikken og de politiske udmeldinger producerer ifølge SF’eren kun dårligdomme på trods af, at det går bedre på kloden. “Da jeg var med Det Udenrigspolitiske Nævn i FN, sagde en dansk officer fortvivlet, at ingen i verden hørte om, når FN forhindrede en konflikt.” Man hører kun om det, der brænder sammen, og det er ifølge Søvndal et problem. “Det er umuligt at sælge et budskab om, at der sker fremskridt, for alle historier er bygget op om konflikter, og det er journalistisk uinteressant, hvis det går bedre i verden. Det er med til at svække håbet.”

Håbet erstattet af afmægtighed og frygt

Formand for Folkehøjskolernes Forening, Lisbeth Trinskjær, er også bekymret på trods af meget i verden ser ud til at være i fremgang. Særligt for de mange unge der går landets højskoler. At levealderen stiger, og sulten bliver mindre, ændrer ikke ved de unges følelse af mangel på håb.

“Jeg anerkender, at der er mange ting, der var værre engang, men der er udfordringer nok at tage fat på. Statistikkerne viser tydeligt, at mange unge ikke trives. Fokuserer vi kun på det gode, tager vi ikke de unge alvorligt. De har en kraftig opfattelse af at skulle præstere meget for overhovedet at have en plads i samfundet,” siger hun.

Jeg oplever en alt for stærk neutralitet i forhold til tingenes tilstand. Ingen må have kanter og  synspunkter, og det synes jeg, er en kæmpe fejl. Højskoler ikke bare være holdningssteder, vi skal være holdningssteder.

Lisbeth Trinskjær

Trinskjær kan godt forstå, hvorfor unge mister håbet, selv om der er meget, der går bedre. Når de mister håbet i dag, skyldes det ifølge højskoleformanden den individualiserede tidsalder: “Mulighederne er uendelige for unge i dag. De føler sig små i det store. Samtiden og fremtiden føles kompleks.”

Hun forklarer, at der er mere brug for håbet end nogensinde før: “Traditionelt set fylder håbet som eksistentielt element meget på højskolerne, men jeg tror, at håbets betydning er vigtigere og større i dag, end det har været tidligere.”

Da Trinskjær startede som forstander på Ubberup Højskole i 2005, hvor hun fortsat har sit daglige virke, var “opholdene mere målrettede” for eleverne. I dag oplever hun, at eleverne i højere grad er “søgende og eksplorative.” Ifølge højskoleforstanderen betyder individualiseringen også, at frygten og afmægtigheden fylder mere end håbet i dag. “Mange højskoleelever oplever, at verden føles uoverskuelig. De har ikke noget at læne sig op ad, og de har ikke noget at følge. Det får folk til at føle afmægtighed,” siger hun.

Trinskjær medgiver, at afmægtigheden også er til stede ude i samfundet, men det er et fænomen, hun i særlig grad ser på højskolerne. “Statistisk set har vi en søgning til højskoler, som vi slet ikke burde have.” Årsagen til den massive stigning i elevtallet på højskoler i Danmark handler ifølge højskoleforstanderen netop om, at afmægtigheden er håbets afløser: “De unge søger dybde, de søger holdepunkter og noget at stå på, de har en følelse af, at noget mangler.”

Ud over individualiseringen peger Trinskjær også på politikerne som en årsag til, at håbet forsvinder. “Hvis vi kigger på det politiske landskab, gives der meget få svar. Det ikke kun eleverne, men også politikerne, der føler sig afmægtige. Ideologierne har spillet fallit. Jeg savner politikere, der tør være klare i spyttet rent ideologisk.”

Håbet ligger i oprøret

Søvndal er enig i, at politikere ikke synes at være håbefulde for fremtiden: “Med klimaspørgsmålet i baghovedet mener jeg, det er fortvivlende, at der ikke længere er politikere hverken herhjemme eller i USA, der går i front med den dagsorden. I dag er det de unge, der i langt højere grad engagerer sig. Det giver håb,” siger Søvndal.

Trinskjær peger på, at den enkeltes handling også giver håb. Det er ellers meget populært at sige, at den enkeltes handling ikke batter noget i forhold til klimaspørgsmålet. Argumentet er, at der skal store politiske løsninger til for at løse klimaproblemerne. Den debat, mener højskoleformanden, er fejlagtig. “Det er rigtigt, at der skal noget større til. Men det ene udelukker ikke det andet. Vi har brug for en fornemmelse af, at vi kan påvirke noget, at man ikke er magtesløs. Den sparede flyvetur rykker måske ikke noget her og nu, men den er med til at skabe borgere, der handler, og det giver håb,” siger Trinskjær.

Mens klimadepressioner fylder meget hos de unge i dag, mener Søvndal, at der er forskel på håbet, når man ser på fænomenet over tid. “Jeg er vokset op i skyggen af den kolde krig. Vores frygt var atomkrig, og den vanvittige oprustning bekymrede os meget. Jeg var med til at gå en tur til Paris i protest mod atombomber.”

I starten af 1970’erne udkom rapporten Grænser for vækst, der satte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var ressourcer nok til os alle, men den handlede ifølge Søvndal ikke om klimaet.

“Klimakampen kom først i 80’erne. Håbet blev for den tidligere udenrigsminister skabt af “afkoloniseringen i Afrika og Asien, hvor man fik bugt med kolonimagternes herredømme.” Trinskjær mener også, at håbet kom til udtryk anderledes tidligere. “Berlinmurens fald er et godt eksempel på, at det umulige kan ske,” siger hun.

Mister man håbet, mister man ifølge Trinskjær troen på fremtiden “og det er usundt.” Højskoleformanden peger på, at man i 2019 kan indgyde håb ved at styrke den enkeltes myndighed. Man skal “finde sin egen stemme og ikke bare gøre det, der bliver forventet, men selv aktivt tage stilling.” Det er ifølge Trinskjær den vigtigste del af håbet. “Vi har nogle generationer af unge, der er alt for loyale og er gode til at høre andres stemmer, men som i ringe grad følger deres egen stemme. Vi skal gøre dem bevidste om, at de har handle- og valgmuligheder. Én af kerneopgaverne i at lave højskole er at skabe lyst til at gøre oprør.”

Hun uddyber: “Jeg oplever en alt for stærk neutralitet i forhold til tingenes tilstand. Ingen må have kanter og synspunkter, og det synes jeg, er en kæmpe fejl. Højskoler ikke bare være holdningssteder, vi skal være holdningssteder – det er en fordring, vi har. Det er deklareret, så det er ikke fordi, der er nogen, der bliver forført, hvad det angår. Unge har brug for at møde nogen, der mener noget. Det giver håb. Og uden håb ingen mening.”

På Ubberup Højskole, hvor Trinskjær som nævnt slår sine folder som forstander, er der tit absolut flertal blandt eleverne for partier, som hun ikke selv ville stemme på. Og på trods af den politiske uenighed mellem elever og forstander indgyder det politiske engagement håb. “Jeg vil hellere have, at vi har elever, der går ud og gør noget for sager, jeg ikke nødvendigvis er enig i, end at de føler sig afmægtige. Engagementet er vigtigt for at føle håb.”

 

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies